Stokroser, fiskefilet og Molscher

20140722-182156-66116350.jpg
Okay, hvor er Ebeltoft dog en fin by!
I dag fik Jon og jeg lidt ø-kuller i sommerhuset herude i Mols Bjerge, så vi proppede barylerne i Ford’en og tøffede ind til Ebeltoft for at spise noget frokost.
Nu er jeg ganske vist også sygt billigt til salg for bindingsværk og stokroser, så man skal ikke være nogen lektor i matematik (hvis man da kender Ebeltoft) for at regne ud, at jeg blev ramt i knæhaserne og sendt i sænk hurtigere, end en Louboutin-butik bliver tømt på første udsalgsdag.
Vi gik en tur ned ad det, jeg gætter på er gågaden, og jeg regnede med at løbe tør for oldschool byggestil ret hurtigt, men de fintkalkede huse med de småsprossede vinduer blev bare ved!
Vi løftede Bugaboo’en op ad trappen på en restaurant ved navn ‘Mellem Jyder’ (det kunne jeg sgu ikke stå for). Her kom vi til at dele bord med et par, som var bedsteforældre til tvillinger, så vi fandt en del fælles interesser at tale om.
Til frokost spiste vi os igennem hver vor udmærkede og panerede rødspættefilet, som blev vores for bare 59 kr. pr. styk! Den var ikke gået i København.
Jeg havde mit hjerte sat på en portion pandekager med is, men da fiskene var sat til livs, vågnede ungerne og delte deres utilfredshed med at være hensat til at ligge dér på skjoldet, så vi talte vores velsignelser og satte kurs mod bilen. Gåturen over de mange brosten lullede imidlertid søvnen frem igen, så jeg nåede lige at købe fem frisklavede slikkepinde til blot en femmer stykket hos Mols Bolscher. Som jeg i øvrigt mener burde hedde ‘Molscher’!
I aften står den på lammekølle på grill i selskab med resten af selskabet her i sommerhuset, som består af min far og hans kone, min søster og min papsøster. Som slet og ret går under tilnavnet ‘Pap’.
I morgen har vi tænkt os, Jon og jeg, that is, at tage ind til Ebeltoft og spise en middag, når krapylerne er faldet i søvn kl. 20, mens mit bagland holder vagt.
Jeg fornemmer jo på min Instagram, at nogle af bloggens læsere har til huse på disse kanter, så måske nogen har et forslag til, hvor det kunne gå for sig?
Det må godt være sådan lidt lækkert. Det er ikke så tit, vi forlader ungerne begge to på samme tid, så den skal også have, hvad den kan trække, de par timer. Tips modtages med kyshånd! 😊

13 comments

  1. I skal da på Molskroen 🙂
    Molskroens gourmetrestaurant er lækker, lækker, lækker og pænt pricy.
    Herudover er der Molskroen Strandhotel som er åbnet her i 2014 med to restauranter: et brasserie og Hereford.

  2. Restaurant støvlen, mener jeg den hedder. Sygt godt. Ligger i samme del af gågaden som mellem jyder og det gamle rådhus.

    Brunch anbefales på glascafeen. Ligger ved vandet sammen m glasmuseet. Gå også en tur på skudehavnen. Så hyggeligt og m fiskerøgerier og glaspusteri

    Enjoy

    Store is fås bedst hos kræmmerhuset. I den anden gågade

  3. Jeg var på Den Skæve Kro i sidste uge og fejre min fødselsdag. De har nogle menuer, hvor man kan få 3 retter for ca. 150 og ca. 250. Lækker mad!

    Kan også anbefale strandkroen ved Lyngsbæk strand. Bøf bearnaise! Olli laver bearnaisesauce fra bunden, det findes ikke bedre!

  4. Hyttefadet på havnen! Lækkert sommersted og en af mine egne favoritter ( er djurslænder).
    Molskroen er også fin, men også langt mere fancy, så hvis man er til mere afslappet romantisk stemning er hyttefadet mit bedste bud.
    Fortsat god ferie i det jyske:)

  5. Jeg bliver sygt starstruck over, at du befinder dig i MIN by. Ej men altså – jeg er nærmest glad for, at jeg ikke har set dig, for jeg ville da slet ikke turde at sige hej. Jeg bor ellers lige midt i det hele, I har nok gået lige forbi mit hus idag, men man glemmer næsten charmen ved brosten og stokroser, når det er lige udenfor ens fordør, så det er egentlig dejligt at blive mindet om. Caféen på Fregatten (der har seperat indgang, så man ikke skal betale entre) er sygt lækker, der er rigtig god mad og virkelig pæn udsigt!

  6. Tak for verdens sjoveste og bedste blog! Jeg er fan!

    I skal sku da selvfølgelig på MOLSKROEN!!!

    Alt godt fra mig til jer alle 4!

  7. Uh, min by også 😉
    Tag på restaurant Nils.
    De har den hyggeligste gårdhave, hvor der både er plads i sol og skygge. God betjening, god mad og så skal man ikke vente evigheder på maden.
    Der er sjove skilte i gårdhaven, så der lover jeg dig du får et godt grin.
    Rigtig god fornøjelse 🙂

  8. Kæft det ser hyggeligt ud!! Og hvor det bare lyder skønt! Jeg har aldrig selv bevæget mig meget på de kanter men ved min kærestes bedsteforældre har et sommerhus i området så kan da være man burde smutte forbi en dag! 😀 Godt tip!

  9. Synes det er lidt sjovt, at du er landet i Ebeltoft. Jeg sad på restaurant i Ebeltoft i sidste uge og underholdte med dine blogindlæg. Det har jeg vist skrevet før! Pudsigt, i al fald.

    Udover smagsoplevelser så er glasmuseet et besøg værd – man kan på udvalgte dage komme i deres værksted og få støbt et aftryk af sin fod,hånd, selvsagt også baby-kropsdele, hvis man er typen der ønsker at forevige babyfødder.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s