Rejser

Lidt om weekend, søvn og hvad kvinder vil have i mænd

Facebook-20140914-023957Hurra, så blev det weekend, og Jon kom hjem!
Krapylerne og jeg hentede ham på hovedbanegården, med overskæg og alt, og vi må have lignet opvarmningen til en tysk pornofilm (minus the kids), for jeg kunne slet ikke stoppe med at snave ham dér midt på perronen, da jeg først var gået i gang.
Jeg synes, det er ret hyggeligt at være alene hjemme med ungerne til en forandring. Der er kun dem og mig, så det bliver til endnu flere møssere, end det ellers gør, og de sover stadig 12 timer hver nat. Men det gør jeg ikke. Som jeg tidligere har beskrevet her, er jeg skidegod til at spille på blokfløjte, jeg stuver en mean hvidkål, og så kan jeg lægge T-shirts sammen præcis på samme måde, som de gør det i butikkerne, men jeg er snotdum til at sove.
Ungerne sover ganske vist natten lang, men de kan stadig ikke finde ud af at samle sutten op ved egen hjælp, så et par gange i løbet af en nat, kalder de på assistance. Så snart, sutten atter er på plads lige under næsen, sover de igen. Og det gør jeg også – indtil sidst på natten … Hvis jeg bliver hidkaldt til børneværelset efter klokken 5, siger min jordnød af en hjerte til sig selv “Oh, well, nu er der jo alligevel max tre timer, til de skal op, så det er da spild af kræfter at falde i søvn igen”, og så kan jeg altså ligge dér og stirre op i IKEA-lampen. Den eneste måde, det kan undgås på, er ved at jeg sparker til Jon, så han kan gå ind og remonterer ungernes plastik-pat-proteser, og jeg kan ryge direkte tilbage til Drømmeland. Og det duer jo ligesom kun, når han er der. Så jeg var sygt glad for at se ham igen! 😉

Efter at han kom ind ad døren, skulle jeg lige bruge et halvt døgn på at tage mig sammen og ikke sige “Jamen, vi plejer altså at gøre SÅDAN her”, fordi jeg åbenbart efter fire sølle dage alene på dækket føler mig som en fandens kaptajn. Vi damer må sgu være træls nogle gange. Vi vil have mænd, der er MÆND, men samtidig er tankelæsere og gør alt på vores måde. I bund og grund siger de fleste kvinder, jeg kender, at de vil have en mand, der kan sætte dem på plads. Men jeg har fandme aldrig mødt en kvinde, der et halvt år inde i parforholdet så rent faktisk kunne sætte pris på, at han gjorde brug af den evne. Jon kan heldigvis se på mig igennem øjenbrynet på en bestemt måde, som gør, at jeg afspiller den sidste sætning, jeg sagde, inde i mit hoved og hører den selv, hvilket tit kan være ret åbenbarende.
Jeg havde inden afrejse sagt, at jeg ville se frem til, at han lørdag aften ville ægge mig og diske op med lækker mad. Det hørte min kære mand som, at jeg gerne ville have en æggemad. Man kan ikke vinde hver gang.

I morgen går turen til Göteborg! Jeg har store planer om at se, om jeg kan redde mig en statistrolle i sagaen om Sauna Gus.
De, der ikke ved, hvem jeg taler om, kan stifte bekendtskab med Sauna Gus spillet af Gustav Giese i drengenes hjemmelavede sideprojekt her. Og så er der i øvrigt high fives til den, der kan gætte, hvem Gustav spiller i EM92-filmen. Hint: Tjek hans hår.
MANNER, hvor jeg glæder mig til at se den film!

God søndag, I derude!
Tips til, hvad I gerne vil læse om, spørgsmål og den slags, modtages i øvrigt gerne!
Jeg brygger stadig på det forslag, der hed “børn på de sociale medier”. Den er ikke helt nem, når man i bund og grund havde én opfattelse, før man fik unger, som så ændrede sig, da man fik børn og blog samtidig… Men jeg brygger!

Vild med hverdagsromantik

Det er nu blevet hipster at savle! :-)

Det er nu blevet hipster at savle! 🙂

Jeg er i disse dage græsenke. Min kære mand holder til i Sverige, hvor han rigtigt hygger med spa, saunagus, massage og brunch, sådan som mænd nu godt kan lide at fordrive tiden sammen. Ind imellem det spiller han fodbold og laver film.
Det betyder selvsagt, at jeg er alene på dækket herhjemme med ungerne. Det er ikke noget, jeg har været nervøs for, men jeg har da alligevel været lidt spændt på, hvordan det ville forløbe.

Lad mig bare sige det sådan, at når folk på min vej i disse dage kigger ned i krapylernes transportkasse og udbryder: “Du har da nok at se til”, svarer jeg bare “Damn straight!”. Jeg sidder ikke ned en eneste gang fra de vågner om morgenen, til de falder i søvn ved aftentide, men kors, hvor er det dog hyggeligt, og så længe de giver mig lov at sove om natten, skal de ikke høre et ondt ord!
I dag har jeg tre gange fået tårer i øjnene, fordi Berta enten har grinet over hele femøren midt på Strøget, fordi hun fik øje på mig over vognens rat, eller fordi Hugo tilnærmelsesvis har charmet trusserne af enhver fødedygtig kvinde imellem Storkespringvandet og Gammeltorv. Det er en særegen stolthed, der kan vælte ind over én uden advarsel, når man sådan har formeret sig.
Oven i at holde liv i krapylerne, give dem hver et bad, skifte en 8-14 bleer, spise frokost med verdens smukkeste Julie Wettergren, købe ind og siden agere levende uro i ulvetimen, har jeg satme også nået at vaske mit eget hår, lave aftensmad til mig selv og min papsøster OG støvsuge lejligheden! Hva’behager?! Jeg fortjener en medalje! Af banen, af banen, her kommer MM!

Jon kommer hjem lørdag, og når han mandag atter drager mod vor svenske brodernation, tager ungerne og jeg med. Så skal jeg sgu ud og lege fodboldfrue! Jeg ved ikke, om jeg kan nå at få lavet bryster inden, men alternativt må jeg pakke et ekstra par sokker.

Det her med at være alene hjemme med ungerne, mens Jon er væk på arbejde, giver hele familiefølelsen et ekstra skub. Før han mødte mig, låste han blot døren til sin lejlighed og smuttede ud i verden, når lysten eller jobbet meldte sig. Og jeg gjorde jo ret beset det samme.
Men nu, mens han er væk, går jeg rundt derhjemme og lægger hans vasketøj sammen, passer hans unger, snakker om ham, savner ham, tænker på ham, sover i hans side af sengen og ser ham, hver gang jeg kigger på krapylerne. Det er virkelig hverdags-romantik på et niveau, jeg slet ikke anede fandtes, og jeg elsker, at man bare sådan kan hjemmelave den slags! Tænk, at det er sådan skruet sammen, at man kan gå ud i verden, finde den, man synes er aller-aller-bedst, og så lave sin egen familie sammen med ham. Bum, så var man lige far, mor og børn, og pludselig er man aldrig alene. Heller ikke når man er det.

I morgen starter Vild Med Dans på TV2, og i den sammenhæng er jeg en lille smule glad for, at Jon ikke er hjemme, for så skal jeg ikke tilbyde fodmassage for at få lov til at se det. It’s my guilty pleasure, jeg kan ikke gøre for det! Det eneste positive ved, at det bliver koldere udenfor, og de lyse aftner lakker mod enden er, at så er der snart dansende atleter, ministre og skuespillere i mit fjernsyn om fredagen kl. 20!
Sidste år sad jeg ring side inde i studiet til første afsnit af Vild Med Dans. Jeg havde min søster med, og vi sad ved siden af Hans Pilgaard og Preben Christensen. Vi sad så tæt på dansegulvet, at pailletterne snittede os på kinderne, når herrerne svang deres damer rundt i engelsk vals. Det var fredag d. 13. september, og det kan jeg huske, fordi det var den dag, jeg var til nakkefoldsscanning og nu endelig kunne råbe ud over hustagene, at jeg var svanger. Det er et år siden i overmorgen. Crazy times!

Blot et lille pip af dagsrester fra en sofa midt i København denne lille-fredag aften. Stearinlysene her i stuen er ved at være brændt ned, bassen pumper forventningsfuldt i Vestergade, hvor letlevende teenagere gør sig til i misvisende nederdele og spaghettistropper, mens min dyne kælent hvisker mit navn i de tilstødende gemakker.

Jeg ønsker alle henholdsvis godnat og god brandert! 🙂