Måned: marts 2014

Grøntsager er det, mad spiser …

Yessir! :-)

Yessir! 🙂

Det har aldrig været fordækt, at jeg er en kødpige.
Jeg har altid ment, at nakkekoteletter er kongeværdig føde, og da jeg i går stod med min veninde og så ned i en glasmontre i Torvehallerne, som bugnede af flere forskellige salater, som kostede over 60 kroner for en ‘stor’, tog mine tanker mig tilbage tilmin barndom i Mommark.
Min familie og jeg boede i venstre halvdel af et to-familiers-hus, naboen havde også børn, og med dem delte vi en lille skov, ditto frugtplantage og et legehus fra Silvan.
Om sommeren fik vi unger megen morskab ud af at plukke korn på marken ved siden af og gnide dem imellem hænderne, til alle aks var fløjet bort i vinden, og kun hvedekernerne var tilbage. Dem puttede vi i en legetøjsgryde med vand og tilsatte måske nogle små grene eller blade, kaldte det aftensmad og tvang det i vores dukker og lillesøstre i det legehus.
Efter legen gik vi ind til vores respektive forældre og spiste RIGTIG mad. Altså svinekoteletter, medisterpølse eller måske en kalvemedaljon – altid serveret med brun sovs og kartofler.

De hvedekerner tilsat blade og kviste lå nu altså dér i Torvehallernes montre og kiggede op på mig og kunne altså blive min “rigtige” aftensmad formedelst nogle-og-60 kroner. Verden vil bedrages.

Som jeg engang så det så smukt formuleret på et klistermærke bag på en bil “Vegetables! That’s what food eats!"

Jeg vågnede i øvrigt op med denne udsigt i morges ... <3

Jeg vågnede i øvrigt op med denne udsigt i morges … ❤

Hvis jeg helt selv kunne vælge og vrage uden at behøve skele til madpyramider eller anden frugt-propaganda, ville jeg kun spise brune og gule ting.Tænk over det.
Brun mad: Frikadeller, stege, rugbrødsmadder, nakkekam, bolognese…
Gul mad: Bernaise, kartofler, sødmælksfranskbrød, spaghetti, jeg kunne blive ved.
Den perfekte brun/gule sofa-snack: Skumbananen!
En yndet favorit på mine fredage. Og andre dage, i øvrigt.

Kage er heller ikke kage, hvis ej den er brun. Jeg elsker Lagkagehuset for mange ting, men satme ikke for deres 98 kroner dyre jordbærtærte. Den er ikke meget større end en P-tærte, and let's be honest, man kan få en pokkers masse P-tærter for 98 kr., og de smager bedre!

Nu vil jeg smøre mig en Quick-bolle (gul) med pålægchokolade (brun).
Hav en dejlig mandag. 🙂

Home, sweet home

Sofa-hygge i yderste potens.

Sofa-hygge i yderste potens.

Det er ret underholdende (i døgnets lyse timer, that is). Vores unger har de sidste ugers tid udviklet en primitiv form for tvillinge-kommunikations-kanon, som primært kommer til udtryk, når de bitcher.
Hugo og Berta græder ikke særligt tit. For tidligt fødte børn tuder i reglen ikke særligt, idet de ikke har kræfter til det, går jeg ud fra, og vores har så afholdt sig fra rigtigt at tage vanen op (so far)
Men de grynter som sindssyge!
Nogle gange, når de ligger og grynter, giver sig og laver lorte-alarm (I ved, lyde, der på alle sprog og i alle aldre KUN kan varsle én ting: Nu er der pølser i horisonten), lyder det nærmest som om, de har alle vennerne på besøg og er i gang med den helt store ombygning af kravlegården.
Når de ligger i deres seng og skal sove om aftenen, og der er helt stille i soveværelset er det, at denne primitive form for kanon sætter ind. Så ligger den ene og grynter og siger lyde i nogle minutter, og så snart, han/hun holder mund, begynder den anden. Som om, de hver især bedst kan slappe af, hvis de kan høre modparten.
Forhåbentlig er det noget, de i fremtiden vil kunne løse ved at holde (helt lydløst) i hånd, tænker jeg og min nattesøvn.

Apropos nattesøvn, så kan jeg til min store fryd prale med, at jeg har ligget fladt i min seng fra kl.

MYS!

MYS!

00 til kl. 8.30 i nat! Wohooo! (Kværulanter vil argumentere, at det ikke tæller som det, det lyder som, idet vi i nat overgik til sommertid og herved mistede en time, men jeg siger som Medina: Jeg er ligeglad, jeg er ligeglad!)
Normalt har vi held med at få poderne puttet omkring midnat, og så har vi en løbende aftale om, at Jon giver flaske første gang, de melder sig, hvilket plejer at være omkring kl. 2.30, så jeg kan få lidt sammenlagt søvn, inden jeg så ammer kl. ca. 5 og igen kl. 7.30/8.00.
Men i nat vågnede de to kærligheds-krapyler først kl. 5.20, hvor de så fik en flaske af far, og jeg sov sødeligt videre, og Gud hjælpe mig, om de så ikke først bad om morgenmad kl. 8.30!?
At sige, jeg var udhvilet, ville være en lille overdrivelse, men så næsten, da!

Vi kom hjem fra Odense kl. 22 i går aftes, og turen gjorde verden lidt større – selvom man kan bedyre, at det er megen credit at give en tur med toget.
Men da vi kom hjem fra neonatalafdelingen for tre uger siden, var det aldeles umuligt at forestille sig, at jeg ville gå så meget som en tur til bageren med ungerne. Jeg var panisk angst for, at ungerne skulle rammes af alt fra svinesot eller fugleinfluenza til hjemmerøverier og bygningssammenstyrtninger. Og vupti – en lille måned senere sidder jeg og stereo-ammer i en teatergarderobe.

I dag har vi besøg af Jons forældre, søster og svoger, som alle sammen lige nu buldrer rundt i køkkenet og bager pandekager, presser appelsinjuice, citerer Martin Brygmanns parodi på Hüttemeyer og skærer frugt i anledningen af hans fødselsdag.
Vi er 7 voksne og 2 børn. Og de to børn er mine. Det er så vildt.

Med far på job!

20140329-090800.jpg

Okay, det var satme en god idé!!
Vi er i Odense, og i går var awesome.
Vi indlogerede os i lejligheden overfor teatret, spændte Hugo og Berta i bæreselen på mig (den er i øvrigt en hel del mere behagelig at bære rundt på, end min gravide mega-mave var), og så smuttede vi over på teatret.
Nu ved jeg ikke, om I kender til kostumerne i 80’er-musicalen ‘De Tre Musketerer’, som er den, min hjertenskær for tiden bøsser totalt ud i, men hvor ser det dog skægt ud, når mænd i taft og pailletter bliver misty-eyed og går både på knæ og i spåner over småbørn. Jeg har egentlig altid forsvoret at gifte mig med bartendere, kokke eller skuespillere grundet de skæve arbejdstider, men det her var det hele værd.
Vi gik med Jon i garderoben og så til, alt imens han transformeredes til, hvad der for lægmand nok bedst kan beskrives som Pjerrot i drag.
Jeg fik ammet nogle krapyler, og så røg de igen i bæreselen, og vi gik ned på bagscenen bag kulisserne for at sige farvel til folk. Jeg havde forberedt mig på at drible hjem med arvingerne, da de jo har for vane at vågne om aftenen efter en fodring, som var de Gremlins. Men at ligge dér i bæreselen, som i øvrigt er ergodynamisk korrekt indrettet, således at ungerne transporteres i anbefalet fosterstilling med sammenkrøllede frøben, er åbenbart det, de forstår ved ægte fredagshygge, for de sov sødeligt som Justin Bieber efter et udsalg i Build-a-Bear (Ej, sorry…).

Så jeg blev stående omme hos lysmanden med vores kærlighedskuld på maven og så til, imens Jon dansede rundt på scenen.
Det kan måske have set lidt aparte ud, at jeg kneb en tåre i den givne situation, men omend min husbond skabte sig overordentligt tosset, som han sprang rundt derinde smurt ind i glimmer og rullet i fjer, så fik jeg en følelse af familie og ‘We got this!’ med en basgang dybere, end jeg har prøvet endnu.
Det fungerede! Vi kan ting, gør ting og er i gang fuld med at have oplevelser med ungerne, som vi vil huske og fortælle dem om i fremtiden.
Det er nice! Og sindssygt!

Nu vil vi finde noget brunch her i O’ense, og jeg håber, I får en spektakulær lørdag.
Drik en Hendrick’s/tonic for mig.

Så starter vor første familie-færd

Jon har fødselsdag!

Jon har fødselsdag!

Så er dagen oprunden: Jon har fødselsdag!
Sidste år på denne dag fyldte han 33 år og var ugift og barnløs.
Idag bliver han så 34, er gift og har to børn! BOOM! Velkommen til dit nye liv! 🙂

Jeg kan godt i bakspejlets klare lys se, at jeg formulerede mig fattigt i mit forrige indlæg omhandlende vores forestående færd til Odense C. Jeg høstede nemlig allerede da mange hilsner med ønsker om en god tur. Dem læser jeg så lige igen, for det ér først i dag, den finder sted.

Nu starter vi lige dagen med noget fødselsdags-morgenmad og gaver, og kl. 15 border vi en IC3 i samlet flok og begiver os ud i verden!

Vores unger er født som B-mennesker. De sover hele dagen og vågner kl. 18, og så er de nærmest umulige at få til at sove før på den anden side af midnat (gode tips til at vende podernes døgnrytme modtages gerne!), så jeg satser ikke på at skulle se forestillingen i aften.
Men i morgen, lørdag, spiller de en matiné-forestilling kl. 16, så da spår jeg mig selv lidt bedre chancer.

Hugo og Berta er nu lidt over en måned gamle, og vi begynder herhjemme så småt at forstå, at vi sgu har fået børn!
Det er godt nok en trippet ride. Lørdag ligger man og glor Netflix og debatterer, om man skal gå ud at spise i aften – klip til søndag, hvor alt pludselig drejer sig om at skifte, amme og made i tretimers-intervaller.
Det er jo ikke sådan, at man ligefrem får en advarsel dagen før, så man lige kan nå at sige farvel til sit tidligere liv over en flaske grav-champagne eller noget.
Men nu er hverdagen ved at indfinde sig, jeg begynder at kunne genkende ungerne i nogle af de ting, de gør, og det hele føles langsomt mere velkendt.
Der er allerede gået en tolvtedel af det første år, så selvom jeg med skam at melde må give haterne

Tvillinge-bæresele! Verdens smarteste opfindelse!

Tvillinge-bæresele! Verdens smarteste opfindelse!

ret i, at det til tider er hårdt at være nybagt mor (og her skider jeg altså på, om hvor mange man bliver mor til ad gangen, jeg TROR ikke på, at det er så meget hårdere med tvillinger), så har begge mine unger taget næsten et halvt kilo på hver på bare en uge, hvilket tydeligt tegner et billede af, at det hele går latterligt hurtigt. Så imellem amninger, skiftninger og panikanfald over, om de nu ligger nok på maven, og om de bliver tvangsfjernet, fordi jeg glemte at frisere dem imod arp i går, prøver jeg at nyyyyyde dem, deres lugt, størrelse og ringe formåen, inden de pludselig kommer hjem med piercinger, tatoveringer og er blevet kærester med Klaus Pagh.

Online Overskud, oh, yes, please!

Analogt overskud er, når ens Moster Glatnakke kommer forbi med aftensmad og hjemmelavede frikadeller til fryseren (stegt i andefedt!).

Analogt overskud er, når ens Moster Glatnakke kommer forbi med aftensmad og hjemmelavede frikadeller til fryseren (stegt i andefedt!).

Jeg startede twinpeaks.dk d. 24. Januar i år, og siden da har min bette blog haft 274.000 sidevisninger og modtaget næsten 1.000 kommentarer.

Omend de fakta godt kan gøre undertegnede høj i hatten, så er det ikke det, der giver mig den allerstørste optur. Det er nemlig det kæmpe-overskud, de læsere, bloggen har fået, har.
Jeg er og har fra starten været så helt og aldeles på røven over, at fremmede ladies har gidet tage tid ud af deres dag til ikke alene at læse det fis, jeg fyrer af, men mange gange også komme med rosende udbrud i kommentarfeltet.
Damn, hvor I rocker min båd, altså!
Jeg har hørt (ikke at jeg tror på det, det har LADY-LOGEN modbevist), at kvinde er kvinde værst, og jeg er ganske ny i blogland, men jeg troede, at folk mest var, som de er i Ekstra Bladets ‘Nationen!’.
Jeg har, som I sikkert også har, til min gru læst masser af artikler og set et ton TV-indslag om mobning blandt unge på facebook, Artho og andre steder, og det har i de værste tilfælde haft fatale konsekvenser.
Sådan er I fandme ikke! Ikke én af jer, der har læst med på min blog, har givet mig en skriftlig kindhest, og det må I ellers gerne! (Med måde, please..)
Jeg er helt med på, at når man stikker snuden frem, som jeg jo gør ved at ytre mig offentligt her midt i internettet, så må man forvente at få én over den i ny og næ.
Derfor kunne jeg godt tænke mig at udnævne jer, heeeeele baduljen, som ambassadører for kampagnen Online Overskud. Den magt har jeg ikke, I know, men jeg kan dog appellere til jer. 🙂
Sværvægtere som McDonalds (Pis, nu får jeg lyst til McFlurry, og klokken er ikke engang frokost!), Microsoft og selveste facebook er gået sammen med facebook-gruppen ‘Fucking Flink’ (Tjek den ud, hvis I ikke kender den. Det er god underholdning og karma i et) for at løfte tonen på de sociale medier. Kampagnen hedder Online Overskud, og jeg vil meget gerne opfordre alle til at støtte tiltaget på facebook her: www.facebook.com/onlineoverskud

Lidt om at stalke ekskærester på facebook …

fbFacebook er efterhånden blevet en stor del af mange danskeres liv. Faktisk har jeg læst, at Danmark er det land i verden, hvor flest indbyggere har en facebook-konto, sådan rent procentuelt. Det lyder jo meget rimeligt, jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst hørte om en person på min egen alder +/- 15 år, som ikke var på facebook.
Facebook har givet mig en lejlighed, været fundamentet for mit arbejde med LADY-LOGEN, og så var facebook i sidste ende den direkte årsag til min første date med Jon (og mange andre dates inden ham, men lad nu det ligge). I love facebook!
Men hvorfor oprettede man egentlig i sin tid (for mit vedkommende i 2007) en profil på facebook? Let me jog your memory: Det var for at stalke gamle kærester! Åh, hold kæft, I ved, jeg har ret! 😀
Jeg har nok sammenlagt brugt en måneds tid af mit liv på at finde gamle kærester, se alle deres billeder OG deres nye kæresters billeder igennem og hvislet gennem tænderne, når deres privatlivs-indstillinger forbød mere end et snottet, bette profilfoto.
For et par måneder siden kom jeg i tanke om en ekskæreste, jeg helt havde glemt at facebook’e. O, fryd!
Jeg kastede mig i et målmands-agtigt spring ud efter min laptop og tastede hans navn ind. Og der var han sgu! Sidst, jeg så ham, er næsten et halvt liv siden. Jeg var 17 år, og vi var kærester i omtrent fire uger (hvilket var ‘a personal best’ på den tid og faktisk også nogle år frem…) Søren, som han hed, var garder, og vi mødtes under en tøsetur til København. Min bedste gymnasieveninde, Sara, som var et år ældre end jeg, havde netop fået kørekort, og vi havde fået lov at låne mine forældres ekstra-bil, en bette Renault med manuel choker.
Vi havde optaget et kassettebånd med alle vores favorit-numre (Jeg tror nok, ‘She’ fra soundtracket til ‘Notting Hill’ endda var optaget to gange efter hinanden, så man kunne høre det to gange i træk uden at skulle spole tilbage), og så kørte vi fra Sønderborg til København og indlogerede os i et af fællesrummene på ‘Hotel Jørgensen’ ved Nørreport Station. Not fancy!
På en bytur, der vist nok startede på natklubben ‘Frame’ på Østerbro (remember?) mødte jeg garder Søren, som om dagen underholdt sig med at stå vagt inde ved Amalienborg og passe på hendes majestæt, Dronning Margrethe den anden af Danmark.
Efter at have kysset med Søren et par dage, skulle Sara og jeg tilbage og passe gymnasiet i Sønderborg, og hvordan kan man sige ‘Adieu’ til en garder på mere passende vis end ved at køre ind på Amalienborg Slotsplads ved aftentide, parkere Renaulten ved rundkørslen på midten og få sin veninde til at holde øje med kommandøren i vinduet, mens man snaver løs på sin garder, som egentlig slet ikke må bevæge sig ud af stedet.
I have never felt so ‘bad girl’-ish …
Garder Søren og jeg holdt kontakten (velsagtens over fastnettelefonen), men da han efter nogle ugers bekendtskab kom på besøg i mit pigekammer hos mine forældre i Mommark med blød musik, duftlys og massageolie under armen, blev lille, uskyldige MM så forskrækket, at hun sendte ham retur med det samme tog, han var rullet ind med.
Min far taler til stadighed om garder Søren. Han mindes med vemod den aften, hvor vi opførte en lille koncert under trappen i hjemmet i Mommark med far på guitar, garder Søren på klaver og mig og min lillesøster på blokfløjte… (Det er sandt. You can not make this shit up!).
Jeg fandt garder Søren på facebook! Og fandt ud af, at han i dag er gift, har smukke børn og har gået på højskole med min veninde.
I looove facebook!

Optimistisk lørdag med bom, blomster og ‘lade

blomsterSå har vi sgu planlagt den første trip med ungerne! Yessir!
Bevares, vi skal ikke på guidet tur ned ad Amazonas floder, vi skal bare med lyntoget til Odense.
Jon spiller jo fandango i Odense om aftenen, så nu tager mor og co. med og præsenterer holdet for Hugo og Berta. Og HVIS jeg kan nappe halvdelen af første akt, mens poderne bobler i deres Bugaboo, er det ej heller af vejen.
Teatret har en lejlighed lige over gaden, som vi må crashe i, og jeg pakker foderbrættet i en affaldssæk og spænder det fast under vognen, så det værste, der kan ske, er vel, at jeg ikke ser andet end den lejlighed siddende med de to monstre på hver sin side af min kavalergang. Og den risiko er jeg ganske villig til at løbe.
Der er stadig folk, der møder min tvillingevogn med et ‘Stakkels dig!’
I går på posthuset skulle jeg vise mit sygesikringsbevis og kom uforvarende til at hive Bertas op af mor-pungen i stedet. Smilende og stolt undskyldte jeg miseren med et ‘Beklager, jeg skal lige vænne mig til alle de sygesikringsbeviser. Jeg har lige fået tvillinger, ser De’.
Damen med de stramme, grå/blonde krøller, den himmelblå eyeliner og cigaret-streg- munden svarede: ‘Det må være hårdt’. (Ikke tillykke, eller noget).
Jeg svarede ‘Det er det ikke!’, men det slog ikke damen ud. Hun returnerede et ‘Det bliver forhåbentlig bedre med tiden’.
En lille hemmelighed her fra stereo-ammepudens syrenfarvede symbiose:
At få to børn er ret meget som at få et barn. Der er tre ting, der virker:
1) Babser
2) Bleer
3) Søvn.
Når man har skiftet én ble, så skifter man lige én til (hvad tager det? 3-4 minutter længere?). Når én baby er sulten og tuder, indtil den får en vorte i munden, så kan den andens tuden nok også stoppes således. Og hvis den ikke kan, bevares, så kan der gå en aften med dét, men det kommer vel ikke bag på nogen.
Som med alt andet er det vel et spørgsmål om indstilling, og jeg var efter alle de mange formaninger, jeg blev ufrivilligt indlagt til under min graviditet, forberedt på helvedes forgård.
Mine kærligheds-monstre bliver fire uger i morgen, så bevares, det kan ske endnu, men indtil nu er jeg vældigt positivt overrasket.
Nu er jeg så efter 4 års søvnbesvær forud for min graviditet også vant til at skulle passe et job og en hverdag på meget lidt søvn, og sideløbende med min nuværende søvnmangel er jeg velsignet med en barselsorlov OG en smuk mand, som passer skidegodt på mig og insisterer på at give flaske én gang hver nat, så jeg kan få nogle sammenhængende timer på puden.
Og hvad mener I?
Ér dette her monstro ikke den allerbedste timing for en barselsorlov EVER? Solen skinner mere og mere hver dag, og jeg kan gå alle de ture ude i den, jeg vil, og spise alle de is, man kan forestille sig, mens mine lækre unger bliver større og større og sjovere og sjovere.
I øvrigt skete der i går et mirakel. Intet mindre!lade
Verdens nok sejeste PR-ansvarlige for TOM’S og Galle & Jessen havde læst mit seneste indlæg omhandlende min frustration ved i en købssituation at være tvunget til at vælge imellem to favoritter: Mørk og lys pålægchokolade.
Den ville hun ikke have på halsen, så hun sendte mig en hjemmelavet sampak – blandede farver!
Jeg kunne græde af glæde havde jeg ej været så besindig!
Verden er et godt sted for mine unger at vokse op, når den slags kan ske for en helt almindelig pige på en helt almindelig fredag.
Og med disse ord: GOD WEEKEND! ❤

Solskin, kærlighed og mozzarella

Frokost og mysser i solen!

Frokost og mysser i solen!

En fordel ved at bo i Vestergade – udover den åbenlyse gevinst at man er nabo til über-stilede beværtninger som Heidis Bierbar og diskoteket Frk. Nielsen. (Sidstnævnte reklamerer sågar med halv pris på entré, hvis man hedder Nielsen. Oh, my!)

Nåh, men den omtalte fordel er, at man kan, når man bor midt i byen, kan nå på posthuset, i Matas OG spise frokost i solskinnet med sin ægtefælle og alligevel kun forlade sit hjem og sin sofas sikkerhedszone, når krapylerne pludselig skriger efter flydende føde, i bare fem kvarter.
Åh, glæde, at spise en skinke/mozzarella-sandwich udenfor i solen med 0,4 liter cola til og afslutte gildet med en pandekage med is! Foråret er i den grad på vej, og barselslivet er fedt! Særligt idet min libertiner-lover spiller bøsse om aftenen og derved har dagene fri til at hænge ud med mig og co.
En god ting ved netop at have født (to gange!) er, at kravene for at kunne have fortjent et kompliment for sin fysiske fremtoning, nedsættes betragteligt.
En dag som i dag ville flertallet nok beskrive mig som værende noget nusset. Mit hår er småfedtet, jeg har ikke været i bad, og jeg har det samme tøj på som i går. Mine øjne er blanke, og jeg gider ikke lægge makeup.
Egentlig synes jeg, det er ret hyggeligt at kalke facaden foran spejlet, men det er så nedtur, når man om aftenen er mere træt end Leonardo Dicaprio efter Victoria’s Secrets julefrokost, at man så skal have gang i vatrundeller og makeupfjerner, før man kan klatre i kassen.
Men trods min noget slidte fremtoning har jeg i dag inkasseret rosende ord og komplimenter for mit samlede udseende af to bekendte, jeg mødte på min strøgtur. Normalt ville de nok have spurgt, om der var en forkølelse  eller monstro noget mavekatar i omløb på Aller ved synet af min grå ansigtshud og mørke øjenrande – men nej, når man lige har født, nedsættes barren! I like it!
Hvor længe kan man mon satse på, at det varer?
Jon og jeg (og Hugo og Berta, naturligvis) har desuden i dag set på en lejlighed. Vi vil gerne købe ny hytte, da vi pt bor til leje, men når man ikke er hovedrig, skal man sgu presse nogle kameler igennem nogle nøglehuller, når man søger at afgøre, hvilke kompromisser, man vil indgå.
Hvad vil man helst? Have vùe fra stuen over en våd parkeringsplads eller have et børneværelse, der mest af alt minder om en blindtarm?
Indtil det lykkes at finde et minipalads, der er vores firkløver værdigt (og gerne noget med en affaldsskakt! Sheisse, hvor skider to yndige englebørn sig dog igennem mange bleer på sådan en helt almindelig torsdag!), nyder jeg at bo liiige midt i Danmarks dejligste by!

Pålægchokolade, påfuglefjer og fjernsynshygge

Kong Ludvig d. 13.

Kong Ludvig d. 13.

Så er faderen sådan rigtigt startet på job igen om aftenen. Med paryk, pudder og pantyhose! Den sidste uge har han gået til prøver om dagen, men nu er de begyndt at te sig på scenen i Odense ved nattetide. Og aftnerne i sofaen på Vestergade er til mig, Hugo og Berta.
I går gik fjerneren inde i stuen i stykker (det strejkede velsagtens grundet ‘Trinny & Susannah’-overload …) så jeg smed ungerne ind i soveværelset, hvor vi netop har fået TV. Yes, I know, hvis ikke tvillingernes tilblivelse ødelægger vores ægteskab, SÅ gør et TV i soveværelset! Dét siger folk.
Men folk er ikke altid alt for kloge…
Folk sagde nemlig også, at det ville være umuligt for mig at være alene hjemme med ungerne de første uger efter deres fødsel.
Med løg på! Det kan jeg sgu da sagtens.
Det betyder dog ikke, at jeg ikke snildt kan værdsætte, når veninder og familie dropper forbi med aftensmad på egen foranledning. Meeen det kunne jeg nu også før! 😉

I går aftes smed jeg som nævnt de to aliens ind i dobbeltsengen, stak en sut i munden på dem hver, satte ‘My Week With Marilyn’ på Netflix og ringede efter en deep pan-fedtet Hawaii-pizza fra Dominos!
Havde det ikke været for de to gange tre kilo steg, der lå og gryntede ved siden af mig, var det totalt som en søndags-scene taget ud af mit singleliv for bare tre år siden. (Måske tilsat en små-desperat SMS-flirt med en relativt (u)interesseret ungersvend, men lad nu endelig det ligge …)

I går var jeg ude på ELLE og IN og vise ungerne frem. KÆFT, hvor havde jeg glædet mig til det, og MAYN, hvor var jeg stolt, da alle mine livmoderbærende og fødedygtige kolleger dikkedikkede og roste med våde øjenkroge.
På vej igennem Fisketorvet med min tvillingevogn passerede jeg gudhjælpemig en mor med en TRILLINGEvogn fully loaded med unger på omkring 6 måneder hver.
Jeg så ingen anden korrekt hilsen end at lette på hatten og udgyde et ‘Respekt!’, som hun gik forbi mig.
I øvrigt har jeg opdaget, at når man som tvillingemor med oppakning passerer en anden flerlingemor, så hilser man på hinanden.

Så er der Marilyn på skærmen!

Så er der Marilyn på skærmen!

Det er ligesom folk på motorcykel, eller folk, der genkender hinanden, fordi begge har været med i hver sin sæson af Paradise Hotel.
Man kender ikke hinanden, men deler alligevel et skæbnefællesskab. Det er lidt som at bo på Als igen, der bliver lige lidt kortere imellem folk.  Jeg kan grave det! ❤
Jeg er så også blevet typen, der udbryder ‘Nåååhr, hvor sødt, I har den LILLE model!’, når jeg passerer folk med en Bugaboo-barnevogn bygget til ét barn… Kæft, hvor jeg elsker at have to!

Apropos intet: Jeg elsker pålægchokolade! Og jeg skelner skam ikke, jeg er ganske farveblind!
Jeg nyder gerne både lys og mørk pålægchokolade på min morgen-franner. Men hvorfor er det, at når man køber den gode gamle fra Galle & Jessen, så får man altid enten to pakker mørk eller to pakker lys?
Men tvinges jo heller ikke til at vælge imellem med eller uden kokos, når man shopper Samba flødeboller.
Jeg vil gerne opfordre til, at man laver en kombipakke, så vægelsindede chokolade-spisere kan få begge dele og ikke gentagende gange skal finde sig selv i den Sophie’s Choice-agtige situation, som jeg netop har gennemlevet…

Av, min (b)arm …

Hugo bruger karate for at få, hvad han vil ... :-)

Hugo bruger karate for at få, hvad han vil … 🙂

Hey, er man en lortemor, hvis man synes, amning er lidt nederen?
Bevares, jeg føler mig meget moderlig, frodig og funktionel, når jeg sådan kan nære mine efterkommere fra egen barm, og det er da smart, de er jo lige ved hånden. Babserne, that is.
Men når man har sådan to kærligheds-krapyler hængende i Babs og Nutte hver tredje time på minutten (og jeg ammer jo i øvrigt fuldt nu, hvor vores børn er ledningsfri), kommer de satme til at gøre nade! Og Hugo er ikke tilfreds med servering hver 3. time. Han vil have dessert efter 45 minutter. Hver gang …

Desuden er det ikke ligefrem forevigelsesværdigt på Hollywood-måden at sidde installeret i det syrenfarvede foderbræt som udgør tvillinge-ammepuden. Man ligner mest af alt en bartender i en flydende bar i poolen på et charter-hotel, mens turisterne (det er så mine børn i denne analogi) plasker rundt på luftmadrasser og drikker sig i hegnet.

I nat ville Hugo ikke sove. Han ville bare skide og have sin sut i munden. Og hans sut – det er så mig… Jeg er ganske hudløs!

Nu har jeg båret de små skønheder på hofterne i den gode del af otte måneder med alle de bivirkninger, det affødte, OG har født dem. Kunne det så ikke godt være mandens job at amme?
Come on, Mother Nature! Det har jo altid været mændenes opgave at gå på jagt og skaffe føde, og sådan. Det virker da i grunden meget naturligt, at de også står for maden til mini’erne!
Lige nu sidder jeg i sofaen med en baby på hver side og trækker vejret helt stille i håbet om, at de ikke vågner. Og hvis de gør, så helst én ad gangen. Det er ret svært at trøste to triste spædbørn på én gang.

halsOg jeg har ikke haft tid til at spise morgenmad, være i bad eller komme ud af joggingbukserne siden mit overskuds-indlæg i forgårs… (Tak, Nemesis… Got the message!)

Meeeen solen skinner, mine børn er mega-nuttede, analoge og selvhjulpne, solen skinner, min mand er herre-lækker og om lidt kommer min veninde, Lois, med kage!
Det tæller vel som brunch, når de spises on lørdag kl. 11? 🙂

Jeg modtog i øvrigt verdens måske fineste barselsgave fra Anders Forup fra HandcraftedCph forleden. Det er en lille, fin guldhalskæde med et vedhæng, hvor der står ungernes navne og fødselsdato på!
Åh, jeg kan slet ikke komme mig over, hvor fint, personligt og dejligt underspillet, det er.