Det bli’r jo nok endnu en sang om kærlighed …

 

IMG_8364.JPGI lørdags, da Jon var hjemme fra Sverige på et bette visit, og vi sad i sofaen og fordøjede aftensmaden med en god film i kassen og Carte Do’r i to farverige skåle, min søster engang havde med hjem til mig fra en udlandsrejse, udtrykkede jeg, hvor meget jeg glæder mig til, at vi engang skal til New York med krapylerne. Og på campingferie til Sydfrankrig. Og til bageren!
Jeg fik helt kriller i maven, da jeg tænkte på alt det, vi skulle opleve med de to små mennesker, vi i fællesskab er i gang med at stykke sammen. Det føles som om, vi har fået et helt nyt liv ovenpå det gamle liv!

Vi er stadig de samme mennesker, vi var, før jeg blev kærlighedsfed og i februar poppede barylerne. Vi griner af de samme ting, som vi gjorde før, vi har de samme ønsker, vi drømmer om de samme ting, og vi spiser det samme. Men pludselig er der kommet endnu et liv oveni dét!
Jeg er det bedste sted i mit “oprindelige” liv nogensinde. Jeg er ret forelsket i ham, min mand, som også er ret forelsket i mig (Det siger han i hvert fald). Vi bor et nice sted, har styr på økonomien, gode venner, dejlige familier, som alle sammen er raske, Jon elsker sit job, og jeg har netop sagt mit op, mens nye muligheder bobler og syder. Og mens alt det står på og fortsætter, har vi så to AWESOME babyer, som sover om natten og smiler om dagen. Og pludselig kan vi alt muligt mere, som jeg aldrig før havde forestillet mig. Og jeg var endda rigtigt godt tilfreds før!

Når jeg nu tænker tilbage på den helt vidunderlige campingferie, Jon og jeg var på i Nice for to år siden, tager jeg mig selv i at forestille mig, hvordan det ville have været, hvis ungerne havde ligget inde i den anden kabine af teltet og sovet om aftenen, mens vi hviskende drak gin/tonics udenfor ved klapsammen-bordet. Hvordan Berta nok ville have elsket vandrutchebanen ved poolen, eller om Hugo ville turde gå ned til toilethuset alene, eller om jeg skulle gå med …

Jeg har før krapylernes entré forestillet mig, hvordan det ville være at have børn, men det kan man altså ikke, viser det sig. Nu, hvor jeg rent faktisk HAR børn, er det meget lettere at se det hele for sig, og det får det til at føles som om, at nogen til en middag først har serveret mig en bananasplit til dessert – og så bagefter kommer driblende med Daim-islagkage! Det er godt med godt på! 😍

Forleden var der en anden blogger, der skrev og spurgte mig, hvad der har overrasket mig mest ved at blive mor, og til det svarede jeg, at det er, at jeg stadig i så høj grad er mig selv, men at jeg bare elsker endnu flere mennesker. At elske mine unger er som at være forelsket. Når man er forelsket (synes jeg) elsker man alt ved den anden, men der er alligevel nogle ting, man aller-allerbedst kan lide. Hos ungerne kan jeg bare aller-aller-bedst lide hele pakken! Eller rettere: PakkerNE! Måden de ler på, savler på, sparker på, kigger på, sover på, you name it. Og at gå rundt og være så forelsket i ikke bare én, men TRE mennesker dagen lang, kan godt gøre en pige glad i låget.
Jeg er stadig den samme MM, der står i det samme hus og kigger ud af vinduet. Nu er det bare som om, jeg har opdaget et andet vindue, hvorfra udsigten er endnu bedre, hvor solen altid skinner og alting blomstrer. Det lyder måske magisk, men sådan føles det også meget af tiden, og jeg gør mig sådan umage for at sætte pris på det hele.

Jeg må hellere huske at sige, at ovenstående ikke betyder, at jeg ikke også har dage, hvor tingene går op i gylp og lortebleer, manglende overskud og træthed. Søndag morgen startede eksempelvis med, at jeg kastede op. Fordi Berta havde gylpet mig i munden. Oh, yes. That happened. Den lille skaldepande lå på mit bryst, og jeg sang morgensang for hende, og netop som jeg var nået til ‘…KAAAAAJ…’ i sangen ‘Godmorgen Sol’ og min mund således stod på vid gab, valgte hun at takke nej til de sidste 30 milliliter af den Allomin, jeg havde varmet og serveret for hende på sengen tyve minutter tidligere. Utaknemmelige skarn. 😆

Således startes mandagen ud med hovedet bøjet i taknemmelighed over, hvor godt man kan have lov at have det. Også selvom efteråret er begyndt at gøre alvor af truslerne, de fem ekstra graviditetskilo er blevet til syv, og man stadig ikke har tændt for varmen i vores ejendom. Det’ lige meget!

Og ja, min overskrift er ganske rigtigt en Tue West-reference. Den havde jeg heller ikke selv set komme …

15 comments

  1. Hvor er det fantastisk, at læse at du ikke har parkeret din personlighed på fødegangen og kun tager mor-hatten med hjem! Jeg synes desværre, der er en tendens til at når kvinderne i min omgangskreds får børn, så glemmer de sgu at de engang var både veninde, kæreste, datter, medarbejder osv. Selvfølgelig er man forgabt i sit barn, men hvis man ikke plejer alle sine forhold – præcis som det lyder til du er så god til – så dør de sgu selv efter den bedste førstehjælp.
    Så tak for at give troen på at man godt kan være mor og en hel masse andet.
    /M

    1. Jeg er så enig i din kommentar M! Det er for fedt at du MM kan være mor og meget mere samt alt andet på samme tid. Jeg nyder at læse dine indlæg og den tro du giver mig i at man kan være det hele og meget mere på en og samme tid, selv når to små hoveder dukker op. 🙂

  2. Hvor er det dejligt og imponerende med dit overskud og gode humør. Jeg blev så glad, da jeg læste dit indlæg – glad på dine vegne men også bare glad over glæden. Hvordan blir’ man så glad som dig, nogen tips?! 🙂

  3. Jeg får gåsehud og våde øjne af din beskrivelse af det at få børn – og smiler om tanken om, at jeg på mange måder føler ligesådan, efter at jeg selv er blevet mor! 🙂

  4. Hvor er det fantastisk. Dine to unger er simpelthen også det sødeste jeg længe har set. Normalt er jeg ikke så vild med andres børn, men dine er virkelig fantastiske (uden nogensinde at have mødt dem)!

  5. Hvor må det bare være helt igennem fantastisk at være så forelsket i sin mand. I sine børn. I sit liv! Al den kærlighed gør mig helt rørt og gør at jeg glæder mig endnu mere til det er min egen tur en dag. Virkelig smukt beskrevet!

  6. Du er en fantastisk positiv inspiration. Tak for din dejlige ukrukkede og usædvanligt slikinspirerende indlæg. Og jeg læste så: det blir Jon nok endnu en sang…. Nyindspilning? I think so;) Hav en dejlig solskinsdag. Jeg bliver på sofaen med min 2 døgn gamle pige. Mens min 2-årige er på vej hjem ( altså ikke alene! 😉 ) Life is gooooood!!!

  7. Åh altså❤️❤️ja den total ubetingede kærlighed til ens børn. Jeg startede min børnekarriere relativt tidligt, som 25-årig, og vupti 5 år senere havde jeg tre (vel og mærke singlevering på hvert barn) nu er de 10, 8, 5. Og vupti blev jeg skilt for 2 år siden. Eller det er jo overhoved ikke vupti. Pointen er at det bare skete. Vi stod der og kiggede på hinanden, kærligheden var væk og tre lækkerheder var ikke nok til at blive sammen. Men tror dælme I har fundet opskriften på at blive sammen. Hold fast i hinanden, jer selv og på kærligheden. Så skal I nok få mange campingture i fremtiden❤️

  8. Wow hvor jeg beundrer din evne til at være så positiv! Det smitter ! Jeg bliver glad i låget og pludselig er en skod dag vendt til det bedre. Dejligt at blive mindet om at værdsætte både store og små ting i hverdagen. Ønsker jer alt det bedste 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s