Hvordan kan det mon være …

IMG_8382.JPGHvorfor er det, at selvom man har filmen på DVD … Man har den endda på TO forskellige DVD’er. Den ene har man købt i Fona, og den anden fulgte med i et Femina. Begge DVD’er ligger i skuffen under fjernsynet (og DVD-afspilleren), og der har de ligget i langt tid uden at være blevet halet op. Man har bladret DVD-mappen igennem mange gange, lagt mærke til den her pågældende film, men man har ikke valgt at stikke den i DVD-afspilleren og trykke på ‘play’.
Så hvorfor er det, at man alligevel ikke kan lade være med at se filmen, når de viser den i fjerneren?!
Det, jeg prøver at sige, er, at TV2 i aften kl. 21 viser ‘Sex and the City 2’. 😍👏 Og til de, der alligevel har set den film til hudløshed og ikke har noget imod reklamepauser (måske velegnet til folk med en lille blære), så kan jeg viiiiiirkelig anbefale filmen ‘Wanderlust’ på TV3 ligeledes kl. 21! Åh, den er så sjov!
Bare lov mig, at I ser Breinholt & Venner kl. 23.30 på TV2, hvis I ikke så det i fredags! Christopher er alt for sjov, og en mand, der kan gøre en sang som ‘Mariehønen Evigglad’ sexet, fortjener et klap bagi.

Jon er efter 23 (dejlige!) timer
herhjemme, hvor han hører til, drønet tilbage til Sverige. Jeg er træt af Sverige…
Nej, jeg synes ikke, det er hårdt at få tvillinger. Men jeg synes, det kan være hårdt at savne sin kæreste. Jeg kan bare så skidegodt lide den mand! Det er verdens dejligste luksusproblem.
Han elsker det, han laver, og jeg elsker, når han er glad. Så jeg er også glad. Punktum!
Og så glæder jeg mig for sygt til på onsdag, hvor han vender hjem til København, mig og vores kærlighedskrapyler! Selvom han ryger direkte fra fodboldstøvlerne i Göteborg til hofteholderne på Østre Gasværk, hvor han skal bruge de fleste af sine vågne timer, indtil stykket har premiere d. 23. oktober, så kan vi det mindste spoone om natten! Og så vil skæbnen sørme også, at han har fri om aftenen på min fødselsdag d. 9. oktober! Hurra-hurra-hurraaaaa! Min søster har sagt ja til at våge over sovende bebser, så nu skal vi satme ud at spise! Jeg bliver 33 år, og jeg ved stadig ikke meget bedre end fødselsdage. 😍

Jeg er i øvrigt blevet interviewet af en anden blogger, Sabrina. Læs det her!
Og hav så i øvrigt en helt forrygende søndag aften. Om I så vælger at se flimmer eller ej. 😊

9 comments

  1. Jeg har faktisk diskuteret filmspørgsmålet med en af mine venner. Han kan nemlig ikke lade være med at se Starwars, når de sender den i fjernsynet, selvom dvd’en ligger lige ved siden af. Vi er kommet frem til, at der er en speciel følelse over det at sidde og se en film, man er SÅ vild med, mens man ved, at mange andre fans gør nøjagtigt det samme! Så er man fælles om den oplevelse på trods af, at man sidder foran hver sit fjernsyn! 🙂

  2. Wow! Tak for anbefalingen “af Mariam” – fantastisk blog!!
    Og tak for din PSYKO GODE blog – jeg er satme blevet afhængig af dine velskrevet ord 🙂

  3. Filmen har løbet igennem min dvd maskine i noget der ligner uendelige timer, jeg kan alle replikker PLUS sangen, i’m a woman udenad og alligevel kører den for fulde hammer herhjemme, og jeg håber til stadighed at hun ikke kysser Aiden under udstillingen af et af de syv arabiske emirater! Sjovt, man bliver sgu skuffet hver gang.

    Jeg syntes du er en lidt for cool græsenke, at hvor er det kærlighed i sin fineste form, når du slet ikke kan lade være med at udtrykke din begejstring for ham med overskægget! – bliv endelig ved, det er så hyggelig læsning.

    God aften og Mr. Krøltop fortjener om nogen et lille klap bag i …

  4. Det er fuldstændig det samme når TV3 viser SATC-julekalender i december. Selvom jeg har hele serien stående og kan sætte lige det afsnit jeg gerne vil se på – OG ovenikøbet slippe for pauser, så er det bare meget bedre at se de afsnit som TV3 nu engang sender.
    Og det samme gælder Venner. Jeg ved ikke, hvad det er. Måske er det bare princippet i, at man ikke skal tage en beslutningen men bare sætte sig tilbage og nyde showet!

  5. Jeg tænker, det er fordi vi er sådan nogle gammeldags flow-tv-typer, der bliver lidt glade over, at fjernsynet selv vælger at vise SATC og så synes vi, det er lidt bedre, end hvis vi selv havde gjort det. Jeg tænker også, at vores børn der er flasket op med streaming vil synes, det er helt gak, at vi har det sådan

Skriv en kommentar