Hverdag

Søndags-brunch, gulerødder og mandesnaveri

Det er sommer, det er sol, og det er søndag! Og vi er da heldigvis bare mega-ligeglad med, at det er lortevejr.
Jon og jeg smed her til formiddag krapylerne ned i klapvognen og drønede ad de larmende stille gader ned til Paludan, hvor vi satte os udenfor og spiste brunch pakket ind i Carlsberg-tæpper i det dejligste fleece.
I dag er det årets allersidste sommerdag, regn eller er, så spiser vi altså morgenmad udendørs!

Lige for tiden er jeg ved at prøve noget af. (Og med ‘lige for tiden’ mener jeg: Siden i går). Jeg prøver at snyde mig selv til at tro, jeg lider af gluten-allergi. Jeg læste lige på Beautyspace, at smukke Julia Lahme havde tabt sig helt vildt på at opdage, at hun har gluten-allergi (ikke skidesjovt at have allergi, I know), men det havde hun så på den positive side tabt 10 kilo på!
Det er ikke fordi, jeg gerne vil smide 10 kilo, men jeg vejer stadig mere, end før min krop blev okkuperet af aliens, og de sidste par uger har jeg taget yderligere på. Troede satme lige i to minutter, at der var endnu en Lange på vej …
Desuden er jeg røvtræt af rugbrødsmadder til frokost anyway (man kan godt savne Allers kantine lidt ved 11.30-tiden. Især mandag, som er “jysk maddag”), og der er ikke gluten i cola og chokolade (hvis jeg tager fejl, så ret mig for Guds skyld ikke!), så nu spiser jeg kyllingelår midt på dagen og ellers stort set det samme som før.
Men nu må vi se. For to måneder siden startede jeg med at squat’e hver gang, jeg børstede tænder. Det holdt i 4 dage …
Det værste, der kan ske, er vel, at jeg får lidt flere grøntsager indenbords i de dage, jeg holder ud, og det er vist ikke så ringe endda.

Ellers er der ikke sket det store siden i fredags!
Arvingerne er begyndt at spise grød, hvilket da er ret voksent, og til min mands store fornøjelse fik vi i går samlet mærker nok ind i Netto til at kunne købe de dér lækre håndklæder til spotpris. Og så har vi set Black Swan igen. KÆFT, hvor er det nasty, der hvor hun hiver i sin neglerod!

Jeg håber, der hygges igennem til den store guldmedalje derude denne søndag, og til de to store, muskuløse mænd, som vækkede hele familien i nat, da de snavede hinanden i bund op af vores dørtelefon: Happy pride! 😉

Denne søndag ses fru Lange i en læderjakke fra f by fransa (det staves altså med småt), T-shirt fra Part Two, bukser fra Six Ames og loafers fra Magasin. Dårligt sko-valg på dagen, i øvrigt.

Denne søndag ses fru Lange i en læderjakke fra f by fransa (det staves altså med småt), T-shirt fra Part Two, bukser fra Six Ames og loafers fra Magasin. Dårligt sko-valg på dagen, i øvrigt.

PS: Jeg kan godt se, at det på billedet ser ud som om, jeg har en lille-bitte pik. Men det er altså bare en fold i stoffet, jeg sværger! 😉

Skål (og krydsede pølsefingre) for fremtiden

Facebook-20140829-093647Jeg har lagt mærke til, at tingene har det med at ske i bølger.
Man plejer at sige, at én ulykke sjældent kommer alene, men jeg vælger at tro, det også kan forekomme mere positivt end som så.
Da jeg i 2009 blev kandidat i psykologi og kommunikation på RUC, skete det samtidig med, at jeg gik fra min daværende kæreste, hvis lejlighed, jeg boede i, så i samme omgang blev jeg også hjemløs. Og med kandidatbeviset fulgte ingen automatisk ansættelse nogen steder, så jeg blev sgu også arbejdsløs.
Indtil jeg et halvt år senere blev ansat på ELLE, boede jeg til fremleje, og jeg startede på ELLE få dage efter at have generobret min egen (indtil da fremlejede) lejlighed, så atter engang synes der at være et sammenfald i tingene. (Læs i øvrigt mere om det i dette indlæg).

Måske er det tilfældigt, når den slags sker. Men det kan også være, det er fordi, at man, når der sker en stor forandring, er mere åben overfor det nye. Alting får nye farver i det lys, der pludselig pibler ind gennem de sprækker, som kom til syne, da man rykkede rundt på møblerne.

Nu sker det i hvert fald for mig igen …
Jeg blev gravid 10 dage efter, at jeg var blevet gift. Og jeg nåede altså ikke at vænne mig til at være hverken ‘kone’ eller ‘gravid’, før jeg også skulle vænne mig til at være ‘mor’. Og oven i det startede jeg så bloggen her!
Heldigvis går alt mega-langsomt, når man får børn, så man har masser af tid til at vænne sig til alting og lære det hele fra bunden. Thank God. For hende dér mor-prototypen, som kender vaskegrader, bager selv og har praktisk frisure, som jeg satsede på ville flytte ind under huden på mig, har glimret i sit fravær.
Nu er jeg lige så stille ved at føle mig hjemme i livet med mand og to unger, der er gået et halvt år, siden min og Jons tilværelse blev skudt til smadder af et maskingevær fuld af kærlighed. Og i takt med, at bølgerne slår lidt roligere ind mod kysten, er der blevet skabt rum til at træffe beslutninger, der handler om andet end hvilket mærke babyshampoo, der passer bedst til mine ungers skaldede isser og hvis tur, det er til at skifte ble næste gang.

Jeg har sagt op på ELLE. BUM!
Det er en super-vild beslutning, og jeg kan godt mærke, at klimaet i mine armhuler overskrider stuetemperatur, når jeg skriver det her, for hvad er man for en spade, når man siger op på ELLE?! Og ikke mindst: Hvem er dum nok til at sige et fast job op, når man lige har fået to børn og har en mand, der lever af at være gøgler?
Men det skulle gøres. It was time!
Jeg har arbejdet som web-mama på ELLE i fire et halvt år og har de sidste to af dem også været stolt digitalredaktør for modemagasinet IN. Jeg har elsket det, og jeg har lært helt sindssygt meget. Jobbet i glasburet på Havneholmen var mit første nogensinde, og jeg ved, at jeg er den digitalredaktør i modebranchen, der har siddet i den stilling i længst tid ever. Mit job var et komplet andet da jeg startede end nu, hvor jeg forlader det, men jeg har sgu’ rullet med slagene og er pavestolt af de resultater, jeg har skabt. Og nu er jeg parat til at prøve noget andet!

Min beslutning har sådan set ikke en disse at gøre med, at jeg har poppet kids, min tid på ELLE var blot forbi, og jeg er ganske overbevist om, at jeg ville have truffet samme beslutning right about now, selv om det kun havde været mig og ham den Lange, der huserede her i gemakkerne på Vestergade. Så havde jeg nok bare ventet med at sige op, til jeg havde fundet noget andet at rive i. 😉
Men lige netop fordi, jeg kun er halvvejs igennem min barsel, ser jeg det her som en unik mulighed for at se, hvad der sker. Jeg ved endnu ikke, hvad jeg skal, når jeg til marts (forhåbentlig!) gerne skulle starte med at arbejde igen.
Men jeg har et helt halvt år til at finde ud af det! Det føles mega-scary, sindssygt spændende og voldsomt befriende på én gang, og jeg føler mig så fantastisk heldig, at den her beslutning fandt mig på sådan et godt tidspunkt.
(Og hvis alt andet glipper, skylder de mig vel efterhånden et job på Cock’s & Cows eller i Simply Chocolate i Magasin med alle de folk, jeg har sendt i deres retninger). 😉

Jeg kommer stensikkert til at savne fællesskabet, kollegerne og min dagligdag på ELLE. Jeg har været sindssygt glad for mit job og kommer til at have det sygt underligt med at se bladet på hylderne og ELLE.dk og ikke længere være en del af det fantastiske team omkring det hele. Man ved jo, hvad man har og ikke, hvad man får, men det er efter min mening den dummeste grund, man kan have til ikke at flytte sig, så nu satser jeg hele butikken og kaster mig ud fra femmetervippen! (Og voldgæster Havneholmen med Bugaboo’en, når jeg får abstinenser, det har jeg heldigvis fået lov til).

Mens jeg hygger mig med Prop og Berta døgnet rundt de næste mange måneder, vil jeg også bruge min nyvundne frihed på at skrive om alting her på Twinpeaks.dk. Det er jo nemlig sådan, at når man arbejder på et forlag, kan man ikke bare sidde og behandle de samme emner, som man får løn får, inde på sin blog, med mindre man havde en aftale om den slags, før man fik jobbet.
Men nu, hvor jeg er fugl i eget bur, kan jeg sprede mig lidt mere ud over nogle af mine øvrige interesseområder så som kluns, sminke, duftevand og den slags.
De lange indlæg, hvor jeg hælder vand ud af ørene om vores dagligdag, vil aldrig vige pladsen, men internettet er jo stort, så mon ikke, der er plads til lidt mere? Så længe ungerne tager to lure hver dag, og jeg får min søvn om natten, så er der jo masser af tid at tage af.

Skål i morgenjuice for fremtiden, nye territorier og ukendte destinationer!
Og endnu engang: Skide fucking-tak (nej, jeg gider ikke tale pænt) fordi, I gider følge med og skriver sådan nogle søde ting til mig her på bloggen. I er stensikkert med til at give mig den selvtillid, som gør, at sådan noget som det her lader sig gøre.

Lidt om at være single, mens alle andre popper kids …

Oh, the memories ...

Oh, the memories …

Der er et par gange nogle læsere, der har bedt mig fortælle lidt om, hvordan jeg oplevede dét, at alle omkring mig fik unger en del år, før jeg selv gjorde. Og lige nu sover mine egne, så here goes …

Da jeg var midt i tyverne, fik de to tøser, jeg på den tid hang mest ud med, begge to faste kærester. Indtil den dag havde vi været vant til at fungere som et trekløver, der egentlig kørte ret meget efter samme skema. Vi var vilde med fyre, som ikke var vilde med os, og jeg tror sgu egentlig lidt, vi helst ville have det på den måde, når jeg ser tilbage. Sådan føltes det absolut ikke, mens det stod på, men noget af det mest fantastiske ved at modtage en SMS fra mit hjertes udkårende (i dén måned …) var at disektere den med mine veninder. At en bejler havde indtastet to mellemrum efter punktum kunne fortolkes som et tydeligt tegn på kærlighed, da det jo var klart bevis for, at han måtte have slettet noget og skrevet noget nyt. At han interesserede sig nok til at omformulere sig kunne kun betyde én ting: Kærlighed! (Det viste sig jo så desværre som en usandhed i sidste ende).
Vi tilbragte de fleste weekender på Vega. Hver anden weekend arbejdede vi som bartendere i Loungen på 2. sal (oh, yes! Alle tre! Selvstændighed føltes kedeligt og overvurderet), og hver anden weekend drak vi vores løn op på personalekortet.

Men først fik den ene af mine to wing-women en meget fast kæreste, så hun sagde op på Vega og begyndte i stedet af bruge weekenderne i ske, og efter et par år gik det samme vej med den anden. Og så sad bette MM dér!
Men hvad gør en handlekraftig jyde, som ikke er færdig med at danse på bordene og gøre ting, hun bitterligt fortryder i slipstrømmen heraf? Denne her jyde startede LADY-LOGEN!

Jeg begyndte at indsamle emailadresser på de cool og søde damer, jeg mødte til fødselsdage, events og receptioner, og en råkold dag i februar 2007 inviterede jeg dem alle sammen til at komme ned på Madklubben i St. Kongensgade og spise middag med mig lørdag aften. De skulle selv betale, forstås. Der kom fem.
Måneden efter gentog jeg invitationen. Da var vi femten piger. I april kom der 25, og så gik det stærkt.

Efter et par måneder lukkede jeg ned for tilmeldinger, for det var omkring samme tid, at hele verden kom på facebook. De festlige billeder resulterede i talrige henvendelser fra festglade piger, som ville med i logen, men jeg var ikke ude på at starte et fest-imperium, jeg ville gerne have, netværket skulle være intimt og personligt, så alle kendte hinanden.
Vi var således 55 ladies i LADY-LOGEN, og den første lørdag i hver måned arrangerede jeg en middag et sted i byen. Her fik vi så en tre-retters menu, og imellem hver ret byttede vi pladser, så man kunne få talt med en masse forskellige damer. Vi var højst tredive deltagere ved hver middag, så tilmeldingen skete efter først-til-mølle-princippet.

Efter middagen havde jeg sørget for indgang og velkomstdrinks på en natklub eller ved en fest, og så dansede vi og drak shots, som fik vi penge for det. Filosofierne var “Kvinde er kvinde BEDST” og “Hellere drukne i stiletter end komme tørfodet hjem i gummistøvler”, og vi var altid dullet helt op under loftet i høje hæle, malede kindben, stylet hår og jeg skal komme efter dig.
Mænd og flirt var sjovt nok altid komplet ligegyldige på disse aftner, det handlede kun om at have det sjovt med damerne omkring sig.
Jeg tør sagtens sige, at jeg har haft op til flere af mit livs bedste aftner i LADY-LOGEN, som eksisterede i lidt over seks år.
Det sidste år gik vi ned til at mødes hver anden måned. Jeg selv var blevet gift og 30 år gammel og havde ikke samme festgen længere, og det samme kunne siges for mange af logens øvrige medlemmer, hvoraf også flere havde formeret sig. Der var sågar en overgang tale om en helt ville “baby-loge”, en udbryder-mødregruppe af loge-medlemmer, som mødtes, fordi de alle havde fået børn samtidig og havde stiftet bekendtskab i LADY-LOGEN.

Det er jo ikke fordi, man behøver blive momsregistreret bare fordi, at man er single og midt i tyverne – mindre kan også gøre det.
Jeg tør bare vædde på, at for hver aften, man sidder alene hjemme, fordi ens BFFs har fået unger og voksenliv, hvor man hellere ville have været i biffen, ude at spise, på klub eller til fest, så sidder der en masse andre ude på den anden side af deres computerskærme og har det på samme måde. Så mit tip er: Start det modsatte af en mødre-gruppe! En IKKE-mødre-gruppe!
En flok af flotte females, hvor aftalen er, at man mødes engang imellem på fast aftalte tidspunkter, og så hygger man igennem! Måske teater den første torsdag i hver måned. Eller i byen den sidste lørdag.
Tanken er bare den, at man ikke behøver være bedste veninder for at være en del af et fællesskab. Man behøver ikke skifte sine veninder ud, fordi man er forskellige steder i livet, men man  behøver heller ikke sidde og undvære, fordi de rykker hurtigere end én selv.
Da mine veninder havde fået set en masse til kæresten og lidt mere styr på det der med at være mor, drønede de også ud af buskene og kom med til en del af loge-arrangementerne. Og så mødte jeg gladelig op til børnefødselsdage, barnedåb og rolige tirsdag aftner med baby i favnen i joggingbukser til gengæld.

Min grundtanke er nok noget så forudsigeligt som at være der, hvor man er og gøre det, der passer til én. I stedet for bare at vente. Jeg hader at vente. 😉

 

Emmy-rotter, kinamad og løse gækker

IMG_7027.JPGJeg er lige kommet hjem fra det, jeg vil kalde en semi-autentisk oplevelse, som jeg må dele!
Jeg har længe været i humør til noget and i sur/sød-sovs, men jeg har ikke haft held med at finde noget decent takeout her i området. Til gengæld har jeg længe filmet lidt efter den kinesiske restaurant overfor Glyptoteket (eller ‘Glypperen’, som den hedder, når man bor i indre København). Jeg troede, den pågældende restaurant hed ‘Emirates’, men det viste sig at være rejseselskabet ved siden af. Og jeg har haft en tendens til at udtale det, som om der var tale om to rotter, der skulle til Emmy Awards. På engelsk. (Get it?)

Restauranten, som vi besøgte her til aften, trods min mands umiddelbare skepsis, hedder Great China og ligger lige rundt om hjørnet fra Rio Bravo. Der var stort set ikke andre folkeslag end kinesere derinde, og maden var efter mit barometer noget i retning af formidabel! Altså ikke ‘Restaurant København’-lækker, men ‘Vi-gider-alligevel-ikke-spise-rester-fra-i-går-og-Jon-gider-ikke-klæde-om-fra-joggingbukser’-nice!
Det er en kæmpe buffet af både færdige retter (I ved, indbagte rejer n’shit!) og så en buffet med masser af friske grøntsager og råt kød – pænt fordelt. Så tager man det, man gerne vil have, med op til kokken, som så steger det hele på stedet. Det var vildt lækker, og manden ved nabobordet underholdt med historier om, hvordan han og hans ven, som han åbenbart havde kendt siden 1972, hver onsdag “slipper gækken løs” med at drikke Absinth, høre klassisk musik i Tivoli og altså spise på kineseren.

Jeg kan i hvert fald anbefale stedet, hvis man er ude efter noget snasket på den lækre måde. Jeg blev stopmæt for 138 kr., mens krapylerne gloede på guldfisk i et stort akvarie på væggen.
Nu skal de snart visselulle (ungerne, that is. Jeg kender ikke til fiskenes sengetid), og så skal faren og jeg se ‘Out Of Sight’ med Jennifer Lopez og George Clooney bagefter. 90’er-filmene hitter endnu!

Hav en dejlig aften! Der sker vilde ting i mit lille liv for tiden, men jeg kan ikke dele nyhederne før senere …
(Og nej, jeg er ikke gravid igen). Og jeg har heller ikke lavet en taske/neglelaks/strømpebuks-kollektion.
I know, jeg er en tease! 😜

Om helstegt okse og kræsne hjemløse

Facebook-20140824-094134I går var der feriestemning her i familien Lei Lange, så vi spiste både morgenmad og frokost ude i byen.
Morgenmaden blev indtaget på Next Door Café rundt om hjørnet, fra hvor vi bor. Anbefaling gives hermed! Det er en café på bare 25 kvm., og den ligner noget, man har fundet i Berlin og taget med hjem. Ejerne er et par i 40’ne (er mit bud), to flotte fyre, hvoraf den ene, Klaus, er skuespiller (Jon læste faktisk hos ham, da han kom ind på teaterskolen) og den anden, Skylar, som er en sød, blød mand, men er tatoveret på kroppen og i hele ansigtet, så han ligner en total bad ass. Men de skaber pissegod stemning og har et vildt højt serviceniveau. De vandt også ‘Byens Bedste’-prisen i forsommeren.

Anyway! I går eftermiddags gik vi ned på Gråbrødre Torv, hvor Peder Oxe var i fuld gang med at helstege en okse, en tradition, de åbenbart holder i hævd hver sommer. For 95 kr. fik man en tallerken med salat af hvedekerner, cherrytomater og bønner, tre små stykker kød og et stykke brød. Nu har jeg aldrig været direkte fan af hvedekerner, men de gled da ned, kødet smagte fortrinligt, solen skinnede, og krapylerne visselullede sødeligt i barnevognen.
Da vi havde spist op, og Jon var gået op for at hente dessert (naturligvis), kom en lidt forhutlet udseende, ung mand, som bar sine ting i en affaldssæk, over til mig og spurgte, om han måtte spise de fedtkanter, der lå tilbage på Jons tallerken.
Jeg sagde selvfølgelig ja og skyndte mig samtidig op til disken for at købe en tallerken mad til manden. Han fik den og satte sig et par borde væk og spiste sin frokost.
Og uheldigvis kunne den sultne mand ikke lide hvedekerner … Han sad simpelthen med sin spidse kniv og pillede hvedekernerne ud af de halve cherrytomater, før han spiste dem. Jeg blev helt træt af, at jeg ikke bare havde inviteret ham på Jensen’s Bøfhus lige ved siden af. Der kunne han endda have fået to frokostbøffer for de penge! Og fri softice-bar!
Jeg blev lidt mødt af mine egne fordomme der, for jeg troede nok, at når man var sulten nok til at bede om fedtkanter fra folks tallerkner, ville man også spise noget så kedeligt som hvedekerner, hvis man fik dem serveret. Men jeg kan ikke sige, jeg slet ikke forstår ham! Det er sgu heller ikke skide-spændende spise.
Nu er der jo selvfølgelig, som en læser har kommenteret, også en chance for, at den arme mand var allergisk overfor hvedekerner. Pænt ærgerligt alligevel.

Lige nu sover hele huset. Ungerne har taget hul på dagens første lur, og min husbond indhenter det forsømte efter at have festet den ganske nat. Jeg håber, alle får en dejlig søndag! Solen skinner her, og jeg spiser nutella-madder! SÅ bliver det sgu’tte meget bedre!

PS: Jeg har siden mine indlæg om alle mine syndige ture til Magasins og Tivolis Simply Chocolate-afdeling mødt en del bloglæsere, som har bekendt, at de var faldet i gryden sammen med mig og har shoppet sticks efter min anbefaling. Jeg er fan af det, mand! Mere chokolade til folket, mand! Død over hvedekerner!

Berta og Hugo fylder hver et halvt år i dag!

I dag er lidt af en festdag i det lille hjem, da vores unger bliver ét år! Altså tilsammen.
Det er simpelthen et halvt år siden, at jeg lå oppe på Riget og pressede dem ud af mit allerhelligste, hvorefter jeg fik serveret ristet brød med marmelade-firkanter og rød saft.
Jeg gider ikke påpege, hvor snapt, tiden går, det er for kliché, så jeg vil nøjes med at glæde mig over, hvor mange forskellige, nye features, ungerne hver dag opdateres med for tiden. Hver uge kan de nye ting, og folk har satme ret, når de siger, at det bliver sjovere og sjovere. Nu har de, modsat for bare et par måneder siden, hver en million forskellige ansigtsudtryk, og det virker som om, det er endnu lettere at finde noget at hænge sin kærlighed på.

Jeg har fra starten elsket begge krapyler inderligt med rygraden. Fra det sekund, de kom ud, ville jeg dø for dem, og jeg kan især mærke det, hvis nogen i bussen kommer til at strejfe Bugaboo’ens tag, og jeg må lægge bånd på mig selv for ikke at stikke vedkommende en altan-skalle.
Nu, hvor de er kommet ud af deres egne, små verdner og smiler, stopper ting i munden og griner, når man kaster dem op i luften, elsker jeg dem med hjertet, kroppen og hele min bette sjæl. Det er så syret. Og jeg kan mærke, at det kun bliver værre og værre … De unger vil kunne få mig til hvad som helst, så snart de lærer at tale.

Øde gader og MM iklædt skjorte fra InWear, jeans fra Acne og taske fra Mulberry. Og knold, fordi hun ikke gad vaske hår. ;-)

Øde gader og MM iklædt skjorte fra InWear, jeans fra Acne og taske fra Mulberry. Og knold, fordi hun ikke gad vaske hår. 😉

Her til morgen gad jeg ikke spise havregrød, så vi stormede i stedet på Next Door Café lige rundt om hjørnet, og vi var der på slaget ni, da de åbnede. Gaderne var øde, stilheden blev kun brudt af de tomme McDonald’s-papirsposer, de fløj omkring på brostenene som vindhekse i en mexikansk landsby. Det er altså fordelen ved at stå tidligt op i weekenden: Man får set sin by med andre øjne.

I aften skal manden min i byen med hele sit fodboldhold, som han i øjeblikket træner med hver dag. Fodboldholdet udgøres af den flok skuespillere, som skal spille det danske landshold, der vandt EM i 1992.
Hvis I forestiller jer at have en arbejdsdag, hvor I skulle shoppe dagen lang, mens i spiste jordbær dyppet i chokolade og om aftenen fik en massage af en veltrænet, latinamerikansk mand med varme øjne og bløde hænder.
Sådan har Jon det, når han går på job for tiden. Han bruger sine dage på at spille fodbold og lave film – to af de ting, han allerbedst kan lide. Han ligner en 1. g’er, der lige har fået sit livs første håndtrold, når han træder ind ad døren herhjemme hver dag.
Om et par uger drager han med holdet til Sverige og filmer, og så er han væk en uge af gangen, men hjemme de fleste weekender. Jeg bliver tit spurgt, om det ikke er hårdt, når han sådan er væk, men det synes jeg sgu ikke, det er, når han er så lykkelig for det, han laver.
Min aften skal tilbringes i sofaen! Inden den tid skal jeg lige et smut i Magasin efter en ny elkedel. Ih, hvor jeg håber, elevatoren virker ordentligt denne gang…….. 😜

Lidt om hamsterhjulet …

IMG_6942.JPGKÆFT, hvor jeg dog elsker at være på barsel!
Nu er Jon også startet på job igen, og når han er væk fra hjemmet, om end det oftest blot er en 4-5 timer om dagen, føles det endnu mere “rigtigt”. Jeg har taget mig selv i at redde vores og ungernes senge som noget af det første hver morgen. Det er aldrig sket tidligere! Rollen som hausfrau bekommer mig ganske vel. Selvom jeg efterhånden virkelig ikke kan kende dagene fra hinanden. Måske skulle jeg begynde at sylte her til efteråret? #not

Ungerne vågner hver morgen lige omkring klokken syv. Så lader vi dem ligge og pludre med hinanden i en ti minutters tid, før vi haler dem ind i dobbeltsengen, hvor der puttes og siges pruttelyde, indtil de får serveret morgenmad på sengen klokken otte.
Imellem klokken otte og tolv sover de en lur på en eller to timer, og jeg skal være helt ærlig at indrømme, at det sker oftere end ikke, at jeg napper den sammen med dem i førnævnte dobbeltseng. Oftest sover jeg den første del af luren med den ene unge i favnen, hvorefter jeg triller om og spooner den anden mini i sidste halvleg. Det kan sgu godt noget!

Klokken tolv spiser de frokost, og om eftermiddagen sover de (og ja, ofte jeg) endnu en lur, og så er der mad kl. 16. I det tidsrum er der også tid til en gåtur, og ja, den har tre gange i denne uge haft chokoladeovertrukne jordbær og skumfiduser på pind i kølvandet.
Herefter ligger udfordringen i at holde krapylerne vågne til klokken halv otte, hvor de får deres aftensmad, og så sover de sgu altid (7-9-13) fra klokken otte til syv næste morgen. Måske beder Hugo om hjælp til en sut ved tre-tiden, men det er så også dét.
Og sådan ser alle dagene sgu ud!

Mange er af det indtryk, at Hugo og Berta er nogle små cirkus-unger, som siden fødslen har været halet med til alt muligt, men det er faktisk ret langt fra virkeligheden. Vi har været på sommerferie, men ellers ligner dagene satme hinanden.
Siden vor hjemkomst fra Riget har jeg trillet tur med dem næsten dagligt, og da jeg er bosiddende i indre by, er dette ofte foregået på Strøget. Det har betydet, at jeg har kunne spise frokost med godtfolk på fortorvs-caféer under disse trips, men ungerne har ikke anet en skid, da de har knaldet brikker lunt og trygt i Bugaboo’en.

Da de for et par måneder siden begyndte at vågne mere op, gjorde jeg gåturene mindre og har sørget for, at de har tilbragt de fleste af deres vågne timer her på matriklen, sådan at de ikke er blevet overdynget med sanseindtryk og i ro og mag har kunne vænne sig til Jon, mig og hinanden. Når jeg har mødtes med en veninde på café eller har været til et andet arrangement udenfor hjemmet, har jeg som oftest været væk i max halvanden time, mens Jon så har passet barylerne, da jeg tror, det er sjovere for dem at ligge på et legetæppe og spille op end at sidde på en arm på en beværtning eller et andet sted.
Det føles rigtigt for os. Andre ting føles rigtigt for andre. Hip hurra for, at der er frit valg på hylderne, og at folk (og børn) er forskellige.

I dag gik vi dog linen ud og tog ungerne med til et event på Papirøen, fordi Microsoft lancerer en Surface Pro 3 samt en ny Xbox One. Jeg er fan af førstnævnte og Jon den sidste. Hvis det skulle vise sig at være noget rod, kunne vi jo bare tøffe hjem i jordhulen igen.
Vi var der i halvanden time, og krapylerne var helt oppe at køre! De spruttede af grin og smilede til alle, de kunne komme i kontakt med. Jeg tror sågar, Hugo scorede et telefonnummer på én af tøserne …

Hverdagen slanger sig af sted i al sin hast og charme, og pludselig ligger jeg altså inde med to babyer, som på lørdag er et halvt år gamle, hvilket jeg ikke rigtigt fatter en krone af. Og jeg ELSKER, at jeg bor i et land, hvor jeg kan gå på barsel i et helt år og bruge tiden på lade mig opsluge af hverdagen og ungerne og glemme forskellen på tirsdag og lørdag.
Skål for velfærdssystemet! 🍸

Hav en dejlig aften, folkens! Engang betød torsdag for mig aftenvagt på café Strassen efterfulgt af gin/tonics og Heineken-bajere på HipHopKontoret. I aften betyder det stearinlys på bordet, film i kassen og dyner i sofaen. Begge dele er altså quite alright! 😊

Retraction: Jeg mente PYJAMAS!

Jeg tror, jeg må skuffe nogle af jer, for jeg forstår godt, hvis I med “natdragt” forestillede jer en voksen-sparkedragt, og hvor vild ville sådan én ikke lige være med ordet “AWESOME” trykt på maven?
Jeg forestiller mig noget blød bomuld med lynlås hele vejen ned på midten og gerne i komplimentær-farver …
Jeg har da egentlig også et par stykker af den slags i forvejen, hvoraf jeg har fået den ene af Jon i 1-års kærestegave.
Og jeg så ganske genial ud i dem, da jeg var højgravid, hvis jeg må være så fri! Synes mest af alt, jeg lignede noget, man sparer penge op i.

I denne omgang har jeg nok desværre været noget uklar i min beskrivelse – der er nemlig ikke tale om nogen dragt, men snarere en pyjamas. Sættet er todelt, men ikke nødvendigvis mindre awesome af den grund.
Mange bad om et billede, og her er det så. Med vasketøj og rengøringsmidler i baggrunden. SÅ er alle glade! 😉

Godmorgen! :-)

Godmorgen! 🙂

Mandags-reportage!

Det er satme knas ...

Det er satme knas …

Min dag i dag startede med, at jeg smadrede min blush på badeværelsesgulvet. Først blev jeg ærgerlig, men ret snaps kom jeg heldigvis i tanke om, at jeg havde endnu en blush liggende i skuffen, som jeg har været ved at dø efter at tage hul på, men samtidig for nærig til at gøre det, før den anden var borte. Og det var den så nu! WIN! Således opmuntret blev dagen faktisk kun bedre.

Formiddagen tilbragte krapylerne og jeg på Vesterbro, hvor vi besøgte min gamle ven, Anders, som er indehaver af butikken LOKAL, hvorfra han sælger møbler og smykker, som han selv laver (smykkerne, altså) under navnet HandcraftedCph.
Jeg havde nemlig i al hemmelighed bestilt en halskæde til Jon, som jeg selv har været med til at designe, og jeg er sygt tilfreds med resultatet. Det blev Jon heldigvis også. Sagde han da. 😉

I eftermiddag var jeg en tur i Magasin for at få skuret facaden hos Elizabeth Arden. Det er ikke til at se det, men de har deres eget lille behandlerrum inde bag disken. Seriøst! Det er 10 kvadratmeter, eller sådan noget, og der er tyst som en vinterdag i Tisvilde, når man ruller skydedøren for.
Jeg faldt i søvn under en vidunderlig ansigtsmassage og vågnede, da min underskuffe ramte brystkassen. Ømt. Så jeg gik derfra veludhvilket og shiny i hele skallen og en følelse af at have været på weekendophold.

Inden jeg drønede hjem til Jon og barylerne, skulle jeg lige købe noget modermælkserstatning, så jeg rulletrappede den ned til MAD & VIN i kælderen. Jeg ved godt, det er hundedyrt, og jeg handler normalt heller ikke hverdagsartikler der, men når Jon ikke er hjemme om aftenen, finder jeg mig tit nogle boller i karry eller noget forstoppet pasta dernede. Det føles forkælelsesagtigt og lidt som at handle ind i udlandet. Der er så pænt!
I dag var jeg som beskrevet kun ude efter NAN, som i både Rema og Netto altid koster imellem 72 og 75 kroner, så jeg var tæt på at bruge et års som optrækkeri, da jeg måtte sande, at MAD & VIN tager 105 kr. for selvsamme erstatning.

Jeg besluttede derfor at forrette min forretning andetsteds, hvilket jo betød, at jeg sparede 30 kr., som straks begyndte at brænde i lommen på mig … Derfor bestilte jeg en ‘Stick’ hos Summerbird. Jeg har overvejet det tidligere, men er af en eller anden grund ikke  kommet omkring til det. Ekspedienten var sådan en, man godt gad være veninde med, hvis det var. Fie, tror jeg, hun hed. I ved, sådan et overskudsmenneske, som elsker sit job (Who wouldn’t! Hun får sikker chokoladerabat) og gerne deler ud af sit overskud.
I det gode selskab fik jeg mig en stick med jordbær, banan, fudge, nougat og (selvfølgelig) skumfidus – overhældt med mørk chokolade og drysset med nødder, og det smagte INSANE! Jeg var nødt til at tage én med hjem til Jon, også.
(Og nej, jeg er ikke sponsoreret af hverken Magasin eller Summerbird, men de kan bare ringe, hvis det er! 😜)

Desuden har jeg i dag fået en natdragt af Jon, hvor der står AWESOME med store bogstaver på maven, og det er da på en måde også meget fedt, synes jeg! 😊

 

Regnvejrs-søndag!

Regnvejrsdag - og Hugo sover ...

Regnvejrsdag – and ma baby sleeps …

Åh, hvor kan jeg huske den her slags søndag fra dengang, jeg var ugift og barnløs!
Sådan en søndag sidst på sommeren, fuld af tunge regnskyer, som både er træls og optur. På den ene side er solen altid at foretrække, men på den anden side kunne det også være pænt win med en søndag, hvor man ikke behøvede stå op og “få noget ud af dagen”, men med al samvittighed i behold kunne trække dynen ind i sofaen og se Zulu Serie-Søndag hele dagen.

Nogle søndage brugte jeg på at vente på en SMS fra en eller anden, jeg havde mødt aftenen forinden, nogle brugte jeg i erstatnings-ske med en veninde, nogle gange gik jeg i solobio på kysserækken i Empire klokken 20.
Åh, de weekender, hvor man havde været forudseende nok til at gøre det hele klar om lørdagen: Leje film i BlockBuster, rydde op, så man følte sig knap så ussel, når man væltede ud af sengen, købe ind til usund mad og måske endda en dut is i fryseren! Så er regnvejr altså en kærkommen gæst på en syndig søndag, også selvom man kunne være nødt til at tage en taxa i sin walk of shame for ikke at få ødelagt stilletterne. Yderligere.

Min søndag bliver i dag tilbragt ganske uden tømmermænd, men jeg nappede da formiddags-luren i ske med krapylerne, så det lugter da lidt af gamle dage. Vi har jo været alene hjemme, da Jon er på udflugt, og jeg har nydt tresomheden ganske grundigt. Spiste skidedyr takeout fra LéLé med en veninde fredag, og i går stod den på Meyers færdigretter fra Mad & Vin i sofaen all by my lonesome.
Det dér danseteater på Politigården i går var altså ikke helt, hvad jeg havde skruet mig op til. Ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men det blev mig lidt for følt, og da ingen af ungerne rigtigt gad sove, stjal de også momentum, så når jeg af og til spejdede op på scenen og så en skaldet mand iført kjole vride sig som en orm over bål, mens han mimede en voldsom, indre smerte, blev jeg lidt træt. Så jeg trak tvillingekortet og smuttede i pausen. Men kæft, hvor er den politigård dog pæn – altså på nazimåden. Hvis man kan sige det?!

For en måned siden tillod været dét her ...

For en måned siden tillod vejret dét her …

I aften kommer Jon hjem, og jeg glæder mig som en fulderik til happy hour! Vi skal have burgere fra Cock’s & Cows og flette tæer i sofaen, når kuldet er crashet, og hvis nogen ligger inde med forslag til gode thrillers a la 90’ernes ‘Kiss The Girls’, ‘Double Jeopardy’ og ‘Primal Fear’, vi bør underholde os med, så vær god at smide en kommentar! Nyere titler kan også gøre det, der SKAL bare være nogen, der dør i løbet af de første tyve minutter.
Jeg håber, alle har en god søndag – om det så er i armene på en frækkert, en unge, en kat, en veninde eller helt alene foran Beverly på Zulu. Det kan sgu noget alt sammen. 🙂