Weekend, galop, lagkage og familie ❤️

02Jeg følte mig sindssygt VIP-agtig! For 14 dage siden blev Jon inviteret til åbningen af Klampenborg Galopbane af et PR-bureau, og han måtte såmænd også gerne tage ungerne og mig med. Jeg glædede mig helt tumpet og undersøgte tilbundsgående, om der også herhjemme var tradition for at iføre sig hatte, og hvor jeg i så fald kunne erhverve mig den vildeste af dem alle.
Min entusiasme omkring projektet dalede dog en kende, da jeg dagen før dagen så, at man imod udlevering af forsiden af gratisudgivelsen MetroXpress kunne opnå præcis samme stjernestatus som Jon og mig.
Nuvel, vores billetter inkluderede buffet, men ellers …
Ikke desto mindre gjorde hele familien sig lørdag formiddag rede til den første endagsudflugt, hvor vi altså ville være væk fra hjemmet i mere end 2,5 time – og derved misse en amning!
Der var flasker og erstatning i pusletasken.

Da vi stod på perronen på Nørreport, rev det i mine babser, da jeg hørte den sødeste, lille baby-klynke-lyd, og jeg øjnede ved siden af mig en smuk mor med det kønneste, bette drengebarn på armen. Omend jeg selv lige har klemt to af lignede størrelse ud, er jeg åbenbart stadig for skruk til at lade sådan én gå forbi, så jeg spurgte til podens alder, mens jeg beundrede ham.
“Han er 14 dage ældre end dine!”, svarede moren, og jeg blev komplet befippet, da Hugo og Berta sov sødeligt bag hver deres stofble og altså på ingen måde afgav vidnesbyrd om deres alder.
Mysteriet blev løst, da moren afslørede, at hun var læser af lige præcis min blog, og jeg var nær sprængt af stolthed, da hun også var sød nok til at knytte nogle positive tillægsord til sin oplevelse her på sitet!
Således opløftet ankom vi til Galopbanen, som var stopfyldt med folk og solskin, og vi fandt plads ved et bord sammen med nogle af Jons kolleger. Omend jeg har set flere af dem på diverse filmplakater, følte jeg mig atter engang som den mest Hollywood-agtige, da hustruen til én d’herrer OGSÅ var fast følger af denne blog! Jeg har aldrig mødt en læser (Jo, min søster. Men det tæller næppe…) ude i verden, og nu havde jeg heldet to gange på én dag! Helt genialt!

Efter nogle timer med lidt små-betting og storspisning blev også krapylerne sultne. Selvom jeg endnu ikke har ammet andre steder end hjemme og havde det fint med at skulle give flaske, ville jeg liiige sondere terrænet. Og minsandten! Bag en lille kontorbygning fandt jeg en komplet øde parkeringsplads, hvor der var mere læ end i en bukselomme, solen skinnede og fuglene kvidrede lystigt i bøgeskoven overfor.01
Jeg greb Hugo og en stol og satte mig i dette lille refugium og sammen med ham, til han 15 minutter senere var mæt og tilfreds som en smækfed kålorm sidst på sæsonen. Derefter gentog jeg tricket med Berta.
Jeg følte mig som den vildeste multi-mor! Jeg kan da det hele! Spise kartoffelsalat og tabe penge i Klampenborg OG ernære unger ved egen barm i den kønneste kanon!
Jeg blev endda så oplivet, at da Hugo stak i et hyl, mens vi ventede på bussen, løftede jeg ham op af liften, lettede på bluse og BH og bakkede et par meter ind i skoven bag mig, og som vi stod dér, så det bare ud som om, han sov. Ninja-amning!

Søndag skulle vi atter på langfart, da min faster havde inviteret til fødselsdag. Hun har den dejligste have i Gammel Holte og en helt fantastisk veludviklet kulinarisk sans, så jeg slog til med det samme.
Vi gik ture, spiste lagkage, sov lure og lad-som-om-spiste den suppe, ungernes granfætter og -kusine lavede af græs, vand og blomster, og da dagen gik på held, serverede min flotte faster en gullash-suppe, der ville gøre selv den mest garvede bondekone i Tjekkiet skinsyg og bekendtgjorde, at da hun næste år fylder rundt, er vi allesammen inviteret med til fejring i Sydspanien, hvor hun lejer hus med pool i en uge!
Weekenden kunne ikke være sluttet meget bedre, da vi pakkede sammen og tøffede retur til hovedstaden med offentlig transport, lod ungerne falde i søvn på hver sin mætte voksenmave, mens vi splattede ud i sofaen til endnu et afsnit splatter-serie.20140428-092420.jpg

9 comments

  1. Selvom jeg ikke er målgruppen (hader faktisk dette ord!), så er dine skriverier SÅ livsbekræftende.
    Du får hermed en SOLSKINS-MEDALJE! TILLYKKE!
    Kh Lone

  2. Det lyder da som verdens bedste weekend:)
    Og selvfølgelig kan du amme alle steder, man lærer at gøre det diskret. Og for mig har det nu også altid handlet mest om barnet, det er jo creme-de-la-creme ift næring og sundhed. Så kan man amme, så skal
    det da bare dyrkes:)

  3. Verdens dejligste læsning. Du er så sej. Elsker at du tager tingene som de kommer og virker fuld af overskud. Dine unger er de heldigste i verden.
    Hilsen en trofast læser

  4. Du mødte en tredje læser i weekenden – bare uden at vide det! Jeg var nemlig for stor en kylling til at give mig til kende, da jeg ekspederede dig i Illum 🙂

  5. Hov, jeg var flere indlæg bagud (blame it on den 4-årige og pseudotvillingerne på 1 og 2 :P), så først nu ser jeg, at du med stor succes allerede HAR ammet uden for hjemmet – SÅ sejt! Så kan du bare se bort fra min kommentar til nyeste indlæg 😉

  6. Vil lige kippe med flaget og sige at du faktisk har mødt 3 1/2 af dine læsere, for det må da tælle for en 1/2 at du mødte mig før, og fik mig “lokket” til følge med 😉 for det gør jeg altså troligt 🙂
    Havde tænkt jeg ville skrive når jeg havde leveret baby, for som du kan gætte, så vil det betyde at Hugo og Berta får skarp konkurrence på at være verdens dejligste babyer, MEN desværre sker der ikke en hujende fis endnu her 5 dage før termin… Meeeen forhåbentlig ændrer det sig snart 😉
    Nyder ihvertfald at følge med i hvordan dine skønne unger har det 🙂
    Ps har stadig ikke fået væske i benene!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s