Mode

Hygge i Sverige samt et #ootd

Jeg møg-hygger mig i Göteborg! Ungerne og jeg tager allerede hjem i morgen formiddag, så det er kun en smuttur, men jeg har aldrig været i Göteborg før, og jeg elsker det der med, at nu har jeg også set den by. Altså næste gang, nogen taler om Göteborg, kan jeg knytte nogle billeder til. Og selvom vi kun er små fire timer væk hjemmefra, føles det mega ferie-agtigt at være et andet sted, som ikke ligner det, man går og ser på hver dag. Og så er hotel-hovedpuder seriøst de bedste!

Vi bor på Hotel Radisson BLU, som har den fineste udsigt ved vandet, og i går aftes fik jeg hr. Lange til at tage et billede af mig inden aftensmaden.

Her ses jeg sørme, idet solen går ned i det svenske iført jakke fra f by fransa, jeans fra Acne og T-shirt og støvler fra Zara.

Her ses jeg sørme, idet solen går ned i det svenske, iført læderjakke fra f by fransa, sorte jeans fra Acne og T-shirt og støvler fra Zara. Tasken er favoritten fra Mulberry.

Krapylerne opfører sig forbilledligt – også på svensk, meeen man kan godt mærke, de er blevet ældre. Det dér med bare at spise dem af og kaste dem ned i vognen i troen på, at de trækker torsk i land, mens vi smovser svenske delikatesser, holder ikke længere. I går aftes gik Hugo rigtigt nok til ro på slaget syv som planlagt, men Berta kunne mærke, at der var mænd i farvandet, så hun nægtede at lade sig putte, før hun havde hilst på alle skuespillerne, hoppet op og ned på Jons skød i den gode ende af 20 minutter og desuden lige fået en gang dessert-mælk og lidt pandenus.

Vores fancy Bugaboo kan omformes som man lyster fra klapvogn til barnevogn, så på denne tur fungerer den som sidstnævnte, idet den derved også tjener formålet som baby-dobbeltseng om natten. Flere har spurgt, om ungerne er blevet for store til barnevognen, siden vi har taget klapvognsdelen i brug, og nej, det er de ikke, de er blot begyndt at være meget nysgerrige på, hvad der foregår udenfor vognen, og i klapvognen er det lettere for dem selv at tilegne sig den information.

Nu vil jeg spise krapylerne af og selv få mig noget morgenmad og derefter drage ud i byen på jagt efter Ahlgrens Bilar, Polly’s chokolade-dimser og måske noget svensk tøj!
Det er meget muligt, jeg vender tilbage senere på dagen, hvis jeg oplever noget spændende! Indtil da ønsker jeg alle en dejlig tirsdag. Jeg håber, den bliver fuld af wienerbrød, gode grin og de helt rigtige numre i radioen, mens I kører hjem fra arbejde/skole/fængsel (I don’t judge). 😉

Magasin, overskæg og Sverige på en helt almindelig tirsdag

Jeg synes, der burde gives et ekstra tilskud til kvinder på barsel.
Vi traver jo byen rundt hver dag med barnevogne, og det kan sgu godt blive en dyr fornøjelse, skulle jeg hilse at sige! Nu har man drønet rundt i graviditetstøj i så mange måneder, at det slet ikke er forsvarligt at lade os gå ubevogtede rundt i tøjbutikker. Jeg har aldrig shoppet mere, end jeg har gjort, siden jeg fødte krapylerne.
Og det er vel egentlig også til glæde for landets samlede bruttonationalprodukt og efterdønningerne af finanskrisen, at vi mødre sådan er med til at spytte i kassen? Guderne skal vide, at det i forvejen er dyrt at få børn, så at vi også hjælper til, at tekstilfremstillerne kan få mad på bordet, burde belønnes!

Læg mærke til den selvopvarmende sutteflaske lige udenfor billedet. Satme smart! :-)

Læg mærke til den selvopvarmende sutteflaske lige udenfor billedet. Satme smart! 🙂

Jeg har lagt mange af mine penge i Magasin på Kgs. Nytorv. En hel del af dem ligger nede i kælderen hos de søde piger, der sælger sticks i Simply Chocolate, og resten ligger oppe på anden sal, hvor de sælger dametøj. Det regner aldrig i Magasin, og det ligger i tilpas gåafstand fra vores hjem. Man fristes nogle gange til at lave en “Winona”, så I kan vel nok forstå, jeg blev lidt forfjamsket og lun under blusen, da jeg fik en mail fra selvsamme stormagasin med emnelinien “Hvad har du i din taske?”

Min nye kjole er i øvrigt fra Wood Wood.

Min nye kjole er i øvrigt fra Wood Wood.

Det viste sig heldigvis, at der blot fra Magasins side var tale om en interesse for et lille, uskadeligt interview med undertegnede til deres nye online-magasin WWW by Magasin, hvilket jeg takkede pænt ja til, så I dag var ungerne og jeg atter i Magasin. Og ja, jeg købte en stick i kælderen på vej hjem.

Prop og Berta chillede backstage som de rockstjerner, de (især Hugo på dette billede) er.

Prop og Berta chillede backstage som de rockstjerner, de (især Hugo på dette billede) er.

Her til aften drager min husbond til Sverige for at optage filmen om EM92. Hans overskæg er efterhånden imponerende bushy og ligner noget, der kunne gøre selv Ron Burgandy selvbevidst, og ungerne er nu nået den alder, hvor de har forstået, at noget befinde sig bag noget andet. Og ovenpå noget andet. Som for eksempel klistermærker, puder, bluser og overskæg. Når de er i bad, bruger de alle kræfter på at forsøge at hale advarselsklistermærket, som adviserer om den anbefalede vandmængde, af, og når de er i nærheden af Jon, gør de alt for at fjerne rykke hans overskæg. En del af mig ønsker dem held med projektet, for selvom sådan en veltrimmet rive lader til at have været noget af et erotisk statussymbol i 90’erne, forekommer det mig så hipster/blotter/tysker-agtigt, at jeg nogle gange kan have svært ved at få øje på min smukke, smukke, SMUKKE mand inde bag ved.

Selvom jeg kommer til at savne manden i mit liv helt tumpet, mens han er på fodboldlejr, glæder jeg mig egentlig lidt til en soloaften. Jeg tror sørme, der er risiko for smeltede skumfiduser fra sydøst! Og så har jeg set, at TV3 har premiere på et TV-program, som handler om folk, der har fortrudt deres plastik-operationer! Det føles næsten som at være single igen!

 

Lækre dåser

Facebook-20140908-071737

Jeg har altid haft et varmt hjerte for blogger-duoen Pudderdåserne! I starten var det mest bare fordi, de har claimet verdens fedeste navn til en skønhedsblog. Og efter, at jeg er begyndt at følge dem, er den forkærlighed blevet bestyrket, fordi de er mega ‘no bullshit’-agtige. De skriver, hvad de mener, og de fedter ikke for nogen. Desuden skriver de godt! Og om ALT indenfor skønhed. Og så kan man mærke, at de er de SYGESTE nørder!

Derfor giver det også skidegod mening, at de nu har lanceret deres egen produktlinie med i første omgang fem produkter. Jeg var til lanceringen i dag i Magasin, men Berta blev ved at sige upassende lyde, så jeg var desværre nødt til at gå, før jeg havde hørt præsentationen af de fine, pink sager.
Men serien er en “musthave”-serie, der er det, man skal bruge. De er gået efter at opfinde de ting, de mener manglede på markedet, og jeg glæder mig især til at prøve deres T-zone-peeling-maske, da den efter sigende skulle slå sorte porer ihjel.

Alle produkterne koster imellem 95 og 195 kroner, og man kan læse mere om dem her!

Og fordi, damerne holdt lancering i Magasin, kom jeg selvfølgelig til at købe mig flad hos både Wood Wood, By Malene Birger og Mango på vejen derhen … Og ja, jeg tog også en stick i kælderen på vejen. Men det var kun for at kunne give ungerne en flaske ved samme lejlighed! Jeg vil gøre alt for de unger, det ved I vel. 😉

Den her heldragt købte jeg i Mango. Jeg synes aldrig, sådan noget ud-i-et-halløj med skjorte og buks syet sammen plejer at virke, men det gør den her altså! Vupti, påklædt med et snuptag, det er sgu da praktisk!

Facebook-20140908-072936

Fru Langes online loppemarked

Giv plads, giv plads, her kommer kræmmer-jyden!
Grundet overgangen fra sommer til efterår (i hvert fald, hvis man stoler på kalenderen og ikke ser ud af vinduet …), har jeg ryddet op i min garderobe, og derved har jeg lagt en del til side, som jeg har i sinde at forsøge at få solgt, når der atter er luksus-loppemarked på Soho House d. 5. oktober.
Men pladsen i vores kælder er trang, så derfor har jeg nu samlet et bette udvalg her, så hvis nogen skulle få lyst til at erhverve sig lidt Louboutin, Miu Miu, Wackerhaus, Baum und Pferdgaren eller andet, send mig da en mail (mmleilange@twinpeaks.dk)
Jeg har skrevet mine forestillinger for mindstepriser på, men jeg ér jo jyde, så kom med et bud, man kan altid slå en handel af. Især hvis man vælger at købe mere end én ting. Køber betaker som udgangspunkt for forsendelsen, med mindre man ønsker at afhente. 🙂

Klik på billederne for at se dem forstørret og som galleri.

Info: En del har kommenteret på billederne for at høre, om ting stadig er til salg. Jeg kan af en eller anden grund ikke komme til at besvare billedkommentarer fra mobilen, så please send en mail i stedet! 😊

Søndags-brunch, gulerødder og mandesnaveri

Det er sommer, det er sol, og det er søndag! Og vi er da heldigvis bare mega-ligeglad med, at det er lortevejr.
Jon og jeg smed her til formiddag krapylerne ned i klapvognen og drønede ad de larmende stille gader ned til Paludan, hvor vi satte os udenfor og spiste brunch pakket ind i Carlsberg-tæpper i det dejligste fleece.
I dag er det årets allersidste sommerdag, regn eller er, så spiser vi altså morgenmad udendørs!

Lige for tiden er jeg ved at prøve noget af. (Og med ‘lige for tiden’ mener jeg: Siden i går). Jeg prøver at snyde mig selv til at tro, jeg lider af gluten-allergi. Jeg læste lige på Beautyspace, at smukke Julia Lahme havde tabt sig helt vildt på at opdage, at hun har gluten-allergi (ikke skidesjovt at have allergi, I know), men det havde hun så på den positive side tabt 10 kilo på!
Det er ikke fordi, jeg gerne vil smide 10 kilo, men jeg vejer stadig mere, end før min krop blev okkuperet af aliens, og de sidste par uger har jeg taget yderligere på. Troede satme lige i to minutter, at der var endnu en Lange på vej …
Desuden er jeg røvtræt af rugbrødsmadder til frokost anyway (man kan godt savne Allers kantine lidt ved 11.30-tiden. Især mandag, som er “jysk maddag”), og der er ikke gluten i cola og chokolade (hvis jeg tager fejl, så ret mig for Guds skyld ikke!), så nu spiser jeg kyllingelår midt på dagen og ellers stort set det samme som før.
Men nu må vi se. For to måneder siden startede jeg med at squat’e hver gang, jeg børstede tænder. Det holdt i 4 dage …
Det værste, der kan ske, er vel, at jeg får lidt flere grøntsager indenbords i de dage, jeg holder ud, og det er vist ikke så ringe endda.

Ellers er der ikke sket det store siden i fredags!
Arvingerne er begyndt at spise grød, hvilket da er ret voksent, og til min mands store fornøjelse fik vi i går samlet mærker nok ind i Netto til at kunne købe de dér lækre håndklæder til spotpris. Og så har vi set Black Swan igen. KÆFT, hvor er det nasty, der hvor hun hiver i sin neglerod!

Jeg håber, der hygges igennem til den store guldmedalje derude denne søndag, og til de to store, muskuløse mænd, som vækkede hele familien i nat, da de snavede hinanden i bund op af vores dørtelefon: Happy pride! 😉

Denne søndag ses fru Lange i en læderjakke fra f by fransa (det staves altså med småt), T-shirt fra Part Two, bukser fra Six Ames og loafers fra Magasin. Dårligt sko-valg på dagen, i øvrigt.

Denne søndag ses fru Lange i en læderjakke fra f by fransa (det staves altså med småt), T-shirt fra Part Two, bukser fra Six Ames og loafers fra Magasin. Dårligt sko-valg på dagen, i øvrigt.

PS: Jeg kan godt se, at det på billedet ser ud som om, jeg har en lille-bitte pik. Men det er altså bare en fold i stoffet, jeg sværger! 😉

Berta og Hugo fylder hver et halvt år i dag!

I dag er lidt af en festdag i det lille hjem, da vores unger bliver ét år! Altså tilsammen.
Det er simpelthen et halvt år siden, at jeg lå oppe på Riget og pressede dem ud af mit allerhelligste, hvorefter jeg fik serveret ristet brød med marmelade-firkanter og rød saft.
Jeg gider ikke påpege, hvor snapt, tiden går, det er for kliché, så jeg vil nøjes med at glæde mig over, hvor mange forskellige, nye features, ungerne hver dag opdateres med for tiden. Hver uge kan de nye ting, og folk har satme ret, når de siger, at det bliver sjovere og sjovere. Nu har de, modsat for bare et par måneder siden, hver en million forskellige ansigtsudtryk, og det virker som om, det er endnu lettere at finde noget at hænge sin kærlighed på.

Jeg har fra starten elsket begge krapyler inderligt med rygraden. Fra det sekund, de kom ud, ville jeg dø for dem, og jeg kan især mærke det, hvis nogen i bussen kommer til at strejfe Bugaboo’ens tag, og jeg må lægge bånd på mig selv for ikke at stikke vedkommende en altan-skalle.
Nu, hvor de er kommet ud af deres egne, små verdner og smiler, stopper ting i munden og griner, når man kaster dem op i luften, elsker jeg dem med hjertet, kroppen og hele min bette sjæl. Det er så syret. Og jeg kan mærke, at det kun bliver værre og værre … De unger vil kunne få mig til hvad som helst, så snart de lærer at tale.

Øde gader og MM iklædt skjorte fra InWear, jeans fra Acne og taske fra Mulberry. Og knold, fordi hun ikke gad vaske hår. ;-)

Øde gader og MM iklædt skjorte fra InWear, jeans fra Acne og taske fra Mulberry. Og knold, fordi hun ikke gad vaske hår. 😉

Her til morgen gad jeg ikke spise havregrød, så vi stormede i stedet på Next Door Café lige rundt om hjørnet, og vi var der på slaget ni, da de åbnede. Gaderne var øde, stilheden blev kun brudt af de tomme McDonald’s-papirsposer, de fløj omkring på brostenene som vindhekse i en mexikansk landsby. Det er altså fordelen ved at stå tidligt op i weekenden: Man får set sin by med andre øjne.

I aften skal manden min i byen med hele sit fodboldhold, som han i øjeblikket træner med hver dag. Fodboldholdet udgøres af den flok skuespillere, som skal spille det danske landshold, der vandt EM i 1992.
Hvis I forestiller jer at have en arbejdsdag, hvor I skulle shoppe dagen lang, mens i spiste jordbær dyppet i chokolade og om aftenen fik en massage af en veltrænet, latinamerikansk mand med varme øjne og bløde hænder.
Sådan har Jon det, når han går på job for tiden. Han bruger sine dage på at spille fodbold og lave film – to af de ting, han allerbedst kan lide. Han ligner en 1. g’er, der lige har fået sit livs første håndtrold, når han træder ind ad døren herhjemme hver dag.
Om et par uger drager han med holdet til Sverige og filmer, og så er han væk en uge af gangen, men hjemme de fleste weekender. Jeg bliver tit spurgt, om det ikke er hårdt, når han sådan er væk, men det synes jeg sgu ikke, det er, når han er så lykkelig for det, han laver.
Min aften skal tilbringes i sofaen! Inden den tid skal jeg lige et smut i Magasin efter en ny elkedel. Ih, hvor jeg håber, elevatoren virker ordentligt denne gang…….. 😜

En tur i kasjotten!

My team!

My team!

Jon smuttede i går til Hillerød for at tilbringe weekenden i selvvalgt eksil for at terpe fodboldkampe fra 90’erne som en form for mentalforberedelse til den forestående EM92-film, han er med i. En weekend, hvor han skal sove længe, løbe ture og se fodbold. I think he is not sorry … 😜

I dag kommer Verdens Sejeste Farmor så fra Hillerød til København K for at hænge ud med mig og ungerne, og i eftermiddag har vi planlagt en udflugt til Politigården for at overvære en danseforestilling. Jeg har efterhånden læst så mange danske kriminalromaner, at jeg næsten glæder mig mere til at se den runde politigård, der danner rammen om de dansende, end deres performance! Nogle gange har jeg overvejet åbenlyst at stjæle en pære i Fakta i indre by blot i håbet om at blive lagt i benlås og håndjern og slæbt med “down town”. Jeg lader det dog blive ved fantasien, for skuffelsen ville være kolossal, hvis det viste sig, at de i stedet hev mig med på Station City nede på Halmtorvet. Men i dag kan krapylerne, Verdens Sejeste Farmor, min svigerinde og jeg altså helt ved egen hjælp bevæge os derind og se os omkring.

Kender I følelsen, når man holder stille på cykel i et kryds, og man drejer hovedet og ser en politibil holde ved siden af? Selvom det er højlys dag uden grund til cykellygter, kan man godt alligevel rammes af koldsved og en mild form for panikangst i frygten for at blive busted for … et-eller-andet!
Lidt ligesom når ens chef går forbi stolen, man sidder og arbejder på, og man lige retter ryggen og rynker brynene i påtaget alvor af frygt for, at hun/han skal tro, man sådan sidder og hygger sig alt for meget og ikke tager sit job seriøst. Selvom man gør!
Den frygt har jeg samtidig lidt med mig ned på politigården. Hvad nu, hvis de ikke lader mig gå igen?
Facebook-20140816-111523Hvad nu, hvis de finder én eller anden eller anden grund til at holde på mig, nu jeg alligevel er der! Hvis nu en anden mørkhåret kvinde har røvet en bank her til formiddag, og de så ser mig og lader fælden klappe?
Ja, besøget på politigården er på én og samme gang en drøm og et mareridt, der går i opfyldelse.

Her til formiddag faldt jeg i øvrigt over nyheden om, at Kim Kardashian og Kanye Wests fælles reality-barn, North West, som nu er 13 måneder gammel, agerer model i Chanel fra top til lillebitte tå i en ny modeudgivelse med billedteksten ‘It’s never too early to care about fashion’. Citat Karl Lagerfeld. Naturligvis. Din gamle røver, Karl. Det siger du jo bare for at provokere. 😊

 

Kæft, der sker meget på ét år!

IMG_6556.JPGI dag for præcis et år siden var jeg til modeuge, mens Jon var i Mexico.
Vi vidste, at jeg var gravid og havde en tid til en tidlig scanning på lørdag, så vi kendte stadig ikke til omfanget af mavens content.
Men det var den hårdeste modeuge nogensinde. Jeg skulle lave fem film til ELLE.dk på tre dage, og hvor eftermiddag tog jeg et smut hjem til lejligheden for at tude af udmattelse og kaste lidt op, inden jeg tog videre. FUCK, hvor kan man dog være TRÆT som gravid! Jeg har haft søvn-issues i fem år, men jeg har aldrig været så træt som mens, jeg var gravid – selvom jeg da sov mere end nogensinde.
Jon var i Mexico for at optage en amerikansk actionfilm (en kortfilm, den bliver desværre ikke vist sådan til hele verden. Men jeg sværger, han er svedig!), og han ringede hjem et par gange om dagen og fortalte om sine oplevelser med entusiasme som Ole Henriksen i en champagnebrandert, så jeg nænnede ikke at brokke mig og løj bare og sagde, jeg havde det kanon.

Fredag nat landede han i København, og lørdag formiddag fandt vi altså ud af, at der lå to bittesmå Hugo-og-Berta’er nede under min navle. Det har jeg i øvrigt tidligere fortalt om i et indlæg her. 🙂
Det er umuligt for min hjerne at kapere, at det er et år siden! Et lillebitte, sølle år! Og nu har vi motherfucking TO børn på næsten et halvt år hver! Og de er så cute, at jeg næsten ikke magter det!

I går aftes havde jeg inviteret Jon på date på Restaurant Kjøbenhavn, hvor jeg var med Sneglcille i lørdags. Jeg var så entusiastisk over min oplevelse (De spiller Gramsespektrum på toilettet OG serverer ting med bernaise, hallo!), at jeg måtte dele den med ham.
Vi havde puttet ungerne i vognen, og planen var, at de skulle visselulle ved siden af bordet, præcis som i lørdags under min middag med Sneglen.
Den idé var Berta dog ikke helt med på … Hun ville meget hellere sidde med ved bordet, hive mig i håret og slå til bestikket.
Det blev ikke lige den date, jeg havde forestillet mig, men det var sgu hyggeligt alligevel, og jeg fik min bernaise. Med jomfruhummer! Oh, the joy!

Jeg havde planer om at skulle ud til et par shows under denne modeuge, og Jon var yderst beredvillig i forhold til at tage over på baby-fronten, så i tirsdag tog jeg til show i BellaCentret og gik bagefter en tur på modemessen derude. Han og ungerne kom så og teamede op med mig til Børn I Byen-prisen. Det kom til at betyde, at Jon forestod en madning, og at jeg samlet set var væk fra ungerne (og ham, bevares) i tre timer og tre kvarter. Og nu lyder jeg som en patetisk tudeprinsesse, men det var sgu for meget. Det var ikke sådan, at jeg var reduceret til krampegråd, men jeg ville bare hellere være sammen med dem. De er sgu så grineren!
Og hey, jeg er på barsel, så jeg kan heldigvis helt selv bestemme, så jeg har ombestemt mig og tager kun til de ting, som muliggør dobbelt-karetens indlemmelse i selskabet eller ting, som ligger så tæt på vores (ret centralt beliggende) bopæl, således at jeg kan være retur i omegnen af en time.

I dag skal ungerne stikkes i lårene oppe hos lægen – noget, der plejer at få mig til at hyle betragteligt højere end dem. Bagefter går turen til IKEA, for vi er netop ved at indrette børneværelse. De to baryler er nu så store, at de ikke længere kan dele en seng. I morges blev vi vækket kl. 6.30, idet Hugo havde drejet sig 180 grader, sådan at hans fødder lå i hovedenden til stor irritation for Berta, der endnu sov, da han vågnede og begyndte at sparke morgenfriskt med fusserne.
Derfor skal de nu til at sove i hver deres seng, og dem er der ikke plads til to af i vores soveværelse, så nu rykker de sgu ind i egne gemakker. Wild times!

Hey, her til slut vil jeg lige høre jer om en ting.
Det bliver ofte diskuteret, hvilken slags blog, denne blog er, og det kan jeg ikke rigtigt svare på, men der hersker jo ingen tvivl om, at den er primært tekstbåret. Jeg har ingen intentioner om at ændre på dét faktum, men hvordan ville I have det med, at der udover de længere indlæg, hvis antal vil forblive uændret, fremover vil komme et par mindre indlæg engang imellem med små tips, anbefalinger og sådan? Det kunne eventuelt være links til mine eBay-fund, en yndlings-hårkur, bogtip til babysøvn, som vi jo har været igennem og lignende. Er det træls?
Det ville betyde, at der nogle dage ville komme to indlæg – både et klumme-agtigt et as usual og så sådan et med et tip – og andre dage måske kun en af delene. You like?

BRÆK!

20140805-091601-33361602.jpgKlokken er i skrivende stund 8.56, og jeg har på nuværende skiftet tøj 3 gange i dag.
Den hyppige gang til garderoben denne morgen skyldes ikke tøjkriser grundet modeugen eller et behov for at tage mig godt ud.
Nej, det er foranlediget af, at mine arvtagere begge to gylper. Meget.
Nu ved jeg ikke, hvor mange af jer, som læser med, der har unger, men hvis I nu forestiller jer, at jeres yngling kaster op efter hvert måltid. To-tre gange. Og så ganger det med to!
Scheisse, altså! Der kommer jo hele kaskader af bræk ud af de to flere gange om dagen! Jeg har længe været sygt træt af vores klunsede sofa, men i disse tider er jeg lykkelig over, at vi ikke behøver være ømme over den.
Alt, jeg ejer (det være sig sko, parfume, sokker, sågar gryder, bestik og nogle gange billedrammer) er blevet sølet ind i bræk mindst én gang i løbet af de forgangne måneder. Hugo og Berta virker mest af alt som to små bulimiske mini-modeller. De brækker sig og så storsmiler de med et nærmest lettet udtryk i ansigtet efterfølgende.
Åh, og så den dér lune fornemmelse, man får, når mælk med kropstemperatur rammer et bukseben og arbejder sig igennem stoffet og ind til huden for derefter lynhurtigt at blive koldt og nasty.
Det var trods alt værre, da jeg stadig dobbeltammede, og en af dem eller de begge kunne finde på at sende morgenmaden retur ned i revnen mellem ammepuden og mig for så at ramme mit moderlige skød, og jeg kunne intet gøre. Måtte bare vente, til amningen var overstået (og mælken var trukket godt ind), så det syrenfarvede foderbræt kunne afmonteres, og jeg kunne komme i bad. Fyfor-pyfor! 😊

Nåh, men i går aftes havde jeg tørret mig godt af, var hoppet i noget rent tøj fra Acne og IRO, så jeg følte, jeg passede ind, og slentrede ned ChriChri.dks åbningsreception. Der var balloner og smukke folk overalt, og jeg mødte en gammel kollega, jeg ikke har set længe, og vi fik spist snacks og samlet godt op på vores sladder.
Efter receptionen kom jeg hjem til to små poder, som havde været i bad og var kommet i (relativt rent) nattøj, og så satte deres far og jeg os i sofaen med én hver og lullede dem i søvn, mens vi så ‘Double Jeopardy’ og spiste Junior Mints!
Jeg elsker de der aftner, der følger de varme dage, vi har for tiden. I ved, hvor man åbner alle vinduerne i stuen og nyder, at vinden er blevet kølig og man kan putte sig lidt i sofaen og op ad hinanden uden at dø af hedeslag.

Dagen i dag står på CIFFs store børne-modeshow og prisuddelingen i aften.
Jeg er lidt spændt på modeshowet, da børnemodeller ærligt talt lidt giver mig the creeps … Små unger, der poserer på catwalken og er vildt bevidste om, hvordan de tager sig ud, forekommer mig gerne lidt uhyggeligt!
Men så igen, jeg aner ikke, hvad der venter mig, it’s my first time!

Dette er blot en kort morgen-tanke. Eller nok nærmere et par stykker. 🙂
I might catch you later!
Hav en DEJLIG tirsdag i forhåbentlig rent tøj indtil videre. Hvis vi ses, så giv en krammer, men dril mig ikke, hvis jeg lugter af halvfordøjet mælk… 😜

Lidt om andre bloggere …

20140621-122116-44476653.jpg

Lige lidt lørdags-løjer. Flere har spurgt, hvilke andre bloggere, jeg følger, og det vil jeg sådan set hjertens gerne svare på.
For de, der er skideligeglade, kan dette indlæg være lidt kedeligt, det beklages hermed på forhånd. 😉

De kommer her i alfabetisk rækkefølge, da jeg egentlig kun følger folk via Bloglovin’.

Bastabum.dk – En blog skrevet af Michala Bastian, som jeg kender gennem LADY-LOGEN. Hun er en mega-sej lady, som blogger mest om livet som mor.

Beautyspace.dk – En blog af skønhedsorakel Anette Kirstine Poulsen, som jeg blandt andet kender som skønhedsskribent i ELLE.
Hendes tone er uhøjtidelig på den jyske måde, og så tror jeg, hun ved alt om sit fag.

By Funda – Funda er en modeblogger,  jeg er på kindkys med, mere kender vi sådan set ikke til hinanden sådan personligt, men hun er så gudesmuk, at jeg bare elsker at kigge på billeder af hende. Derfor. 🙂

Cute Carbs – En blog af søde Tora, som er lige så vild med søde sager som jeg selv og skiiide-dygtig til at tage billeder af dem! Vi kender hinanden igennem vores jobs som digitalredaktører i Aller, og hun er en dødcharmerende pige, som i øvrigt lige er blevet mor også.

Delance Fashion – Jeg kender Emilie Delance på kindkys-måden fra diverse modeuger og events og hygger mig med at følge med i alle de events, hun går til. Jeg er imponeret over, at hun kan nå så mange! 🙂

EmiliBlog – Jeg faldt over Emilies blog, da vi begge blev nomineret til Børn i Byens ‘Bedste Blog’ for en måneds tid siden. Hyggelig blog om livet som småbørnsmor.

Emily Salomon – Supersød PR-pige, som jeg har mødt oppe på NoisePR. Hun blogger uhøjtidligt om sit fashionable liv og smiler altid på sine billeder. I like!

Heiddisa – Jeg kender Heiddisa meget overfladisk fra vores vilde singledage, men jeg husker hende med meget stor sympati. Derfor er det sjovt at følge med fra sidelinien, nu hvor hun selv har fået (lækker) kæreste og smuk datter.

Into The Shades – Jeg kender Cindy, fordi hun tidligere arbejdede på ELLE som stylingredaktør. Hun er præcis ligeså grineren, som hun er tjekket, og så har hun en lækker stil og er smuk som en djævel.

It’s Fashion Baby – Også en blog, jeg faldt over, da vi blev nomineret til samme pris af Børn i Byen. Hyggelig blog om livet som mor og en interesse for mode.

Jackie Navarro – Det er god sofa-lir at følge med i Jackies liv med hurtige biler og smukke drengebørn, og hun er en af dem, der opdaterer flere gange om dagen. Der er flere billedindlæg end egentlige blogindlæg.

Look De Pernille – Jeg kender Pernille en lille smule fra modebranchen, og hun ér jo bare det tætteste, Danmark kommer på modeblogger-royalisme. Hun er skidepæn, trendy og så cutting edge, at det næsten er utroligt! Jeg er dybt benovet!

Lortemor – To dage efter, at jeg havde startet min blog, anbefalede Trine fra Lortemor den på sin egen. Det er så skidegod karma, og jeg hygger mig med at følge med i hendes ærlige fortællinger om livet som mor, kæreste, arbejdende og alt muligt andet -lady.

Mascha Vang – Maschas blog er også en af dem med mange daglige updates og flest billeder, og den er et hyggeligt afbræk, når man lige sidder der og ammer.

Nouvelle – Maikens blog er en rigtig modeblog fuld af det sidste nye fra Paris, Milano, Gucci, YSL og alle de andre store spillere. Godt, der er nogen, der holder fingeren på pulsen for én, når man er på barsel. 🙂

Pudderdåserne.dk – Fed skønhedsblog med masser af forbruger-loyalitet. De har en sjov skrivestil og taler lige ud af posen. Og så har jeg opdaget, at den ene af damerne også er gravid med tvillinger! Heldige asen!

Rockpaperdresses – Jeg mødte Cathrine, da vi for to år siden var på en pressetur sammen til Tanzania, men det er først nu, hvor jeg er kommet på Bloglovin’, at jeg er begyndt at følge hendes blog. Jeg elsker hendes SATC-agtige stil med masser af humor og farver i stedet for alle de ens sort/hvide modemadammer, der ellers er alt for mange af. Og så skriver hun skidegodt!

Sarah Louise – En blog om Sarahs hverdagsliv fyldt med børn, tanker, nye forretningstiltag og så videre. Også en af dem med flere daglige indlæg, mange billeder og masser af selfies.

Sneglcille – Verdens sejeste snegl startede på ELLE lige inden, jeg gik på barsel. Ærgerligste timing ever! Hun er så skæg, sød og dejlig, og så elsker hun måske dårlig chokolade lige så højt som jeg. Hun blogger om livet som mor til Otto, gin/tonics og masser af tanketorsk. I love it all!

Tankeskrald.dk – Carolines blog hed Estilo, da hun skrev og spurgte, om hun måtte interviewe mig til den, og siden har den så fået navneforandring, men siden da har jeg fulgt med. Hun er nu gået over til at skrive mindre om mode og mere om tanker.

YouBlush – Dejlig, personlig skønhedsblog fra Eurowomans skønhedsredaktør, som lige nu også dyrker barselslivet. Hun er snuk og fashionabel og almindelig og hyggelig på én gang. God kombi.

Det er altså dem, jeg har i min Bloglovin’-stream.
Kom meget gerne med idéer til flere blogs, man bør følge, i kommentarfeltet herunder.

Med ønsket om en velsignet weekend til alle som én! 🙂