Østerbro, lidt om is og lidt om alder

IMG_7016.JPGMin lillesøster bliver 29 år i dag!
Er det ikke lidt som om, ens egen alder bliver bestemt af ens lillesøsters?
Nuvel, jeg ved godt, jeg er gift, har to børn og fylder 33 lige om lidt, men jeg føler mig ikke sådan skide-voksen. Jeg spiser mere slik end en gennemsnitlig SFO forbruger til fastelavn, og jeg glæder mig mere til jul end nogen anden, jeg kender. Og nogensinde har kendt. Eller hørt om.
Men når jeg så ligger inde med en lillesøster, der er 29 år gammel, føles det pludselig som om, at jeg i sammenligning bliver ret voksen!
Og det gør mig sådan set ikke noget. Det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv, var at fylde 30! 👍

I går var ungerne og jeg en tur på Østerbro. Ikke et sted, jeg frekventerer ret ofte. Det skyldes sådan set ikke modvilje på nogen måde, jeg har blot ikke så mange ærinder i den del af byen. Men nu er Jon og de andre skuespillere begyndte at sparke bold derude, så jeg trissede mod øst for at se dem træne. Ooog så kom jeg da lige forbi OLUFS IS på vejen!
Til de (stakler), der ikke ved det, skal det fortælles, at OLUFS IS er verdens mest charmerende isbutik med hjemmelavede ispinde, som ligger på venstre hånd lige efter Trianglen på Olufsvej.
Jeg valgte mig en vanilleis med chokoladeovertræk, og det blev jeg ikke ked af. Den kostede 25 kroner, og jeg ville hellere end gerne betale 50 kroner for dén is, hvis I lover, at jeg aldrig nogensinde behøver betale 30 kroner for Hansen Is’ version af en Københavnerstang igen! Magen til bondefangeri skal man lede længe efter, hvis I spørger mig. Det er is-snobberi af værste skuffe. Næh, så foretrækker jeg altså OLUFS IS, når det skal være ekstra spændende. Til hverdag er jeg storforbruger af Rema 1000s danske klassikere! Deres isbåd sejler nemt fra alle konkurrenterne.

På vej hjem fra Østerbro hoppede jeg på en bus. Jeg sad ved siden af Bugaboo’en på et af bussens dertil indrettede klap-ned-sæder, og overfor mig sad en metusalem af en mand sammen med sin mindst lige så gamle hustru. (Eller nu ved jeg jo ikke, om de var gift. De kan da også være nye kærester eller måske blot bollevenner, men lad nu det ligge). Efter et par kilometers kørsel, hvor jeg havde siddet og smilet og dikkedikket først den ene, siden den anden arving, spurgte den gamle herre til ‘barnets alder’.
Jeg svarede stolt, at det altså var tvillinger. Jeg havde TO børn på hvert et halvt år i vognen, smilede jeg. Manden trak på sit eget smilebånd i en tvivlende mine, vendte sig mod sin kone, pegede på mig og vognen over sin skulder med tommelfingeren og hviskede “Der ligger altså kun ét barn dernede….” SÅ gammel er jeg da trods alt ikke blevet endnu! 😳
Resten af turen skulede de to senior-pensionister lidt medlidende over imod mig og krapylerne, så jeg gjorde alt for at synliggøre de TO lifte, da jeg steg af ved Thorvaldsens Museum nogle minutter senere. 😊

Det var alt for mig denne tirsdag aften i stearinlysets skær. Jeg ønsker jer alle en aften fuld af hurtige internetforbindelser, korte tv-reklamepauser og tung nattesøvn. 😍

11 comments

  1. Haha, hvor ville jeg gerne have overværet at den ældre mand ikke troede at der var to – dét er simpelthen for morsomt!! Btw. thumbs up for en super hyggelig blog! – efter jeg er begyndt at læse med her har jeg grebet mig selv i at håbe på tvillinger når min bedre halvdel og jeg engang begynder på projekt baby – noget jeg ellers altid har sagt først ville være velkomment efter første barn, omendt jeg altid gerne har ville have tvillinger 😉 Og så bliver jeg i øvrigt nødt til at lokke dig til at høre hvor din søsters badedragt er fra – den er simpelthen så FIN! Og stort tillykke til hende, i øvrigt!

  2. Kender godt til det der med lillesøsters alder. Min er samme alder som dig, også gift og med to små børn. Alligevel kan jeg tage mig selv i at tænke, hun (og jeg) stadig er så ung – og kun et barn, hvis jeg er uenig m hende 😂

  3. Min anden halvdel og til tider også mine to twins, blir’ så ufattelig forskrækkede når jeg gang på gang stikker i et grin ved nattetidslæsningen på din skønne blog 😂😂😊
    Kan lige se det for mig.. – de (ældre)mennesker jeg som oftest møder, eller rettere som kravler halvt ned i vognen når jeg bevæger mig ud med twinsne, starter altid med at spørge om det er tvillinger. 😳😳 – hmm man skulle vist være en kende hurtig hvis ikke 😊 – og dernæst bliver billeder af børnebørnene vist og så fortælles der. Folk der selv er tvilling, ynder også at kravle halvt derned, men tænker ikke at det er anderledes i Kbh end her i det midtjyske. Nå, godnat og tak for et smil inden sovetid…😉👏

  4. Haha. Elsker jul i en sådan grad at jeg nogle gange tænker.. er det her normalt for en, af alder, voksen person? 🙂 Hvert år når juletingene kommer op i butikkerne og fb og lignende bugner med folk der beklager sig over det, synes jeg bare det er mega hyggeligt. Bevares, jeg juler ikke big time i oktober, men tanken om alt den hygge med familie og venner forude er bare skøn.. Og nu har jeg så også formået at lave en urimelig lang kommentar om jul her sidst i August.. oh well.

  5. Ihhh Mette-Marie. Jeg elsker din blog- din måde at formulere dig på, og dine finurlige historier. You save my day!😃

  6. Tak for et godt grin! Jeg kan nu ikke helt sætte mig ind i, hvorfor man ikke tror på at det er tvillinger, når barnets (i dette tilfælde: børnenes) mor siger det er. Hvorfor skulle hun lyve om det, mon?..

  7. Har du skrevet indlæg om, hvorfor 30 er det bedste, du nogensinde har gjort? Det kunne jeg godt tænke mig at høre mere om. Og tak for en virkelig god blog.

  8. Olufs is er bare top lækkert! 😋 Så du den italienske restaurant der ligger lige ved siden af? Den hedder Bocca di Leone (løvens mund) og har verdens bedste pastaretter. Især den med oksemørbrad er min favorit 😃 Næste gang du bevæger dig til Østerbro er den klart et besøg værd.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s