Tvillinger

Det bli’r jo nok endnu en sang om kærlighed …

 

IMG_8364.JPGI lørdags, da Jon var hjemme fra Sverige på et bette visit, og vi sad i sofaen og fordøjede aftensmaden med en god film i kassen og Carte Do’r i to farverige skåle, min søster engang havde med hjem til mig fra en udlandsrejse, udtrykkede jeg, hvor meget jeg glæder mig til, at vi engang skal til New York med krapylerne. Og på campingferie til Sydfrankrig. Og til bageren!
Jeg fik helt kriller i maven, da jeg tænkte på alt det, vi skulle opleve med de to små mennesker, vi i fællesskab er i gang med at stykke sammen. Det føles som om, vi har fået et helt nyt liv ovenpå det gamle liv!

Vi er stadig de samme mennesker, vi var, før jeg blev kærlighedsfed og i februar poppede barylerne. Vi griner af de samme ting, som vi gjorde før, vi har de samme ønsker, vi drømmer om de samme ting, og vi spiser det samme. Men pludselig er der kommet endnu et liv oveni dét!
Jeg er det bedste sted i mit “oprindelige” liv nogensinde. Jeg er ret forelsket i ham, min mand, som også er ret forelsket i mig (Det siger han i hvert fald). Vi bor et nice sted, har styr på økonomien, gode venner, dejlige familier, som alle sammen er raske, Jon elsker sit job, og jeg har netop sagt mit op, mens nye muligheder bobler og syder. Og mens alt det står på og fortsætter, har vi så to AWESOME babyer, som sover om natten og smiler om dagen. Og pludselig kan vi alt muligt mere, som jeg aldrig før havde forestillet mig. Og jeg var endda rigtigt godt tilfreds før!

Når jeg nu tænker tilbage på den helt vidunderlige campingferie, Jon og jeg var på i Nice for to år siden, tager jeg mig selv i at forestille mig, hvordan det ville have været, hvis ungerne havde ligget inde i den anden kabine af teltet og sovet om aftenen, mens vi hviskende drak gin/tonics udenfor ved klapsammen-bordet. Hvordan Berta nok ville have elsket vandrutchebanen ved poolen, eller om Hugo ville turde gå ned til toilethuset alene, eller om jeg skulle gå med …

Jeg har før krapylernes entré forestillet mig, hvordan det ville være at have børn, men det kan man altså ikke, viser det sig. Nu, hvor jeg rent faktisk HAR børn, er det meget lettere at se det hele for sig, og det får det til at føles som om, at nogen til en middag først har serveret mig en bananasplit til dessert – og så bagefter kommer driblende med Daim-islagkage! Det er godt med godt på! 😍

Forleden var der en anden blogger, der skrev og spurgte mig, hvad der har overrasket mig mest ved at blive mor, og til det svarede jeg, at det er, at jeg stadig i så høj grad er mig selv, men at jeg bare elsker endnu flere mennesker. At elske mine unger er som at være forelsket. Når man er forelsket (synes jeg) elsker man alt ved den anden, men der er alligevel nogle ting, man aller-allerbedst kan lide. Hos ungerne kan jeg bare aller-aller-bedst lide hele pakken! Eller rettere: PakkerNE! Måden de ler på, savler på, sparker på, kigger på, sover på, you name it. Og at gå rundt og være så forelsket i ikke bare én, men TRE mennesker dagen lang, kan godt gøre en pige glad i låget.
Jeg er stadig den samme MM, der står i det samme hus og kigger ud af vinduet. Nu er det bare som om, jeg har opdaget et andet vindue, hvorfra udsigten er endnu bedre, hvor solen altid skinner og alting blomstrer. Det lyder måske magisk, men sådan føles det også meget af tiden, og jeg gør mig sådan umage for at sætte pris på det hele.

Jeg må hellere huske at sige, at ovenstående ikke betyder, at jeg ikke også har dage, hvor tingene går op i gylp og lortebleer, manglende overskud og træthed. Søndag morgen startede eksempelvis med, at jeg kastede op. Fordi Berta havde gylpet mig i munden. Oh, yes. That happened. Den lille skaldepande lå på mit bryst, og jeg sang morgensang for hende, og netop som jeg var nået til ‘…KAAAAAJ…’ i sangen ‘Godmorgen Sol’ og min mund således stod på vid gab, valgte hun at takke nej til de sidste 30 milliliter af den Allomin, jeg havde varmet og serveret for hende på sengen tyve minutter tidligere. Utaknemmelige skarn. 😆

Således startes mandagen ud med hovedet bøjet i taknemmelighed over, hvor godt man kan have lov at have det. Også selvom efteråret er begyndt at gøre alvor af truslerne, de fem ekstra graviditetskilo er blevet til syv, og man stadig ikke har tændt for varmen i vores ejendom. Det’ lige meget!

Og ja, min overskrift er ganske rigtigt en Tue West-reference. Den havde jeg heller ikke selv set komme …

Hygge i Sverige samt et #ootd

Jeg møg-hygger mig i Göteborg! Ungerne og jeg tager allerede hjem i morgen formiddag, så det er kun en smuttur, men jeg har aldrig været i Göteborg før, og jeg elsker det der med, at nu har jeg også set den by. Altså næste gang, nogen taler om Göteborg, kan jeg knytte nogle billeder til. Og selvom vi kun er små fire timer væk hjemmefra, føles det mega ferie-agtigt at være et andet sted, som ikke ligner det, man går og ser på hver dag. Og så er hotel-hovedpuder seriøst de bedste!

Vi bor på Hotel Radisson BLU, som har den fineste udsigt ved vandet, og i går aftes fik jeg hr. Lange til at tage et billede af mig inden aftensmaden.

Her ses jeg sørme, idet solen går ned i det svenske iført jakke fra f by fransa, jeans fra Acne og T-shirt og støvler fra Zara.

Her ses jeg sørme, idet solen går ned i det svenske, iført læderjakke fra f by fransa, sorte jeans fra Acne og T-shirt og støvler fra Zara. Tasken er favoritten fra Mulberry.

Krapylerne opfører sig forbilledligt – også på svensk, meeen man kan godt mærke, de er blevet ældre. Det dér med bare at spise dem af og kaste dem ned i vognen i troen på, at de trækker torsk i land, mens vi smovser svenske delikatesser, holder ikke længere. I går aftes gik Hugo rigtigt nok til ro på slaget syv som planlagt, men Berta kunne mærke, at der var mænd i farvandet, så hun nægtede at lade sig putte, før hun havde hilst på alle skuespillerne, hoppet op og ned på Jons skød i den gode ende af 20 minutter og desuden lige fået en gang dessert-mælk og lidt pandenus.

Vores fancy Bugaboo kan omformes som man lyster fra klapvogn til barnevogn, så på denne tur fungerer den som sidstnævnte, idet den derved også tjener formålet som baby-dobbeltseng om natten. Flere har spurgt, om ungerne er blevet for store til barnevognen, siden vi har taget klapvognsdelen i brug, og nej, det er de ikke, de er blot begyndt at være meget nysgerrige på, hvad der foregår udenfor vognen, og i klapvognen er det lettere for dem selv at tilegne sig den information.

Nu vil jeg spise krapylerne af og selv få mig noget morgenmad og derefter drage ud i byen på jagt efter Ahlgrens Bilar, Polly’s chokolade-dimser og måske noget svensk tøj!
Det er meget muligt, jeg vender tilbage senere på dagen, hvis jeg oplever noget spændende! Indtil da ønsker jeg alle en dejlig tirsdag. Jeg håber, den bliver fuld af wienerbrød, gode grin og de helt rigtige numre i radioen, mens I kører hjem fra arbejde/skole/fængsel (I don’t judge). 😉

Pruttelyde …

IMG_7292.JPGI går startede vi dagen ganske utraditionelt.
Normale formiddage forløber med morgenmælk klokken otte efterfulgt af voksen-morgenmad og lidt leg på gulv (både børn og voksne), hvorefter jeg tit tager den eftertragtede formiddagslur med krapylerne i dobbeltsengen. Nok sover de igennem om natten, men jeg lider stadig af søvnløshed. I går vågnede jeg klokken fire, mens de syv-sov …

I går havde jeg takket ja til en brunch-invitation fra Rynkeby Juice. De har nemlig lanceret en økologisk Godmorgen-juice, og det valgte de at fejre i Orangeriet i Kongens Have, og jeg er fan af det sted. Og så skrev de, at jeg gerne måtte medbringe egen avl, så det gjorde jeg.

Hugo og Berta var endog særdeles veloplagte og så sig ikke tilbage, da de nærmest crowd-surfede udover de mange kvinde-blogger-arme, som stod mere end klar til at agere midlertidige opholdszoner. Så Berta var parkeret på Lisbeths arme (det er hende fra It’s fashion, baby), mens jeg gik om bord i brunchen, som ret beset var udmærket, hvis man ser bort fra, at de havde glemt nutellaen.

Mens vi spiste, kom Umahro (som tilsyneladende er kendt for at vide sygt meget om kost) og holdt en kundgørende tale for os. Han stak lidt i øst og vest i mine ører, idet han lagde ud med at sige, at man ikke skulle være så bange for kulhydrater og frugtsukker, det var skidesynd, at disse stoffer har fået sådan et dårligt ry. Drik noget juice!, sagde han.
Bagefter sagde han, at vi endelig ikke må spise for meget sukker og kulhydrater. Han sammenlignede dét at spise med dét at snave. At spise snøfler og drikke cola, sagde han, er som at snave med en klam, fed mand a la Elvis Prestley tre uger før, han døde.

Så er det jo nu, jeg gerne vil bringe subjektivitet på banen. Hvem siger, tykke mænd snaver dårligt? Jeg gør sgu ikke!
Og hvis det er det, det kræver, så snaver jeg gerne Niels Brinch fra Station 2 i gulvet én gang for alle for at fortjene mine snøfler! Dem giver jeg fandme ikke fra mig uden kamp, efter at man er begyndt at kunne købe de dér mega-billige ‘Snøfler to go’-pakker i Netto! Det er weekend-knas, så det vil noget!

Mens jeg sad dér og små-surmulede over at skulle have dårlig samvittighed over både den weekendslik, der lå foran mig og de snaverier med tykke københavnere, der ligger bag mig, og Umahro var midt i en vigtig pointe om at sige “high five!” til sin krop med et dejligt, solmodent æble i stedet for at sige “fuck dig!” til sin krop med en snøffel eller en pakke flødeboller, kom min datter mig til undsætning, idet hun med episk timing stak tungen ud af munden og udstødte den største pruttelyd, hun til dato har præsteret. Jeg var flov og stolt på én gang!

Men juicen smagte rigtigt dejligt! Og jeg er ret vild med, at det er økologisk og ikke produceret fra koncentrat, men af masser af rigtig æblemost og appeljuice. Den kan anbefales til weekend-morgenbordet. Men glem nu ikke nutellaen! 😉

Lidt om hamsterhjulet …

IMG_6942.JPGKÆFT, hvor jeg dog elsker at være på barsel!
Nu er Jon også startet på job igen, og når han er væk fra hjemmet, om end det oftest blot er en 4-5 timer om dagen, føles det endnu mere “rigtigt”. Jeg har taget mig selv i at redde vores og ungernes senge som noget af det første hver morgen. Det er aldrig sket tidligere! Rollen som hausfrau bekommer mig ganske vel. Selvom jeg efterhånden virkelig ikke kan kende dagene fra hinanden. Måske skulle jeg begynde at sylte her til efteråret? #not

Ungerne vågner hver morgen lige omkring klokken syv. Så lader vi dem ligge og pludre med hinanden i en ti minutters tid, før vi haler dem ind i dobbeltsengen, hvor der puttes og siges pruttelyde, indtil de får serveret morgenmad på sengen klokken otte.
Imellem klokken otte og tolv sover de en lur på en eller to timer, og jeg skal være helt ærlig at indrømme, at det sker oftere end ikke, at jeg napper den sammen med dem i førnævnte dobbeltseng. Oftest sover jeg den første del af luren med den ene unge i favnen, hvorefter jeg triller om og spooner den anden mini i sidste halvleg. Det kan sgu godt noget!

Klokken tolv spiser de frokost, og om eftermiddagen sover de (og ja, ofte jeg) endnu en lur, og så er der mad kl. 16. I det tidsrum er der også tid til en gåtur, og ja, den har tre gange i denne uge haft chokoladeovertrukne jordbær og skumfiduser på pind i kølvandet.
Herefter ligger udfordringen i at holde krapylerne vågne til klokken halv otte, hvor de får deres aftensmad, og så sover de sgu altid (7-9-13) fra klokken otte til syv næste morgen. Måske beder Hugo om hjælp til en sut ved tre-tiden, men det er så også dét.
Og sådan ser alle dagene sgu ud!

Mange er af det indtryk, at Hugo og Berta er nogle små cirkus-unger, som siden fødslen har været halet med til alt muligt, men det er faktisk ret langt fra virkeligheden. Vi har været på sommerferie, men ellers ligner dagene satme hinanden.
Siden vor hjemkomst fra Riget har jeg trillet tur med dem næsten dagligt, og da jeg er bosiddende i indre by, er dette ofte foregået på Strøget. Det har betydet, at jeg har kunne spise frokost med godtfolk på fortorvs-caféer under disse trips, men ungerne har ikke anet en skid, da de har knaldet brikker lunt og trygt i Bugaboo’en.

Da de for et par måneder siden begyndte at vågne mere op, gjorde jeg gåturene mindre og har sørget for, at de har tilbragt de fleste af deres vågne timer her på matriklen, sådan at de ikke er blevet overdynget med sanseindtryk og i ro og mag har kunne vænne sig til Jon, mig og hinanden. Når jeg har mødtes med en veninde på café eller har været til et andet arrangement udenfor hjemmet, har jeg som oftest været væk i max halvanden time, mens Jon så har passet barylerne, da jeg tror, det er sjovere for dem at ligge på et legetæppe og spille op end at sidde på en arm på en beværtning eller et andet sted.
Det føles rigtigt for os. Andre ting føles rigtigt for andre. Hip hurra for, at der er frit valg på hylderne, og at folk (og børn) er forskellige.

I dag gik vi dog linen ud og tog ungerne med til et event på Papirøen, fordi Microsoft lancerer en Surface Pro 3 samt en ny Xbox One. Jeg er fan af førstnævnte og Jon den sidste. Hvis det skulle vise sig at være noget rod, kunne vi jo bare tøffe hjem i jordhulen igen.
Vi var der i halvanden time, og krapylerne var helt oppe at køre! De spruttede af grin og smilede til alle, de kunne komme i kontakt med. Jeg tror sågar, Hugo scorede et telefonnummer på én af tøserne …

Hverdagen slanger sig af sted i al sin hast og charme, og pludselig ligger jeg altså inde med to babyer, som på lørdag er et halvt år gamle, hvilket jeg ikke rigtigt fatter en krone af. Og jeg ELSKER, at jeg bor i et land, hvor jeg kan gå på barsel i et helt år og bruge tiden på lade mig opsluge af hverdagen og ungerne og glemme forskellen på tirsdag og lørdag.
Skål for velfærdssystemet! 🍸

Hav en dejlig aften, folkens! Engang betød torsdag for mig aftenvagt på café Strassen efterfulgt af gin/tonics og Heineken-bajere på HipHopKontoret. I aften betyder det stearinlys på bordet, film i kassen og dyner i sofaen. Begge dele er altså quite alright! 😊

Om angstens klamme hånd – og bananasplit

IMG_6668.JPGJeg kan lige så godt sige det, som det er: Min babyalarm freaker mig ud.
Vores unger har nu i tre nætter sovet i børneværelset, og i den anledning har vi indviet babyalarmen – altså det der device, der fungerer som en envejs-walkie-talkie.
Jeg skal lige vænne mig til, at de ikke sover lige ved siden af os, så jeg har de sidste tre aftner, efter de er lagt i seng, skruet volumen op på maksimum, hvilket betyder, at monitoren opfanger og viderebringer selv den allermindste lyd så som babyprutter, venden sig i sengen og deslige. Det betyd også, uden at lyve, at vi kunne høre det i babyalarmen i den anden ende af lejligheden, da Jon forleden aften klaskede mig i min flade røv, da vi var på vej i seng.

Natten igennem bliver min søvn for tiden altså forstyrret af meget høj, statisk støj, som med sin larmende tilstedeværelse ikke fortæller, om den er tilvejebragt at tabt baby-sut med behov for mors assistance, eller nogle kids, der i deres brandert nede i gaden smækker med døren eller måske giver en lidt for fresh bejler en berettiget flad.
Og nu kommer det creepy: Den statiske kratten minder mig totalt meget om den der scene i filmen ‘Den Sjette Sans’, hvor Bruce Willis skruer helt op for sin båndoptager og pludselig hører en grædende, spansk stemme fra et grædende, spansk spøgelse! Jeg sværger, jeg får kuldegysninger af at skrive det her!

De sidste par nætter har jeg således sovet ad helvede til. Dels fordi jeg er løbet til og fra ungernes værelse for at samle sutter op og putte dyne omkring babylår og dels fordi, jeg ligger badet i angstens kolde sved og venter på, at nogen fra det hinsides skal anvende mine børns overvågning til at komme med deres efterjordiske budskaber.

Tænk sig, jeg er nogens mor! Et helt kuld, sågar. Det er da heldigt, de har en rå og maskulin far, der lemper på dynen og tjekker under senge, når man savner natlig beskyttelse mod monstrene, ellers ville vi da alle sammen være prisgivet.

Bortset fra det med søvnen går det sgu ret glimrende. Jeg fik øje på en liter Premier-is i fryseren i går og sendte børnenes fader i Netto efter kogechokolade og piskefløde (38%), og så lavede jeg sgu bananasplit!
Vi gjorde os umage med at køre ungerne helt trætte imellem dagens næstsidste og sidste madning, så de faldt sgu i søvn, netop som de havde slugt den sidste dråbe i hver deres flaske, så de røg i kassen, og vi røg ind foran flimmeren med isdesserter og ‘A Time To Kill’! (Jeg ELSKER Ashley Judd!)
Jeg havde lavet tre gange mere chokoladesovs, end vi kunne spise, så den er sat i køleskabet, og så gentager vi dessertmenuen i aften. Look how well that turned out! 😜👏

Jeg håber, I derude har nogle tømmermænd, der var det hele værd, eller hygger med familie, venner eller Netflix!
Gid dog, Netflix havde eksisteret, da jeg var single. Næh, du, da mor var ung, var man satme NØDT til at gå på gaden og ramme en BlockBuster, hvis man ville se film. Eneste upside på den: Så kunne man smutte forbi en McDonald’s på vejen …
God søndag! 😘

DAGENS TIP:
I går faldt jeg på Instagram over en vaskeægte daddy-blogger! Han beskriver sig selv som rå, er fuld af tatoveringer og tydeligvis meget forelsket i både sin kæreste og sin datter, med hvem han deler en lejlighed på 38 kvm i Sydhavnen.
Og teenageren i mig er bare stadig til falds for en badass med en blød kerne.
Tjek Far Uden Filter her.

Fluer og flytning

 

IMG_6574.JPGHvad er bananfluer egentlig for et fluefærd? Laver de ikke andet end at knalde?
Fordi vi forlod hjemmet hjemmet en uges tid og i samme stund efterlod en køkkenspand med en allerede på daværende tidspunkt daggammel banan øverst, blev vi som resultat heraf budt velkommen hjem af, hvad jeg må anslå var flere generationer af bananfluer. De må have haft sig noget af en f***-fest dernede under vasken, de amoralske skiderikker!
Jeg tror, vi er ved at have has på dem efter i flere dage at have gået rundt og klappet ud i luften som to usynkrone flamingodansere uden nogen form for rytmisk sans.

In other news!
I går tog vi endelig konsekvensen af, at ungerne er alt for lange til at sove på tværs i samme seng.
Siden vi fik dem hjem fra hospitalet, har de sovet ved siden af os i først en IKEA-seng, som hurtigt blev for bette og siden en noget større FLEXA-seng. Nu bliver ungerne et halvt år lige om lidt, og de sover så stabilt om natten, at vi synes, det er forsvarligt at overlade dem til eget værelse. Med babyalarm, natullervis.
I går var samtidig også den dag, hvor lægesvinet jagede en kanyle ned i alle krapylernes sammenlagt fire lår, hvilket gav dem begge en smule feber, og alligevel tog vi chancen og puttede dem i hver deres seng og prøvede for første gang, om de ville gå med til at falde i søvn dér i stedet for i favnen på os, som de er blevet vænnet til. Og den gik fandme! Efter tre kvarter var der tyst som på en martsdag i Callela, vi satte babyalarmen til og spiste burgere i sofaen, mens vi så ‘Just Cause’ i dummekassen. (Vi kører lidt et 90’er-tema på filmfronten herhjemme).
Bevares, vi var oppe i nattens mulm og mørke en håndfuld gange for at give en sut eller to, men bortset fra det sov de satme hele natten i egne senge! Og da vi selv gik i seng, gik det op for faren og mig, at vores kuld havde sovet deres sidste nat i vores soveværelse, og så blev vi sgu helt små-rørstrømske.

Men jeg må indrømme, at jeg elsker det! Efter at have levet i en let form for undtagelsestilstand i hjemmet i et halvt års tid, hvor alt har haft en midlertidig plads, har alle rum nu en specifik funktion. Børneværelset er ikke længere bare et sted, hvor man giver ren røv og sparker vasketøjet ind – det er nu der, børnene sover! Det føles meget voksent at have børn, der sove i senge i børneværelser.
Nuj, jeg glæder mig, til de bliver så store, at de står op og glor på os, når vi kommer ind for at hale dem op om morgenen.

Hvis man vil se lidt af børneværelset, kan man klikke her!

Satan til salg!

IMG_6565

Dette indlæg vil ikke have revlevans for så mange af jer. Endelig nok ganske få, men de, som er i målgruppen, kan virkelig bruge dette uklædelige monstrum til noget.
Omend uskøn at skue er den syrenfarvede satan en uundværlig makker udi tvillingelivets glæder og udfordringer.
At skille mig af med foderbrættet er lidt som at sige farvel til hende mobberen fra folkeskolen, som man blev lidt ven med til sidst. Men stadig synes var en møgsæk på grund af sin opførsel i starten.
Ikke desto mindre er mine krapyler for store til brættet, og vi har ydermere slået os på flasken her i det lille hjem, så for 300 kr. kan dette brugte foderbræt altså blive dit.
Farven er som bekendt en støvet syren, og brættet er brugt. Først af en anden dame, som solgte det til os på Den Blå Avis for 600 kr., og siden af mig, og nu vil jeg altså gerne sælge for 300 kr. Originalprisen er er 900 kr., så der er altså tale om et slagtilbud her.

Interessenter kan henvende sig på email mmleilange@twinpeaks.dk.
Og vi foretrækker, at man selv afhenter i KBH K, da den sgu da må koste en bondegård at sælge. 😊

Først til mølle!

Kæft, der sker meget på ét år!

IMG_6556.JPGI dag for præcis et år siden var jeg til modeuge, mens Jon var i Mexico.
Vi vidste, at jeg var gravid og havde en tid til en tidlig scanning på lørdag, så vi kendte stadig ikke til omfanget af mavens content.
Men det var den hårdeste modeuge nogensinde. Jeg skulle lave fem film til ELLE.dk på tre dage, og hvor eftermiddag tog jeg et smut hjem til lejligheden for at tude af udmattelse og kaste lidt op, inden jeg tog videre. FUCK, hvor kan man dog være TRÆT som gravid! Jeg har haft søvn-issues i fem år, men jeg har aldrig været så træt som mens, jeg var gravid – selvom jeg da sov mere end nogensinde.
Jon var i Mexico for at optage en amerikansk actionfilm (en kortfilm, den bliver desværre ikke vist sådan til hele verden. Men jeg sværger, han er svedig!), og han ringede hjem et par gange om dagen og fortalte om sine oplevelser med entusiasme som Ole Henriksen i en champagnebrandert, så jeg nænnede ikke at brokke mig og løj bare og sagde, jeg havde det kanon.

Fredag nat landede han i København, og lørdag formiddag fandt vi altså ud af, at der lå to bittesmå Hugo-og-Berta’er nede under min navle. Det har jeg i øvrigt tidligere fortalt om i et indlæg her. 🙂
Det er umuligt for min hjerne at kapere, at det er et år siden! Et lillebitte, sølle år! Og nu har vi motherfucking TO børn på næsten et halvt år hver! Og de er så cute, at jeg næsten ikke magter det!

I går aftes havde jeg inviteret Jon på date på Restaurant Kjøbenhavn, hvor jeg var med Sneglcille i lørdags. Jeg var så entusiastisk over min oplevelse (De spiller Gramsespektrum på toilettet OG serverer ting med bernaise, hallo!), at jeg måtte dele den med ham.
Vi havde puttet ungerne i vognen, og planen var, at de skulle visselulle ved siden af bordet, præcis som i lørdags under min middag med Sneglen.
Den idé var Berta dog ikke helt med på … Hun ville meget hellere sidde med ved bordet, hive mig i håret og slå til bestikket.
Det blev ikke lige den date, jeg havde forestillet mig, men det var sgu hyggeligt alligevel, og jeg fik min bernaise. Med jomfruhummer! Oh, the joy!

Jeg havde planer om at skulle ud til et par shows under denne modeuge, og Jon var yderst beredvillig i forhold til at tage over på baby-fronten, så i tirsdag tog jeg til show i BellaCentret og gik bagefter en tur på modemessen derude. Han og ungerne kom så og teamede op med mig til Børn I Byen-prisen. Det kom til at betyde, at Jon forestod en madning, og at jeg samlet set var væk fra ungerne (og ham, bevares) i tre timer og tre kvarter. Og nu lyder jeg som en patetisk tudeprinsesse, men det var sgu for meget. Det var ikke sådan, at jeg var reduceret til krampegråd, men jeg ville bare hellere være sammen med dem. De er sgu så grineren!
Og hey, jeg er på barsel, så jeg kan heldigvis helt selv bestemme, så jeg har ombestemt mig og tager kun til de ting, som muliggør dobbelt-karetens indlemmelse i selskabet eller ting, som ligger så tæt på vores (ret centralt beliggende) bopæl, således at jeg kan være retur i omegnen af en time.

I dag skal ungerne stikkes i lårene oppe hos lægen – noget, der plejer at få mig til at hyle betragteligt højere end dem. Bagefter går turen til IKEA, for vi er netop ved at indrette børneværelse. De to baryler er nu så store, at de ikke længere kan dele en seng. I morges blev vi vækket kl. 6.30, idet Hugo havde drejet sig 180 grader, sådan at hans fødder lå i hovedenden til stor irritation for Berta, der endnu sov, da han vågnede og begyndte at sparke morgenfriskt med fusserne.
Derfor skal de nu til at sove i hver deres seng, og dem er der ikke plads til to af i vores soveværelse, så nu rykker de sgu ind i egne gemakker. Wild times!

Hey, her til slut vil jeg lige høre jer om en ting.
Det bliver ofte diskuteret, hvilken slags blog, denne blog er, og det kan jeg ikke rigtigt svare på, men der hersker jo ingen tvivl om, at den er primært tekstbåret. Jeg har ingen intentioner om at ændre på dét faktum, men hvordan ville I have det med, at der udover de længere indlæg, hvis antal vil forblive uændret, fremover vil komme et par mindre indlæg engang imellem med små tips, anbefalinger og sådan? Det kunne eventuelt være links til mine eBay-fund, en yndlings-hårkur, bogtip til babysøvn, som vi jo har været igennem og lignende. Er det træls?
Det ville betyde, at der nogle dage ville komme to indlæg – både et klumme-agtigt et as usual og så sådan et med et tip – og andre dage måske kun en af delene. You like?

Papirbryllup!

Yes, det var tungt. ;-)

Yes, det var tungt. 😉

Så blev barylerne døbt!
Jons og min gave til hinanden på vores papirbryllupsdag er deres dåbsattester! (Næste år hedder det ‘bomuldsbryllup’! Da vil jeg ha’ tøj!).
Vi havde jo lavet en weekend ud af det og slæbt det nærmeste af Jons familie med ned til det nærmeste af min familie, og så var vi 11 store og to små, der henslæbte tre dage med at bade, grille pølser, sove lure og skide i bleer. – alt fordelt efter alder.
Lørdag aften tog vi pænt tøj på, og Elke havde lavet lammekrone, som vi roste til skyerne, og til dessert havde min svigermor bagt en pral af en hvid chokoladekage med pistacienødder.
Jeg skulle hilse og sige, at der ikke hersker pinlig tavshed hen over bordet, når familierne Lei og Lange bryder brød! Ingenlunde! Der var et haglen og kaglen som i en gymnasieklasse første dag efter sommerferien, og jeg er pjattet med det.
Dåben søndag formiddag forløb fortrinligt! Hugo blev iklædt sin Manchester United-body, and he loved it! (Se ham på Jons Instagram! @jon_lange 😍)
Ungerne sov i kirken på hver sin forældre-arm, først blev Berta døbt, og så kom turen til Hugo. Netop som præsten begyndte at tale til Hugo og spørge ham, om han forsager Djævlen og resten af Dansk Folkeparti, fik han et lille mareridt. Han lå og dirrede med munden, flakkede med øjnene og gav sågar en lille hylelyd fra sig. Da præsten hældte vand på hans hoved (og han var sgu ikke fedtet med det), slog Hugo sine store, blå øjne op og stirrede lige ind i præstens små. Det lignede verdens mindste, lille vækkelsesritual! Jeg ventede næsten, at Hugo udbrød et ‘I can walk!’, hoppede ned på gulvet og drønede ud af kirken. Den hændelse udeblev dog. Heldigvis.
Efter dåben spiste vi pølsemadder og Salade Nicoise (mest de andre. Det med salaten), og det arbejdende folk pakkede sammen og kørte til København, så de kan komme ind til samlebåndene igen i dag.
Jeg elsker at gå på arbejde! Virkelig!
Men hold da kælderdøren lukket (min mors udtryk. Hun har også patent på ‘Av, for Fanø’!), hvor jeg dog nyder at blive givet en mand og to unger og så få et år til at lege lidt med det.

Hey, nogle har spurgt, hvor jeg har købt den kjole, jeg havde på til dåben. MIN dåbskjole. 😉 Den er fra MM6, som forhandles af Me & the Met. Det er dem, der gratis leverer dit tøj en time efter, du bestiller. De har udsalg fra på torsdag, men de har sgu lige givet mig lov at give jer 40% rabat på alt (!) fra nu til på torsdag, når I bruger rabatkoden TWINPEAKS40.
De har nogle fede ting fra Paul & Joe Sister, Ganni og Designer’s Remix også! Tjek det ud, og så prøv det med den levering, det er altså sjovt. 😊

Interview med min mayn, Jon Lei Lange

Ma baby-daddy!

Ma baby-daddy!

Jeg havde ikke rigtigt tænkt planen helt til ende, da jeg foreslog et Jon-interview her på bloggen. Jeg skulle hilse og sige, at det er pænt svært at interviewe sin kæreste – især når de fleste af spørgsmålene handler om én selv.
Og så kan det jo altså godt være, at I ville have fået nogle mere sandfærdige svar ud af den gode Mr. Lei Lange, hvis redaktøren på den spørgende skrivelse ikke havde været hans helt egen kone… 🙂

Anyway! Vi gik alle spørgsmålene igennem og har censureret en lille smule i dem. Det er jo den frihed, man kan tage sig, gudskelov. Jeg har valgt at gøre det til en ‘spørgsmål/svar’-kinda thing, så jeg selv er sovset så lidt ind i det som muligt (som om!). 😉 Min egne kommentarer (jeg kan jo for helvede ikke holde kæft. Ikke engang på skrift!) er dem i parenteserne.

Okay, here goes:

Hvad faldt du for ved Mette Marie? (FEDT, spørgsmål!!)
Da må jeg nok sige hendes åbenhed og appetit på livet. Hun er et af de sejeste mennesker,  jeg nogensinde har mødt. Og så ser hun verden på en måde som om, alt er muligt. Det gør livet større for mig. (Godt svar, hvis jeg må have lov at blande mig …)

Hvis du skulle sammenligne din kone med en kendis, hvem skulle det så være?
Emma Stone! En uforfængelighed og en insisteren på at have det sjovt. Emma Stone minder mig om MM i den scene, hvor Ryan Gosling smider trøjen i ‘Crazy Stupid Love’, hvor hun siger, han er photoshopped. Sådan er hun nemlig – også når hun ikke har drukket. (Det var mig, der tvang Jon til at se den film. Den er jo genial, altså. Og hvis jeg ikke var så godt gift, skulle Gosling altså ikke løbe mange gange rundt om min seng, inden jeg spændte ben for ham!)

Hvad skulle Hugo og Berta hedde, hvis de ikke skulle hedde Hugo og Berta?
Berta skulle hedde Hannah, Sally eller Anna. Forleden talte vi faktisk om, hvordan det ville være, hvis Hugo nu hed Max … Men han har faktisk heddet Hugo, siden vi så ham på første scanningsbillede, så han kan bare ikke hedde andet. (Jeg legede faktisk med tanken om navnene Geo eller Uffe, men det kunne Jon overhovedet ikke tage seriøst).

Skrønen fars pige/mors dreng, sandt eller falsk?
Med fare for en dag at skulle æde mine ord i mig igen, er jeg nødt til at svare ‘falsk’. Men lur mig, om der ikke også kommer et særligt far/søn og et mor/datter-forhold, selvom jeg altid har synes, det var ret maskulint at få en datter. Nogle af de ting, jeg oplever med Hugo, kan jeg kende mig selv i, og samtidig kan jeg også se mig selv i Berta, så jeg synes ikke, man kan sige, at jeg er mere knyttet til den ene end den anden.

Har du et godt råd til andre fædre/kommende fædre?
 Jeg har opdaget, at man skal lade være med at være så bange for, om man kan det hele fra starten. Der er så meget af det, man skal kunne, der viser sig at ligge på rygraden, og det kommer op til overfladen, når det skal bruges. Og vær ikke bange for, om du elsker barnet nok eller er en god far eller andre klicheer, for ligesom med alle andre forandringer, tager det virkelig tid at vænne sig til at få børn! Så længe du sætter alt ind på at gøre det godt, så gør du det på din måde, og det er det rigtige og godt nok. Og tag imod alle velmenende råd – men husk kun dem, du kan bruge til noget.
Og stol på dig selv! Der er ikke noget i verden, der giver større tillid til dig selv end at blive far. (Jeg vil godt indskyde et ‘ditto’ på det hele i forhold til at blive mor, faktisk!)

Hvad er den mest irriterende mor-ting, MM gør? (Uuuh, spændende!)
Nu skal jeg jo passe på, for det er jo hende, der interviewer mig… (That’s right!)
Hun er generelt mere bekymret for, om ungerne har det godt, end jeg er. Hun pylrer nok mere. Men jeg kan ikke rigtigt være irriteret, for det handler jo om vores ungers sikkerhed.
Og nåh, jo, så er hun begyndt at lyde som min mor, når vi kører bil! Hun siger sådan en hvislende lyd, trækker luft ind imellem tænderne, hvis jeg kommer til at køre lidt for hurtigt rundt i et sving eller gasser for hurtigt op. (Ehm…. Welll….)

Hvad er din holdning til at lægge billeder af sine børn op på blogs og sociale medier?
Inden ungerne blev født, var vi faktisk enige om, at det skulle der ikke være for meget af. Her bagefter er man pludselig bare så stolt og vil gerne prale af sine lækre unger. Så nu er vi pludselig selv blevet en del af den kultur af folk, der spammer andre med deres afkom. Jeg kan stadig blive vildt irriteret, når jeg synes, andre lægger for mange billeder op af deres børn. Men jeg gør det jo selv …

På en skala fra 1 til 10, hvor dejligt er det så at have muligheden for at være så meget sammen med Hugo og Berta (og MM) her de første måneder af deres liv?
10! (That one’s easy!)

Hvad har været den fedeste rolle for dig at spille? 
Jeg har mere end én yndlingsrolle, vil jeg sige. Nu har jeg netop spillet (en meget gay udgave af …) Kong Ludvig d. 13. i De Tre Musketerer, og det er altså den bedste rolle, jeg har haft på teater endnu. (Stykket bliver i øvrigt sat op på Østre Gasværk til efteråret igen – tjek det!) Og på film er de fedeste nok de roller, jeg har haft i udlandet. Jeg har spillet med i en amerikansk film, som hedder ‘I’ll Come Running’ og sidste sommer lavede jeg en actionfilm i Mexico med en spansk instruktør. Når jeg er i udlandet, tvinges jeg til at arbejde på en ny måde, og så er det selvfølgelig kombineret med at rejse, som jeg også elsker. Desuden har ‘Midsommer’ en særlig plads i mit hjerte, da det var min første film. Den, der satte det hele i gang. (Til de, der ikke har set Midsommer: Gør det lige. Den er altså ret god. Og scary.)

Og hvad er drømmerollen?
På teatret er der en lang række Shakespeare-roller, jeg gerne vil spille, for eksempel Hamlet og Richard d. 3. Og på film drømmer jeg om at skyde med pistoler i Hollywood.

Hvornår har du allermest lyst til at pakke sydfrugterne og drage med gutterne til Old Trafford?
Når der er lokal-derby mod Manchester City. (Der er sgu så meget, kvinder ikke forstår …)

De 5 sygeste facts om MM, som I ikke vidste i forvejen.
1. Hun åbner ikke sine rudekuverter. Det må jeg gøre. (True. True.)
2. Hun er sygt god til Upwords! (Ja, jeg er! Det er det eneste spil, jeg kan slå min sygt kloge svigermor i. Hvis I ikke kender spillet, så er det sgu synd for jer, for det er vildt sjovt!)
3. Hun holdt kun til 10 minutter af Starwars-trilogien. (That.shit.was.boring.)
4. Hun er det socialt modigeste menneske, jeg kender. (Det er ikke altid et plus …)
5. Hun virker som om, hun faktisk er lidt stolt af, at hun er god til at spille blokfløjte. (Michala Petri har ikke fløjtet forgæves!)

Hvorfor holder du med Manchester United, hvem er din yndlingsspiller, og hvad er dit bedste fodboldminde?
Min fodboldkærlighed blev vakt under EM92, så det er mit bedste fodboldminde. At sidde på Samsø i mormors stue og se Danmark banke de onde tyskere. Da Schmeichel var turneringens bedste spiller, og han til dagligt spillede for United, kunne det ikke være anderledes, jeg blev genfødt som United-fan. Jeg har fulgt dem siden da med svingende intensitet, og yndlingsspilleren er Cantona for gamle dage og Rooney nu. Og jeg håber stadig, at Ronaldo vender hjem! (Motherfucking GAB!)

Hvordan vil du beskrive dengang, I mødte hinanden? (Genialt spørgsmål!)
Det startede med, at produceren på min seneste film spurgte, om jeg ville på date med en af hans veninder og sendte et billede. Jeg har før haft dårlige oplevelser med blind dates, så jeg var ikke lige den travleste kanin i skoven. Men hun var både smuk og entreprænant, så efter et par virtuelle dansetrin, gik jeg med til at mødes og lavede et håbløst uromantisk move og hev hende med i biffen på en ellers solbeskinnet forårsdag. (Seriøst! Klokken var 12, og der var 25 grader!)
Der var kemi fra starten, men det var efter filmen, da vi spiste en sandwich ved kanalen i København, at den sande MM åbenbarede sig for mig. Ugen efter inviterede hun sig selv på pizza i Odense, hvor jeg dengang boede i en ydmyg studenterhybel, og siden har jeg ikke set mig tilbage. Tværtimod! (Awwww…. <3)

Hvad var din reaktion, da I fandt ud af, at der var tvillinger på vej?
Vantro – og så udelt begejstring! Jeg har ikke været nervøs på noget tidspunkt. Jeg synes, det er så sejt.

Hvis alt går efter dit hoved, hvor er familien Lange så om 10 år? (Familien LEI Lange, om jeg må be’!)
Efter mit hoved er vi om ti år “bi-coastal”. Så har vi et hjem i Danmark, en base, hvor alt udgår fra, og så arbejder jeg både hjemme og i udlandet. Hollywood er helt klart en del af drømmen, men som nybagt tvillingefar skal jeg lige nævne, at alt ændrer sig hver dag, og det er spændende. (Jeg tror sgu godt, man kan blogge fra Hollywood!)

Hvordan blev du skuespiller?
Efter et halvt år på Rødkilde Teaterhøjskole tog jeg til København og begyndte at sende mit CV ud til castere. Efter et lille år fik jeg min første rolle i filmen Midsommer, som heldigvis åbnede nogle døre for mig efterfølgende. Jeg søgte løbende optagelse på teaterskolerne, og samtidig fik jeg mere og mere at lave, og jeg var faktisk ret meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle blive ved med at søge ind på uddannelsen eller bare arbejde videre som autodidakt. Men da jeg blev optaget på Odense Skuespillerskole, føltes det rigtigt, og der havde jeg fire gode, hårde, selvransagende, navlepillende og voldsomt udviklende år, som jeg ikke vil bytte for noget. Jeg er en helt anden skuespiller her på den anden side af skolen, og det håber jeg er en god ting.

Det var sgu alt for denne gang! Jeg udbringer en tak og et trefoldigt leve for min baby-daddy og håber, I kunne lide, hvad I læste.
Han har heldigvis ikke sagt noget, der har fået mig til at fortryde … 😉

Man kan følge Jon på Instagram (@jon_lange), hvis man vil.
Og så er der i øvrigt nyt under kategorien TWINS!

Hav en dejlig onsdag!