Anmeldelse af meget fancy skumfidus

Efter mange forespørgsler kommer hermed en anmeldelse af de dér fancy skumfiduser, I alle sammen taggede mig i på facebook, sådan at jeg slutteligt så mig nødsaget til at købe dem, da de lå og blinkede til mig på hylden i Mad & Vin i Magasin. Et sted, jeg ellers ikke kommer så meget, men torsdag aften var min mand atter på farten, så jeg var i området for at finde noget boller i karry, jeg kunne putte i hovedet foran Netflix, når ungerne sov.

Og her fandt jeg dem så, de fornemme fiduser fra BARÚ. Jeg valgte varianten med havsalt og karamel.
De fine skumfiduser er super-cute pakket ind og i en pakke til 34,50 kr. er der fire. FIRE!
De er så igen individuelt pakket ind i hver sin lille foliepose. Det er altså lidt miljø-schweinerei, synes jeg…

Og jeg må beklageligvis melde, at jeg er skuffet.
Nu har jeg med enorm tilfredsstillelse – ja, nogle vil betegne det som glæde – brugt sommeren på at spise mig igennem flere kilo budget-fiduser, og de smager mindst lige så godt. Desuden er de lune ved indtagelsen. Og meget billigere.
De smager da fornemt, de her dyre fiduser, med deres havsalt og deres karamel, men det kan man jo altså også lave selv.
Og konsistensen af skummet er ikke lige så mushi, som når de er lune.

Skumfiduser er slum-mad! Det er sgu da derfor, vi elsker det! At pakke dem ind i glinsende papir og sælge dem i Mad & Vin svarer til at prøve at klæde Polle fra Snave pænt på eller hive al siliconen ud af Linse Kessler.
Nogle ting er ikke skabt til de bonede gulve, og så skal man ikke sådan vride armen om på dem. Don’t mess with perfection.

Så nej, summa summarum er, at jeg ikke har i sinde igen at betale 8,62 kr. pr. fidus!
Er I klar over, hvor mange Dumle-karameller, man kan få for de penge syd for grænsen?! 🙂

I øvrigt er jeg nysgerrig!
Så HVIS I gider låne mig et sekund mere af jeres dag, så ville jeg blive henrykt, hvis nogle af jer ville tilkendegive i skemaet nedenunder, hvordan I følger bloggen her. Hvis I da gør det! Hvis det er første besøg, så HEY! Velkommen!
Kommentér også meget gerne, hvis I følger bloggen på en anden måde. Eller hvis I har noget at sige om det med skumfiduserne. 🙂

Og igen: TAK fordi, I følger med! 😀

Ret okay onsdag

Nu er det jo ikke nogen hemmelighed, at jeg er en kødpige! Jeg har det skidegodt med vores placering i fødekæden, jeg elsker dyr og synes, det er meget vigtigt, at vi behandler dem ordentligt. Også køer, lam, kyllinger og grise. Og når vi så har gjort det en rum tid, synes jeg, det er helt vildt okay, at vi skyder dem en kugle for panden og smider dem på grillen.
Åh, en god bøf er bedre end en thriller med Ryan Gosling! Jeg ville hellere undvære chokolade end kød, og det siger vist ikke så lidt. 😊

Derfor var jeg også meget tæt på himlen på flere planer i går, da Jon, jeg og ungerne kørte til Vejby, hvor min bedste veninde samt mand og børn havde lejet et sommerhus. Hun havde nemlig inviteret vores bedste veninde og hendes kæreste (og ja, så os!) op at besøge dem.
Dagen gik med store is, tur på stranden, vandmelon, hår-nusseri i hængesofa i haven, fodbold på computeren (for drengenes vedkommende) og så grill af satans store bøffer fra Kødsnedkeren i Ørby til hovedret samt is med frisk frugt til dessert! Jeg er NÆSTEN glad for, at ingen havde købt cola, for det ville sgu have været for meget af det gode.
Efter middagen gik vi seriøst all in på et spil Bezzerwizzer, og efter midnat bar vi de sovende unger ind i bilen og tøffede hjem.

Meget voksent, føltes det hele. Og meget optur!
Det er de veninder, jeg har drukket flest shots og set flest dvd’er med, og nu sad vi der og delte sjofle vittigheder, som så ofte før, mens vores respektive dudes sparkede til dæk og talte om fodbold og alufælge. Meget voksent! Det hele mindede mig ret meget om Det Brune Punktums ‘Tur til Rørvig’. Uden alle intrigerne, altså.

Bortset fra det har jeg de seneste par dage været ramt af en virus, som har gjort ret ondt i maven. Jeg tror, det er Uffe Buchard, der har spredt et eller andet i anledning af modeugen i næste uge.
Men at være syg, mens man har ansvaret for baby-tvillinger, får lidt kinesisk vandtortur til at minde om en badeferie. Hallo, de kan både ligge ned og slappe af, og der er vand og eksotisk location involveret, og alt muligt!

Lidt om Prop og Berta! Og selfies …

Jeg har tilbragt de sidste to dage siden vor retur til hovedstaden i lejligheden for nedrullede gardiner – stort set.
Hvor. Er. Det. Dog. VARMT!

Jeg plejer at være en hund efter hedebølger, men mine arvtagere bliver lynhurtigt som små grillkyllinger dernede i dobbeltgryden. (Ingen klage herfra i øvrigt! Jeg er fan af sol regardless!)
De ville jo bare ligge der og stege, som de formentlig gjorde i maven på mig sidste år, da jeg i gravid tilstand var et smut i Nice og Monaco. Dengang var de stadig kun to små æg, og jeg var et øjeblik på stranden alvorligt nervøs for, om man kunne hårdkoge sådan nogle…

Men nu er de her, og de er så sygelige cute, at jeg ikke fatter, at jeg har lavet dem!
De er sindssygt forskellige, og det er mig komplet umuligt at forstå, at man kan smide de samme ingredienser i én gryde, røre rundt i godt og vel syv-en-halv måned og så hale to så forskellige baryler op af den!
Berta er frygtløs og smiler hele tiden. Until she doesn’t! Hun har intet mellemniveau, når hun eksempelvis bliver træt af at ligge på maven, går hun fra tandløs kæmpe-smiley til skriggråd a la preteens til en Justin Bieber-koncert. (Apropos Bieber… Tjek lige min insta! 😂)
Hun elsker at blive kastet op i luften, og vi har da også grebet hende hver gang indtil videre. Så griner hun (oftest lydløst), og hendes øjne danner de sødeste små halvmåner.
Som hendes farmor sagde en rum tid tilbage: “Når Berta smiler, bliver hendes øjne til halvmåner, og når Hugo smiler, bliver hans til stjerner”. Er det ikke fint sagt? 😍
Hun (Berta, that is…) babysnakker ikke så meget endnu, og lige for tiden kan hun bruge enormt lang tid på at studere ting, liggende på skjoldet med et nærmest videnskabeligt udtryk i femøren.
Hugo snakker konstant (de siger jo, han ligner mig …). Han er mest til vokaler so far. U, Y og O er blandt favoritterne, og de er i spil stort set hele tiden. Han taler sågar i søvne og med mad i munden, hvilket vanskeliggør nogle punkter på dagsordenen herhjemme. Han vil helst have øjenkontakt altid. Det der med aktivitetstæppe er han ikke skidestor fan af, næh, han er et menneske-menneske!
De er også begyndt at kunne kende forskel på os og andre mennesker, og jeg får lidt hemmelig optur, når andre forgæves forsøger at fremmane et smil hos én af dem, hvorefter de vender hovedet mod mig og voldblotter gummerne.
Det er pudsigt, hvordan det at blive forældre på én gang gør ens liv så meget vildere og samtidig så meget enklere. Jeg laver de samme ting hver dag om og om igen, og alligevel er alt nyt hele tiden!
Nogle gange bliver jeg spurgt, om det ‘ikke bare føles som om, de altid har været der..?’
Nej, det synes jeg satme ikke! Jeg var barnløs i 32 1/2 år, og det kommer jeg sgu meget godt i hu.
Da jeg mødte Jon, datede vi først, så blev jeg lige så stille mere og mere vild med ham, så blev vi forelskede, kærester, og efter et halvt års tid elskede vi hinanden og vidste, at det skulle være os. Efter næsten halvandet år flyttede vi sammen, and the rest is history.
Og med krapylerne er det noget ganske andet! De kom allesammen (!) på én gang med al deres vindende væsen, forpligtelser og kærlighed. Man kunne ikke trække noget som helst ud, forelskelsen kom straks, og livet var forandret på et sekund! (Eller helt præcist: 28 minutter, som der er imellem dem).
Det er vildt, voldsomt, vanvittigt hverdagsagtigt og sindssygt storslået på én gang.

In other news:
Jeg gav for et par måneder siden min far min gamle iPad, fordi jeg ikke bruger den mere, efter at jeg er gået over til Surface Pro 2, så nu har jeg fået ham oprettet på både facebook og Instragram (hvor han kun følger mig og min søster) så han kan se billeder af Prop og Berta fra det jyske. Men bevidstheden om, at min far, som i øvrigt synes, blogging lidt er noget narcissistisk gøjl, nu ser alle mine billeder, gør, at jeg ikke rigtigt tør poste selfies længere …
På den anden side, hvis han mobber mig, må jeg jo undskylde mig med, at selv statsmedisteren gør det! 😊

DAGENS TIP:
Jeg er faldet over en blogger, der hedder Emma Martiny!
Udover, at hun måske har verdens sejeste efternavn, så er jeg blevet helt pjattet med hendes univers!
Hun er så smuk og fin, også har hun sygt god smag i alt muligt – blandt andet boligindretning, hvilket jeg lidt er en sucker for.
Og så er hun sådan én, der deler alle de sjove links fra nettet.
I går delte hun en opskrift på mojito jello-shots, som hun havde serveret for nogle venner.
Hvis I spørger mig, tyder det på, at hun er en prægtig kvinde! 😊
Tjek hendes blog ud her!

It ain’t over ‘til the fat lady sings!

Yes… That’s me! En aften på Sam’s Bar for et par år siden… 😉

Jeg tror, at man i vore dage er nødt til at gøre sit bedste for ikke at tage sorgerne på forskud. Intet er ovre, før den fede dame skråler. Hvis man går i panik i første omgang, hvor skal man så gå hen, hvis der nu kommer en runde to …?
Det er bedst at gemme lidt krudt til en potentiel anden omgang i stedet for at tabe alle sine glaskugler i den første.

At lade være med at male fanden på væggen er en kunstart, der kan forfines sådan hen ad vejen, bilder jeg mig selv ind. Med lidt øvelse kan man vænne sig til at vende tingene lidt på hovedet og se lidt rundt om hjørnerne, før man reagerer, for ja, det er muligt at pause sin reaktion, det kan man faktisk godt!
Eller – det kan kvinder godt. De fleste kvinder…

Måske ikke den slags kvinder, som sparker hinanden eller har sex med op til flere personer ad gangen på TV i Paradise Hotel, for så er jeg nødt til at tro, de ville have gjort det netop i de og mange andre situationer. For eksempel inden, de plukkede øjenbryn. Eller o, gru, barberede brynene af og fik tatoveret nye på … Men lad nu det ligge, det er en anden historie.

Hvis man for eksempel har en tendens til at gå helt i kulkælderen over, at det regner en hel weekend i juni, hvor man havde planer om at blive mega-tanned. Hvad gør man så, hvis det pisser ned i lårfede stråler samtlige af de tre uger, man har taget selvbetalt fri fra sit lortejob, og man ikke har råd til at tage med EasyJet til Mallorca? Bare sidde og flæbe ferien væk?
Eller hvis man får at vide, at man eller en, man kender, er syg. Så er det ret smart at vente med at flegne ud, til man ikke har andet at gøre. Hvis nu prøverne viser, at han snildt kommer ovenpå, så er det satme træls at have brugt tid på at græde sig grim på en dag, hvor man i stedet kunne have eksempelvis spist en OnsdagsSnegl fra bageren og have læst sladderblade på en terrasse eller drukket tequilla slammers med nogle, man godt kan lide. Eksempelvis.

Jeg tror, mange af os (moi, aussi!) kan blive bedre til at forholde os til det, vi rent faktisk får at vide og så tøjle fantasien.
SAGDE lægen rent faktisk kræft, eller var det egentlig Google (den forbandede drama queen), der sagde det? Og selvom det regner på en lørdag, behøver hele weekenden ikke partout at være fucked. Med frygt for at lyde som en ridset CD, så kan meget reddes med chokolade og NetFlix. Hvis det ikke kan det, har du ikke købt nok chokolade.
Nu er der jo rimeligt langt til regnvejr i disse dage, but you catch my drift. 😉

Jeg har i øvrigt været i arkivet og har samlet nogle af de indlæg, der omhandler emner, I flinke folk oftest spørger til og som er læst mest, lige her. Så kan man klikke, hvis man orker, og ellers bare nyde solen og lave noget andet!

Noget om sundhed
Noget om det med kroppen
Noget om min uddannelse
Noget om mit arbejdsliv
Opsang til all the single ladies
Noget om min sidste første date
Noget om et bryllup …
Noget om at finde to aliens i sin mave
Noget om en dobbeltfødsel

Og selvfølgelig: Opskriften på hjemmelavede P-tærter.

Tak fordi, I læser med. I er for vilde! ❤

Fra Mols til Skagen … Og så til Kjøwenhavn!

Jeg kan huske følelsen af at sidde på bagsædet af vores små-antikke Mitsubishi Lancer stationcar, da jeg som barn var på dansk campingferie med mine forældre, når de begejstrede pegede ud i regnen og med overgearede stemmer småskreg: “Seeee, er her ikke smukt!”
Nu boede vi jo i forvejen seriøst langt ude på landet i Mommark, så jeg ville nok egentlig hellere have set skyskrabere, smog, beskidte hjemløse og dobbeltdækkere og havde morderligt svært ved at sætte pris på hede, klitter og assorterede typer af grantræer.

Altså MÅ jeg være blevet voksen, for hvor kan jeg dog nu se det smukke i det helt særlige skagenske lys og den jyske flora i al sin beigefarvede herlighed.
Vi boede på Hjorths Hotels nabohotel Kokholms Hotel – ja, de kører noget kombi der. Og det hele var enkelt, oldschool og lækkert på den måde, der ville blive røvsnobbet, hvis det lå i Tisvilde, men som virker autentisk og fantastisk, fordi personalet taler jysk.

Efter en familielur i dobbeltsengen (en af mine yndlingsting ved at have fået unger!), drog vi af Skagen til og lod os sammenklemme i transportmidlet ‘Sandormen’ sammen med øvrige store dele af Familien Danmark, til den lille vogn med de hermetisk lukkede vinduer havde samme temperatur som Amin Jensens armhule på denne lune sommerdag, og blev således fragtet op i toppen af Danmark.
Grenen kunne det, den skulle, og bagefter tog vi ned på havnen i Skagen på jagt efter krabbeklør. En bloglæser, Katja, havde i kommentarfeltet foreslået sin egen arbejdsplads, Skagen Fiskerestaurant, og GUD, hvor er jeg glad for det! Vi fik et kæmpe-fad med KRABBEKLØR (jeg er nødt til at bruge versaler, for de var virkeligt store!), og vi åd som havde vi ingen skam, mens Bøffen og Baben chillede i vognen.
Da de havde fået en flaske, smed vi dem ind i Ford’en og kørte ned på stranden i Kandestederne for at se solnedgangen. Man kunne køre bilen helt ud på stranden, og netop som showet gik i gang, begyndte det at regne. Himlen blev lilla, vandet irgrønt og solen var guldfarvet. Hvis nogen havde gengivet den udsigt i et maleri, ville jeg havde bedt dem skrue ned for 80’er-stemningen. På den virkeligt gode måde!

Lørdag ankom vi efter en morgen-Vesterhavs-dukkert tillagt en dejlig lun biltur til vort hjem på Vestergade, og så snart Jon havde koblet ungerne til godnat-flasken, strøg jeg over i Tivoli sammen med min Pap for at nyde TamTam-revyen, som Christiane havde inviteret mig ind og se.
Jeg ville ønske, jeg kunne anbefale jer at følge mit eksempel, men det var desværre sidste spilleaften (med mindre man bor i Århus, hvor de spiller snart, har jeg hørt!)
Jeg er altså født i det forkerte årti, for jeg morede mig bedre end alle de fremmødte pensionister tilsammen. Jeg forsøgte flere gange i ren iver at starte en klappe-i-takt-stemning, men jeg blev ikke bakket op af andre end min søster.

Showet var genialt og alt for kort, og da vi havde sagt tak for underholdning i garderoben, gav Pap en tur i Dæmonen, hvorefter jeg listede over Rådhuspladsen, snoede mig udenom horderne af sommer-stive teenagere og puttede mig ind til Jon i sofaen.

Lidt om morskab

Det er længe siden, jeg indså, at jeg har en lidt små-oldschool humor. På den front har jeg helt utroligt meget til fælles med min far og landets øvrige pensionister.
Jeg er typen, der fyrer en plathed af a la ‘Det sagde hun også i går’ under aftensmaden for derefter at føre glasset til munden og gemme mig bag det, mens jeg laver stoneface og med alt for ivrigt blik scanner lokalet for en optrukket mundvig eller et anerkendende smil. Og ofte forgæves.
Tit bliver det bare til et smil af den mere overbærende art.

Jeg har siden folkeskolen haft et far-crush på Niels Olsen, og jeg savner sådan Schulstad-reklamerne, hvor han spillede det lune familieoverhoved med de hyggelige punchlines.
Da jeg var 9 år, så jeg Finn Nørbygaard og Jette Torps fantastiske show ‘Musik & Fis’, som jeg ejede på VHS, indtil det blev til bredspolet båndsalat, og i 1990 sendte jeg mit livs eneste fanbrev til Jette Torp, som kvitterede med et brev og et signeret billede af sig selv. Det billede blev sat i skifteramme og hængt op på min hessianbeklædte væg på værelset i Mommark midt imellem et postkort med et sort/hvid-billede af en veltrænet mand i bar overkrop, som fremstrakte en rose, som var billedets seneste farvede element, og en midtersideplakat fra MIXX af Jason Priestley.
I efteråret, mens jeg stadig bar ungerne som ekstra polstring, mødte jeg med stor entusiasme og høj forventning op i Falkonersalen, da ‘Musik & Fis 2’ blev sat op, og jeg sværger, at jeg næsten græd i en blanding af nostalgi og latter under hele showet, og jeg håber sådan, de laver en 3’er.
Og don’t get me started på Ørkenens Sønner! ❤️

I går modtog jeg verdens bedste SMS fra en veninde, som er med i revyen ‘Tam Tam’ i Tivoli. Hun delte med mig, at hun lå inde med to billetter til forestillingens sidste spilleaften i morgen, lørdag, kl. 19.30, og de ville blive mine, hvis jeg ville det. Og det vil jeg!
Så i morgen, mens Jon putter ungerne i deres egen seng efter hjemkomsten fra Skagen, smutter jeg de 200 meter over til Tivolis farverige verden og lader mig underholde af Christiane, Szhirley, Søs Egelind, NIELS OLSEN og alle de andre! Kæft, hvor bliver man forkælet nogle gange.

Trætte øjne med nyfarvede bryn!

Imens og efter brynfarveri! 😊
Kæft, hvor har jeg stive knapper over vejret i disse dage! (I realiteten er mine babser varme og bløde og meget lidt struttende, but you get the picture…)

Dog har jeg aldrig brugt så få stunder i solen på dage med sol, som jeg gør denne sommer, da krapylerne jo ikke de er store tanning-entusiaster endnu, og de dage, hvor de bare lå på skjoldet og underholdt sig selv eller snorkende dagene bort er lykkeligt glemt.
De sover 10-12 timer hver nat, hvilket er sindssygt fedt, men den luksus bytter de så med en forventning om konstant underholdning i revy-dimensioner i dagtimerne. Jeg er bange for, at vi har overstimuleret de små baryler bare en anelse… Når Jon om to uger rejser til Sverige på filmoptagelser, står mor her altså tilbage med to små skravl med høje stemmer og en vane for to voksne mod to børn ‘round the clock.

Der er jo i øvrigt ingen regler uden undtagelser, så i nat vågnede Hugo klokken 2, og så brugte han den gode del af resten af natten på at øve sin falset-røst. Han var egentlig ikke utilfreds, han har blot opdaget øverste del af sit register, og det fik han sgu lige lyst til at prale med.
Så i dag har Jon og jeg siddet i skyggen af vores grønne strandtelt og kanøflet ham og søster og med tunge øjne set til, mens resten af familien kastede sig i bølgen blå.
Varmen slog dem dog ud (ungerne, that is) i en times tid midt på eftermiddagen, så vi fik mulighed for at fange krabber og svømme lidt om kap.

Her til eftermiddag har min søster farvet mine bryn, som vist er blevet lige lidt for mørke, men what the hell, Cara Delevingne har ikke levet forgæves, og lige nu er min far igang med at grille en kylling i Weberen, så jeg er en happy camper!

I aften går jeg tidligt i seng, og i morgen går turen til Kandestederne, hvor vi sgu havde held med at finde et værelse på et Kokholms Hotel, som min far varmt har anbefalet. Så jeg satser på at bruge aftenen i morgen på at spise krabbekløer et sted i Skagen, helt veludhvilet med sovende babysæt i barnevognen og lækker husbond overfor mig! 😍

Date night og mærkedage

I går var det fem måneder siden, at mit kæmpe-korpus kapitulerede og tilvejebragte de to mini-mennesker, som siden har optaget størstedelen af min tid.
Fem måneder!! Jeg kan ikke finde ud af, om det er vildt langt eller vildt kort tid, men den tid er i hvert fald gået, mens ungerne er blevet smukkere, sjovere og sejere, og jeg er blevet klogere, større og mindre på én gang.

I går fik Hugo og Berta deres aftensmad serveret klokken syv, og da begge sov som Amalie i samfundsfag en time senere, hoppede Prinsgemalen og jeg i Ford’en og drønede til Ebeltoft, mens min familie holdt vagt over Bugaboo’en.
Vi fik en lækker middag i endnu mere lækre omgivelser på Restaurant Smag, hvor vi sad i deres sindssygt frodige gårdhave.

Ebeltoft er jo gårdhavernes by, har jeg opdaget! Selv bundtmagere, foto-butikker og garnforretninger har de sødeste gårdhaver hægtet bagpå, proppet med stokroser, bindingsværk og lutter idyl.
Eneste minus: Jeg havde iført mig mine gyldne By Malene Birger-stiletter på denne vores første date i FEM måneder, men det kræver knagme sin dame at se elegant ud på brosten i hæle. Og sådan en dame er jeg ikke, så jeg måtte smide guldskoene og fik sorte fødder til gengæld.

Vi sluttede aftenen af med at knipse billeder af Fregatten, jeg fik en slikkepind mere fra Mols Bolcher, og så var vi retur hos snorkende yngel klokken 23. Ekspres-romantik! Jeg kan sådan grave det!

On another note!
I dag fylder Twinpeaks.dk faktisk seks måneder. Jep, jeg skrev mit første indlæg som lavstammet højgravid en måned før krapylernes fødsel! Jeg kan huske, at jeg sad på en køkkenstol i tre timer, mens jeg riggede bloggen til, og mit bækken blev så gennembanket af det, at jeg efterfølgende måtte søge liggende leje i to dage…
Siden da er det blevet til lidt over 950.000 sidevisninger, 148 (amme)indlæg og (fucking) 3.097 kommentarer!
You guys blow my mind, altså! Og så ELSKER jeg, at I er så mange, der tagger mig i jeres lun-skumfidus-billeder på Instagram derude, bliv endelig ved! 😜
Tusind, tusind tak for, at I gider læse med, når jeg sådan hælder vand ud af ørene, det er så latterligt dejligt! Jeg læser alle kommentarer, selvom jeg ikke når at svare, og jeg er så taknemmelig over, at I har lyst til at dele jeres tid med mig.
Jeres gode karma smitter! Jeg er selv blevet bedre til at give fremmede folk komplimenter, og når nogle dage godt kan starte lidt skævt, når man er sådan lidt baby-baldret, så kan det som oftest reddes hjem af at læse jeres grineren, søde ord eller se på bløde fiduser med sprød skorpe! 😜

Nu vil jeg slikke det sidste Mols-sol, inden turen i morgen går videre – vi ved endnu ikke, om den går til Skagen eller København, for de skagenske overnatningsmuligheder er tilsyneladende mere overrendte end Jerusalems, dengang verdens skulle skrives i mandtal.

Med ønsket om varmefri, masser af faktor 30, solskin og høj livskvalitet! ❤️

DAGENS TIP:
Næste gang, I bruger balsam i håret, brug da det sidste, der sidder tilbage på hænderne, til at smøre på pusselankerne, når der skal shaves legs! Det giver de glatteste ben i byen!
Jeg anbefaler i øvrigt altid den grønne fra Davines. 😊

Stokroser, fiskefilet og Molscher

Okay, hvor er Ebeltoft dog en fin by!
I dag fik Jon og jeg lidt ø-kuller i sommerhuset herude i Mols Bjerge, så vi proppede barylerne i Ford’en og tøffede ind til Ebeltoft for at spise noget frokost.
Nu er jeg ganske vist også sygt billigt til salg for bindingsværk og stokroser, så man skal ikke være nogen lektor i matematik (hvis man da kender Ebeltoft) for at regne ud, at jeg blev ramt i knæhaserne og sendt i sænk hurtigere, end en Louboutin-butik bliver tømt på første udsalgsdag.
Vi gik en tur ned ad det, jeg gætter på er gågaden, og jeg regnede med at løbe tør for oldschool byggestil ret hurtigt, men de fintkalkede huse med de småsprossede vinduer blev bare ved!
Vi løftede Bugaboo’en op ad trappen på en restaurant ved navn ‘Mellem Jyder’ (det kunne jeg sgu ikke stå for). Her kom vi til at dele bord med et par, som var bedsteforældre til tvillinger, så vi fandt en del fælles interesser at tale om.
Til frokost spiste vi os igennem hver vor udmærkede og panerede rødspættefilet, som blev vores for bare 59 kr. pr. styk! Den var ikke gået i København.
Jeg havde mit hjerte sat på en portion pandekager med is, men da fiskene var sat til livs, vågnede ungerne og delte deres utilfredshed med at være hensat til at ligge dér på skjoldet, så vi talte vores velsignelser og satte kurs mod bilen. Gåturen over de mange brosten lullede imidlertid søvnen frem igen, så jeg nåede lige at købe fem frisklavede slikkepinde til blot en femmer stykket hos Mols Bolscher. Som jeg i øvrigt mener burde hedde ‘Molscher’!
I aften står den på lammekølle på grill i selskab med resten af selskabet her i sommerhuset, som består af min far og hans kone, min søster og min papsøster. Som slet og ret går under tilnavnet ‘Pap’.
I morgen har vi tænkt os, Jon og jeg, that is, at tage ind til Ebeltoft og spise en middag, når krapylerne er faldet i søvn kl. 20, mens mit bagland holder vagt.
Jeg fornemmer jo på min Instagram, at nogle af bloggens læsere har til huse på disse kanter, så måske nogen har et forslag til, hvor det kunne gå for sig?
Det må godt være sådan lidt lækkert. Det er ikke så tit, vi forlader ungerne begge to på samme tid, så den skal også have, hvad den kan trække, de par timer. Tips modtages med kyshånd! 😊

Rolig nu! Her er opskriften! 😜

I ved da, hvad I vil ha’, mine damer! Og hvor jeg dog forstår jer! 😍
Sjældent har et billede på min Instagram scoret så mange kommentarer og forespørgsler, som billedet af mine hjemmelavede P-tærter!
I vil have opskriften, skriver I. Den kommer her! I kommer til at slå jer på lårene over, hvor enkel, den er.
Jeg må lige indskyde, at det var en læser, der i en kommentar her på bloggen, der gav mig opskriften. Tak, Lisa!
Jeg må også melde, at det altså er et farligt nasværk! Sjældent har jeg kendt mage.
Anyway. Man smelter en røvfuld skumfiduser. Enten i en ovn, en mikroovn, en støbejernsgryde, et bål eller en utroligt varm kølerhjelm på en meget ren bil. Når de er smeltet til snask, blander man peanuts i.
Derefter anbefalede Lisa at anrette massen i små klatter, hvilket for mig var komplet umuligt på grund af dens komplet klistrede konsistens. Så jeg maste den ud på et skærebræt i omtrent en centimeters højde, og så smed jeg hele baduljen i fryseren.
Jeg vil i øvrigt advare imod bagepapir… Det er ganske umuligt at få massen fri af det, når det skal spises, og det ser nu så ufint ud at sidde der over aftenkaffe og skrabe guf af papir med fortænderne.
I mellemtiden smelter man noget chokolade, og når baduljen i fryseren er godt kold, males den med laden, hvorefter den ryger et smut tilbage i kulden.
Til sidst skæres balladen i mundrette bidder og serveres – eller sættes til livs helt alene. Begge dele kan anbefales!

Stort møs fra Mols, i øvrigt! Vi var på stranden det meste af dagen i dag. Jon blev bidt af en krabbe, min søster ødelagde låsen på min bikinitop, da hun holdt fast i den for at trække mig rundt i vandet på den oppustelige krokodille, jeg har købt, og begge unger blev dyppet i Kattegat.
Jovist, vi forstår at nyde sommeren! 😊