Optimistisk lørdag med bom, blomster og ‘lade

blomsterSå har vi sgu planlagt den første trip med ungerne! Yessir!
Bevares, vi skal ikke på guidet tur ned ad Amazonas floder, vi skal bare med lyntoget til Odense.
Jon spiller jo fandango i Odense om aftenen, så nu tager mor og co. med og præsenterer holdet for Hugo og Berta. Og HVIS jeg kan nappe halvdelen af første akt, mens poderne bobler i deres Bugaboo, er det ej heller af vejen.
Teatret har en lejlighed lige over gaden, som vi må crashe i, og jeg pakker foderbrættet i en affaldssæk og spænder det fast under vognen, så det værste, der kan ske, er vel, at jeg ikke ser andet end den lejlighed siddende med de to monstre på hver sin side af min kavalergang. Og den risiko er jeg ganske villig til at løbe.
Der er stadig folk, der møder min tvillingevogn med et ‘Stakkels dig!’
I går på posthuset skulle jeg vise mit sygesikringsbevis og kom uforvarende til at hive Bertas op af mor-pungen i stedet. Smilende og stolt undskyldte jeg miseren med et ‘Beklager, jeg skal lige vænne mig til alle de sygesikringsbeviser. Jeg har lige fået tvillinger, ser De’.
Damen med de stramme, grå/blonde krøller, den himmelblå eyeliner og cigaret-streg- munden svarede: ‘Det må være hårdt’. (Ikke tillykke, eller noget).
Jeg svarede ‘Det er det ikke!’, men det slog ikke damen ud. Hun returnerede et ‘Det bliver forhåbentlig bedre med tiden’.
En lille hemmelighed her fra stereo-ammepudens syrenfarvede symbiose:
At få to børn er ret meget som at få et barn. Der er tre ting, der virker:
1) Babser
2) Bleer
3) Søvn.
Når man har skiftet én ble, så skifter man lige én til (hvad tager det? 3-4 minutter længere?). Når én baby er sulten og tuder, indtil den får en vorte i munden, så kan den andens tuden nok også stoppes således. Og hvis den ikke kan, bevares, så kan der gå en aften med dét, men det kommer vel ikke bag på nogen.
Som med alt andet er det vel et spørgsmål om indstilling, og jeg var efter alle de mange formaninger, jeg blev ufrivilligt indlagt til under min graviditet, forberedt på helvedes forgård.
Mine kærligheds-monstre bliver fire uger i morgen, så bevares, det kan ske endnu, men indtil nu er jeg vældigt positivt overrasket.
Nu er jeg så efter 4 års søvnbesvær forud for min graviditet også vant til at skulle passe et job og en hverdag på meget lidt søvn, og sideløbende med min nuværende søvnmangel er jeg velsignet med en barselsorlov OG en smuk mand, som passer skidegodt på mig og insisterer på at give flaske én gang hver nat, så jeg kan få nogle sammenhængende timer på puden.
Og hvad mener I?
Ér dette her monstro ikke den allerbedste timing for en barselsorlov EVER? Solen skinner mere og mere hver dag, og jeg kan gå alle de ture ude i den, jeg vil, og spise alle de is, man kan forestille sig, mens mine lækre unger bliver større og større og sjovere og sjovere.
I øvrigt skete der i går et mirakel. Intet mindre!lade
Verdens nok sejeste PR-ansvarlige for TOM’S og Galle & Jessen havde læst mit seneste indlæg omhandlende min frustration ved i en købssituation at være tvunget til at vælge imellem to favoritter: Mørk og lys pålægchokolade.
Den ville hun ikke have på halsen, så hun sendte mig en hjemmelavet sampak – blandede farver!
Jeg kunne græde af glæde havde jeg ej været så besindig!
Verden er et godt sted for mine unger at vokse op, når den slags kan ske for en helt almindelig pige på en helt almindelig fredag.
Og med disse ord: GOD WEEKEND! ❤

12 comments

  1. Jeg elsker din optimise – send mere af det ud i verden. Jeg har også tvillinger og husker udemærket alle bemærkningerne og de overbærende blikke. Min strategi var ligesom din altid at sige noget positivt igen.

    Mine to krapyler er nu 20 mdr. og det er stadig en fest at være mor til tvillinger ( og en lille smule hårdt engang imellem – men sig det ikke til damen med den himmelblå eyeliner)

    Kh frederikke

  2. Det kan da kun blive en vidunderlig dag med alt det gode og dejlige humør du kaster efter os i indlægget 😀 Hav en fantastisk weekend!!

  3. Dejlig posetiv læsning, det kan man kun blive i godt humør af!! Jeg fik sjovt nok den samme, da jeg ventede barn nr.2, der var min første kun 4 mdr gammel, ikke særlig mange “tillykke”, men mange “det blir hårdt”. Og ja, det har da til tider været hårdt, men det overgår ikke det skønne ved at have 2 drenge der tæt knyttet til hinanden og de bedste venner!! Som faktisk lige nu sidder over for mig og er dybt optaget af en bil-leg!
    God tur til Odense 😊

  4. Det må sgu da være for fedt altid at kunne være to mod far og mor! Mon ikke de holder hinanden med selskab selv nu, så er det ikke lige så utrygt uden for mavsen. Jeg må indrømme at jeg skal hive mig selv i ørene engang (læs ofte) i mellem. Og jeg har (kun) en bebs på 4 mdr. Det er dejlig inspirerende at læse din blog, så får jeg helt lyst til at vække hende og kysse hendes kinder af – for hun er nu den bedste! Jeg har altid ønsket mig tvillinger, og da jeg skal bruge hjælpemidler i form af hormoner kan det være den er der om nogle år.
    Glædelig lørdag!

  5. Dejligt indlæg og jeg er såmænd meget enig med dig og din indstilling. Vil sige at nu, hvor mine twins + storesøster er de der næste 2+4 år, så er der langt altså langt flere beundrende kommentarer i retning af åhhhh hvor er de søde og sikke da en skøn flok end det modsatte., Ellers kan de også bare komme an :-)) God tur til Odense!!

  6. Jeg elsker elsker elsker din indtilling og dit overskud! Det er så dejligt at høre om hvordan du bare tackler tingene oppe fra og ned. Hvorfor er det, at det er blevet mest normalt at se tingene fra vinklen “uh, det er så hårdt”?!? Jeg er selv næsten lige blevet mor til 1 og kan virkelig godt nikke genkendende til de mange kommentarer om, hvor hårdt det skulle blive… men det synes jeg ikke. Jeg er også i den grad blevet positivt overrasket 🙂 Og tak for at gøre Galle og Jessen opmærksom på det med de to forskellige pållelader – jeg stemmer også for en kombi-pakke!!!! Rigtig god weekend og tur til Odense. Er sikker på det nok skal gå super godt – din indstilling smitter af på de to banditter, I’m sure 🙂

  7. Tak for dine altid positive indlæg, som altid er garanti for et smil på læben. Det må være så dejligt med de to små, de ser SÅ søde ud, og ikke mindst dejligt med en sød mand – og du fortjener det, gør du!

    Rigtig god weekend til jer alle fire 🙂

  8. Barsel er det fedeste nogensinde! Glæder mig SÅ meget, til det bliver min tur igen. Og jeg ELSKER din tilgang til livet som tvillinge-mor. Det er det fedeste! Jeg er blevet så glad for din blog, at jeg endda anbefaler den til kaffe-dates med mine veninder. Og sådan noget gør jeg ellers ikke. Altså anbefaler ting og sager. Kæmpe tommefinger opad!

  9. Nu har jeg kun (ha! Som om en ikke er en en udfordring..) Villum på ni uger, og jeg giver dig ret: bedre barselstidspunkt findes vist næppe! Vejret er pissegodt til laaange barnevognsture, man kan sidde udenfor ved cafeerne og dermed have barnevognen lige ved hånden.. Og de tidlige morgener er knapt så stride, når solen er stået op!

  10. Jeg er vild med din optimisme! Verden ville blive et lidt smukkere sted, hvis vi kunne unde hinanden at have det godt.
    Der er selvfølgelig enormt meget forskel på børn, og på mødre, for den sags skyld, men jeg synes netop du formår at skrive om, hvordan du har det, og hvordan du gør det, uden på nogen måde at blive belærende.

  11. Kære Mette Marie. Du gør mig så glad med dine kvikke, sjove og optimistiske skriblerier! Kærligste hilsner Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s