Måned: juli 2014

Dejarme, P-tærter samt flad mave og ditto mås

20140720-201817-73097396.jpgI går skrev Caroline bag bloggen Tankeskrald.dk til mig og bad mig sætte et par ord på mit forhold til min krop.
Jeg har tidligere været inde på netop dét i et indlæg omhandlende sivtynde (16-årige) modeller, nyopgravede kartofler og Coca-Cola her.

Men det, jeg svarede Caroline, var:
Hmm… Altså jeg tænker ikke sygt meget over min krop i det daglige. Jeg har altid været relativt slank og ikke behøvet passe særligt på, hvad jeg spiser.
I dag vejer jeg 10 kilo mere, end jeg gjorde for 4 år siden, og jeg kan ærligt talt nærmest ikke se det. Jeg passer stadig stort set det samme tøj, og ja, jeg har fået en flad røv, bløde arme og appelsinhud efter min graviditet, men hvis jeg skulle af med det, ville jeg skulle knokle, og jeg hader at træne, så det er ikke det værd for mig. Den øgede livskvalitet, jeg ville få af højere mås og fastere lår, ville jeg sætte til på vejen dertil.
Inden jeg spiser en plade RitterSport spørger jeg nogle gange mig selv: “Er det der værd?” og svaret er ALTID: “Ja!”

Jeg er på ingen måde ‘Love yourself’-cruisader. Jeg kan snildt nikke genkendende til den saying, at alle kvinder har fem kilo, de gerne vil af med. Hvis jeg kunne photoshoppe reallife-versionen af yours truly, ville jeg på stående fod vide præcis, hvor jeg skulle starte.
Men jeg har aldrig synes, problemet var stort nok til, at jeg gad gøre noget ved det, og så er jeg personligt af den mening, at så skal man knytte sylten.
Lidt ligesom med tømmermænd. Hvis man selv er ude om sin hovedpine, mister man retten til at brokke sig, og hvis man (som jeg) ikke gider løbe ture og stoppe med at æde P-tærter, så skal man holde sin bøtte om, hvor træt, man er af sin mås og sine dejarme.
Min mås er flad, men ikke flad nok til, at jeg kan tage mig sammen til at gøre noget ved det.
Forleden spurgte en bloglæser, hvordan jeg får mine korte ben til at se lange ud. Jeg havde lidt lyst til at svare, at i stedet for at koncentrere mig om mine korte ben, vil jeg langt hellere (og anbefale hende, nu hun spørger, at) finde noget, jeg GODT kan lide, og så bruge energien på det.
For eksempel er min mave også flad, hvilket jo er en god ting. Og mit hår er pænt, synes jeg! Og når det kun er 5-10 kilo, man har “for meget” (for hvem bestemmer, hvor meget for meget er?), så er det sgu synd at bruge de unge år på at ærgre sig over det, for så som gammel at se på billederne og ærgre sig over den ærgrelse, for værre var det sgu da heller ikke.
Derfor synes jeg, at de, der virkelig er utilfredse med deres kroppe, skal gøre noget ved det. Og resten af os, som bare sådan er feminint selvkritiske, skal stikke piben ind og tænke på noget andet. Jo mindre scenetid, vi giver den selvkritik, des mindre fylder den.

Læs Carolines indlæg på Tankeskrald.dk, som ligger til grund for denne søndags-slanke-tanke. 😊

<a

Psssst: Følg også gerne med på Instagram, hvis det er! @mmleilange
😜👍

Opsang til singlerne – helt for egen regning, i øvrigt

20140718-234844-85724296.jpgJeg kom lige til at tænke på noget, jeg godt kunne tænke mig at skrive om, i går eftermiddag.
Der var nemlig en læser, der kommenterede mit indlæg fra i søndags, som handlede om min tøsemiddag med mine to veninder, hvor jeg under påvirkning af en formidabel flaske cava opfordrede en fremmed 25-årig fødselar til at sige sit job op og ikke lave andet end at kaste sig i grams fra nu, til hun fylder 30.
Den flinke læser roste mit forslag til pigen og udbad sig andre tips til, hvordan man fordriver tiden der midten af tyverne.
Jeg var single det meste af mine egne tyvere (og nej, jeg knaldede ikke alt med en puls. Alt med måde, mine damer! 😉), indtil jeg mødte Jon klokken 29.55, og de år var nogle af de bedste i mit liv.
Don’t get me wrong, jeg motherfucking ELSKER at være gift, og krapylernes entré i (min) verden er det sygeste pis! Men jeg var satme også god til at være single!
Ikke hele tiden, selvfølgelig, jeg havde nogle lorte-single-år i tiden, før jeg mødte min ekskæreste, som jeg så flyttede fra igen, da jeg var 27, og så aftalte jeg med mig selv, at jeg satme ikke gad bruge mere tid på at have nedtur over at være single.
Jeg besluttede mig for at tro på, at jeg sgu da var et catch, så selvfølgelig skulle jeg nok gøre mig et godt parti some day, så hele den der tvivl røg ud til højre.
Den første tradition, jeg indførte, var søndags-single-biftur. Jeg boede lige ved Empire Bio, så kl. 20, når biffen var mest fuld af par, puttede jeg mine lammeskinds-futsko i en pose og traskede ind og bad om en enkeltbillet. Hvis der var plads, satte jeg mig på snaverækken, bare fordi. Her sad jeg så i morgensko (og nogle gange med en lille, medbragt uldplaid) og åd bland-selv-slik fra ham, den billige, i Elmegade.
En anden helligdag var lørdag dag. Åh, at fordrive lørdagen med først at gøre hytten ren (jeg boede på 42 kvm, det kunne klares på 4 minutter med en vådserviet og en håndevending), købe blomster og lækker frokost og derefter tænde stearinlys (hvis det regnede, altså) smide mig i sofaen og se en film – velvidende at alle mine barn-fagre veninder brugte tiden på alt muligt usexet som at stå og fryse på en legeplads, mens deres yngel skreg “Seee miiiig nuuuu, moooaaaar!!” eller sad til frokost med mandens røvsyge fætter og hans kedelige kone og ustyrlige unger og sikkert drømte om en dag som min.
Da jeg i et halvt år boede sammen med min veninde, Tine, praktiserede vi også Optimistisk Onsdag. Læs mere om det i dette indlæg.

Desuden kan jeg virkelig anbefale at bruge sine singleår på at gøre ting, man fortryder. De der nætter, som efterfølges af de der dage, hvor hukommelsen langsomt kommer snigende og med sig slæber en ubændig trang til løbende henover dagen at banke hovedet ind i den nærmeste murstensvæg, mens man stikker sig selv dummeflade og sværger aldrig at være så pinlig igen.
Her taler jeg ikke om komplet vanvittigteter så som at tæmme vilde løver, melde sig til Paradise Hotel eller springe ud fra ting, men bare at danse på borde, drikke Små Kolde, bruge hele sin månedsløn på ét par sko, fordi man ikke skylder andre end sig selv noget, og tage med til den efterfest og snave med ham med tatoveringerne, selvom hans hår er lidt for langt i nakken.
Som en skidegod kollega sagde til mig, da jeg en mandag på ELLE sad og havde ondt i både hår og samvittighed efter en stodder af en weekend:
“Når du en dag er gift og har børn, tænker du altså ikke tilbage på de aftner, hvor du gik tidligt hjem! Så længe, du passer på dig selv, så skal du bare fyre den af uden at se dig tilbage!” (Eller, det var cirka det, hun sagde, ikke? Jeg skrev det jo ikke ned…)
Ingen gode historier er startet med, at nogen drak et glas mælk, når vi engang mødes oppe hos Sankt Peter, er der sgu ikke nogen, der takker dig for, at du var en pæn pige, og hvis man er et godt menneske, så går det sgu nok ikke helt så galt, som man selv nogle gange føler. Og det der med mand og børn skal man nooook nå!

Åh, jeg fik lige lyst til denne bette single-opsang! For de fleste af os er singleårene så relativt få i forhold til alle de år som mor og nogens kæreste/kone, og der sker så meget fantastisk i de år!
Det gjorde der i hvert fald for mig. Jeg købte min første EGEN lejlighed, jeg blev kandidat i psykologi og kommunikation, jeg fik mit første job og så havde jeg nogle vilde veninde-rejser, ja, sågar et par rejser helt alene, nogle fede shopping-ture (de penge går i dag til bleer og jerntilskud) og nogle sjove nætter.
Det er satme vigtigt, at man ikke bruger de år på bare at glæde sig til at komme videre i teksten! Synes jeg.

❤️ Kærlige klem fra en eks-single gift mor til to med hoved og hjerte fuld af fede venindeferier, lækre lørdage, smukke solo-søndage og grimmmmme, grineren fejltagelser.

DAGENS TIP:
Jeg er begyndt at følge en blogger, som hedder Miriam. Hun har en kat, et crush på sko og neglelak, en fantastisk selvironi og en dejlig måde at skrive på. Jeg sluger alle hendes indlæg, og især elsker jeg hendes brevkasse, hvor folk anonymt kan sende hemmeligheder ind, som vi andre så kan læse til stor moro!
Tjek Miriams Blok ud her.

MM – Sverige: Anden runde

Vor tid i Sverige er for denne gang forbi, vi kom hjem i går aftes, og jeg har tænkt mig at købe en mega-god fedterøvs-rødvin til Jons mor-fætter, så vi kan gøre os forhåbninger om at komme retur.
Her i andet heat havde vi Verdens Sejeste Farmor med, hvilket var great! Både fordi, hun er formidabelt selskab (hun læser også bloggen… 😜), og fordi hun er næææsten lige så pjattet med ungerne, som vi er, og når solen nu skinner, og folk i den størrelse er bedst tjent med skygge og i øvrigt ikke gider underholde sig selv længere, end det tager at hive et blad af en busk, er det nu en bonus at kunne spille med flyvende målmand, så der også kunne blive et par minutter til Sara Blædel.
Vi har grillet og badet (denne gang havde vi cash med, så jeg fik min toast! Vidste I, at de her i Sverige putter ketchup i deres toast? I så fald kunne I godt have sagt noget!), solet, spillet spil, lavet hindbær-trifli og spist noget så eksotisk som artiskokker – for mit vedkommende for første gang. Det kan sgu godt noget!
I dag skal jeg have studset spidser hos Flemming, og i morgen tager vi satme Ford’en med til Djursland, hvor vi skal tilbringe en uge i sommerhus med min familie! Ja, vi kalder det sgu’tte sommer-turné for ingenting!
Jeg efterlader jer for denne gang med ønsket om en bomben torsdag og et par fotos knipset i idyllisk lys fra de helt rigtige vinkler. 😉
Og der er hele tre billeder af mine tænder, fordi min svigermor siger, at jeg blotter dem for lidt og blogger-smiler for meget.
Stort, vådt møs!

20140716-195357-71637903.jpg

20140716-195357-71637097.jpg

20140716-195357-71637658.jpg

20140716-195357-71637383.jpg

På forhånd undskyld

20140715-000344-224773.jpgOkay, okay, okay! Nu kommer der noget, som jeg ikke havde tænkt mig st fortælle jer. Faktisk havde jeg aftalt med mig selv, at jeg ikke ville fortælle om det her til nogen …
Men det regner, og det er så godt, så jeg er nødt til at lade jer det vide.

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg er svært glad for skumfiduser. Grillede, altså. Og jeg har ved flere lejligheder her på bloggen delagtiggjort jer i mine sommeraften-eskapader involverede fiduser, grill eller bål.
Nu kan jeg ikke huske, om det er et tip, jeg har læst på en anden blog, eller om det var én af jer, kære læsere, der delte dette med mig i kommentarfeltet til et tidligere indlæg, men ikke besto mindre skal lyde en blanding af ‘Tak’ og ‘Fuck you’, for det her fantastisk/forfærdeligt.

Tippet går i al sin enkelthed ud på, at når det regner udenfor (eller sner, vel egentlig også), og man får en lyst til fidus på grill, så kan man bruge en støbejernsgryde eller -pande. (Det er vigtigt, at man bruger et aggregat af støbejern. Don’t ask, just trust me …).
Da Jon søndag aften var ude for at se VM-finale, og jeg var løbet tør for RitterSport, besluttede jeg mig for at give det et skud.
Jeg smed otte skumbaryler i gryden og vendte dem løbende med en gaffel. Efter nogle minutter var de allesammen helt bløde og mushi, og da jeg skulle have dem gelejdet over på en tallerken, fedtede de sig selvfølgelig sammen, indtil der lå en klat, som mindede mig lidt om en krydsning imellem softice og hvid hundelort.
Og. Det. Smagte. Ganske. Enkelt. Utroligt.
Faktisk næsten bedre end på grill, da hele fidusen blev smattet – også kernen.
Problemet er, at den tid, det tager at stege de små frækkerter over sagte ild gør, at man ikke kan overskue at spise så mange. Men på den her måde fik jeg spist 24 skumfiduser på den tid, det tog Queen Latifa at score en basketball-spiller på TV3.
Og det var først bagefter, sukkerchokket og samvittigheden ramlede ned over mig som de tørre, tyske tæsk gjorde det over Brasilien under semifinalen.
Kæft, det er klamt! Og sindssygt lækkert. Som at sætte sig på et lunt toiletsæde efter at have frosset i køen.
Now you know what I know! Selv tak og undskyld.

PS: Tak for jeres grineren kommentarer til indlægget i går!
Tænk sig: Forbløffende mange af jer går rundt og kalder jeres børn for ‘Bøsse’ i det daglige …??!! 😂

Medfødt talefejl …

20140714-085045-31845126.jpgHvad sker der for, at man, efter at have poppet et par unger eller to, udvikler en form for kælenavns-Tourette?
Jeg har altid fået min morgenmad skubbet lidt op i halsen, når jeg har hørt mødre med pludrede stemmer kalde deres babydøtre for ‘Prinsesse’, ‘Mussepige’ eller ‘Mit guld’ eller deres infantile sønner for ‘Prinsen’ eller lignende (listen på drengesiden er knap så lang og kvalm).
Men nu er det gået op for mig, at det ikke er deres egen skyld. Sammen med ungerne, moderkagen, angsten og alle de andre ting, man skubber ud der på de ukomfortable lejer rundt omkring på landets hospitaler, kommer tilsyneladende også en talefejl, som ikke sådan er til at slippe af med. Jeg har måtte tage mig chokeret til munden flere gange om dagen den seneste måneds tid, når jeg i ro og velbehag har skiftet min datter ved skiftebordet i børneværelset, hun har stukket mig et tandløst grin, og pludselig hører jeg min egen stemme helt overgearet og gerne i omegnen af falset småråbe: “Hvad såååå, er du mors lille prinsesse-musling?”
For fanden, altså! PRINSESSE-MUSLING?! Jeg har hørt om kongerejer, men det er ligesom noget andet.

Kære med-mødre: Kom så med dem! Giv mig jeres værste eksempler på, at jeg har ret! 😊

Kvinder, kander og kærlighed

20140713-151515-54915892.jpgDengang jeg boede på Als, og jeg blev gammel nok til at gå i byen, var turen over grænsen et yndet rejsemål – særligt op mod weekenden.
Siden har jeg svoret, at mit liv er for kort til dårlig vodka, men dengang, hvor pengene var små og byturene mange, købte vi Jelzin Vodka for 10 DMark flasken!
Da jeg gik ud af 3.g, var jeg en ganske habil dranker, så da jeg flyttede til København, kunne jeg drikke de fleste mænd under bordet. Jeg kan huske følelsen af særegen stolthed, den dag jeg drak min første københavner-kæreste standervissen i en flaske Bacardi Limon, inden vi tog på IN og drak “champagne” og rød sodavand.
Nåh, men denne alkohol-resistens er ej, hvad den var engang, må jeg altså sande denne søndag eftermiddag. Jeg har været ude at spise to gange tidligere, siden jeg blev beriget med de to kærlighedsklumper, men da jeg stadig ammede på bemeldte tidspunkter, indtog jeg kun meget beskedne mængder af alkohol.
I går havde jeg så en middagsaftale, som har stået i kalenderen siden ultimo maj måned, med to af mine allerbedste veninder. De er de damer, jeg har brugt det meste af mine 20’ere sammen med, og jeg har rejst og boet sammen med dem begge to.
Tine er den vildeste arbejdshest, og Hanne er ditto, og da de begge to har kærester, og den ene sågar også to børn, kan det sgu være svært at vride kvalitetstid ud til hinanden også.
Men de har været dejligt jaloux over mine tidligere middags-dates med Kopiernes mor, Nina, så i går skulle vi altså ud at spise.
Jeg fik hældt flydende kost på to flasker, positioneret Jon med én i hver hånd og en baby på hver side, så krudtede jeg fjæset grundigt op, og da Jon til sidst skulle lyne min splinternye kjole fra Paul & Joe Sister, opdagede han, at der var gået en syning.

20140713-152830-55710209.jpgDerfor hoppede jeg i stedet i en wrap-kjole fra Stine Goya, som jeg købte i anledning af et eller andet festligt, da jeg var gravid i 5. måned, men den passede fint, bortset fra at jeg tog mig selv i at suge maven ind foran spejlet.
Selvom jeg synes, den har taget sig ret godt sammen efter baby-bageriet, så buler den bare lidt mere en før. Og al fred være med det, i øvrigt!
Men jeg benyttede anledningen til at afprøve de Spanx, som nogen forærede mig inden mit bryllup, men som jeg dengang ikke synes var nødvendige. Og jeg må sgu sige, de virkede efter hensigten!
Bortset måske fra under cykelturen ned mod PS Bar & Grill, hvor jeg i mangel på cykel fik en plads i Hannes børnesæde … (Se selv på Instagram: @mmleilange)
Inden middagen delte vi en flaske cava hos Tine, som i fugleflugtslinie bor 40 meter fra mig, og bare de par glas, jeg fik indenbords der, gjorde mig yderst lattermild og venligt stillet. Da vi krydsede gården under Tines lejlighed, for at komme ud til cyklerne og mødte hendes nabo, som holdt fest i anledning af sin 25-års fødselsdag, bad jeg hende love mig at knalde alt med en puls fra nu, til hun fylder 30. Det forslag synes hendes kæreste, som sad et par meter derfra vist ikke var helt så sjov, som jeg, på det givne tidspunkt …

20140713-151603-54963696.jpgMen vi kom på PS Bar & Grill, hvor vi delte en masse små retter og en kande med drinks (how very Craisy Daisy!), og bagefter nappede vi en enkelt på cocktailbaren O’s ved siden af, hvor jeg i baren faldt i snak med en pige, som var uddannet slagter og psykolog. Det er da en kombi end ikke RUC har fundet på endnu!
Det var i sandhed en herlig aften, hvor vi fik sladret, talt, diskuteret, berettet og bagtalt, som kun damer kan gøre det.
Jeg er ikke pjattet med at være væk fra min hjemmelavede duo i alt for langt tid, så lidt efter midnat smed jeg skoene (Det blev mine gamle Zara-favoritter i stedet for de bærfarvede Louboutins. Jeg kunne ikke nænne at ødelægge den fine sål) og blev kørt hjem siddende i damesadel bag på Tines cykel. Ungerne havde sovet sødeligt, siden jeg forlod dem, og Jon ventede oppe underholdt af sin PlayStation, da jeg ganske små-dingelsk slingrede ind ad døren.
Flere gange i løbet af aftenen måtte jeg knibe mig selv lidt i armen. Der sad jeg med en bette skid på sammen med mine bedste veninder et sted i København, som vi har gjort det hundrede-tusinde gange før. Alt er, som det plejer, og umiddelbart kan man ikke se forskel. Men alt og intet er det samme som før. Nu har min helt egen, hjemmebryggede familie, som venter på mig derhjemme, og det føles helt nyt og på samme tid enormt velkendt. Kæft, hvor jeg dog elsker det!

Spændende lokalbefolkning, vansmægtet MM og ny kjole

20140711-211225-76345111.jpg
Vores svenske sommerresidens ligger i rabatten 10 kilometer udenfor verdens mindste flække, og her er lige dele topcharmerende og mega-creepy!
Hvis jeg skulle lave en film med folk, der i al hemmelighed gik i seng med deres høns i de faldefærdige lader bag gårdspladser fulde af smadrede håndvaske, bilvrag og valmuer, skulle den optages her!
Her stinker af vamle hemmeligheder, incestuøse ægteskaber og lækker landlig idyl, og når vi går tur med ungerne, digter Jon og jeg historier om, hvad folk mon går og laver derinde bag røvballegardinerne.
I går blev vi vinket til fra et køkkenvindue, hvor to smækfede mænd og en fedtet kvinde sad ved et sammenklappeligt køkkenbord med voksdug og drak brandbiler kl. 11.45 om formiddagen. I love it!

Denne eftermiddag tog vi et smut ned til den nærmeste bys offentlige swimmingpool. Meget fint anlæg med tre bassiner, to vipper, en kiosk og en stor græsplæne.
Vi skulle betale 50 svenske kroner i kiosken for at komme ind, og den klarede Dankortet.
Da vi havde vinklet Bugaboo’en, så den skyggede for krapylerne i græsset, strøg jeg op i kiosken for at købe to af de pariser-toasts, de pralede af at ligge inde med, men da jeg skulle betale, sagde teenageren bag disken på klinkende skånsk, at de altså ikke modtog Dankort.
Gennem mit savl (jeg kan virkelig godt lide parisertoast og var mega-sulten) fremstammede jeg, at jeg da for 7 minutter siden med stor succes havde fået entré efter at have betalt med det præcis samme Visa Dankort.
“Det er en anden kasse!” svarede drengen, så dunene på hans overlæbe dansede. “Her tager vi ikke betalingskort. Du kan hæve i den næste by”.
Med blanke øjne tog jeg afsked med skinke og smeltet ost og gik harmdirrende til værks på en banan, vi havde medbragt hjemmefra, i stedet.

Til trods herfor elsker jeg altså at hænge ud her omkring sommerhuset. Det er så optur at have en have, hvor man kan indtage alle sine måltider og læse krimier, imens ungerne sover lur. De har ikke været sindssygt samarbejdsvillige, dog, og har mest sovet i kanon, men de er til stadighed på røven over Verdens Største Uro: Havens æbletræ, hvis blade glimter i solen fra ungernes point of view liggende på skjoldet i græsset.

I morgen drøner vi retur til København, da jeg nægter at aflyse den date med mine to BFFs, vi lavede for to måneder siden! Lørdag aften skal vi på PS Bar & Grill, mens Jon passer unger! Jeg har LIGE købt den her kjole på Me & The Met og bedt om levering lørdag kl. 17, og så skal de bærfarvede Louboutins, jeg scorede på udsalg, satme breakes in!
Søndag skal Jon være fuld med nogle venner og se fodbold-finale, og jeg viser min support ved, at vi har sat 1.000 kr. fra husholdningskontoen på, at Tyskland vinder, og så tager jeg ungerne hele mandag formiddag, så han kan sove krøllerne ud.
Og så tager vi sgu tilbage til Sverige! Fandme ja! Fra mandag til onsdag! Solen skinner, og huset står tomt de dage, så det kan vi jo lige så vel. Vi har inviteret Verdens Sejeste Farmor med, og så har jeg en plan om at bortføre den flaske gin, vi har stående derhjemme ovenpå kosteskabet, så aftnerne kan byde på et spil UpWords og en sjus i haven, når ungerne sover.
Den her sommer skinner solen altså
mere end nogensinde før! ❤️

Jeg æder mine ord og hindbær i mig!

20140709-215220-78740482.jpg
Nu er jeg jo som bekendt for de fleste sønderjyde. Det betyder, at jeg er vokset op med ‘Sesamstrasse’ i TV som barn og ‘Volker Mittmann – Beim Mittmann sind Sie mitt, Mann!’ i radioen som teenager (verdens sejeste slogan, i øvrigt!).
Derfor har jeg aldrig fattet en krone af svensk og er altid blevet lidt træt i knoglerne, når folk har sagt, at dansk og svensk jo er det samme. Vel er det ej, de siger ‘honom’, når vi siger ‘han’ og ‘gillar’, når vi siger ‘kan lide’. Det er da ikke det samme!
Jeg har da været et smut på Jensens Bøfhus i Malmø et par gange, men det er vist også, hvad det er blevet til mellem mig og Sverige.
Jons far-familie har et hus i Sjöbo, en god time fra København, og lidt modstræbende lod jeg mig fragte herop denne eftermiddag, og Jävla, hvor må jeg bare tage alt tilbage, jeg nogensinde har haft af antipati imod vor blonde brodernation på den anden side af broen! Kæft, her er nice!
Jeg var solgt, fra det øjeblik, vi kørte fast i græsset udenfor hytten! Det er et lillebitte, svenskrødt sommerhus med en rodet have, vilde hindbærbuske, krogede æbletræer og en Webergrill! 👍
Her er så mange hindbær, at jeg aldrig har kendt mage! Jeg fandt et par gummistøvler under trappen og gik amok i grøften overfor huset. Jeg brændte mig på en brændenælde, og selvom det gjorde herre-nade, kunne jeg ikke blive rigtigt træt af det, fordi det også er mega-nostalgisk! Hvornår har I måske sidst haft de der små bobler på armene? Det stinker af barndom, lange aftner og fri fra skole.

Heldigvis har huset et lille, kubisk fjernsyn, hvor Jon nu ser VM med svensk kommentator, mens jeg gør klar til at smide mig på sengen ved siden af ungerne med den seneste bog i Sara Blædels serie om Louise Rick.
Jeg elsker krimier og påbegyndte denne med stor entusiasme, før jeg fødte, og siden da er dagene som bekendt gået med babyer, bleer, og kærlighed og aftnerne med koma, TV-serier, blogging og noget mere kærlighed.
Internettet heroppe virker kun indenfor, og her har vi ikke tænkt os at opholde os særligt meget, hvis solen holder, hvad den lover, så vi vil benytte lejligheden til et par mobilfri dage. Meeeen jeg kigger jo nok forbi inden sengetid, hvis jeg kender mig ret. 😉

Svenske KUSS (det betyder ‘KYS’, siger Jon, thi-hi, fnis!) fra fru Lange.
PS: Se lige dem video, Jon har delt på Instagram… 😂 (@jon_lange)

Hverdag, lukning af bar(m)en og verdens vildeste sommer …

20140708-210542-75942358.jpgDem har jeg sgu lavet!

Okay, det viser sig, at det det godt kan være liiiidt hårdt at have tvillinger nogle gange. 😉 Det kan jeg så fortælle jer her fire en halv måned inde i projektet.
Lad mig først slå fast, at vi har vi nogle skide-nemme børn, og jeg er helt og aldeles pjattet med projektet fra ende til anden.
Den seneste tid har jeg bare mistet hele dage og uger, som jeg nærmest ikke kan huske, på at hente en ren stofble, skifte en plastikble, købe nogle flere bleer, lave noget modermælkserstatning, glemt, hvor langt jeg nåede i at tælle skefulde og starte forfra. Og de samme ting sker ret tit. (Altså, hvor højt jeg end elsker dem, så er ungernes palette sgu ikke skide farverig endnu).
Med tvillinger (i hvert fald vores) kører alt fra mad til bæ efter skemaer, hvilket kan blive en kende trivielt. Jon og jeg kan udføre hverdagens små rutiner i søvne efterhånden. Faktisk er jeg klar til at gå til både mundtlig og skriftlig eksamen i, præcis hvor meget varmt kogt vand, der skal tilsættes koldt kogt vand for at få legemestemperatur eller hvordan en babybøvs lyder, når man har præcis to et halvt sekund til at finde noget at lægge imellem bemeldte babys mund og sin trøje/silkeskjorte/buks/ruskindsfodtøj. Og jeg har forkortet den tid, det tager mig at tisse, for på den måde hurtigere at kunne nå tilbage til den af de to latterligt lækre lamsebørn, der i løbet af de sekunder, jeg har været væk, er blevet sindssygt trætte af aktivitetstæppet og ikke er kede af at vise det.
Og det er dejligt og smukt og hyggeligt og meningsfyldt! Og en liiiille smule stressende og ens nogle gange, hvis man godt må sige det…
Samtidig er det åndssvagt tårevæddende at se, at de to kødklumper, vi fik med hjem fra Riget, som ikke kunne noget som helst dengang i februar, nu pludselig både kan grine, holde hovederne, ligge på maven, gribe ud efter legetøj, græde med tårer og (det tror jeg i hvert fald nok) kende deres egne navne, når man kalder på dem. Det er dælendulme en stejl læringskurve!

Efter at ungerne begyndte at sove igennem om natten, kan mit hjemmemejeri ikke rigtigt følge med efterspørgslen længere, så i løbet af den seneste måneds tid, har jeg udfaset amningen, og nu er bar(m)en efterhånden helt lukket for besøgende. Jeg bringer dog stadig ud. Forstået på den måde, at jeg tapper på flaske og serverer en gang om dagen i stedet. Nu har stamkunderne vænnet sig til, at det går hurtigere med flasken, så hvis de skal spise sig mætte i Babs og Nutte, tager det den gode del af to timer, og efter halvanden måned med den agenda, er jeg ganske tilfreds med at lægge den syrenfarvede satan på hylden, så nu venter jeg spændt på at se, om tøserne på første sal nogensinde kommer til at ligne sig selv igen… 🙏

I aften sidder Jon foran et TV et sted på Frederiksberg sammen med nogle af sine bedste drengevenner og ser en masse af det der fodbold.
Inden VM startede, besluttede jeg mig for at gå all in på at være en god kone og sørge for, at han får set alle kampene. Det ville enten være dét eller at sidde i den anden ende af sofaen med låste arme og surmule over, at jeg ikke må se ‘Luksusfælden’, og det synes jeg alligevel ville være spild af sommer. Så jeg har bakket op, spurgt ind, set lidt med og ved for eksempel, at Hollands træner, som i øvrigt er ny træner i Manchester United, blev voldsomt omtalt, da han i de sidste to minutter af forlænget spilletid forleden aften skiftede målmanden ud og lod en anden målmand tage straffesparkskonkurrencen, og det endte med, at Holland vandt.
Så sagde jeg ting som “Det er da den form for outside the box-thinking, jeg bliver virkelig positiv over at møde i Man Uniteds nye træner! Hvor er det inspirerende!”
Prøv den lige af på jeres mænd, de der har sådan én! Den scorede mig en ansigtsmassage OG en nakkemassage! 😜
Mens manden dyrker de maskuline dyder, og ungerne sover, fylder jeg hele sofaen, hvor jeg ser ‘Date Night’ på TV3+ og spiser pizza fra Domino’s.
I morgen går turen til Sverige, hvor vi velsagtens skal spise nogle kødboller med syltetøj, gå nogle ture og grille nogle dyr.
Denne sommer er på én gang den mest ensformige og den mest forandrede, smukke, vilde, sindssyge, lykkelige og uvirkeligt virkelige sommer, jeg nogensinde har kendt.
Mange siger, at det at få børn gør livet mere meningsfyldt. Jeg har heldigvis altid synes, mit liv havde masser af mening, men jeg er helt mundlam over, hvor overrumplende det er, at man kan lave nye fælles-mennesker sammen med det menneske, man selv har valgt! Det giver en følelse af ansvar og stolthed i en grad, som jeg ikke vidste fandtes. ❤️

En lidt dyb hilsen fra en ret dyb sofa i København og masser af ønsker om en dejlig uge til jer, der læser med. Jeg håber, I har ferie hele bundtet og nyder solen, familien, sommeren og det faktum, at Netto for tiden sælger Filur-is til bare 6 kroner!

Pssst …: Følg med på Instagram: @mmleilange 😊👍

Sure tæer i sommerhus!

20140707-112540-41140060.jpgSommerhus-selfie. 😊

Så er vi hjemvendt fra sommerhus, og mine beskidte fusser talte deres eget, tydlige sprog, da jeg betrådte vores hvide badeværelsesgulv umiddelbart efter hjemkomsten for at børste tænder i går aftes. Det har været fire dage uden makeup og hårvask og mest i bare tæer. Ungerne har fået daglige, kølige bad i haven, Jon og jeg har forsøgt at slikke noget sol, hvilket som oftest er blevet forplumret af, at barylerne synes, vores tid er bedst brugt på alle fire skrævende over dem med et dumt ansigtsudtryk ledsaget og jublende klukke/huje-lyde i høje toner. Det blev dog til et par gåture på havnen, hvor vi blandt andet så linedance-opvisning udført til et af Rasmus Seebachs store hits. (Se en lille video på Instagram – @mmleilange).
Heldigvis har vi haft besøg af alle ungernes bedsteforældre – både samtidig og på skift. Min far og hans kone kom på visit fra solrige Sønderjylland, Jons megaseje mor cyklede (!) lige turen fra Helsingør og Jons far bor i verdens fineste hus med universets dejligste have tre numre ned fra sommerhuset. (Det var der, vi holdt bryllupsfest sidste sommer).
Forleden aften bebyrdede vi Jons far og hans kæreste med vores selskab, da Jon skulle se VM i fodbold. Heldigvis er der en pause imellem de to kampe, sådan en aften tit byder på, på to timer, og de blev brugt på at spise hjemmegrillede burgere på den ene af husets terrasser under vindruerankerne med udsigt til det legehus, min svigerfar er ved at bygge til vores tvillinger. Med ovenlys og trægulv og hele moletjavsen!
Efter middagen ristede jeg skumfiduser over et bål, han havde stablet KUN fordi, jeg kom, og fordi, han ved, jeg elsker ristede skumfiduser. Overskud for en femmer, a’hva’behar? Det er kærlighed i sin reneste form, vil jeg vove at påstå.
Her må jeg i øvrigt indrømme, at det er første gang, jeg har grillet skumfiduser over bål i stedet for kul i en grill (bortset fra til vores bryllup, og da var jeg for fuld til at kunne huske resultatet), og der er jo en KÆMPE forskel! Skumfidusen bliver meget mere sprød og lækker i det over bål!
Til gengæld tog jeg imod nogle tips her på bloggen og forsøgte mig med Nutella i stedet for chokolade, og den anbefaling vil jeg altså ikke give videre.. Lindh’s mælkechokolade er bedst i tykkelse og smag! Efter min smag. 😊
Efter middagen gik jeg en tur med min svigerfars kæreste i haven med hver vores skovl og samlede dræbersnegle. Man taler nu så godt sammen, når man samler dræbersnegle.

Lige nu regner det, og ungerne sover til middag i dobbeltsengen herhjemme i Vestergade.
Jeg er nok den største solfan, jeg kender, men lige nu er regnen en velsignelse, der betyder, at jeg er off the hook. Så længe, det regner, vil jeg tøffe rundt herinde i lejligheden i mit nattøj og samle mod sammen til at gå i bad, vaske hår og fusser og lade hverdagen indfinde sig igen.
… Lige indtil på onsdag, hvor vi atter hopper i Ford’en og smutter til Sverige i endnu et (lånt) sommerhus. Hurra! 😊

20140707-112626-41186307.jpgDer er et år og et par uger imellem de her to billeder. Vildt nok, hva’?