Søndag med Nutella, manicure og medmenneskelighed …

Fødselsdagskurv fra Nutella. Tillykke til MIG, sgu da!

Fødselsdagskurv fra Nutella. Tillykke til MIG, sgu da!

I går startede dagen med, at jeg vågnede kl. 9.15 helt tummelumsk ved, at det ringede på døren. Ungerne sov som gymnasieelever efter Roskilde Festival, og det havde de såmænd gjort siden kl. 22 den foregående aften kun afbrudt af en kort spisepause kl. 6.30. Synkront.
Jeg ved det, det er skide-unfair. Og jeg skal baaaare vente mig, det skal nok blive værre. Det siger folk. Pudsigt, for hvis det var gået dårligt, havde de sagt “Baaaare vent, det skak nok blive bedre”.
Men jeg gider ikke “bare vent’e” på noget som helst! Jeg forbeholder mig retten til at nyde min og mine krapylers nattesøvn lige nu, hvor vi får den så sødeligt. Slut, prut, finale! 😊

Nåh, men videre med historien. Udenfor min hoveddør stod en yndig pige, som smilende overbragte mig en stor kurv fuld af fortræffeligheder. Her var både en stor buket blomster, et italiensk filonebrød, friskpresset appelsinjuice, friskristet kaffe, ananas og selvfølgelig Nutella! I går var det nemlig (åbenbart) Nutellas 50 års fødselsdag, og hvem mere passende at invitere til at deltage i fejringen heraf end undertegnede? Det er satme kløgtig PR!
Min far og hans kone, som endnu var på besøg, kunne slet ikke forstå begrebet med, at fremmede mennesker sådan skænkede os lækkerier til døren. “Når jeg fortæller det her til mine veninder, tror de, jeg lyver”, bedyrede Elke.
Efter morgenmaden drog jeg til Frederiksberg sans kids for at deltage i opdulningen forud for ELLE Style Awards sammen med mine ELLE-kolleger. Det var et helt lille blogger-træf, da min skidedygtige digitalassistent på ELLE og IN er Cecilie Rubini (i visse kredse kendt som Sneglcille), mens min barselsvikar, som har ansvaret for de to sites i det næste års tid, mens jeg skifter ble, er Laura, som blogger under navnet StyleJunkie.
Cecilie og jeg deler en stor og tung kærlighed for tysk chokolade og gin/tonic, men denne formiddag “nøjedes” vi med manicure, fiksning af bryn og spraytan.

Nu med nude negle.

Nu med nude negle.

Jeg sprang dog spraymalingen over i frygt for at give den videre til Hugo og Berta, når de ligger og sovser rundt i mælk op ad nymalet hud, når jeg ammer dem. Ville sgu være ærgerligt, hvis de skulle drible rundt med hver deres lille Lundin-face, fordi mor skal i byen!
Da jeg efter traktementet til fods atter bevægede mig mod Vestergade og min nærmeste familie, kom regnen. Og ude i den stæsede marathonløberne rundt. Jeg trak lidt på smilebåndet og tænkte “Gå dog hjem i tørvejr og smæk benene op!”
Men mit indre humør skiftede, da jeg kom ned til Vestergade, hvor en hel delegation af løbere netop drejede om hjørnet. Fortovet langs ruten var pakket af våde mennesker, som med allerstørste entusiasme stod i regnet og vild-vold-heppede på disse fremmede løbende. Og de lagde denondenlyneme kræfter bag! “Kom såååå, min ven! Kom så det sidste! I er seje! Det ser pissegodt ud!”
Alle de mennesker kan ikke allesammen have kendt alle de løbere, men alligevel virkede det som om, det vigtigste i deres kollektive verden denne regnvåde søndag eftermiddag var at hjælpe disse sportsudøvere med at nå deres mål. Jeg blev helt smårørt på menneskehedens vegne.
Således ansporet til mere motion i det daglige tog jeg trappen op til anden sal, da jeg kom hjem (Hahaha, som om! Jeg tog selvfølgelig elevatoren. Men det i højt humør!)

 

 

18 comments

  1. Haha, det er i orden . Im not the only one – som bliver rørt af sådan noget. Heppede selv (dog ikke i regnen) på flere venner som løb – og det der med al den heppen rørte mig helt voldsomt. Tak for solbriller og larm i form af klap så ingen opdager at jeg der står og småtuder. Hormonerne er jo helt gak og så er jeg ikke engang gravid 😀

  2. Så sidder jeg her med mine to vidunderlige “krapyler” – imorgen er det allerede tre uger siden de kom til verden og Gud hvor er det bare f….. fantastisk…
    Tak fordi jeg igen igen sidder med et stort smil på læben – godt bænket i sofaen med mine to vidundere og lidt morgentv 😉God mandag MM..

    1. Tusind tillykke, Trine! Hvor er det vildt!
      Mine er snart tre måneder, og det er først nu, jeg begynder at fatte det. 😊
      Hyg dig med dine krapyler! Stort knus! ❤️

  3. Mit barn har sovet igennem siden hun var 4 mdr nu er hun snart 2 og gør det endnu, de eneste undtagelser har været under sygdom. Alle gik hele tiden og sagde “bare vent…” med et lurvet smil. Helt ærligt så tror jeg bare at (nogle) mennesker har tildens til at ha’ svært ved at glæde sig over andres søvn lykke! At ha’ børn skal jo helst ikke være nemt. ;-P
    Det var bare det jeg lige ville tilføje! Såååå god fest til hest eller… bare fest 🙂

  4. Hvor har du bare ret! Jeg er selv velsignet med den dejligste lille dreng (sorry Hugo – du er en liiige i hælene på ham ;-)) på syv uger, som er indehaver af et fantastisk sovehjerte. Jeg nyder det, og han nyder det, men alle, vi fortæller om det, kan slet ikke vente med at fortælle os, at det selvfølgelig ikke bliver ved og “bare vent!” Ikke noget med at nyde det, eller “hvor er det dejligt for jer.” Men hvad f… skal jeg bruge det til?! Som om jeg gider gå og bekymre mig over, om det mon ændrer sig på et tidspunkt. Man kan jo alligevel ikke sove på forskud – og så er der jo ingen der ved, om det vender, så hvorfor tage sorgerne på forskud…? Nyd at dine fantastiske unger sover – det er da for dejligt 🙂

    Og så selvfølgelig tak til dig for en skøn skøn blog! Det er en gave at følge med i jeres dejlige babyboble 🙂

  5. Min datter er 13 mdr. Hun har sovet igennem fra hun var 8 uger og herhjemme er nattesøvnen stadigvæk 11-13 timer hver nat. Hun har generelt bare været nem og alle siger hele tiden til os, at vi ikke ved, hvad det vil sige at have små børn. Da hun startede i dagpleje gik det fantastisk fra første dag. Hun er mere sur, når hun skal hjem og slår tit på døren for at komme ind igen. Folk har også travlt med at sige bare vent til

  6. HAHAHHAHAAHHAHAHA! Den med elevatoren til sidst! Det havde jeg også gjort! Faktisk var jeg så ellevild over at flytte i bygning med elevator for nogle måneder siden, at det på ingen måde havde strejfet mig at der også er trapper, før nogle gæster sagde at de havde taget dem op. På fjerde sal. “Satme dumt!”, tænkte jeg, men dem om det 😉

  7. Tak for endnu et skønt indlæg! Jeg storsmiler og har enormt meget lyst til Nutella nu, men det eneste, det rippede køleskab står på, er kødsovs fra igår og en slatten broccoli. Hurra..

    Jeg bor selv på Islands Brygge, hvor løbet igår både startede og sluttede (så vidt jeg har forstået i hvert fald – jeg løb under alle omstændigheder ikke med i det vejr), og jubelskrigene og trommerytmerne var så høje og intense i timevis, at jeg nærmest måtte sætte eksamenslæsningen på standby. Ville have ønsket, at det var mig, de havde heppet på, men som du også siger, får man lige lidt mere tillid til sine fremmede medmennesker i sådan en situation. Det er godt gået.

  8. Jeg var selv en af dem, der heppede til der ikke var mere stemme tilbage og der ikke var ét eneste stykke tørt tøj på min krop. Det var det fedeste at stå på Dr. Louises Bro i 7 stive timer med konfettikanoner og andet gejl og se smilene på de ellers forpinte ansigter, når man råbte folks navne og heppede dem frem i regnen 🙂

  9. He he he, Den med elevatoren er god – pt. bor jeg på 19 sal og har i et svagt øjeblik overvejet at tage trappen meeeen nej, der gik en måned før jeg faktisk fandt trappen.

  10. Måske var det hormonrester fra min graviditet (næppe), alkoholen fra aftenen før (mere sandsyligt) eller bare mit helt eget let sentimentale jeg, der gjorde, at jeg, med fugtige øjne, stod under Langebro og ventede på at se min lillebror løbe forbi i søndags. Jeg endte med at cykle et stykke rundt på ruten efter ham, da han vist mødte muren (en absurd langstrakt mur), og jeg mindes svagt, at jeg på et tidspunkt temmelig tæt på mål, grådkvalt fik råbt til en dame, der vrissede af mig – “Men det er for fanden min lillebror….”. Sikkert ikke et særlig kønt syn…

  11. Min datter sov igennem fra hun var en måned (dvs fra ca 23 – 7 eller 8, uden mad!!) og da hun var 3-4 måneder blev det til 20- 7 hver nat da hun var præcis 6 måneder vågnede hun flere gange en nat, men allerede natten efter prøvede jeg at give hende en sut (det havde hun ikke villet have før) og det hjalp
    – siden da har hun sovet igennem altid, bortset fra ved sygdom, vokseværk og sjældne mareridt og nu er hun 7 år
    så det der med at det bliver værre – lad være med at høre på det, det kan være du bare er ligeså heldig som jeg var 🙂

  12. Send gerne søvn my way!
    Tvillinger på fem uger der vågner natten igennem og en dreng på 1 1/2 der står op kl 6. Havde jeg bare “kun” haft den lette del…tvillinger hæhæ.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s