Måned: maj 2014

Noget om bryster …

20140530-200422-72262604.jpgHey, jeg kom lige til at tænke på en ting forleden dag.
Jeg har altid været sådan lidt ligeglad med mine bryster. Eller, det er måske ikke helt rigtigt, jeg kan huske, at jeg som 15-årig bad en bøn til Gud (jeg var ganske rettroende som barn, faktisk) om, om han ikke snart ville give mig babser, når han nu havde været så venlig at provide de andre i klassen med sågar TO hver.
Da Gud tilsyneladende var på autosvar den dag (høhø), fik han mig i røret igen et år efter, hvor jeg bad til, at mine babser, når de en dag kom, i det mindste ville være værd at vente på. True story.

Gud var ikke specielt gavmild, da han endelig leverede det, der skulle udfylde mine BH’er i årene herefter. Min far spurgte engang, inden jeg skulle til fest på gymnasiet, om jeg ville have to Gajoler med til at putte i toppen. Heldigvis havde den gamle i årene forud herfor opdraget mig med en vis portion selvironi, for ellers ville sådan én sgu nok være svær at vende tilbage fra.

Jeg har altid været glad for min mave og min røv (indtil jeg fødte de to baryler. Nu er min mås fladere end Finn Nørbygaard efter Stein Bagger-skandalen og har nogle ucharmerende bump, som spreder sig ud på lårene ikke ulig hytteost eller havregrød. Ikke klædeligt). Og jeg har lært at leve et ret godt liv med mine små babser. Selvom jeg ønskede mig store babelutter mere end noget andet som teenager, er jeg i mit voksne liv kommet til at synes, at små bryster er mere elegant.

Nu, hvor jeg ammer to børn ad gangen, er mine bryster selvsagt vokset i størrelse. Jeg havde egentlig glædet mig til at se mig selv med kavalergang, når jeg nu har chancen, men nu, hvor de bliver brugt som buffet hver 4. time, har jeg svært ved sådan rigtigt at få optur over dem og se dem som andet end ungernes Happy Meal. Men de er i den grad blevet større.
Jeg er gået fra en 75B til en 80D. Om morgenen ligner de et vel-udført og ivrigt boobjob, og om aftenen ligner de to sure the-poser.

Nåh, men det, jeg så tænkte på forleden, da jeg stod og så mig i spejlet iført undertøj, var, at brysterne egentlig passer godt til min krop. De virker ikke overdrevet store, men passer sådan set til min krops øvrigt proportioner. Det ser harmonisk ud.
Og da jeg hørte mig selv tænke den sidste sætning, nemlig, at “Det ser harmonisk ud”, kom jeg til at tænke på alle de ungmøer, jeg har hørt i Paradise Hotel, Mig og min Mor og andre reality-serier, som taler om, at de vil have lavet nye babser. “Men altså ikke kæmpe-bryster, vel, det skal bare se harmonisk ud”…
Det var der, det slog mig! Nutidens forhold til bryster er fucked up! Vi har efterhånden ingen anelse om, hvor store (eller små) naturlige bryster er!
Jeg ér godt tilfreds med mine hverdagsbryster (Og håber sådan, de kommer retur, når amningen er overstået), men jeg synes egentlig, de bryster, jeg dribler rundt med lige for tiden, passer ret godt til min krop.
Jeg har åbenbart været uvildigt vidne til så mange kunstige babser på stranden, i TV, i film og på natklubber, at jeg synes, at den babybuffet, som rummer mælk nok til at holde to mennesker i live, glade OG gøre dem mætte nok, til at de sover igennem om natten, ser HARMONISK ud. Ikke vildt store – bare sådan ret naturligt…
Det er jo for vildt. Jeg er ikke gammel nok til at udtrykke et ‘verden er af lave’, men det er satme tæt på, at jeg gør det anyway!

Jeg tror på, at trends og tendenser bevæger sig i bølger. Det ene øjeblik køber alle kæmpe biler, det næste skal alle køre med grøn energi, det ene øjeblik skal tøjet være minimalistisk i grå/sorte toner, det næste skal vi gå i farver og masser af print.
Jeg håber sådan, at vi snart bliver mætte af (no pun intended) kunstige babser (og af reality-TV, også, nu vi er i gang. Man kender jo for fa’en ikke dem, man læser om i Se & Hør efterhånden! Jeg savner hele familien Freddie-Petersen og Tom Danes eventyr i Las Vegas!) , og de små, lettere slatne babser kommer på mode igen!

Interview med min mayn, Jon Lei Lange

Ma baby-daddy!

Ma baby-daddy!

Jeg havde ikke rigtigt tænkt planen helt til ende, da jeg foreslog et Jon-interview her på bloggen. Jeg skulle hilse og sige, at det er pænt svært at interviewe sin kæreste – især når de fleste af spørgsmålene handler om én selv.
Og så kan det jo altså godt være, at I ville have fået nogle mere sandfærdige svar ud af den gode Mr. Lei Lange, hvis redaktøren på den spørgende skrivelse ikke havde været hans helt egen kone… 🙂

Anyway! Vi gik alle spørgsmålene igennem og har censureret en lille smule i dem. Det er jo den frihed, man kan tage sig, gudskelov. Jeg har valgt at gøre det til en ‘spørgsmål/svar’-kinda thing, så jeg selv er sovset så lidt ind i det som muligt (som om!). 😉 Min egne kommentarer (jeg kan jo for helvede ikke holde kæft. Ikke engang på skrift!) er dem i parenteserne.

Okay, here goes:

Hvad faldt du for ved Mette Marie? (FEDT, spørgsmål!!)
Da må jeg nok sige hendes åbenhed og appetit på livet. Hun er et af de sejeste mennesker,  jeg nogensinde har mødt. Og så ser hun verden på en måde som om, alt er muligt. Det gør livet større for mig. (Godt svar, hvis jeg må have lov at blande mig …)

Hvis du skulle sammenligne din kone med en kendis, hvem skulle det så være?
Emma Stone! En uforfængelighed og en insisteren på at have det sjovt. Emma Stone minder mig om MM i den scene, hvor Ryan Gosling smider trøjen i ‘Crazy Stupid Love’, hvor hun siger, han er photoshopped. Sådan er hun nemlig – også når hun ikke har drukket. (Det var mig, der tvang Jon til at se den film. Den er jo genial, altså. Og hvis jeg ikke var så godt gift, skulle Gosling altså ikke løbe mange gange rundt om min seng, inden jeg spændte ben for ham!)

Hvad skulle Hugo og Berta hedde, hvis de ikke skulle hedde Hugo og Berta?
Berta skulle hedde Hannah, Sally eller Anna. Forleden talte vi faktisk om, hvordan det ville være, hvis Hugo nu hed Max … Men han har faktisk heddet Hugo, siden vi så ham på første scanningsbillede, så han kan bare ikke hedde andet. (Jeg legede faktisk med tanken om navnene Geo eller Uffe, men det kunne Jon overhovedet ikke tage seriøst).

Skrønen fars pige/mors dreng, sandt eller falsk?
Med fare for en dag at skulle æde mine ord i mig igen, er jeg nødt til at svare ‘falsk’. Men lur mig, om der ikke også kommer et særligt far/søn og et mor/datter-forhold, selvom jeg altid har synes, det var ret maskulint at få en datter. Nogle af de ting, jeg oplever med Hugo, kan jeg kende mig selv i, og samtidig kan jeg også se mig selv i Berta, så jeg synes ikke, man kan sige, at jeg er mere knyttet til den ene end den anden.

Har du et godt råd til andre fædre/kommende fædre?
 Jeg har opdaget, at man skal lade være med at være så bange for, om man kan det hele fra starten. Der er så meget af det, man skal kunne, der viser sig at ligge på rygraden, og det kommer op til overfladen, når det skal bruges. Og vær ikke bange for, om du elsker barnet nok eller er en god far eller andre klicheer, for ligesom med alle andre forandringer, tager det virkelig tid at vænne sig til at få børn! Så længe du sætter alt ind på at gøre det godt, så gør du det på din måde, og det er det rigtige og godt nok. Og tag imod alle velmenende råd – men husk kun dem, du kan bruge til noget.
Og stol på dig selv! Der er ikke noget i verden, der giver større tillid til dig selv end at blive far. (Jeg vil godt indskyde et ‘ditto’ på det hele i forhold til at blive mor, faktisk!)

Hvad er den mest irriterende mor-ting, MM gør? (Uuuh, spændende!)
Nu skal jeg jo passe på, for det er jo hende, der interviewer mig… (That’s right!)
Hun er generelt mere bekymret for, om ungerne har det godt, end jeg er. Hun pylrer nok mere. Men jeg kan ikke rigtigt være irriteret, for det handler jo om vores ungers sikkerhed.
Og nåh, jo, så er hun begyndt at lyde som min mor, når vi kører bil! Hun siger sådan en hvislende lyd, trækker luft ind imellem tænderne, hvis jeg kommer til at køre lidt for hurtigt rundt i et sving eller gasser for hurtigt op. (Ehm…. Welll….)

Hvad er din holdning til at lægge billeder af sine børn op på blogs og sociale medier?
Inden ungerne blev født, var vi faktisk enige om, at det skulle der ikke være for meget af. Her bagefter er man pludselig bare så stolt og vil gerne prale af sine lækre unger. Så nu er vi pludselig selv blevet en del af den kultur af folk, der spammer andre med deres afkom. Jeg kan stadig blive vildt irriteret, når jeg synes, andre lægger for mange billeder op af deres børn. Men jeg gør det jo selv …

På en skala fra 1 til 10, hvor dejligt er det så at have muligheden for at være så meget sammen med Hugo og Berta (og MM) her de første måneder af deres liv?
10! (That one’s easy!)

Hvad har været den fedeste rolle for dig at spille? 
Jeg har mere end én yndlingsrolle, vil jeg sige. Nu har jeg netop spillet (en meget gay udgave af …) Kong Ludvig d. 13. i De Tre Musketerer, og det er altså den bedste rolle, jeg har haft på teater endnu. (Stykket bliver i øvrigt sat op på Østre Gasværk til efteråret igen – tjek det!) Og på film er de fedeste nok de roller, jeg har haft i udlandet. Jeg har spillet med i en amerikansk film, som hedder ‘I’ll Come Running’ og sidste sommer lavede jeg en actionfilm i Mexico med en spansk instruktør. Når jeg er i udlandet, tvinges jeg til at arbejde på en ny måde, og så er det selvfølgelig kombineret med at rejse, som jeg også elsker. Desuden har ‘Midsommer’ en særlig plads i mit hjerte, da det var min første film. Den, der satte det hele i gang. (Til de, der ikke har set Midsommer: Gør det lige. Den er altså ret god. Og scary.)

Og hvad er drømmerollen?
På teatret er der en lang række Shakespeare-roller, jeg gerne vil spille, for eksempel Hamlet og Richard d. 3. Og på film drømmer jeg om at skyde med pistoler i Hollywood.

Hvornår har du allermest lyst til at pakke sydfrugterne og drage med gutterne til Old Trafford?
Når der er lokal-derby mod Manchester City. (Der er sgu så meget, kvinder ikke forstår …)

De 5 sygeste facts om MM, som I ikke vidste i forvejen.
1. Hun åbner ikke sine rudekuverter. Det må jeg gøre. (True. True.)
2. Hun er sygt god til Upwords! (Ja, jeg er! Det er det eneste spil, jeg kan slå min sygt kloge svigermor i. Hvis I ikke kender spillet, så er det sgu synd for jer, for det er vildt sjovt!)
3. Hun holdt kun til 10 minutter af Starwars-trilogien. (That.shit.was.boring.)
4. Hun er det socialt modigeste menneske, jeg kender. (Det er ikke altid et plus …)
5. Hun virker som om, hun faktisk er lidt stolt af, at hun er god til at spille blokfløjte. (Michala Petri har ikke fløjtet forgæves!)

Hvorfor holder du med Manchester United, hvem er din yndlingsspiller, og hvad er dit bedste fodboldminde?
Min fodboldkærlighed blev vakt under EM92, så det er mit bedste fodboldminde. At sidde på Samsø i mormors stue og se Danmark banke de onde tyskere. Da Schmeichel var turneringens bedste spiller, og han til dagligt spillede for United, kunne det ikke være anderledes, jeg blev genfødt som United-fan. Jeg har fulgt dem siden da med svingende intensitet, og yndlingsspilleren er Cantona for gamle dage og Rooney nu. Og jeg håber stadig, at Ronaldo vender hjem! (Motherfucking GAB!)

Hvordan vil du beskrive dengang, I mødte hinanden? (Genialt spørgsmål!)
Det startede med, at produceren på min seneste film spurgte, om jeg ville på date med en af hans veninder og sendte et billede. Jeg har før haft dårlige oplevelser med blind dates, så jeg var ikke lige den travleste kanin i skoven. Men hun var både smuk og entreprænant, så efter et par virtuelle dansetrin, gik jeg med til at mødes og lavede et håbløst uromantisk move og hev hende med i biffen på en ellers solbeskinnet forårsdag. (Seriøst! Klokken var 12, og der var 25 grader!)
Der var kemi fra starten, men det var efter filmen, da vi spiste en sandwich ved kanalen i København, at den sande MM åbenbarede sig for mig. Ugen efter inviterede hun sig selv på pizza i Odense, hvor jeg dengang boede i en ydmyg studenterhybel, og siden har jeg ikke set mig tilbage. Tværtimod! (Awwww…. <3)

Hvad var din reaktion, da I fandt ud af, at der var tvillinger på vej?
Vantro – og så udelt begejstring! Jeg har ikke været nervøs på noget tidspunkt. Jeg synes, det er så sejt.

Hvis alt går efter dit hoved, hvor er familien Lange så om 10 år? (Familien LEI Lange, om jeg må be’!)
Efter mit hoved er vi om ti år “bi-coastal”. Så har vi et hjem i Danmark, en base, hvor alt udgår fra, og så arbejder jeg både hjemme og i udlandet. Hollywood er helt klart en del af drømmen, men som nybagt tvillingefar skal jeg lige nævne, at alt ændrer sig hver dag, og det er spændende. (Jeg tror sgu godt, man kan blogge fra Hollywood!)

Hvordan blev du skuespiller?
Efter et halvt år på Rødkilde Teaterhøjskole tog jeg til København og begyndte at sende mit CV ud til castere. Efter et lille år fik jeg min første rolle i filmen Midsommer, som heldigvis åbnede nogle døre for mig efterfølgende. Jeg søgte løbende optagelse på teaterskolerne, og samtidig fik jeg mere og mere at lave, og jeg var faktisk ret meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle blive ved med at søge ind på uddannelsen eller bare arbejde videre som autodidakt. Men da jeg blev optaget på Odense Skuespillerskole, føltes det rigtigt, og der havde jeg fire gode, hårde, selvransagende, navlepillende og voldsomt udviklende år, som jeg ikke vil bytte for noget. Jeg er en helt anden skuespiller her på den anden side af skolen, og det håber jeg er en god ting.

Det var sgu alt for denne gang! Jeg udbringer en tak og et trefoldigt leve for min baby-daddy og håber, I kunne lide, hvad I læste.
Han har heldigvis ikke sagt noget, der har fået mig til at fortryde … 😉

Man kan følge Jon på Instagram (@jon_lange), hvis man vil.
Og så er der i øvrigt nyt under kategorien TWINS!

Hav en dejlig onsdag!

Samsø For The Win

Så blev det mandag, solen praler stadig, og vi er netop hjemvendte fra en velsignelse af en weekend på Samsø!
Jons mormor og moster bor dér omgivet af rødkål, kartofler og store is, så øen er os et yndet rejsemål.
Normalt overnatter vi på førstesalen hos den prægtige dame, som nu også kan bryste sig af titlen som mine ungers oldemor, men der var andre overnattende i denne omgang, så vi tog til takke med hotel Strandlyst i Ballen. Og hvilken tak! Jeg har lyst til at lave en hel blog bare om det sted!

Lidt af alt, der er godt.

Lidt af alt, der er godt.

Hotel Strandlyst er det mest luksusagtige sted, jeg nogensinde har været – og samtidig det mest usnobbede. Første gang, jeg mødte Winnie, den ene halvdel af parret, der driver hotellet, var, da hun under morgenmaden kom løbende ind blandt bordene og nærmest udførte en lille glædesdans, mens hun sang “De har jooordbææær, de har jooordbææær!” De samsøske landmænds jordbær var nu modne, og siden blev samtlige måltider serveret med jordbær til.
Hele hotellet er så skide-gennemført med pool, lounge-terrasse, sauna OG finsk sauna i haven, jacuzzi på terrassen, og så er der syrener over det hele. Det virker som om, de hver gang, de har fået en idé til et nyt tiltag, lige er taget en måned til Bali for at koncentrere sig om, hvordan man udfører den idé bedst. Badekarene på værelserne var sænket ned i gulvet, og suiterne i stueplan havde en privat terrasse bagved med udsigt over en kæmpemæssig kornmark, hvor solen gik ned.
Solen bankede ned denne weekend, og vi ankom åbenbart dagen før Samsøs traditionsrige kartoffelmads-konkurrence i Tranebjerghallen (Det hedder den sgu!) med ærværdige dommere som Ida Davidsen og Paul Cunningham. Strandlysts unge kok, Rasmus, var charmerende meget nervøs, og vi takkede ja til at lade ham øve sin finalemad på os. Nu har jeg jo som bekendt længe været stor fan af netop kartoflen, og nu bor der også en kærlighed for hjemmelavet ramsløgs-mayo fra Samsø i mig.

Vi brugte formiddagene og det første af eftermiddagene på Strandlyst med morgenmad, amning, pool-hygge og krimilæsning, mens ungerne lurede den i Bugaboo’en, og midt på eftermiddagen drønede vi ud til oldemor, hvor vi spiste slik, kager og aftensmad! I sandhed det bedste fra begge verdner, og så på Samsø.
Vi bor jo til hverdag i en lækker, dejlig lejlighed ved Rådhuspladsen i København, som kun har det minus, at der aldrig kommer sol ind. Vi kan ikke holde liv i så meget som en tidsel!
Derfor blev jeg ikke det mindste irriteret, når solen vækkede mig kl. 5 om morgenen fra vores vindue med havudsigt.
Og ungerne opførte sig eksemplarisk for situationen! Den friske luft, de lune temperaturer og de mange indtryk (gætter jeg på) gjorde, at de sov mere end vanligt, og det udnyttede jeg og ham den Lange ved at lave bomber i poolen og tage lure på terrassen.

Når jeg bliver rig, køber jeg en pool magen til den her!

Når jeg bliver rig, køber jeg en pool magen til den her!

Jeg fik lidt smæk på Instagram for at bedyre, at det altså ikke er så slemt at få dobbelt op på unger, som folk ellers har advaret mig om. En advarsel, der er pænt svært at reagere på, når man allerede ér tvillingegravid, eller som nu sågar har poppet dem.
Jeg tør godt sige om mig selv, at jeg er optimist uden at frygte, at nogen, der kender mig, vil forsøge at argumentere for det modsatte. Men jeg er da af og til blevet udfordret i dette overvejende positive livssyn, da endnu ikke én fremmed har kigget med i min barnevogn og sagt ‘Tillykke’.
Man undres, men det eneste, jeg er blevet mødt med, er “Det bliver hårdt!” Og hvis jeg forsvarer mig med, at min mand har fri for tiden, eller at krapylerne sover igennem, får jeg at vide, at jeg bare skal vente mig.
Og det gider jeg ikke. Jeg hader at vente, og jeg gider denondenlyneme ikke bruge mit og min families livs bedste sommer på at vente på en tid, som måske slet ikke kommer.
Hvad der er godt givet ud kommer ikke dårligt igen, som man siger, så hvis orkanen rammer os, vil jeg sgu da hellere have brugt den tid, hvor tingene var nemme, på at nyde dem.
Og jeg er nødt til på denne solrige mandag at efterlade jer alle med en opfordring. Jeg ville føle mig som en egoistisk krampe, hvis jeg ikke fik nogle af jer til at dampe til Samsø og slappe totalt igennem et par dage på Hotel Strandlyst med en kæreste, nogle børn, en veninde, eller en fremmed. Bare gør det, det kan ikke fortrydes.

Vi’ på vejen igeeeen!

20140523-075221-28341558.jpg

D. 23. maj sidste år, for præcist et år siden, havde jeg bare en lækker kæreste, som jeg havde boet sammen med i under et år. Weekenderne blev brugt med Matador Mix og Netflix eller gin/tonics på Simons. Min største commitment var et Plan-fadderskab til en lille dreng i Benin, og det kørte altså over betalingsservice. (Det gør det i øvrigt stadig).
Klip til i dag:
MM 32 år, gift og mor til to børn (som i øvrigt bliver 3 måneder i dag!). Har bil, opsparing, fællesøkonomi, hytteost på lårene og abonnement på både Femina og Årstiderne.
Fra 0 til 100 på voksenskalaen på ét år! Ja, Simons findes ikke engang mere!
Jeg kan dog konstatere, at jeg spiser mere Matador Mix end nogensinde før…

Jeg har ikke før sådan haft bil, og nu har vi altså leaset en Ford C-MAX sommeren over. En fin, kridhvid én, med alle mulige smarte features. Den kan parallelparkere SELV! Det ser top-stenet ud, når rettet drejer af egen kraft og vilje.
Da jeg var barn på Als, var min far meget lidt af en bilnørd. Biler skulle bare have fire dæk og en motor og kunne betales kontant.
Jeg kan huske, min søster bad ham køre en gang rundt om blokken for at parkere med venstre side af bilen ind mod skolen, når han satte hende af om morgenen, da det var den side med mindst rust på.
Jep, min midlertidige bil er en klar opgradering! 😊

I går var det jo stjerne-varmt, så jeg lavede en vaskeægte madkurv, og så kørte vi ud i det blå. For enden af det fandt vi Bellevue. Sikkert en kliché, men vi skal jo lige lære det.
Ungerne tilbragte eftermiddagen i skygge i deres autostole, hvor de sad og skiftevis sov og skraldgrinede som deres mor under Linie 3s 25-års jubilæum, og vi fik slikket sol, spist paranødder og ostemadder, læst Se & Hør og sågar dyppet tæerne i Øresund. Jeg sked på alt, jeg før har sagt, og ammede i bikini! Bum!

Dette indlæg er skrevet fra bilen, som nu ligger tungt på vejen grundet unger, gylp, bleer, solcreme, madpakker og godt humør, og GPS’en er indstillet på Samsø, hvor vi skal besøge ungernes oldemor på faderens side. Men først skal vi lige en tur i poolen på Hotel Strandlyst, hvor vi skal have til huse de næste to nætter. Ain’t life grand! 😁

Jeg har siden krapylernes korporlige befrielses-aktion gået og ventet på, at hende der moren ville flytte ind i mig. Hende der, som min mor og alle andre mødre var, som ved alt om, hvilken temperatur badevand skal have, som klipper håret praktisk kort, insisterer på havregrød til morgenmad hver morgen, og som bare er født voksen.
Jeg er så småt ved at indse, at jeg er på egen hånd her, og at det altså er mig, der er moren. Hugo og Berta hænger på mig og min til tider kluntede facon. Måske er badevandet lidt for varmt nogle gange, og andre gange er det for koldt. Og når jeg nu spiser nutella til morgenmad, kan det også tænkes, at de kan få lov til det engang imellem. Når de bliver ældre.
Og selvom det er skidebesværligt at bøvse et spædbarn, når man insisterer på at have langt, glattet hår, så nægter jeg at gå ned på frisuren.
Men min veninde, hvis mor er børnepsykolog, siger, at man skal stå umanerligt tidligt op om morgenen for at ødelægge et barn, og indtil videre har sundhedsplejersken ikke rynket videre på næsen, selvom støvet godt kan samle sig nogle gange med sådan to ekstra på matriklen.
Jeg tror sgu nok, det skal gå.
Indtil videre holder jeg fast i mit postulat om, at det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv, var at fylde 30.

Hav en deeeejlig weekend! 😊❤️
Og der er i øvrigt lidt nyt under fanen TWINS.

20140523-075919-28759269.jpg

Skvalderkål, sommerbil og (gisp!) sund spise

Se mig, se mig, jeg poser slet ikke!

Se mig, se mig, jeg poser slet ikke!

Okay, NU bliver det vildt!!
I dag skal familien Lei Lange nemlig ud i noget så voksent som at hente vores første bil! Haha! Kæft, jeg glæder mig!
Vi har henover sommeren fået lov at teste en Ford C-MAX, og i den skal vi land og rige rundt, kan jeg godt sige jer!
Vi starter med Samsø i weekenden, og senere venter Skagen, Als, Djursland, Gilleleje, Herodes og Pilatus, og det bliver OPTUR!

I går havde vi ryddet kalenderen. Vi er begyndt at aftale faste, ugentlige, aftalefri dage, da vi ellers ville have gæster og folk helt op til albuerne døgnet rundt.
Så vi benyttede os af solens milde væsen og gik en tur i Botanisk Have. Her fandt vi et lille stisystem helt nede ved søen, hvor der var en masse høje skvalderkål og ingen andre mennesker, så der sad vi og følte os som den lille grimme ælling helt væk fra verden midt i København.
Bagefter gik vi på den nye Cock’s & Cows på Jarmers Plads. Det er fantastisk, at de har åbnet et nyt sted, så vi ikke med skamfuldt bøjede hoveder gang på gang skal bekymre os om, hvad personalet nu tænker, når vi kommer og spiser burgere IGEN! Fremover kan vi fordele vores besøg på TO restauranter og dermed virke lidt mere i balance. Det er great! 😉

Og så er der i øvrigt sket noget vildt herhjemme. I kommer til at tro, det er løgn, eller at jeg er blevet betalt for at skrive det her. Min integritet er vitterligt på spil …
Men dette er ikke et sponsoreret indlæg, blot den skinbarlige virkelighed.
Der er sket det, at vi i morges modtog vores første kasse fra Årstiderne. ‘Low Carb Kassen’! Jep, jeg ved det, nu hader I mig…
Det er et valg, vi har truffet ved et lille familieråd, fordi vi er trætte af at købe ind hele tiden, og så er vi dårlige til at finde på nye ting at lave til aftensmad, og efter ungernes komme bliver det tit noget nemt med pasta. Og når jeg i forvejen dagligt indtager en slikmængde svarende til, hvad en gennemsnitsstor SFO sætter til livs ved en fastelavnsfest, ville det måske ikke gøre noget, hvis jeg i det mindste fik sund mad én gang om dagen …
Jeg skriver i øvrigt dette, mens jeg spiser en Nutella-mad.
Nu må vi se, om min krop slår ud og mit hår falder af, når al den sundhed rammer mit uhærdede legeme.
Fingers crossed! Og god onsdag! 😊

 

Askepot for en aften!

Aftenens WC-selfie.

Aftenens WC-selfie.

Så oprandt dagen for ELLE Style Awards 2014!
Hvis jeg ikke havde været sådan en bly viol, ville jeg vise jer et billede af mig selv fuldstændig dullet helt op under loftet med kunstige krøller i håret, makeup alle vegne og verdens flotteste Wettergren-øreringe i ørene – siddende i det syrenfarvede foderbræt 10 minutter før afgang til DRs koncertsal med kærlighedskrapylerne koblet til Babs og Nutte. I sandhed et clash af to verdner! 😊

Klokken 16.30 indfandt jeg mig til ELLE Style Awards sammen med alle mine kolleger, og jeg blev helt modfalden, da jeg ganske som antaget måtte erfare, at de, næsten alle som én, var iklædt små, sorte rør, som i sandhed fremhævede deres figurer, men som også lidt fik mig til at ligne en struds blandt (slanke) solsorte.
Men jeg fik fornyet mod i min fantastiske Høvring-kreation og dens tylskørts brusen, da min lækre chef, Cecilie Christiansen, åbenbarede sig selv for os i den smukkeste, hvide pral af en sag af Mark Tan! Hurra! 😊

Vi fik taget fællesbillede til magasinet, en time senere kom gæsterne og den vanlige smalltalk begyndte. Her kan jeg anbefale at føde tvillinger! Så har man virkelig noget at tale om, folk har noget at spørge ind til efter kindkysset, og hele seancen bliver lige lidt mindre akavet end den ellers vanlige ‘Nååh, hvad så?’ ‘Joeh, tak. Jeg klager ikke. Og du?’ ‘Jojo, god aften!’

 

I selskab med en af de kolleger, jeg savner mest fra ELLE, web-lady Cecilie Rubini aka. Sneglcille.

I selskab med en af de kolleger, jeg savner mest fra ELLE, web-lady Cecilie Rubini aka. Sneglcille.

Middagen var sygt lækker, faktisk, selvom det var lidt træls, at man ikke kunne få cola til.
Min borddame var den cool blogger Fedty, som til dagligt hedder Maria Barfod. Hun har også en søn, så vi sludrede om børn den ganske aften. OG så viste det sig også, at vi deler en ekskæreste.
Da vi nåede hovedretten, begyndte jeg at savne ungerne. Det har jeg ikke prøvet før. Jeg har ikke før forladt indhegningen uden ungerne i mere end halvanden time, og det kunne pludselig mærkes. Underlig følelse.
Jeg savnede som sådan ikke deres personligheder, for de findes ikke rigtigt endnu, men jeg savnede at sidde i sofaen med dem og Jon og bare være nær. Og da det blev tid til deres sidste amning inden sengetid, som i aftenens anledning var erstattet af sutteflasker, følte jeg mig som en egoistisk kost af en mor, at jeg sådan stod der og gjorde mig til i stedet for at nære mine børn.
Men jeg kom igennem awardshowet, som var fantastisk smukt og sejt, og jeg grinede af Iben Hjejle som værtinde. Aldrig før har en anden ELLE-pige end undertegnede været så brovten! Hun talte om understel og samlejer oftere, end jeg selv normalt kan nå på en almindelig mandag, det var i sandhed imponerende.

Se lige min chef, Cecilie Christiansen, i sin Mark Tan-kjole! OMG!

Se lige min chef, Cecilie Christiansen, i sin Mark Tan-kjole! OMG!

Efter awardshowet spurtede jeg ud i hall’en for at drøne hjem til min familie. Jeg har aldrig været i DR Byen før, og der var folk über alles, så jeg kunne ikke finde ud. Jeg blev nærmest småfebrilsk, og som jeg stod der og panikkede, blev jeg pludselig afbrudt af den sødeste pige, som prikkede mig på skulderen og sagde, at jeg havde verdens bedste blog.
Jeg blev så stolt og glad, som jeg stod der midt i min forvirring, at jeg som reaktion faldt hende om halsen og gav hende verdens største krammer. Den var i hvert fald i top ti!
Jeg fandt udgangen, hvor jeg mødte endnu en læser, som gav mig et kompliment. Jeg fik NÆSTEN lyst til at blive, så jeg kunne se, hvor mange, det kunne blive til, men det trak i mit hjerte og mine babser for at komme hjem og kysse de små og ham den store, så det gjorde jeg i stedet.
Jeg havde planlagt at hive ungerne op af sengen, vække den blidt og få dem til at lette trykket på barmen, men selvom jeg sågar tog ublide metoder i brug, var det komplet umuligt at vække de to sovetryner. Nu har vi lært dem at sove igennem, og så skal vi satme ikke sådan komme og trække det tilbage.
Så jeg fandt mig selv stående bøjet over håndvasken på toilettet og ved håndkraft malke mig selv alt imens klokken slog tolv på rådhusuret i baggrunden. Askepots aften var i sandhed forbi, men inde i soveværelset lå heldigvis både prinsen og hele Kongeriget.
Jeg er sgu en heldig kartoffel.

SMUK borddækning!

SMUK borddækning!

Oahland på scenen med sit blå hår.

Oahland på scenen med sit blå hår.

Sidste år havde Anders W. Berthelsen og Peter Frödin førlænget håret - i år var det skægget.

Sidste år havde Anders W. Berthelsen og Peter Frödin forlænget håret – i år var det skægget.

Chefen siger tak for i aften!

Chefen siger tak for i aften!

 

 

 

 

Søndag med Nutella, manicure og medmenneskelighed …

Fødselsdagskurv fra Nutella. Tillykke til MIG, sgu da!

Fødselsdagskurv fra Nutella. Tillykke til MIG, sgu da!

I går startede dagen med, at jeg vågnede kl. 9.15 helt tummelumsk ved, at det ringede på døren. Ungerne sov som gymnasieelever efter Roskilde Festival, og det havde de såmænd gjort siden kl. 22 den foregående aften kun afbrudt af en kort spisepause kl. 6.30. Synkront.
Jeg ved det, det er skide-unfair. Og jeg skal baaaare vente mig, det skal nok blive værre. Det siger folk. Pudsigt, for hvis det var gået dårligt, havde de sagt “Baaaare vent, det skak nok blive bedre”.
Men jeg gider ikke “bare vent’e” på noget som helst! Jeg forbeholder mig retten til at nyde min og mine krapylers nattesøvn lige nu, hvor vi får den så sødeligt. Slut, prut, finale! 😊

Nåh, men videre med historien. Udenfor min hoveddør stod en yndig pige, som smilende overbragte mig en stor kurv fuld af fortræffeligheder. Her var både en stor buket blomster, et italiensk filonebrød, friskpresset appelsinjuice, friskristet kaffe, ananas og selvfølgelig Nutella! I går var det nemlig (åbenbart) Nutellas 50 års fødselsdag, og hvem mere passende at invitere til at deltage i fejringen heraf end undertegnede? Det er satme kløgtig PR!
Min far og hans kone, som endnu var på besøg, kunne slet ikke forstå begrebet med, at fremmede mennesker sådan skænkede os lækkerier til døren. “Når jeg fortæller det her til mine veninder, tror de, jeg lyver”, bedyrede Elke.
Efter morgenmaden drog jeg til Frederiksberg sans kids for at deltage i opdulningen forud for ELLE Style Awards sammen med mine ELLE-kolleger. Det var et helt lille blogger-træf, da min skidedygtige digitalassistent på ELLE og IN er Cecilie Rubini (i visse kredse kendt som Sneglcille), mens min barselsvikar, som har ansvaret for de to sites i det næste års tid, mens jeg skifter ble, er Laura, som blogger under navnet StyleJunkie.
Cecilie og jeg deler en stor og tung kærlighed for tysk chokolade og gin/tonic, men denne formiddag “nøjedes” vi med manicure, fiksning af bryn og spraytan.

Nu med nude negle.

Nu med nude negle.

Jeg sprang dog spraymalingen over i frygt for at give den videre til Hugo og Berta, når de ligger og sovser rundt i mælk op ad nymalet hud, når jeg ammer dem. Ville sgu være ærgerligt, hvis de skulle drible rundt med hver deres lille Lundin-face, fordi mor skal i byen!
Da jeg efter traktementet til fods atter bevægede mig mod Vestergade og min nærmeste familie, kom regnen. Og ude i den stæsede marathonløberne rundt. Jeg trak lidt på smilebåndet og tænkte “Gå dog hjem i tørvejr og smæk benene op!”
Men mit indre humør skiftede, da jeg kom ned til Vestergade, hvor en hel delegation af løbere netop drejede om hjørnet. Fortovet langs ruten var pakket af våde mennesker, som med allerstørste entusiasme stod i regnet og vild-vold-heppede på disse fremmede løbende. Og de lagde denondenlyneme kræfter bag! “Kom såååå, min ven! Kom så det sidste! I er seje! Det ser pissegodt ud!”
Alle de mennesker kan ikke allesammen have kendt alle de løbere, men alligevel virkede det som om, det vigtigste i deres kollektive verden denne regnvåde søndag eftermiddag var at hjælpe disse sportsudøvere med at nå deres mål. Jeg blev helt smårørt på menneskehedens vegne.
Således ansporet til mere motion i det daglige tog jeg trappen op til anden sal, da jeg kom hjem (Hahaha, som om! Jeg tog selvfølgelig elevatoren. Men det i højt humør!)

 

 

Fodbold er trods alt bedre end fodkoldt …

20140517-233224.jpg

Det er lørdag aften, og min sofa er fuld af mænd, der ser fodbold. Eller det er måske kun min far og min mand. Jeg har stoppet fusserne ind under Jons ene lår, så selvom jeg keder mig lidt, fryser jeg i hvert fald ikke om tæerne.
Min far og hans kønne kone er på visit fra Als. Elke, som hun hedder, har stegt fugl til vores aftensmad (til min store tilfredshed), og jeg har netop fået uvant og imponerende konkurrence udi disciplinen ‘Tøm slikskålen’ af mit faderlige ophav.
I går var vi til konfirmation hos min kusines skidesøde søn i Rungsted Havns royale sejlklub.
Jo, da, selvom man er bondet født og kvajet opdraget, kan man godt være heldig at blive inviteret på bespisning i pæne rammer med udsigt nu og da.
Jeg var til fest i selvsamme sejlklub for tre år siden, da min onkel fyldte rundt, og mine øjne løb i vand af glæde, da jeg så, at bufetten bød på de samme vanvittigt lækre flødekartofler, som har været lagret i min maves erindring siden sidst.
Krapylerne klarede deres første familiefest med bravur. De sov pænt med hænderne over dynerne det meste af dagen.

I skrivende stund blunder de begge sødt i deres seng. De små englebørn sover altså 12 timer hver nat for tiden. Efter 8 timer beder de høfligt om en omgang i bar(m)en og lægger sig derefter atter lydigt til at sove. Jeg tør ikke vække hybris, så jeg siger ikke andet, end at vi nyder tingenes tilstand og er forberedt på, at intet varer evigt.

Forleden konfronterede én af de mest stilede piger, jeg kender, mig med, at mine unger måske ikke er de mest moderigtige babyer i verden. Hun påtalte, at jeg ikke har valgt nogen specifik stil i forhold til deres påklædning i det daglige. Nogle gange er de at opleve i én stilart, mens de dagen efter kan være klædt ganske anderledes.
Jeg må indrømme, at det vitterligt ikke er noget, jeg overhovedet har skænket en tanke. Vores små børns små garderober er sammensat af gaver, massekøb fra Den Blå Avis og enkelte fine sager, jeg ej kunne modstå på nettet. Det, der er stilen, er bare, at alt tøjet er i ordentlig stand, det holder ungerne varme, og så er det rent. Sådan nogenlunde.
Så nej, de har sgu nok ikke nogen stil. Den må de selv stå for, når de engang får lyst. Indtil Hugo selv kommer og beder om et strutskørt (som han helt sikkert nok skal få på forlangende), og Berta kræver et par specialsyede læderbukser, kommer de nok også til at deles om tøjet.

Apropos stil er der altså på mandag, jeg skal til ELLE Style Awards! Jeg glæder mig helt barnligt, men jeg er samtidig også en kende nervøs. Jeg har ikke gjort mig på de bonede gulve siden sidste år ved denne tid, så jeg håber sådan, jeg ikke kommer til at vælte noget, sige ‘Det sagde hun også i går…’ eller ‘Din mor!’ for mange gange under middagen eller rive hul i min Jesper Høvring-kjole. Og så håber jeg ved Gud grød ikke, at alle de andre er klædt i lange, mørke Gwyneth Paltrow-agtige aftenrober, når jeg nu kommer i perler og strut… Så kan jeg stå der og blomstre som hende, der gik på barsel, men for alt i verden ikke vil glemmes.

Således underholdt for en stund i blogland, mens mændene sad på magten i stuen. Jeg håber ikke, jeg har kedet jer. 😊
Nu vil jeg rulle mig sammen, kravle i seng og ønske alle jer andre en dejlig søndag. Jeg håber, den bliver fuld af sol, søde folk og ting, der smager dejligt!

Lidt om typer, du ikke bør date

Mit 'Jeg er klogere i bakspejlet'-selfie

Mit ‘Jeg er klogere i bakspejlet’-selfie

Man skal sgu passe på, hvem man dater! Det talte jeg lige med nogle af mine veninder om forleden.
Jeg gjorde lidt i nælderne, da jeg som 21-årig vårhare tog en 1-årig HH på Niels Brock på Frederiksberg. Jeg havde nemlig Erhvervsjura, og som led i undervisningen blev vi bedt om at gå ind i Byretten på Nytorv i København en onsdag eftermiddag kl. 14 og overvære en retssag. Bare en hvilken som helst én.

Jeg lover, at det var tilfældigt, men det viste sig altså, at den tiltalte i den retssag, jeg endte med at være tilskuer til, var herrelækker. Eller det synes min 21-årige, eventyrlystne rebel af en indre slut i hvert fald.
Det var kun meningen, at vi skulle se en enkelt dag af retssagen, bare for at se, hvordan den slags nu foregår, men jeg og et par andre duller fra min klasse kom igen dagen efter. Og dagen efter. Vi udgjorde et helt lille forskruet heppehold!
Anyway, jeg skal ikke kede jer med detaljer, men jeg nåede at have en affære med fyren, inden han røg i fængsel for det, han åbenbart var mega-skyldig i.

En anden type, det er bedst at undgå: Sin overbo.
Min gode veninde datede for nyligt sin overbo, og mens det stod på, var det verdens bedste deal. De er begge to arbejdsomme karriere-mennesker, men trods travlhed på jobbet, kunne man jo altid lige dele et kys, når man alligevel skulle ud med skraldet.
Problemet opstod så, da forholdet gik i stykker. Min veninde og hendes overbo har nemlig ens lejligheder, så i stedet for at ligge i ske, sover de nu nærmest i køjeseng – blot med et gulv/loft imellem sig. Hun har i ugerne efter deres brud udtrykt bekymring over hans generelle helbredstilstand, da hun har lagt øren til mange hosteanfald ved nattetide. Der er nemlig meget lydt i deres byggeri …
I går nat blev hun dog meget ufrivilligt vidne til en helt anden støj fra eks’en på 3. Han var åbenbart kommet sig over sin virus og havde nu inviteret et nyt damebekendtskab med ned under dynen. Og der lå min veninde så, blot uger efter sit breakup med stodderen, og kunne høre ham først varme op under damen og siden den taktfaste rytme, der efter succesfuld sweettalk ofte følger. Og til sidst faldt hun i søvn til deres pudesnak og tøsens (som vi mener må være formet som en kasse) fjantede post-bolleriske fnisen.
Tak for kaffe, det er ikke en tirsdag nat man ønsker sin værste fjende!
Min veninde er heldigvis iskold. Hendes eneste kommentar var “Men det er da et held, at jeg trods alt ikke behøvede at ligge vågen SÅ længe …”

HUUUUSK i øvrigt at komme forbi Elizabeth Arden-standen i Magasin imellem kl. 17 og 19 og shop med rabat, få gaver, krammer og gratis ansigtsbehandling! ❤️

Louboutin, knækkede lemmer og dåbs-kompromisser

Berta <3

Berta ❤

Mine fødder har genfundet deres rette størrelse. Jeg passer atter en str. 37,5!
Nuvel, jeg har faktisk stadig lidt vand i benene, så i de forkerte sandaler KAN mine fusser godt minde lidt om skinke. Men længden passer! Og væskeophobningerne MÅ sgu da snart fucke af.
Derfor takkede jeg “Ja, ja, åh, Gud, JAAAAAAH”, da jeg modtog en invitation til kollektionssalg hos Louboutin. Jeg så desværre først mailen sidst på dagen, så jeg gik glip af det helt store udvalg, men jeg lykkedes med at få grabberne i et par fantastiske, højhælede sandaler, som jeg længe har lavet trutmund til på nettet, men ikke haft råd til. Se dem her.
Nu er de mine, og det eneste, der mangler, er at jeg generobrer evnen til at gå i stiletter. Og dét snapt, da ELLE Style Awards altså er på mandag!

I dag skal både jeg og ungerne til kiropraktor. Jeg skal have knækket kroppen på plads efter at have båret dem, og de skal have mini-nakkemassager for det samme. Jeg fik min første behandling i sidste uge, og jeg har aldrig prøvet det tidligere.
Da Kamilla Holst, som vores smukke behandler hedder, knækkede først min ryg, så min nakke, min lænd og mit bækken, lød det, som når man lader al sin aggression gå ud over en boblekuvert! Helt crazy. Og bagefter havde jeg det meget bedre!

Og så er jagten gået ind på dåbskjoler, hvilket ikke er nogen helt let opgave.
Barylerne skal døbes på Jons og min 1-års bryllupsdag d. 15. juni hos min familie på Als. Det bliver kun de allernærmeste slægtninge som gæster, og jeg har bestilt solskin og grillpølser til bagefter, så jeg glæder mig helt tumpet.
Jon synes, det var drag-agtigt, at Hugo skulle i kjole på dagen, men jeg synes, at de ville ligne et incestuøst bette brudepar, hvis vi klædte Berta i lang, hvid kjole og Hugo i bukser og hvad man eller kan få, der minder om en skjorte til én, der vejer 5 kilo.
Så kompromisset bliver, at begge unger bærer dåbskjole. Og indenunder har Hugo så en lillebitte bodystocking med Manchester Uniteds logo på. Bum! Everybody wins!

Forresten er der sket noget vildt!
Jeg er blevet nomineret i kategorien ‘Bedste Blog’ til Børn I Byen-prisen, og jeg er oppe imod nogle ordentlige sværvægtere!
Man kan stemme på én af os her! Fell very free! 😊

Og så er det i morgen, jeg er vært ved et lille event i Magasin fra kl. 17 – 19. Please drop by! Tilmelding er ikke bydende nødvendigt.
Desuden har jeg opdateret BADEVÆRELSET.