Da vi fandt ud af, der var TO …

Vi blev gift i juni, og jeg blev gravid mindre end to uger senere.
Jeg synes, det var for godt til at være sandt på den dér fairytale-måde, så efter at have tisset på 2-3 pinde hver dag en uge, overtalte jeg min mand til at tage med på en privat scanningsklinik for at få syn for sagen.

Sådan så jeg ud en uge efter, at vi fandt ud af, jeg var gravid. Men da vidste vi stadig ikke, der var to ...

Sådan så jeg ud en uge efter, at vi fandt ud af, jeg var gravid.
Men da vidste vi stadig ikke, der var to …

Ved ankomst undskyldte jeg min kedeligt flade mave overfor jordemoderen og sagde, at det sikkert var ALT for tidligt til, at hun kunne se noget som helst.
Jeg kom op på briksen og fik angstens sved på min mave blandet godt op med noget klistersnask, som krævede, at jeg hev længere ned i bukserne, end jeg er blevet bedt om siden en ”dannelsesrejse” til Calella i 1997.
Derefter satte jordemoderen en scanner mod min mave, og så var der hul igennem! Hun har nok kunne mærke spændingen i lokalet, så meget hurtigt gjorde hun mig helt rolig ved at sige ”Det ser superfint ud, og nu skal jeg lige orientere mig”.

Jeg lagde mig tilbage på puden, tog min mands hånd og begge stirrede vi op på skærmen, som jo så viste resultatet af vores anstrengelser på honeymoonen.
Sorthvide figurer dansede rundt på skærmen i en meget ringe opløsning.
Jeg synes godt, jeg kunne se, der ligesom var to runde former derinde i kassen, men jeg tænkte, at den ene nok var min blære.Efter et minuts tid så jordemoderen på os og sagde: ”Jeg vil gerne sige tillykke, for du er gravid”. Efter en kunstpause tilføjede hun: ”Og I kan godt være EKSTRA-glade …” Vi glædede os over den gode nyhed, men da tilføjelsen kom, må man have kunne se forvirringen i vores ansigtsudtryk med al mulig tydelighed. Hvordan er man ekstra-glad, når det, man ønsker, er at være gravid med et barn…?
Erkendelsen ramte os cirka samtidig, og min mand røg frem i sædet hurtigere, end når Manchester United scorer mål på TV og udbrød ”Tager du pis på mig!?”
”I skal have tvillinger!”, svarede hun med et stort smil.
Og så begyndte jeg at grine. Helt hysterisk. I 10-15 minutter.
Jeg var så glad og lettet og overvældet og forvirret og stolt over, at min krop havde givet bittesmå liv til TO bittesmå hjerter på én gang!
Min mand og jeg så på hinanden og småråbte i kor:
”Hvordan har du det med det?” ”Er du okay?” ”What th f***??”, mens vi grinede og tudede og svedte og grinede noget mere.
10 minutter senere stod vi i sommersolen på Vester Farimagsgade med en lille DVD-film og en række billeder, som mest af alt lignede en dårlig tegning af to jordnødder i hver sin kridtcirkel.

Dagen efter købte jeg bogen ”Du skal være far, og du har 40 uger til at fatte det!” til Jon, og jeg spurgte febrilsk ekspedienten twinsi boghandlen, om de ikke også havde sådan én til kvinder?
Hun smilede overbærende og foreslog mig en uge-for-uge-kalender, som også røg ned i posen, mens hun sagde, at kvinder jo bliver mødre, når de ser de to streger på graviditetstesten, mens det først går op for mænd, når de står med deres offspring i armene.
Det var så den største løgn, jeg endnu var blevet fortalt i mit liv som kommende mor.
Da jeg i skrivende stund er 4 uger fra min termin med vores kommende søn og datter og har tindrende ondt i mine voksende bryster, må man jo formode, at jeg er as woman as they get.
Og jeg fatter stadig ikke en krone.  Selvom vi har købt bittesmå sparkedragter, Bugaboo Donkey-kombivogn, tremmeseng og sokker så små, at man tror, det er løgn, har jeg stadig uendelig svært ved at forstå, at der altså kommer to små børn, som vi må tage med hjem fra Riget – helt uden voksenopsyn – engang i marts.
Men jeg glæder mig på en måde, jeg aldrig har glædet mig før. Fra et sted nede i maven, som jeg ikke vidste fandtes.

Nogle af jer har spurgt, om vi har fundet navne til væsnerne, og jeps, det tror jeg faktisk, vi har.
Og nej, jeg kommer ikke til at omtale dem som ‘Blib og Blob’ eller ved forbogstaver her på bloggen – I må meget gerne kende deres navne!
Jeg er blot en keeeende overtroisk med nogle ting, så jeg vil gerne vente med præsentere dem for verden, til de rent faktisk ér kommet til verden. 🙂

Husk også at deltage i Twinpeaks.dks Valentine’-KONKURRENCE!
Vinderen trækkes på fredag med Jon som lykkens pamfilius! 😉

Følg Twinpeaks.dk:
Facebook – klik her.
Instagram – @mmleilange
Bloglovin’ – klik her.

39 comments

  1. Sidder lige med en tåre, for husker selv den følelse at ligge der på briksen og få beskeden “tillykke – du er gravid” Vi havde også prøvet i 1½ år – men stadig! Hold nu op hvor var det en fantastisk følelse! Du må virkelig tælle minutterne nu… Glæder mig til at se de små pus (for forventer stærkt at du poster et billede eller 2) 🙂

  2. Dejligt med tvillinger! Ligger det i familien, eller kom det ud af det blå?
    Jeg fangede først mortitlen da Elva var omkring en måned 😊

  3. Jeg er allerede stor fan af din blog – og din pragmatiske holdning til dit ægteskab, din krop, det at være gravid og skulle være forældre lige om lidt 🙂 Thumbs up herfra.
    Jeg er selv tvilling, og jeg føler lidt at jeg får et indblik i hvordan mine forældre må have haft det for 28 år siden… Det er skide skægt. Og nåh ja, så håber min kæreste på tvillinger efter vores forestående bryllup (der er tvillinger i familien, så chancen reel), så måske havner jeg engang i samme situation.

      1. Jeg er faktisk også begyndt at håbe på at der er to, når vi engang når dertil. 🙂
        Tak. Jeg glæder mig vanvittig meget lige nu, efter jeg har læst dit Valentines indlæg… Der er dog nogle måneder endnu (og en ironman som skal gennemføres – af min kæreste, ikke mig), så der er god tid. Tak for tippet til fotografen i øvrigt. Jeres billeder er super flotte.

  4. Kære Mette Marie.
    Hvor er detdog en fornøjelse at følge din, super underholdende og skønne, blog.
    Det er så første gang jeg “hopper med på bølgen” og har investeret tid på sådan en, og det med glæde, for hold fast du skriver på en levende og hjertevarm måde! Så tak for det, og for at dele ud af dit liv. Det er en fornøjelse for mig at følge med på den anden side af skærmen, i et andet liv! 🙂 Held og lykke med de små poder når de kommer, glæd dig! Mine 2 kusiner har begge twins’er og synes det er det mest fantastiske, og selvfølgelig hårdt, men hva’ pokker, det er der sgu da så mega meget der er her i livet. Det må da, om noget, være det “hårde på den super fede måde” når de snart ankommer. 😀

  5. Du skriver bare sådan nogle skønne indlæg ❤ Tak for en god historie. Jeg har selv fortalt en del par, at de ventede tvillinger og det er altid sjovt at se reaktionen. Men tak fordi du også lige fortalte historien fra jeres perspektiv 🙂

      1. Det var et skønt job ja, men jeg har faktisk valgt at stoppe for at læse. Men jeg savner det nogle gange 🙂

  6. Nårh og ihh… blev lige en kende tøse rørt og genkaldte lige minder om nogenlunde samme reaktion, da jordemoderen endelig overgav sig og scannede min mave ekstra grundigt, så jeg kunne få ret i, at der var 2 og ikke kun én.

  7. Tak fordi du bringer endnu flere smil på mine læber ☺️🙏 Jeg elsker at læse din blog og følge dig på IG 👏

  8. Jeg er vild med din blog og din skrivestil. Det er sjov læsning. Og så er jeg vild med en blog, der ikke handler om alle de ting og oplevelser, bloggeren reklamerer for.
    Så mange tak for god læsning og held og lykke.

  9. Særdeles underholdende og velskrevet blog. Du beder ikke om gode råd, men jeg vil alligevel tillade mig at sige, hvad nogen engang sagde til mig, og som jeg ofte har tænkt på: når det hele er lidt hårdt med de små, så tænk på, at du får dig selv igen en dag. Det gør du altså.
    Og livet som du kender det, forandres for altid, når du får børn. Men det bliver de dejligste mennesker, du nogensinde kommer til at møde.
    Må jeg spørge hvorfra den stribede bikini er, som du har på på billedet. Den er SÅ flot!

  10. Jeg er altså helt tosset med din blog! Det lyder vanvittigt vildt at være på vej til at få to. Har netop besøgt min højgravide tyske veninde og vi talte rigtig meget om, hvor syret det er at ens krop bare “lige” laver en baby.

    Apropos tysk graviditet, så fik jeg lov til at se den liste tyskerne får af deres jordmoder med ting, som man bare ikke kan undvære/skal have købt ind, før man kommer hjem med baby. På listen stod der “puslebordsvarmer” og det har jeg aldrig hørt om før, nu er du den mest gravide dansker, jeg kender til i øjeblikket, er det noget man skal have i dag? En “puslebordsvarmer” eller er tyskerne bare mere pyldrede omkring deres babyer end vi er?

  11. Hahaha, åh hvor bliver man GLAD af din blog! 😀 Jeg fødte en lille pige på Riget for 7 måneder siden, og det er altså den vildeste oplevelse! Da jeg var gravid gik der ikke en dag hvor jeg ikke undrede mig over at der boede et levende menneske inden i mig. Det er så syret jo!

      1. vel ca. et par måneder efter fødslen.. For det er endnu mere syret når bebs(erne) er født!! For det kan jo ikke være den/de samme man mærkede rumstere INDE i maven!!

  12. Er først “kommet til” for et par måneder siden, så havde ikke læst dette indlæg. Det må være den vildeste oplevelse, at se TO aliens på skærmen!

    Jeg prøvede det selv for halvandet år siden, men begge fostre havde desværre ikke klaret den. Jeg har altid selv ønsket mig tvillinger, så det var sindssygt hårdt, at se, at der var TO, men at de ikke var i live!

    MEN for 7 uger siden blev jeg mor til verdens lækreste lille dreng, så jeg klager bestemt ikke! Det er det vildeste, at blive mor. Troede egentlig jeg var ret forberedt på det, men benene er slået fuldstændig væk under mig at lykke over det skønne lille væsen, som min kæreste og jeg helt selv har lavet. Det er for vildt! 🙂

    Måske der kommer tvillinger næste gang 🙂

  13. Kære MM – tak for en dejlig og altid opløftende blog 🙂 Min kæreste og jeg venter også tvillinger til november. En dreng og en pige 😍 Jeres oplevelse hos scanneren første gang minder meget om vores. Vi var slet heller ikke forberedte på nyheden om 2, men hvor var det vildt!! Må jeg høre dig om I har tvillinger i familien? – det er et spørgsmål, jeg selv får ofte 😉

    1. Hvor er I heldige!!!! TILLYKKE!!!!! 😍
      Når folk glor ned i vores barnevogn og spørger, om vi har tvillinger i familien, rynker jeg altid brynene og siger “Ja, de ligger sgu da lige dér, er du blind!?” (Høhøhø…)
      Men nej, vi har ikke andre tvillinger i familien! Kun dem!
      Har I?

      1. Ja, altså min morfars mor fødte både trillinger og tvillinger (hun fik altså 5 børn i alt), så jeg har måske arvet noget fra hende. Sjovt nok havde jeg tænkt at det var så langt tilbage, at det nok ikke havde nogen indflydelse. Der blev jeg klogere! Tænk sig først at få trillinger og dernæst tvillinger! Og dengang skannede man jo ikke inden… Jeeez 😳

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s