Måned: februar 2014

Dét skal fejres!

I går aftes, da jeg ikke kunne falde i søvn, gav jeg mig til at se ‘The Biggest Loser’ på Kanal 4.
I ved, det der program med en gruppe amerikanere, som hver især vejer cirka 4-5 gange det samme, som jeg gør nu (plus/minus), bare uden at være gravide, som så bliver tævet igennem af to plastikopererede personlige trænere, og efter en sæson med nogle tårevæddede indrømmelser omkring deres (deltagernes, ikke trænernes) natlige ture efter chips på tanken, vænner de sig til selleri, taber sig vildt meget, bliver nærmest små-lækre og vender hjem til et brand new life.
chokoNår jeg ser det program, kan jeg bedst lide at spise RitterSport til …
Når de så samler alle de sindssyge madvarer (I aftes var det sandwiches med navne som ‘The Terminator’ og ‘The Death’ med flæskesteg, mayo og pommes frittes i samme klapsammen), de har spist i deres gamle liv sammen i et akvarium, så de virkelig kan se, hvad de har gjort imod sig selv, skåler jeg med fjernsynet og skyller min Vollnuss ned med sodavand.

Det er det samme, når jeg ser ‘Luksus-fælden”! Det nydes allerbedst simultant med netshopping. Fødderne på bordet, dankortet i hånden!
Og når jeg har set programmet om folk med ekstrem samlermani, som lever side og side med malerbøtter og resultatet af 50 års indsamling af ødelagte billedrammer og rustne gafler, venter jeg altid liiige med at banke sofapuderne og lægge tæppet sammen til i morgen …
Fordi SÅ slemt står det i det mindste ikke til herhjemme! 🙂

Jeg læste engang for nogle år siden, at en undersøgelse havde vist, at gennemsnitsalderen for dem, der så ‘Paradise Hotel’ var 31 år.
Det kom bag på mig! Jeg troede da, det var deres jævnaldrende, der så med, når disse seksuelt udsvævende unge i starten af 20’erne tog røven (både i bogstavelig og overført beydning) på hinanden på betagende locations i Mexico.
Men artiklen forklarede yderligere, at disse programmer altså primært ses af (voksne) mennesker, som gerne vil have det bedre med sig selv.
Så kan det godt være, at de måske har en lidt kedelig, overvægtig ægtemand, to børn, der stadig ikke gider hjælpe med opvasken og en chef, der lever for træde på deres værdighed i det daglige – men de har i det mindste ikke været med til at lave en ‘Eiffeltårnet’ sammen med to bartendere i et boblebad et sted i Nordamerika. Og det kan de så fortælle sig selv, når de lægger sig på puden om aftenen – således opløftet.

Og sådan er jeg åbenbart også! Jeg er bare afsindigt godt tilfreds med mit hverdagsliv, så mine små, hemmelige, selvhævdende fejringer sker altså i forbindelse med oprydning, guf og netshopping. For nok er jeg et rodehoved, der elsker at spise usundt og købe ting, jeg ikke behøver, men jeg er slet ikke i en liga, der ville kunne kvalificere sig til et underholdningsprogram. Dét skal da fejres! SKÅL i cola!

I aften kommer min hunky ægtemand hjem fra London, og jeg glæder mig som en hævngerrig revisor til et torskegilde!
Solen skinner, foråret er på vej, og i dag kan kun blive en god dag!
God mandag! 🙂

Husk også at deltage i Twinpeaks.dks Valentine’-KONKURRENCE!
Vinderen trækkes på fredag!

Følg Twinpeaks.dk:
Facebook – klik her.
Instagram – @mmleilange
Bloglovin’ – klik her.

Count down: 4½ uge tilbage …

maveFor mig at se, er det at smadre sin mobiltelefon noget, der rimer på ‘god bytur’!
Ikke på at ligge i sengen og være syg … Det er altså snyd!
Eftersom at Jon ikke er hjemme, har jeg i weekenden brugt hans side af sengen som praktisk opbevaringsplads for Kleenex, en flaske vand og min iPhone.
I nat, da jeg vågnede i et hosteanfald, tog jeg en slurk vand for at lindre mine lidelser, hvorefter jeg atter faldt i søvn.
Mine fede fingre har tilsyneladende ikke formået at skrue lågen ordentligt på flasken igen, hvorfor ganske få dråber vand er dryppet ned i min iPhone, som nu er død. COME ON!!
Hvis en iPhone skal dø grundet væske en lørdag nat, skal det sgu da enten være gin/tonic på SUNDAY, eller fordi man impuls-bader i Storkespringvandet! Det andet er da for nørdet!
Jeg er ret skuffet over mig selv. Og min iPhone.

Lørdagens gode oplevelse fik jeg hos PALMA Salon & Spa.
Jeg ville så gerne have nusset tæer, og en bekendt på facebook foreslog Palmas butik, så der smuttede jeg ned.
Jeg blev puttet i en morgenkåbe ved ankomst og fik nusset, masseret (blidt, så ingen fødsler blev sat igang), filet og puslet tæer i næsten halvanden time – og I tror, det er løgn, men da min søde behandler, Sahar, var færdig, stillede hun spørgsmålet:
“Kunne du tænke dig noget is?”
Og lidt efter sad jeg der med tykke, pæne tæer og en kugle passionsfrugtis på maven!
Jeg kunne græde! Så godt har jeg ikke haft det i mindst tre uger.
I øvrigt giver Palma 20% rabat på første visit, så alle I med og uden mave: Kom afsted!
Og lad mig lige tilføje, at dette IKKE er et sponsoreret indlæg, jeg var bare meget begejstret for mit besøg. 🙂

Lørdag eftermiddag kom min søde svigermor på besøg. Jeg havde købt fastelavnsboller hos Lagkagehuset i den anledning – og hun havde købt kage hos H.C. Andersens bageri i samme anledning. Kage-orgie. Perfekt!

Tiden som høj-frugtsommelig med twins i bugen begynder at synes mig noget lang.
I starten af min graviditet, når folk hørte, jeg skulle have tvillinger, blev jeg tit såret og skuffet over tit fremmede menneskers reaktion.
Folk på Strøget, samarbejdspartnere på jobbet, kolleger, familiemedlemmer har reageret med forskellige former for nedsættende kommentarer a la “Puh, godt, det ikke er mig!” eller “Ja, så kan I godt vinke farvel til forelskelsen, søvnen og livsglæden!”
Og når jeg har forsøgt mig med ét spagt “Vi synes nu, det er meget fedt …” er jeg blevet sat på plads med “Det siger du kun, fordi du ikke har børn”!

Og nu, hvor jeg mere og mere minder om en rødkælk i min fysiske udformning efter at have taget 22 kilo på, fået vand i hele kroppen, skin-tags, dobbelthager, karpaltunnelsyndrom, nældefeber og stoppet næse, og folk spørger, hvordan det går, starter jeg altid med et “Ungerne har det fantastisk derinde, så det går godt” og tillader mig så nogle gange et “Men jeg begynder sgu at være lidt træt ….”

Pludselig har piben fået en anden lyd. Nu må jeg IKKE være utilfreds med min situation. Tidligere skulle jeg ikke prise mig for lykkelig!
“Du skal da bare være glad for, at børnene har det godt!”, siger de. Eller “Det er hele prisen værd”. Eller “Du kommer til at savne at være gravid, bare vent!”

Så min konklusion er, at når man er gravid, må man ikke have det, som man har det, af årsager, som man endnu ikke selv har mulighed for at forstå. Nix, jeg har ingen børn, og jeg aner ikke, hvad der venter mig.
Folk taler om kærligheden til deres børn som noget himmelsk, guddommeligt, og jeg glæder mig til at opleve det!
Men som det er nu, selvom jeg næsten konstant mærker liv, der ikke er mit eget i form af én, der hikker, sparker eller mosler i min mave, føler jeg stadig, at ungerne er nogle, vi besøger oppe på sygehuset og som bor inde i den skærm, vi kigger på, når jordemoderen sætter scanneren til min mave. Og at vi har lavet dem, er bare for syret …
Det er alt for abstrakt. Jeg kan ikke rumme det endnu, og jeg tror først, 10-øren falder, når Knold og Tot er født og ligger UDEN på min mave.

Og nøj, hvor jeg håber, de får deres fars pæne, aristokratiske næse og lækre krøller, når det sker … ❤

Fredag, fred og fine fødder (forhåbentlig)

Åh, Herre, Gud i himlen!
Jeg synes ellers, jeg plejer at være ret hardcore, og jeg har normalt en ret høj smertetæskel.
Jeg griner altid lidt (skjult) af min mand, når han er døden nær af en forkølelse og han liggende på sofaen med hundehvalpeøjne og dirrende stemme forkynder, at det er for tidligt at sige, om han klarer den denne gang …

Mig, da det så sortest ud i går ...

Mig, da det så sortest ud i går …

KÆFT, hvor var jeg glad for, at han ikke var hjemme i går!
At være højgravid med tvillinger og have scoret stort set alle symptomer i den kategori og så være forkølet samtidig, får mig lidt til at savne dengang, jeg blev kørt over af en cementblander. Eller da jeg faldt ned af trappen i vores opgang iført et par bukser kun lavet af knive …
Alright, det er så aldrig sket, men jeg er stensikker på, at det ville være mere behageligt!

I går gik jeg i seng kl. 21. Jeg vågnede en gang i timen og måtte have gang i min ‘nose buddy’ (Én eller anden: Please lav en næsespray til gravide, den der saltvands-satan virker jo ikke), men efter sammenlagt 12 timer på madrassen har jeg det marginalt bedre, og min taknemmelighed når højder, som når deltagerne i X-factor går videre til bootcampen.

Derfor har jeg besluttet, at dagens eneste opgave (udover at købe takeout til aftensmad) skal være at få en pedicure! Åh, at lade én massere mine fødder uden at skulle sidde og tænke på, om hun om lidt beder mig gengælde tjenesten.
THAT’s what I need! Også selvom det så åbenbart ikke kan gøres for under 500-700 kr. (Christ, er det bare mig, eller er det ikke pebret?)

Jeg håber, I alle får en god weekend!
Da jeg havde allermest ondt af mig selv i går, læste jeg nogle af kommentarerne på mine tidligere indlæg igen, og jeg kan ikke sige, det ikke var det, der gjorde, at vi stadig er så heldige, at jeg trækker vejret i dag. 😉

Følg Twinpeaks.dk:
Facebook – klik her.
Instagram – @mmleilange
Bloglovin’ – klik her.

London, snotnæse og Ryan Gosling i underbukser

Jon er i dag, som en meget glad mand, rejst til London for at besøge venner, se sit yndlingshold, Manchester United, spille kamp og drikke en masse pints (hedder det ikke det derovre?).
Fordi han har været så god ved mig, og flybilletterne til London var ustyrligt billige i januar, foreslog jeg, at han tog på herre-tur til London på fælleskassens regning. 😉
Jon er den sygeste fodbold-nørd. Han kunne se fodbold 24 timer i døgnet – og så bruge halvlegene til at spille FIFA på sin PS3.

Men han har aldrig set sit yndlingshold spille!
Og da han jo også gerne skulle have lidt overskud og god energi, når de dér aliens, jeg brygger på, kommer ud på den anden side, og jeg personligt ikke kan bidrage med så meget nyt til samtalerne, da det meste af mit liv foregår liggende (ikke på den frække måde), fik jeg sammen med en gammel ven fra Sønderborg arrangeret, at Jon skal med i deres “loge-box”, hvor der inden kampen serveres tre-retters menu, og det flyder med gratis fadøl.
Og fordi, jeg har mødt den danske målmand, Anders Lindegaards, fantastisk smukke kæreste et par gange, har hun været så sej at arrangere, at de skal mødes med ham efter kampen.

Jeg har prøvet at finde den feminine ekvivalent til den oplevelse, men det falder mig ikke helt let.
Jeg er lidt ude i noget med Ryan Gosling i underbukser med gratis flybilletter til New York og lommepenge i favnen …

Art Rebels IKEAJeg er desværre blevet drivende forkølet efter mit Jyllands-ophold.
Jeg vågnede kl. 1.30 i nat, og modsat andre nætter havde jeg ikke held til at falde i søvn igen, så jeg føler det som om,  jeg har tømmermænd. Efter en ond druktur, som involverede et ordentligt lag tæsk. Not funny!

En ting, jeg ikke kunne lade være med at fundere lidt over i min togtur fra Als til København i går:
Hvorfor tager det så langt tid for IC3s toiletdøre at lukke, når man er gået ind og har trykket på knappen …?
Seriøst, det tager 4-6 sekunder, og man står jo bare dér. Det er jo ikke sådan, at man sætter sig ned, inden døren lukker, og der er ikke rigtigt andet at give sig til.
Det har resulteret i nogle akavede øjenkontakter med andre tissetrængende, som er kommet et par sekunder senere til fasciliteterne end mig. Nærmest sådan en “Ha, jeg nåede det først, and I’m gonna take my damn time”-agtig stemning …

Jeg tilbringer dagen på denne, vores næsten nye sofa.
Puderne er i hvert fald nye – vi skyndte os i IKEA i lørdags, da Art Rebels samarbejde med dem blev sat til salg, og jeg er helt tosset med de dér harlequin-tern.
Til underholdning har jeg det nyeste ELLE, og jeg KAN ikke komme mig over, hvor labert, det er!

Tusind tak til alle jer, der har sendt mails og skrevet kommentarer med gode idéer til, hvordan jeg løser mine natlige vende-vanskeligheder! Jeg vil prøve dem fra enb ende af og siger til, når jeg finder én, der virker. 🙂

Hov! Husk også at deltage i  min allerførste KONKURRENCE!

Kvinde – kend dine vinkler!

20140205-154605.jpg

Kender I det, når man skal tage et billede og uforvarende kommer til at trykke på knappen, som vender linsen og ser sig selv se ud som på billedet til venstre?
Så kan sådan en ellers fin onsdag godt lige tage en drejning…

Hvis der er noget, Instagram og selfies har lært os kvinder, så er det sgu, at vi skal kende vores vinkler! 😉

Klar til finalerunden!

20140205-093526.jpg

Jeg har været på besøg hos min far og hans kone siden søndag, og nu trænger jeg også til at komme hjem i min egen seng igen.
Det skorter ellers ikke på servicen her i det alsiske! Jeg har fået serveret både lammekølle med flødekartofler og siden gyros med hvide ris og blandet salat. (I mit barndomshjem har ‘blandet salat’ altid betydet ‘frosne ærter’).

I dag er der fem uger til min termin, og min krop er ved at være træt af det her projekt. Jeg har ikke kunne vende mig i sengen siden november, og da det nu virkelig trækker tænder ud i så vid en udstrækning, at jeg skal kaste op, når jeg forsøger, idet beboerne i bugen maser min mavesæk og mine lunger, mens jeg flakser med benene som en anden Fred Astaire i forsøget på at dreje mig, opsøgte jeg i går en bandagist her i Sønderborg.
En anden tvillingemor har nemlig anbefalet mig et glidelagen. Jeg har googlet som en sindssyg og erfaret, at et glidelagen er noget, man bruger til ekstremt gamle eller ditto fede mennesker, så hjemmehjælpen i et snuptag kan vende dem i sengen, så de undgår liggesår, og kommunens udsendte undgår dårlig ryg…
I have never felt so elegant…! :-/

Desværre var Sahva i Sønderborg ej heller lagerførende i glidelagner, som butiksassistenten ellers var så sød at oplyse mig om plejede at ligge ovre ved siden af gummilagnerne (Dear God, help me!), så i nat blev det atter kun til et par timers søvn.

Kl. 12 tager jeg toget mod København, og normalt ville jeg se frem imod en transportabel lur, men jeg tør altså ikke …
To dage i sidste uge fortalte min ægtemand mig søvndrukkent ved morgenbordet, at jeg nu var indviet i familien som en ‘ægte fru Lange’.
Oversat: Jeg snorker helt vildt…
Endnu en charmerende sidegevinst ved at være udvalgt til at føre liv videre her på kloden.

Måske var det derfor, det i gamle dage var så vigtigt, at man blev gift, før man kastede sig ud i at lave levende kopier?
Fordi kvinden i graviditeten forandrer sig fra at være et fnisede, bette nips med lakerede tånegle og taljerede kjoler, til at være et altædende, larmende, snorkende, pruttende (oh, yes!), hormonforstyret, bevortet kæmpe-monster, der ikke har set sine tæer i flere måneder og derfor heller ikke har formået at barbere ben. Og i øvrigt er helt utiltalende ligeglad med den bette detalje.

Her er man nødt til at have en ægteskabelig kontrakt, der lover manden en plads i helvede, hvis han forlader det, der set i modlys med sammenknebne øjne måske stadig minder en lillebitte smule om den kvinde, han forelskede sig i, som kvinden kan vifte ham i ansigtet med, når han hændervridende og med vigende blik begynder at starte sine sætninger med “Kunne man forestille sig, at det var bedre, at vi….”

Heldigvis er min mand en drømmende eventyrer, som har fået ind i sit smukke hoved, at jeg er lækrere end nyfanget stenbidderrogn først på sæsonen, og det billede har siddet fast på hans nethinde siden 2011. Han har lyserøde briller på og synes, at det er usigeligt romantisk, når jeg beder ham hente hejseapparatet for at bugsere mig op af sofaen, eller når jeg prustende og sveddryppende må have en hvilepause imellem reolen med brød og den med mælk nede i Netto. (Hvis det bare er noget, han siger, indstiller jeg ham personligt til en Robert næste år for den præstation!)
Det har sine fordele at være gift med en kunstner trods den svingende indkomst og det faktum, at han kysser andre damer for penge.

Jeg prøver at se den næste måneds tid som sidste etape i et marathonløb (og her aner jeg virkelig ikke, hvad jeg taler om. Jeg løber kun efter bussen. Eller når der er udsalg eller store dyr efter mig).
Det er hårdt, men det bliver hårdere endnu, og bagefter bliver det så godt, så godt, siger de kloge.
Og modsat marathonløbere kan jeg komme igennem det med en krimi i hånden og en skål slik balancerede på maven, uden at nogen kan tillade sig at se skævt til mig! 🙂

Mit bryllup er med i ELLE!

20140204-115816.jpg

Åh, jeg er nødt til at anbefale alle med hang til romance og douche farver at købe ELLE, som kom på gaden i går. Temaet er bryllup og drømme, og med nogle måneder tilbage at krydse af i kalenderen, før det bliver forår, er det en god måde at fordrive tiden på.
Mit og Jons bryllup er også med i magasinet – ja, tvillingerne er sågar nævnt!
Det føles sgu meget godt, når man ligger derhjemme og føler sig lidt glemt! 🙂

ELLE fås også på iPad, hvilket jeg personligt er svært tilfreds med.

Middelmådige MM er en mean baby mashine!

20140203-123036.jpg

Jeg er nok, som folk er flest, det mest af tiden (bortset fra mine blokfløjte-skills og min mean hvidkålsstuvning).
Jeg fik 8,2 i gennemsnit til studentereksamen, jeg kunne godt slå et kraftspring i gymnastik, men jeg var ikke ude i noget med halv- eller helskrue, eller noget.
Jeg synger også nogenlunde rent i badet eller rundt om juletræet, men jeg synger ikke sådan rigtigt godt eller på nogen måde rørende.

Nu viser det sig så imidlertid, at jeg er sygt god til at bage børn, og at jeg bærer rundt på to overachievers!
“To vaskeægte stræber-unger”, som min fødselslæge sagde i fredags, da vi havde været til scanning på Rigshospitalet og fået at vide, at det, der æder sig godt og grundigt igennem ventetiden på at komme til verden, altså nu, små 6 uger før termin, allerede vejer 2 kg. pr. stk.

“Jeg tipper dig til at slå rekorden i størrelse af tvillinger født her på Riget!”, sagde lægen også, og da stoltheden over, at jeg tilsyneladende som en anden Jesus formår lave cola til kropsmasse, et øjeblik veg, ramtes jeg af en vis panik!
Er det egentlig en rekord, man gerne vil have? Adspurgt svarede lægen, at det betød, ungerne vil veje over 3600 gram hver.
Bevares, jeg ønsker mig for alt i verden sunde børn!
Men da jeg her til morgen opdagede det, jeg tror måske er mit første strækmærke, ønskede jeg i mit stille sind lidt, at jeg også bare kunne være helt almindelig og middelmådig til at lave tvillinger…

Stay tuned! Det bliver et vildt ride de næste uger!
Jeg har taget en tredjedel af min kropsvægt på og vejer nu kun 9 kg. mindre end min far.

Men graviditeten giver og tager: Mit hår har aldrig været mere skinnende, og mine babser har aldrig været større!
Halleluja! Glædelig mandag! 🙂

Landevejens lede løgnere

20140202-195720.jpg

Jeg er på vej til Als for at besøge mit faderlige ophav og har i den forbindelse valgt at benytte mig af Rødbillet.dks i mine øjne aldeles glimrende alternativ til DSBs skyhøje billetpriser og sygt dårlige sæder.
Rødbillet er et privat busselskab, som på udvalgte dage tager turen fra København til Jylland med de, der ønsker en sådan transport. Turen inkluderer et hyggestop på en rasteplads – hvilket totalt minder mig om barndommens bilferier ned gennem den tyske Autobahn.
Humøret er højt, indtil jeg træder ind i den udvalgte fynske Q8.
Her forefindes 11 reoler med slik, chokolade, chips og godter, og da jeg efter længere tids nøje eftertænksomhed udvælger mig en dobbelt-Snickers og rækker hånden ud, møder mit blik i samme øjeblik dette skilt, som er placeret over to små tarvelige kurve med bløde bananer og hårde pærer!
Jeg kan kun konkludere følgende: De lyver på Fyn!

Og om lidt er kaffen klar …

jonEndnu en  morgen, hvor søvnen ikke kan nå mig. Well, de siger jo, jeg lige så godt kan vænne mig til det …
I aften drager jeg til Sønderborg for at besøge min far nogle dage. Det gør jeg både, fordi jeg kan lide ham og savner sønderjysk mad, men også, så Jon kan have vores lejlighed for sig selv nogle dage og drikke sig stiv og spille PlayStation med sin bedste ven.
Han (altså Jon. Ikke hans bedste ven) er så fantastisk til at passe på mig, mens jeg ligger på sofaen og bager børn, så nu tager jeg mig selv og mine fede fødder ud af ligningen nogle dage, så han kan være lidt mandet.

Mange har her på bloggen spurgt, hvordan Jon og jeg mødte hinanden.
And well, let me tell you …
Det var mig, der fandt ham.

I 2011 blev jeg inviteret til premieren på filmen ‘Alle For Én’, som Jon har én af hovedrollerne i, af Ronnie Fridthjof, som var producent (tror jeg, det hedder) på filmen. Ronnie og jeg kender hinanden fra gamle dage i Sydhavnen. Different story.

Jeg havde før set Jon på film og har altid synes, at Gud må have været usædvanligt godt tilfreds efter at have stykket ham sammen, og den opfattelse blev den aften bestyrket.
Jeg skulle dog på job dagen efter, så jeg droppede premierefesten på Zen og gik hjem i seng som den pæne pige, jeg er.
Da jeg et par uger senere mødte Ronnie til Zulu Awards med et par gin/tonic i blodet, spurgte jeg ham henkastet, hvor man skulle ringe hen for at bestille en ‘Jon Lange’.
Ronnies kæreste var dejligt snap til at fortælle, at Jon i hvert fald var single, og hun lovede, at hun nok skulle spørge, om han var frisk på en date.

Nogle uger gik, og jeg hørte ikke noget fra hverken Ronnie, hans kæreste eller Jon. Jeg tænkte, at Jon måske havde fået forevist et billede af mig, slået en hånlatter op og frabedt sig yderligere opmærksomhed fra min side, og det hvepsebo havde jeg ikke lyst til at rode rundt i, så jeg lod det ligge.
Indtil jeg en onsdag stod i Københavns Lufthavn Terminal D kl. 6.30 om morgenen på vej til Berlin for at interviewe selveste Medina og fik øjenkontakt med JON!
Jeg var alt for genert til at flirte med ham, da jeg synes, at han, som han stod der med rodede morgenkrøller og søvn i øjnene, var mere lækker end en Brad Pitt/Orlando Bloom/Ryan Gosling-smoothie, men jeg kiggede, og han kiggede tilbage. Længe.
Så da jeg kom hjem, skrev jeg en mail til Ronnie og forlangte, at han udbad mig en date med bemeldte hunk ASAP.
Og så fik jeg en mail fra Jon, der spurgte, om jeg ville med i biografen på søndag kl. 12.

Den pågældende søndag faldt i påsken 2011, hvor der nærmest var hedebølge i København, men vi mødtes da foran Grand kl. 11.45, lipsjeg på rystende knæ. De blev dog hurtigt bløde, da jeg opdagede, at Jon også var nervøs og i øvrigt det længste fra en smart-ass, jeg nogensinde har mødt.
Efter filmen spiste vi en sandwich overfor Thorvaldsens Museum, hvor han fortalte vittigheder og vandrehistorier, og på vej hjem ringede jeg til min veninde og sagde, at jeg var solgt.
Om aftenen skrev Jon, som den gentleman, han er, en mail til mig, hvor han takkede for vores date, og jeg var hurtig til at få en ny i kalenderen søndagen efter, hvor jeg tilfææældigvis skulle et smut igennem Odense, hvor han dengang boede og gik på skuespillerskole. Det var d. 1. maj – og siden da har vi været kærester.

Jeg er dødforelsket i den mand, som siden er blevet MIN mand.
Når han går ud af et lokale, er det tomt, og når han kommer ind, er det fuldt.
Når han vågner om morgenen, har jeg savnet ham, mens han sov.

Mange af jer har spurgt, hvordan jeg er så positiv så meget af tiden, og det skyldes i store dele Jon.
Jeg elsker at være sarkastisk og ironisk, men når det kommer til netop hám, kan jeg kun sige det, som det er.

And there, I said it! Midt på internettet en søndag morgen i mit nattøj med en Nutella-bolle imellem tænderne!