Interview med min mayn, Jon Lei Lange

Ma baby-daddy!

Ma baby-daddy!

Jeg havde ikke rigtigt tænkt planen helt til ende, da jeg foreslog et Jon-interview her på bloggen. Jeg skulle hilse og sige, at det er pænt svært at interviewe sin kæreste – især når de fleste af spørgsmålene handler om én selv.
Og så kan det jo altså godt være, at I ville have fået nogle mere sandfærdige svar ud af den gode Mr. Lei Lange, hvis redaktøren på den spørgende skrivelse ikke havde været hans helt egen kone… 🙂

Anyway! Vi gik alle spørgsmålene igennem og har censureret en lille smule i dem. Det er jo den frihed, man kan tage sig, gudskelov. Jeg har valgt at gøre det til en ‘spørgsmål/svar’-kinda thing, så jeg selv er sovset så lidt ind i det som muligt (som om!). 😉 Min egne kommentarer (jeg kan jo for helvede ikke holde kæft. Ikke engang på skrift!) er dem i parenteserne.

Okay, here goes:

Hvad faldt du for ved Mette Marie? (FEDT, spørgsmål!!)
Da må jeg nok sige hendes åbenhed og appetit på livet. Hun er et af de sejeste mennesker,  jeg nogensinde har mødt. Og så ser hun verden på en måde som om, alt er muligt. Det gør livet større for mig. (Godt svar, hvis jeg må have lov at blande mig …)

Hvis du skulle sammenligne din kone med en kendis, hvem skulle det så være?
Emma Stone! En uforfængelighed og en insisteren på at have det sjovt. Emma Stone minder mig om MM i den scene, hvor Ryan Gosling smider trøjen i ‘Crazy Stupid Love’, hvor hun siger, han er photoshopped. Sådan er hun nemlig – også når hun ikke har drukket. (Det var mig, der tvang Jon til at se den film. Den er jo genial, altså. Og hvis jeg ikke var så godt gift, skulle Gosling altså ikke løbe mange gange rundt om min seng, inden jeg spændte ben for ham!)

Hvad skulle Hugo og Berta hedde, hvis de ikke skulle hedde Hugo og Berta?
Berta skulle hedde Hannah, Sally eller Anna. Forleden talte vi faktisk om, hvordan det ville være, hvis Hugo nu hed Max … Men han har faktisk heddet Hugo, siden vi så ham på første scanningsbillede, så han kan bare ikke hedde andet. (Jeg legede faktisk med tanken om navnene Geo eller Uffe, men det kunne Jon overhovedet ikke tage seriøst).

Skrønen fars pige/mors dreng, sandt eller falsk?
Med fare for en dag at skulle æde mine ord i mig igen, er jeg nødt til at svare ‘falsk’. Men lur mig, om der ikke også kommer et særligt far/søn og et mor/datter-forhold, selvom jeg altid har synes, det var ret maskulint at få en datter. Nogle af de ting, jeg oplever med Hugo, kan jeg kende mig selv i, og samtidig kan jeg også se mig selv i Berta, så jeg synes ikke, man kan sige, at jeg er mere knyttet til den ene end den anden.

Har du et godt råd til andre fædre/kommende fædre?
 Jeg har opdaget, at man skal lade være med at være så bange for, om man kan det hele fra starten. Der er så meget af det, man skal kunne, der viser sig at ligge på rygraden, og det kommer op til overfladen, når det skal bruges. Og vær ikke bange for, om du elsker barnet nok eller er en god far eller andre klicheer, for ligesom med alle andre forandringer, tager det virkelig tid at vænne sig til at få børn! Så længe du sætter alt ind på at gøre det godt, så gør du det på din måde, og det er det rigtige og godt nok. Og tag imod alle velmenende råd – men husk kun dem, du kan bruge til noget.
Og stol på dig selv! Der er ikke noget i verden, der giver større tillid til dig selv end at blive far. (Jeg vil godt indskyde et ‘ditto’ på det hele i forhold til at blive mor, faktisk!)

Hvad er den mest irriterende mor-ting, MM gør? (Uuuh, spændende!)
Nu skal jeg jo passe på, for det er jo hende, der interviewer mig… (That’s right!)
Hun er generelt mere bekymret for, om ungerne har det godt, end jeg er. Hun pylrer nok mere. Men jeg kan ikke rigtigt være irriteret, for det handler jo om vores ungers sikkerhed.
Og nåh, jo, så er hun begyndt at lyde som min mor, når vi kører bil! Hun siger sådan en hvislende lyd, trækker luft ind imellem tænderne, hvis jeg kommer til at køre lidt for hurtigt rundt i et sving eller gasser for hurtigt op. (Ehm…. Welll….)

Hvad er din holdning til at lægge billeder af sine børn op på blogs og sociale medier?
Inden ungerne blev født, var vi faktisk enige om, at det skulle der ikke være for meget af. Her bagefter er man pludselig bare så stolt og vil gerne prale af sine lækre unger. Så nu er vi pludselig selv blevet en del af den kultur af folk, der spammer andre med deres afkom. Jeg kan stadig blive vildt irriteret, når jeg synes, andre lægger for mange billeder op af deres børn. Men jeg gør det jo selv …

På en skala fra 1 til 10, hvor dejligt er det så at have muligheden for at være så meget sammen med Hugo og Berta (og MM) her de første måneder af deres liv?
10! (That one’s easy!)

Hvad har været den fedeste rolle for dig at spille? 
Jeg har mere end én yndlingsrolle, vil jeg sige. Nu har jeg netop spillet (en meget gay udgave af …) Kong Ludvig d. 13. i De Tre Musketerer, og det er altså den bedste rolle, jeg har haft på teater endnu. (Stykket bliver i øvrigt sat op på Østre Gasværk til efteråret igen – tjek det!) Og på film er de fedeste nok de roller, jeg har haft i udlandet. Jeg har spillet med i en amerikansk film, som hedder ‘I’ll Come Running’ og sidste sommer lavede jeg en actionfilm i Mexico med en spansk instruktør. Når jeg er i udlandet, tvinges jeg til at arbejde på en ny måde, og så er det selvfølgelig kombineret med at rejse, som jeg også elsker. Desuden har ‘Midsommer’ en særlig plads i mit hjerte, da det var min første film. Den, der satte det hele i gang. (Til de, der ikke har set Midsommer: Gør det lige. Den er altså ret god. Og scary.)

Og hvad er drømmerollen?
På teatret er der en lang række Shakespeare-roller, jeg gerne vil spille, for eksempel Hamlet og Richard d. 3. Og på film drømmer jeg om at skyde med pistoler i Hollywood.

Hvornår har du allermest lyst til at pakke sydfrugterne og drage med gutterne til Old Trafford?
Når der er lokal-derby mod Manchester City. (Der er sgu så meget, kvinder ikke forstår …)

De 5 sygeste facts om MM, som I ikke vidste i forvejen.
1. Hun åbner ikke sine rudekuverter. Det må jeg gøre. (True. True.)
2. Hun er sygt god til Upwords! (Ja, jeg er! Det er det eneste spil, jeg kan slå min sygt kloge svigermor i. Hvis I ikke kender spillet, så er det sgu synd for jer, for det er vildt sjovt!)
3. Hun holdt kun til 10 minutter af Starwars-trilogien. (That.shit.was.boring.)
4. Hun er det socialt modigeste menneske, jeg kender. (Det er ikke altid et plus …)
5. Hun virker som om, hun faktisk er lidt stolt af, at hun er god til at spille blokfløjte. (Michala Petri har ikke fløjtet forgæves!)

Hvorfor holder du med Manchester United, hvem er din yndlingsspiller, og hvad er dit bedste fodboldminde?
Min fodboldkærlighed blev vakt under EM92, så det er mit bedste fodboldminde. At sidde på Samsø i mormors stue og se Danmark banke de onde tyskere. Da Schmeichel var turneringens bedste spiller, og han til dagligt spillede for United, kunne det ikke være anderledes, jeg blev genfødt som United-fan. Jeg har fulgt dem siden da med svingende intensitet, og yndlingsspilleren er Cantona for gamle dage og Rooney nu. Og jeg håber stadig, at Ronaldo vender hjem! (Motherfucking GAB!)

Hvordan vil du beskrive dengang, I mødte hinanden? (Genialt spørgsmål!)
Det startede med, at produceren på min seneste film spurgte, om jeg ville på date med en af hans veninder og sendte et billede. Jeg har før haft dårlige oplevelser med blind dates, så jeg var ikke lige den travleste kanin i skoven. Men hun var både smuk og entreprænant, så efter et par virtuelle dansetrin, gik jeg med til at mødes og lavede et håbløst uromantisk move og hev hende med i biffen på en ellers solbeskinnet forårsdag. (Seriøst! Klokken var 12, og der var 25 grader!)
Der var kemi fra starten, men det var efter filmen, da vi spiste en sandwich ved kanalen i København, at den sande MM åbenbarede sig for mig. Ugen efter inviterede hun sig selv på pizza i Odense, hvor jeg dengang boede i en ydmyg studenterhybel, og siden har jeg ikke set mig tilbage. Tværtimod! (Awwww…. <3)

Hvad var din reaktion, da I fandt ud af, at der var tvillinger på vej?
Vantro – og så udelt begejstring! Jeg har ikke været nervøs på noget tidspunkt. Jeg synes, det er så sejt.

Hvis alt går efter dit hoved, hvor er familien Lange så om 10 år? (Familien LEI Lange, om jeg må be’!)
Efter mit hoved er vi om ti år “bi-coastal”. Så har vi et hjem i Danmark, en base, hvor alt udgår fra, og så arbejder jeg både hjemme og i udlandet. Hollywood er helt klart en del af drømmen, men som nybagt tvillingefar skal jeg lige nævne, at alt ændrer sig hver dag, og det er spændende. (Jeg tror sgu godt, man kan blogge fra Hollywood!)

Hvordan blev du skuespiller?
Efter et halvt år på Rødkilde Teaterhøjskole tog jeg til København og begyndte at sende mit CV ud til castere. Efter et lille år fik jeg min første rolle i filmen Midsommer, som heldigvis åbnede nogle døre for mig efterfølgende. Jeg søgte løbende optagelse på teaterskolerne, og samtidig fik jeg mere og mere at lave, og jeg var faktisk ret meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle blive ved med at søge ind på uddannelsen eller bare arbejde videre som autodidakt. Men da jeg blev optaget på Odense Skuespillerskole, føltes det rigtigt, og der havde jeg fire gode, hårde, selvransagende, navlepillende og voldsomt udviklende år, som jeg ikke vil bytte for noget. Jeg er en helt anden skuespiller her på den anden side af skolen, og det håber jeg er en god ting.

Det var sgu alt for denne gang! Jeg udbringer en tak og et trefoldigt leve for min baby-daddy og håber, I kunne lide, hvad I læste.
Han har heldigvis ikke sagt noget, der har fået mig til at fortryde … 😉

Man kan følge Jon på Instagram (@jon_lange), hvis man vil.
Og så er der i øvrigt nyt under kategorien TWINS!

Hav en dejlig onsdag!

20 comments

  1. Den der lyd ifm. kørsel har jeg altid mobbet min Mor med. Indtil jeg selv blev mor – min mand HADER den også 😉
    Jon lyder som en prægtig mand!

  2. Mega fedt interview! Det lyder som om du har fundet dig en skøn mand! ❤ Elsker dine små kommentarer. 😀

  3. Aaaaaarh hvor er i dog SØDE! ELSKER din blog 🙂 Og grine højlydt på læsesalen over ‘Hun virker som om, hun faktisk er lidt stolt af, at hun er god til at spille blokfløjte’ (og gør det igen nu mens jeg skriver kommentaren)! Bliv endelig ved med at ‘spamme os’ med billeder af jeres søde børn 😉

  4. Haha, elsker din kommentar til det med fodbold! (“Motherfucking GAB!”) Jeg følger selv intenst med i engelsk fodbold, men det var bare spot on, det med den ubegribelig kedsomhed det kan være for ikke-interessede! Du skriver så pisse godt, I love it.

  5. Det fedeste var hel klart dine side-kommentarer 😂😄 din skønne måde at skrive på får altid et grin eller smil på mine læber!!!

    Btw, så blev jeg nysgerrig omkring goodiebags og da jeg søgte på Google kom der en artikel frem som du havde skrevet – og nu er jeg endnu mere vild efter at skulle prøve! 😊

  6. Du er for skæg 😀
    P.S. Hvem fanden gider også åbne rudekuverter? Man ved jo på forhånd at det er noget lort der ligger derinde. Hvem har måske sidst fået en god nyhed i en rudekuvert?

  7. Star Wars er kun for nørder (seriøst!) ej pjat… Nej, Sex and the City, det ved man hvad er! DET er en film og en serie man kan se om og om igen…

  8. Fedt interview! Jeg er en af dem som har set Midsommer et uendeligt antal gange, og jeg elsker den stadig. Det er allerede en klassiker i min bog, og din mand spiller i øvrigt virkelig godt i den 😉 Jeg er dog helt med dig ift Star Wars, den hype kommer jeg altså aldrig til at forstå!
    – Marianne

  9. Pingback: Sneglcille

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s