Fest

MM, Miami og Magic Mike

I dag har én af mine allerbedste veninder, Tine, fødselsdag.
Tine og jeg har umiddelbart ikke mange ting til fælles, hvis man ser os udefra.
Lad os sige det på denne måde:
Hun er langbenet, lyshåret, dannet og velklædt, træner i et fitness-center HVER dag, spiser sund mad (og 80% chokolade, når hun “synder”) og taler altid pænt til folk. Jep, jeg har meget at lære fra hende.

1

For præcis et år siden tog vi en uge til Miami, og kompromisset, vi indgik var, at hvis jeg var frisk på en power-walk hver morgen, var hun klar på at tage med på mandestripbar. (Tror bare, det var den dannede side af hende, der havde brug for at få det til at lyde som et kompromis…)
Vi havde nemlig lige set filmen ‘Magic Mike’ (to gange. Okay, måske tre …), og jeg KUNNE ikke tage til USA uden at se noget mandestrip. Bevares, jeg har både før og siden været offer for det, vi herhjemme kalder ‘mandestrip’ med elefantsnabel-“huer”, kokosolie og kønsdele, som masseres ublidt i ansigtet på den pige, der (uheldigvis) står tættest på. Men efter filmen om den romantiske stripper med de orn’li’ syge moves, var jeg fast besluttet på en empirisk undersøgelse af, om amerikanerne nu ikke var bedre til den slags.

3

Vi havde verdens bedste ferie, og jeg var helt stakåndet i flyveturen på vej hjem over, hvor mange penge, vi havde formået at spendere på bare otte dage. Vi spiste på de vildeste restauranter, dansede på de flotteste natklubber, lå på stranden, besøgte Dexters hus (ej, okay, næsten, men vi havde lejet cykler, og der er virkelig langt derud!), shoppede i malls og yes, var på stripbar!
Det bør alle kvinder unde sig selv mindst én gang i livet!
Det var så sjovt, underholdende og faktisk også på en måde lidt sexet på én gang. Men det, der optog os mest, var at iagttage de stamæster, som frekventerede stedet. En solid samling af solide damer med solide bundter af pengesedler, som de tog med sig op til scenen og i en lind strøm lod “regne” ud over de mandlige “sports”-udøvere.
Tine og jeg havde hver vekslet omkring 16 dollars i ‘singles’, så når én af disse mammas rejste sig fra sædet, kunne vi godt læne os tilbage, for så havde de handyrets udelte opmærksomhed i den tid, det tog at lade omkring 200 dollars forsvinde ned i hans bukser eller udover hans brystkasse. Men vi fik da en lapdance af hver vores hårløse herre iført henholdsvis blå og rød g-streng formedelst 35 dollars pr. gnubbetur.

2

Der går nok en rum tid, før vi tager sådan en teenage-tur igen, omend jeg ikke kan anbefale det nok.
Man føler sig så dejligt uartig, når man, to døgn efter at have skrævet over autoværnet på en 4-sporet, amerikansk motorvej og i ublide ryk sagt farvel til sin aftensmad og 4-5 velvoksne mareritas iført en stram, hvid lårkort og nye stilletter, høfligt og velklædt nikker ‘Go’morgen!’ til sin chef og sætter sig til rette ved sit skrivebord på jobbet.

Alt dette kom jeg til at tænke på, fordi der altså efter sigende skulle komme en ‘Magic Mike 2’-film.
Om den så skal handle om eks-stripperens nye liv som tømrer, vides ikke … Men jeg er nu ret sikker på, at jeg skal se den sammen med Tine, når de kommende unger er lagt i seng!

I anledning af Valentine’s Day kommer her lidt MM+JON-bryllup

Baby, be mine ...

Baby, be mine …

Jon og jeg blev gift d. 15. juni 2013, og da der er flere, der her på bloggen har spurgt til vores bryllup, bestemte jeg mig for at lave et Valentine’s Day-indlæg om netop det!
Åh, det var altså en god dag …
Solen både skinnede, det pissede ned, og på grund af en joke, jeg lavede til vores møde med præsten før brylluppet om, at nu fik jeg ENDELIG en ordentlig rock på min finger, holdt hun en lang og ret tåkrummende tale i kirken om, at vi jo skal elske hinanden for dem, vi er, og ikke for diamanter og jordisk gods.
Well, jeg tror, hun var den eneste i kirken (og på jorden), der var eller er blot det mindste i tvivl om, hvor forelsket, jeg er i Jon. Jeg tudede allerede med lyd på, før døren til kirken gik op, og min far fulgte mig op ad kirkegulvet.

Jeg har altid ønsket mig at blive gift i en kirke og holde fest i en have.
Jeg havde egentlig troet, det skulle foregå i en knæ-kort sommerkjole og flade sko, men jeg endte i den smukkeste kjole, jeg nogensinde har set (hvis man må sige det om sin egen brudekjole).
Den er fra Jenny Packham og er købt hos Vintage Bride på Frederiksberg, og mine sko var fra Christian Louboutin, helt enkle i nude, 10 cm. høje.
Jon var i Hugo Boss-jakkesæt, slips fra H&M og knold i nakken. Jeps!
bill
Bryllupsfesten blev holdt i Jons fars have i Gilleleje.
Det første, vi blev enige om, da vi begyndte at planlægge brylluppet, var, at vi ville have hjemmelavede burgere til hovedret. Med remoulade fra Gråsten Salater. Det skulle være med dén på!
Jons fætter, Mads, ejer SMAG-restauranterne, og han og hans makker var så søde at hjælpe os med det hele! Vi fik den lækreste mad, som stadig var totalt low key, og bøfferne blev tilberedt på et monster af en grill i haven.
Og der var remou til.

Al pynten til brylluppet lavede vi selv. Louise (Lois), som er AD’er på ELLE (og heldigvis også min veninde) lod sig overtale til at stå for alt det visuelle, så hun lagde planerne, og så røvede vi en Panduro Hobby og gik amok med saks og lim ved køkkenbordet.
Se lige, hvor fint, det blev, her.

Jeg bagte selv bryllupskagerne sammen med min svigermor dagen før, og vi havde dampet etiketterne af nogle gamle vinflasker og limet nye på, som matchede resten af pynten i teltet.

Jeg bagte selv bryllupskagerne sammen med min svigermor dagen før, og vi havde dampet etiketterne af nogle gamle vinflasker og limet nye på, som matchede resten af pynten i teltet.

Mens vi spiste middag, øsregnede det udenfor. Havde det ikke været for frisuren, havde jeg banket hovedet ned i bordet, men pludselig kom solen, og om natten fik jeg opfyldt to af mine andre bryllups-drømme: Vi sad rundt om et bål i haven og grillede skumfiduser på pinde, mens en af Jons venner spillede guitar, og lige inden, solen stod op, sendte vi thailandske papirlanterner til vejrs og ønskede os alt muligt godt.
Det var superromantisk!

Efter festen sov vi i Jons families sommerhus 200 meter væk sammen med alle vores venner. Nogle i telte i haven, andre på luftmadrasser eller bag i biler. Og næste morgen spiste vi morgenmad sammen allesammen, mens Jon og jeg pakkede gaver op.
Det hele var så dejligt uhøjtidligt og sjovt og hyggeligt, og forleden spurgte Jon, om vi ikke skulle forny vores løfter hver femte år.
Den er jeg satme med på!

Min herreseje svigerinde, Camille Lange, gav os verdens nok bedste bryllupsgave: En bryllupsvideo!
Det føles næsten lidt for privat at poste den hér midt på internettet.
Det kan være, jeg hiver den af igen på et senere tidspunkt, men den er altså bare så fin, så nu deler jeg i Skt. Valentins navn! 🙂

Alle billederne i denne post er i øvrigt taget af Hein Photography.
Ham er jeg NØDT til at anbefale, han var helt usynlig på dagen, men tog nogle vildt fine billeder, synes jeg.

Følg Twinpeaks.dk:
Facebook – klik her.
Instagram – @mmleilange
Bloglovin’ – klik her.

Lange, Lange og Tønde til Robert

3Så oprandt dagen, jeg havde købt sko, gummi-babser og skrottet neglelakken grundet usikre hænder på grund af karpaltunnelsyndromet.

Men afsted kom vi! På billedet ses Lange, Lange og Tønde.
Nemlig Jons søster, min smukke svigerinde, Camille Lange, som er vært og tilrettelægger på DR3, Jon Lange, my man, og så mig, tønden.

Men SE lige min kjole! Hva’beha’r?!
Jeg skrev ud på facebook for nogle uger siden med en udfordring:
Jeg søgte en designer, som turde tage udfordringen op og gøre fru Lange elegant for en aften – or die trying! Og Benedikte Utzon skrev så til mig og sendte et billede af den flotte kjole fra hendes mærke Est. 1995.

Jeg vraltede op på PR-bureauet Holm & Bertung, hvor bemeldte kjole har til huse og fik at vide, at Iben Hjejles stylist altså havde fået den samme kjole med i udvalg til skuespillerinden til den samme fest. Og da Hjejle var nomineret til en pris, kunne det jo ikke nytte noget, at én eller andens ukendte kone mødte op i den samme kjole som hende.

rygMen jeg havde held til at overtale Holm & Bertung til at overtale Ibens stylist til at overtale Iben (Yes, 5 års kommunikationsstudier på RUC finally paid off!) til at vælge noget andet, da denne her bare var så fin til maven. Og samtidig lang nok til at dække hobbitfødderne …

I går aftes under Robert-festen mødte jeg så faktisk Iben Hjejle ved tag-selv-bordet (Robert-arrangører, I er nødt til at stramme op på det her område! Ring til GrenaaBuchard, hvis I skal have event-arrangør-tips. Selv en sindrig jyde som jeg orker ikke kylling gordon-bleu buffet-style. Det holder ikke, når vi nu har gjort os så umage!).
Iben og jeg kender ikke hinanden, men hun var alligevel så tjekket, at hun kom hen til mig, da hun genkendte kjolen og roste den måde, jeg fyldte den ud på. Very cool!

De, der læste med i går, ved jo, at jeg røg på Strøget i 11. time efter nye sko, som kunne huse mine kæmpe-fødder.fod
Jeg er stolt af at kunne meddele, at jeg havde skoene på hele vejen hen til Tivoli Congress Center, hele vejen op ad løberen og under hele forretten.
Derefter gemte jeg dem under stolen og listede fødderne op i skødet på min mand under bordet og fik lidt diskret og tiltrængt fodmassage.
Jeg klarede også lige at humpe i buffetten efter kylling og kartofler, før jeg måtte give endeligt op og hoppe i ballerinaerne.
Og jeg har seriøst ikke set så opsvulmede fødder, siden dengang Kim Kardashian var svanger!
DANG, hvor gør det naller!

Prisuddelingsdelen af Robert-festen gik ganske, som man kunne forvente. Jagten vandt en masse priser, et par af vinderne takkede deres kone, nogle sågar deres kones bryster, og Oliver Zahle var vært.

glasUnder middagen, mens jeg sad med fødderne i skødet på Jon, fungerede min mave som praktisk indbygget hylde for mit vandglas.

Efter middagen var der fri bar i lobbyen, og her var det tydeligt at mærke, at de kunstneriske sjæle i dén branche sjældent skal møde før kl. 12 på hverdage.
Folk blev lynhurtigt ganske stive, og mange fremmede, velmenende mennesker var så søde at spørge til indholdet af min mave og hvornår, jeg forventede at høste frugten. Når de så hørte, at jeg altså skal vokse yderligere 6-7 uger, idet vores ønskebarn valgte at tage en ven med i undfangelsesøjeblikket, gik de gerne amok i ‘It’s a double raaainboooow’-agtige dimentioner.
Mere og mere som aftenen skred frem.

Åh, hvor jeg dog altid elsker den opmærksomhed i starten af en aften! At være hende, den heldige, som skal have tvillinger!
Men da klokken var halvt midnat, og jeg var den eneste ædru, blev det altså for meget at være hende ‘Maven’.
Desuden var desserten i buffetten en lidt skuffende form for citronfromage-kage, så jeg kunne ikke længere tænke på andet end den 400 gram kæmpe-Toblerone, jeg vidste, vi havde hjemme i venstre køkkenskuffe.

Jeg havde en skøn og storslået aften, følte mig stor og flot og glimtende, og nu er jeg godt klar til at smide alt, der hedder ‘høje hæle’ til hjørne og gå helt i hval-hi indtil foråret.

Ingen af Jons TV-serier vandt priser i deres kategori, desværre, men han kom først hjem kl. 4 i nat og stank som en efterskoleelev på vinterferie i Prag, så jeg tror, han havde en god aften alligevel …  🙂

Søndag i for små sko og med store babser

Det gode ved at bo 5 meter fra Strøget i København er, at man kan spæne ned på gaden og impulsshoppe, når man pluuudselig erkender, at man ikke har noget som helst i tøjskabet.
Det dårlige ved at bo 5 meter fra Strøget i København er, well … Det samme!

Heldigvis bevæger jeg mig efterhånden så langsomt, at det altid tager mig en krig at komme op til kassen i butikkerne, så jeg kan slet ikke undgå at tænke mine køb igennem, før jeg kører kortet.

I aften skal jeg jo eskortere min mand til Robert Prisuddelingen, som finder sted på Tivoli Congress Center. Jon spiller med i Kødkataloget på DR3 og Sjit Happens på TV2 Zulu, og begge serier er nomineret til en Robert. Så jeg ser det lidt som sidste chance for, at jeg kan dulle mig op og holde til det, inden jeg når en sprængfarlighed af den kaliber, så Rulle-Marie vil blive tilkaldt ved min ankomst …

I morges så jeg ganske vrangvilligt i øjnene, at mine Miu Miu-stiletter må blive på bænken.
Jeg lyver ikke, når jeg siger, at min fod buede op ad skoen, som var jeg én af de onde stedsøstre, der gør, hvad hun kan for at lyve sig et kendis-knald med prinsen i Askepot.
Min mand kalder dem ‘hobbitfødder’ … Seems legit!

tingSå jeg røg altså på Strøget i al min magt og vælde for at finde et par billige sko med hæl i størrelse 39, og jeg endte i Aldo, hvor der heldigvis var 70% rabat. Bum!
Jeg har altså købt et par stiletter, som jeg kun skal have på én gang. Jeg føler mig som Medina!

Efterfølgende kravlede jeg i Illum for at finde sådan en snyde-gummi-BH uden stropper og spænde, som passer til min Utzon-kjole, som er gennemsigtig på ryggen. Sådan en slags BH har jeg aldrig haft før, idet jeg sådan set aldrig har haft bryster før. Og som min folkeskole-“kammerat” sagde: “Ville du måske gå med handsker, hvis du ikke havde hænder…?”

Damen i Illum spurgte, hvilken størrelse, jeg skulle bruge, og da jeg bare trak på skulderen som for at signalere, at jeg har opgivet at følge med min krops udvikling, stak hun lynhurtigt hånden ind under min jakke, maste min venstre babs lidt mellem sin tommel- og pegefinger og proklamerede rask væk “Du er en D-skål!”
Mens hun hentede den dobbelte gummidut, som mest af alt ligner to pessarer hæftet sammen på midten, bekæmpede jeg en trang bollertil at prale på facebook med min nye status som barmfager.
Nu mangler jeg bare at vælge neglelak og spise lidt flere af de fødselsdagsboller med glasur, som jeg producerede i går.
Åh, hvilken vidunderlig søndag!
Jeg håber, I også nyder jeres. 🙂