Pålægchokolade, påfuglefjer og fjernsynshygge

Kong Ludvig d. 13.

Kong Ludvig d. 13.

Så er faderen sådan rigtigt startet på job igen om aftenen. Med paryk, pudder og pantyhose! Den sidste uge har han gået til prøver om dagen, men nu er de begyndt at te sig på scenen i Odense ved nattetide. Og aftnerne i sofaen på Vestergade er til mig, Hugo og Berta.
I går gik fjerneren inde i stuen i stykker (det strejkede velsagtens grundet ‘Trinny & Susannah’-overload …) så jeg smed ungerne ind i soveværelset, hvor vi netop har fået TV. Yes, I know, hvis ikke tvillingernes tilblivelse ødelægger vores ægteskab, SÅ gør et TV i soveværelset! Dét siger folk.
Men folk er ikke altid alt for kloge…
Folk sagde nemlig også, at det ville være umuligt for mig at være alene hjemme med ungerne de første uger efter deres fødsel.
Med løg på! Det kan jeg sgu da sagtens.
Det betyder dog ikke, at jeg ikke snildt kan værdsætte, når veninder og familie dropper forbi med aftensmad på egen foranledning. Meeen det kunne jeg nu også før! 😉

I går aftes smed jeg som nævnt de to aliens ind i dobbeltsengen, stak en sut i munden på dem hver, satte ‘My Week With Marilyn’ på Netflix og ringede efter en deep pan-fedtet Hawaii-pizza fra Dominos!
Havde det ikke været for de to gange tre kilo steg, der lå og gryntede ved siden af mig, var det totalt som en søndags-scene taget ud af mit singleliv for bare tre år siden. (Måske tilsat en små-desperat SMS-flirt med en relativt (u)interesseret ungersvend, men lad nu endelig det ligge …)

I går var jeg ude på ELLE og IN og vise ungerne frem. KÆFT, hvor havde jeg glædet mig til det, og MAYN, hvor var jeg stolt, da alle mine livmoderbærende og fødedygtige kolleger dikkedikkede og roste med våde øjenkroge.
På vej igennem Fisketorvet med min tvillingevogn passerede jeg gudhjælpemig en mor med en TRILLINGEvogn fully loaded med unger på omkring 6 måneder hver.
Jeg så ingen anden korrekt hilsen end at lette på hatten og udgyde et ‘Respekt!’, som hun gik forbi mig.
I øvrigt har jeg opdaget, at når man som tvillingemor med oppakning passerer en anden flerlingemor, så hilser man på hinanden.

Så er der Marilyn på skærmen!

Så er der Marilyn på skærmen!

Det er ligesom folk på motorcykel, eller folk, der genkender hinanden, fordi begge har været med i hver sin sæson af Paradise Hotel.
Man kender ikke hinanden, men deler alligevel et skæbnefællesskab. Det er lidt som at bo på Als igen, der bliver lige lidt kortere imellem folk.  Jeg kan grave det! ❤
Jeg er så også blevet typen, der udbryder ‘Nåååhr, hvor sødt, I har den LILLE model!’, når jeg passerer folk med en Bugaboo-barnevogn bygget til ét barn… Kæft, hvor jeg elsker at have to!

Apropos intet: Jeg elsker pålægchokolade! Og jeg skelner skam ikke, jeg er ganske farveblind!
Jeg nyder gerne både lys og mørk pålægchokolade på min morgen-franner. Men hvorfor er det, at når man køber den gode gamle fra Galle & Jessen, så får man altid enten to pakker mørk eller to pakker lys?
Men tvinges jo heller ikke til at vælge imellem med eller uden kokos, når man shopper Samba flødeboller.
Jeg vil gerne opfordre til, at man laver en kombipakke, så vægelsindede chokolade-spisere kan få begge dele og ikke gentagende gange skal finde sig selv i den Sophie’s Choice-agtige situation, som jeg netop har gennemlevet…

28 comments

  1. Jeg er sådan helt åndssvagt enig i det med pålægchokoladen.
    Jeg vil også meget hellere have (lidt af) begge dele!

  2. Hvor er du bare sej du sådan kommer rundt. Jeg er selv lige blevet mor for to uger siden, dog kun til er barn, og jeg er hunderæd for at komme for langt væk hjemmefra, hvis nu min ene lille alien bliver sulten og jeg skal amme midt på gaden. Derfor er jeg simpelthen nødt til at spørge dig, hvad gør du, hvis en eller begge af dine unger giver sig til at skrige midt i bussen eller noget?
    Jeg tager i øvrigt mig selv i at give tvillingemødre et anerkendende nik, når jeg passerer en mor med en tvillingevogn på gaden. I fortjener altså en ekstra portion respekt.

    1. Hvor er du sød, tak! 🙂
      Indtil nu har jeg kun været afsted max fem kvarter, og så har jeg ammet krapylerne lige inden afgang. Alligevel har jeg altid lige en flaske med modermælkserstatning med, just in case. Jeg ville ikke bryde mig om at amme andre steder end i privaten. 🙂

  3. Totalt enig. Det er som om, man bliver medlem af en klub, hvor man lige sender hinanden et smil og et nik, når man går forbi andre med børn. Men flerlingeklubben… Den er lige lidt mere eksklusiv! Heldige dig, at du er medlem 😉

  4. Må jeg komme med et forslag? (ikke fordi du får muligheden for at sige nej, men så må du jo bare ignorere det 😉 )
    Når du nu bliver i tvivl om, om du skal have lys eller mørk på’læ’lade, så tag en af hver, det må man altså godt! De kan jo holde sig i evigheder – hvis det skulle blive et problem 😉

  5. Haha, ej hvor jeg elsker din måde at skrive og fortælle på – specielt dine sammenligninger! Kan dog ikke nikke genkendende til Paradise eller det at være flerlignemor, jeg kan bare genkende mig selv i det at hilse på alle på Als – det gør jeg i hvert fald når jeg er hjemme på visit. Kan de sige mojn, så kender jeg dem garanteret på en eller anden måde!

  6. Hahaha! Du skulle se mig, når jeg skal vælge, hvilken chokolade jeg skal have med hjem fredag (eller mandag) aften, min kæreste bliver altid meget utålmodig, når der er gået omkring 10 minutter, hvor jeg har stået og stirret på de små lækkerier, taget Marabou med hasselnødder op i hænderne, kigget på den – duftet til den, lagt den igen, hvorefter jeg tager en rittersport med kiks op, og så gentager processen sig ellers i ja…. mindst 10 minutter… og hvorfor er det så, at chokoladen oftest er placeret lige op ad kassen, så alle kan se, hvor chokoladeliderlig man er?
    Tak for verdens bedste blog.

  7. Whaat hvor er du sej! Der er noget ved at gå med barnevogn i foråret! Min prut bliver 4 mdr på fredag, så jeg har gået mange ture med hende – jeg synes alligevel ikke folk er så gavmilde med smilene, jeg havde lidt regnet med at det var en klub, ligesom når man går tur med en hund 😊 Jeg nyder at følge dig og Lortemor, det var hende der droppede et @ på insta!

  8. Skønne skønne twins, men ligger Hugo lige med en lyserød sut 😉 🙂 .. og mht pålægschokoladen, er det jo klart fordi man skal købe 2 pakker af hver – det kan ikke diskuteres 😀 😀

  9. Hold nu kæææft, hvor jeg elsker den her blog. Det er sååå skønt med noget dansk humor-sprog når man sidder i Tyskland og konstant prøver at formulere en dansk joke på engelsk/tysk – det fungere bare ikke! TAK! Og når ja, skønne unger for pokker.

  10. Nyder virkelig at følge dig/jer, læser ofte nye indlæg på bloggis gående med kampvognen. Og sender dig hermed er virtuelt anerkendende nik fra en anden tvillingemor (med tvillingetøser på 4,5 mdr)😎. Mega cool at du klare den alene om aftenen 👍, stor respekt.

  11. Jeg elsker altså den her blog. Det er ret indsigtsfuldt at følge med i, hvordan det må være at vente flere unger på en gang. Jeg har lige fået lidt mere respekt for min egen mutti, der bar mig og mine to trillingebrødre! Kvinder er for seje! 🙂 Kh Frederikke

  12. Faldt over dit blogindlæg på nettet… ‘Folk er så kloge…’
    Min tanke til din tanke:
    Vær stolt, rigtig stolt af dine børn og hvad du allerede har kunnet og gør som mor. Men vær dog ‘klog’ nok til at holde dig til den elegante side af stolt… Lad dog være med at overføre dine ønsker og hvad du er stolt af til andres behov eller kommentere ikke på at folk har en ‘single klapvogn’ i overbærende tone…

    Vi ved intet om folks historie og overfladen viser den sjældent, så for at vi ikke skal gå rundt og bide alt for meget i os, og vise overskud til personer som ikke nødvendigvis har brug for det – vær stolt og glad, men hvorfor ikke stoppe der?

    Kh Mette

    1. Jeg er rørende enig, Mette! Og min kommentar til folks single-vogn er kun ment som (og indtil nu kun blevet opfattet som) en hyggelig joke imellem to fremmede forbipasserende. Igen for at lette afstanden imellem folk. Det er da absolut ikke ment nedgørende eller mobbende og er heldigvis endnu ikke blevet opfattet sådan. 🙂

      1. Og det er en rigtig hyggelig tanke og det skal der være plads til.
        Jeg hører til en kategori af mødre, som desværre kun havde brug for en ‘single’ i en periode… Den der normalitet du lidt taler ud fra, er bare ikke ofte så normal, og afstanden imellem os bliver let endnu større…

  13. Det jeg prøvede at sige var at der er masser af mødre der traver rundt med et enkelt barn f.eks. fordi det andet er syg, dødt eller andet, og afstanden kan blive rigtig stor til ‘normale’ verden, når det kun er det der er i barnevognen der tæller…

    Jeg undskylder den lidt tunge snak. Jeg faldt over dit indlæg og det ramte et ømt sted…

    1. Jeg er selvfølgelig ked af, hvis jeg har ramt et ømt punkt. Jeg håber dog ikke, det gælder ‘masser af mødre’, som du skriver. Og selvfølgelig er det ikke kun det i barnevognen, der tæller.

      1. Jeg blander mig lige 🙂 det må man nemlig gerne i et offentligt forum 😀
        At bo i en storby og så svinge forbi “de gamle” i barndommens omgivelser med nik, hils og genkendelser på hvert gadehjørne – det kender alle, og det er pisse hyggeligt! 🙂 … Lidt ligesom når buschaufførererne passerer hinanden…
        … jeg har knoklet i 5 1/2 år på hovedet, på siden og på fertilitetsklinik (inklusiv rigeligt med hormoner) for at blive gravid – og vi knokler sgu stadig i en alder af 30 og 42 år… (Ja, det er mig, den er gal med)…
        Så selvom jeg kæmper for overhovedet at FÅ noget at rulle en 3kilos yndlingsskinke i, så har jeg altså KUN opfattet blogindlægget som sjovt, positivt og skøn læsning 😉

        God dag, og tak for skæppe skøn blog!
        Forårsknus fra den barnløse…

  14. Haha, eeelsker at du bruger ordet “vegelsindet”. Det kan da kun være et jysk ord – eller?? Hvilket får mig til at tænke på, hvor i landet du kommer fra? Er det Als, som du nævner noget om i indlægget?

  15. Skønne Mette – jeg har sporadisk læst et par indlæg men nu trykket på “follow” knappen. Andet kunne vist ikke rigtig være muligt.. ha ha.. Dermed en ny læser til.

    Paradise.. ad… ha ha.. så vil jeg faktisk hellere stirre tomt på en omgang “trinny and Susanna indtager DK” (og fuck hvor er det nogle skræmmende dårlig klædte personligheder de finder. ja ja bevares – det er det som programmet går ud på og vi danskere er ikke mere anderledes end andre folkefærd, men alligevel så krummer jeg lidt tæer. Nok fordi jeg jo selv er dansk og dermed føler jeg bliver kategoriseret som dårlig klædt.. hvilket er total nonsens.. ved det. Nå lille sidespring).
    Men Paradise kan jeg altså bare ik se. De er simpelthen for dumme at høre på – jo indrømmer jeg så nogle enkelte afsnits dengang det hele startede, men det har bare på en eller anden måde taget overhånd og er nu mega meget på grænsen til dårlig pornografi. Ups.. igen mine holdninger…

    Nå men tilbage på sporet – du har en skøn skrivestil. Jeg elsker at læse hvordan du formulere dine tanker, daglig dags gøren osv. Nok fordi jeg føler jeg på en eller anden måde så lige lære dig at kende lidt mere end hvis det var skrevet som moder teresa.
    Selv sidder jeg med en 23 uger gammel bebs i mavsen og har allerede en på 5 år derhjemme, så det ligger lidt fjernt og så alligevel ikk det med at man INGEN søvn får. Der er så mange glæder med små krapyler, men fuck hvor er manglende søvn altså ikke en af dem. Jeg forstår udemærket hvorfor de bruger manglende søvn som tortur middel :O

    Du ser nu stadig skøn ud (poser eller ej) og kan godt være en smule misundelig på at du nu kan begynde at smelte/amme noget af alt fedtet af.. modsat mig som stadig er i fasen af at opbygge depoter. Ohhh my.. hvor det er lidt vanskeligt at vende sig til når kroppen skifter form fordi alien derinde skal udvide sin ydmyge hule og begynder at stashe forråd til når han har meldt sin ankomst “i det ydre rum” aka vores verden!

    Nå men nok sludder herfra. Det korte af det lange – love it.. mange af dine indlæg for mig til at smile, grine og rynke brynene. Præcis den helt rigtige blanding af spændende læsning !!!

    Kh Julie
    /mirandastanker@blogspot.dk

    Ps – er det kun min skærm som har ændret udseende af dine indlæg? De ser helt mærkelig ud ?? snøft.. men stadig læsbar dog

  16. Hej Mia.
    Taaaaak for din søde kommentar! ❤️
    Og hvor er storken sgu da et bette møgsvin, at den sådan er fløjet forbi jer så længe!? Det må bero på en fejl!
    Jeg ønsker jer aaaaaalt det bedste! Og sender masser af undfangelses-karma! Møs!

    1. Hahahaha!!! Der fik jeg sgu min mokka på rationeringsmærker halvt galt i halsen 😀 (det er nemlig også en dræber, hvis man vil være med rogn)…
      Tusind tak for dine tanker – jeg håber også snart, at det hersens mangel på babykarma vender…
      Indtil da NYDER jeg simpelthen at følge dig og dine to lækre bayonneskinker – hvor er det bare fedt, at moder natur tillader, at man kan få to på én gang – helt uden at hele fertilitetsklinikken ved, hvordan man ser ud forneden! 😀
      Tak tak tak for dit altid positive sind og syn på tingene.
      Møs tilbage.

  17. Aaaamen altså, hvor fede er dine indslag lige!? Jeg slubrer dem i mig 😊 Jeg glæder mig altid til det næste og håber på de ikke er for korte. Thank you very much for herlig overspringshandling når jeg burde ordne vasketøj i denne dorske barselstid (ja min baby er nem)

    Jeg er aldrig blevet fænget af en blog, så du har taget min blog-mødom. Thank you !

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s