Kæmpe-aliens, voksen-mobning og modeuge

Jeg har været den mest chillede modeuge-deltager i år (hvilket nok er pænt naturligt).
Men i går morges havde jeg fedtet mig til en stol langs Jesper Høvrings catwalk.
Jeg har haft det vildeste kjole-crush på den mand, siden jeg startede på ELLE.
Første gang, jeg talte med Jesper, var til Danish Beauty Awards i 2011. Jeg var iklædt en lys nougatfarvet cocktailkjole, vi havde netop spist fyldte chokolader til dessert, og jeg var på vej tilbage til min stol efter at have hentet en gin/tonic i baren.
En eller anden stoppede mig og sagde: “Mette Marie, du skal lige møde Jesper Høvring”.
Jeg var momentært starstruck, stak ham lappen og præsenterede mig selv.
Jeg ville gerne virke tjekket og mode-rigtig, så jeg kunne gøre mig forhåbninger om måske at bære én af hans kjoler til en fest engang.

Jesper Høvrings første ord til mig var: “Ehm, du har vist noget dér”, mens han pegede på højre side af min talje.
Jeg så ned og opdagede, at jeg må have tabt et stykke fyldt chokolade under showet, som langsomt og sikkert var smeltet under min arms kropsvarme og blevet gnedet godt og grundigt ind i min kjole. I bund og grund så det ud som om, nogen var løbet tør for toiletpapir og havde brugt mig i stedet … Hende har man da herre-meget lyst til at udlåne couture til, right?!
Måske har Jesper glemt alt om det, for jeg fik i hvert fald lov at bære en drøm af en kjole i hans navn til ELLE Style Awards 2013. (Se billedet til ventre).

Jesper Høvrings show på Nimb i går var storslået, fantastisk og eventyrligt!
Der var skinnende bling-bling, flydende, svævende gevandter og masser af taljeringer. Hvis jeg nogensinde ser min talje igen, skal den ned i én af de kjoler – om så bare for en time i et prøverum!

Jeg har de seneste par uger følt, at al det vand, jeg har i kroppen, har besluttet sig for udvidde forretningen og søge nye territorier. Og det klæder altså ikke mit ansigt …
Mine veninder og min mand har været enormt søde til at (lyve og) sige, at det i hvert fald IKKE passer, at jeg har fået egernkinder og dobbelthager.

Men hvis man vil have sandheden, skal man bare tage på Nimb i modeugen!
Under showet sad jeg ved siden ELLE-ingerne på den ene side, og på den anden havde jeg stylisten Kenny Aleksandr, som roste min maves storhed, men sluttede komplimenten med “Hvis man skærer dig fra brystet og op, får jeg lidt lyst til at ringe til et julemærkehjem …”
Efter showet mødte jeg en yndig veninde, der med en larmende latter blot pegede på mine kinder og skreg af grin.

Well, det kan lyde hårdt og nederen, men faktisk synes jeg, det er lidt rart!
Jeg kan jo GODT se, jeg har blødere kinder (og arme. Og hage. Og … You get the picture!) for tiden. Og når folk benægter det, virker det lidt som om, det er noget at skamme sig over. Det er det jo ikke! Jeg venter TO børn, som presser min krop til det yderste, så jeg må gerne bule ud. Lige hvor jeg (eller min krop) vil!

Efter showet mødtes jeg med én af mine bedste veninder, Stine, som skulle med mig til scanning. Jon var knust, men skulle desværre arbejde.
Jeg blev scannet for to uger siden og fik da den besked, at ingen af ungerne havde opdaget, at de var tvillinger og altså vokser helt med samme hastighed som enkeltbørn. Genialt!
Jordemoderen sagde også, at vi nok skulle regne med, at de ville tage 200 gram på hver om ugen, så jeg havde regnet med, at de nu ville veje omkring 1.700 gram hver. Så jeg blev ganske forbløffet ved beskeden om, at begge babyer vejer 2 kilo! HVER! De har begge taget 700 gram på i løbet af to sølle uger. De vil sgu da frem i verden!
Med seks uger til termin (som er i uge 38 med tvillinger, ikke i uge 40 som i en “almindelig” graviditet), kan jeg godt være LIDT spændt på, hvor meget baby, jeg ender med at skulle rumme.

Nogle af jer har spurgt, og yes, jeg planlægger selv at squize ungerne til verden! Hvilket de vist er med på, for oven i den store vægtforøgelse har drengen nu også vendt sig, så begge kids ligger med hovederne ned ad. Så sejt!

Sundhed, lange ben, frosne dyr og Nutella

I går aftes, da jeg meldte ‘ordet frit’ og startede en spørgerunde, havde jeg regnet med primær interesse indenfor uddannelse, hårshampoo og job, but you ladies dig deep!
Jeg føler mig lidt som én, der har foreslået at lege ‘sandhed eller konsekvens’, og når det så bliver min tur, tør jeg ikke alligevel og faker et hosteanfald for at forlade lokalet … 🙂

Men i stedet for at kyllinge ud, vil jeg knække svarene lidt op i bidder, så modet kan vokse sig større henad vejen!
Mange af de spørgsmål, jeg har fået, fortjener svar, som er mere end bare én linie, så min tanke er at tage udgangspunkt i dem i en række blogindlæg i løbet af den næste tid. I hope that’s cool?
Jeg vil meget gerne fortælle om mit og Jons bryllup, men jeg tænker, det ville være sygt hyggeligt at gemme den til Valentine’s Day!

Jeg fik et spørgsmål om mit forhold til sundhed, som jeg tænkte lidt over.
Da jeg var barn i Mommark (Yes, det er der sgu noget, der hedder …), handlede sundhed om, at man skulle spise en masse kartofler og ikke for meget slik.
Begge mine forældre røg og spillede tennis (sjældent samtidig), og jeg gik til gymnastik flere gange om ugen.

I dag handler sundhed om fitness-træning og kostplaner, og det kan jeg ikke finde ud af.
Jeg har signet up som fitness-center-medlem mange gange efterhånden, og jeg er altid sådan én, der kommer til én time og så aldrig igen (hvilket minder mig om, at jeg skal have opsagt mit medlemsskab hos Fitness.dk …) Måske ville det være anderledes, hvis jeg havde et problem med min vægt, men det har jeg ikke.
Jeg vejer det, jeg vejer, og det falder heldigvis indenfor ‘normal’-kategorien, så det giver mig ikke rigtigt anledning til at spise andet end det, jeg helst vil.
Et par måneder før mit bryllup i sommer, ville jeg allligevel gerne lige prøve at  smide 3-4 kilo (it’s a bride thing), så jeg droppede al stivelse og (det meste …) sukker i 6 uger, og vægten rokkede sig ikke ud af flækken.
Jeg tror, mad og jeg har indgået en eller anden form for stiltiende aftale, og den kan jeg ikke bare sådan lige komme og rode op i!

Da jeg voksede op, var jeg ret bette i det, så ved vores køkkenbord var ‘sundhed’ lig med at spise op.
Idet jeg var barn på landet, havde vi to kummefrysere i laden, som altid var beboet af et meget koldt lam, en meget kold gris og en halv ko. Skåret i stykker og lagt i poser, forståes.
I køkkenhaven havde vi bønner og kartofler, så 9 ud af 10 måltider var noget med kød, kartofler og sovs. Og bønner.
Og det er den slags mad, jeg bedst kan lide i dag.
Hvis en salat har for mange forskellige ingredienser og spændende dressinger, bliver mine smagsløg stressede og bakker ud.
Jeg vil helst have en bøf. Med kartofler. Og bernaise. Liggende med lidt mellemrum imellem sig på tallerknen, så jeg selv kan vælge, hvornår de skal parres.
Til gengæld får jeg ondt i sundhedssamvittigheden, hvis jeg springer et måltid over. Et levn fra dengang, jeg var et skravl, velsagtens.
Og nu, hvor jeg er gravid, har jeg fået besked på at drikke 0,75 liter mælk om dagen, så det gør jeg troeligt!
Men jeg spiser hjemmebagte boller med nutella til uden at få så meget som de mindste samvittighedskvaler.

Jeg kan tømme en pakke Samba-flødeboller og drikke en liter cola til inden første reklamepause i en fredagsfilm på TV3 uden egentlig at registrere det. Til gengæld får jeg dårlig samvittighed, hvis jeg har for travlt til at spise frokost, ikke sover nok eller drikker for mange sjusser for mange dage i træk.

Det bedste, jeg nogensinde har gjort for min selvopfattelse, er at starte med at arbejde på ELLE.
Inden da ønskede jeg mig længere stænger og tydeligere kraveben, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor det så helt anderledes ud på mig end i bladene, når jeg iførte mig lavtaljede jeans og flade sko.
At blive en del af modeverden i en (voksen) alder af 28 har vist mig, hvorfor det bare er skide-dumt at sammenligne sig med modellerne.
For det første er de fleste af dem imellem 16 og 20 år. Deres stofskifte er et andet sted end voksne menneskers.
For det andet svarer det til at sammenligne sig med en hest. Eller en flagermus!
Modellerne er en anden race – forstået på den måde, at de er udvalgt, FORDI de har tydeligere kraveben og længere stænger end os andre. Og det kan man ikke spise sig til, lige meget hvor ‘all in’ man går på LCHF, paleo eller South Beach-kuren.
Og det kan da godt være, at de har længere ben, men hvor mange hér ville gerne bytte sig til dem imod så at skulle være 16 år igen?
Og have bumser, ikke vide, om man klarer gymnasiet, bo hjemme, have sengetider og ikke engang have overvejet – let alone gennemført – en uddannelse endnu? HELL no!

Da jeg erkendte det, fandt jeg ud af, at jeg har korte ben, men en ganske OK ass. så jeg skal langt hellere gå i højtaljede bukser og sko med hæl. Og være godt tilfreds med det sted, jeg er i livet lige nu, for det kommer aldrig tilbage – på godt og ondt.
Og hvis jeg irriterer mig for meget over mine bløde mormor-arme nu, er jeg stensikker på, at jeg engang i en alder af 65 med titel som forhåbentlig både farmor og mormor vil se på billeder og ærgre mig over, at jeg ikke lagde fokus et andet sted, for så slemt står det da heller ikke til.

Det er sgu nok i korte træk mit forhold til begrebet ‘sundhed’. 🙂

Ask away!

Takker atter engang for den venlige modtagelser her i bloggers-sfæren!
Nogle af jer, som har været så venlige at tjekke ind på Twinpeaks.dk, har bedt mig om at lave en spørgerunde, og et eller andet sted er det vel fair nok.
Når man er ny til en fest, starter man vel med at præsentere sig, n’est-ce pas?
Og idet jeg har masser af tid, og tanken bringer mig hyggelige minder om folkeskolens veninde-bøger, giver jeg den hermed op!
Hvis I da kan finde på noget at spørge om – det er jo ikke fordi, jeg ligefrem holder mig tilbage med de personlige anekdoter …

ASK ME ANYTHING!
(Jeg vil dog ikke love at svare på alt – man ér vel en dame). 😉

Skriv spørgsmål som kommentarer herunder, så vil jeg besvare dem i morgen!

Modeuge versus ædegilde

I denne uge er det modeuge i København, og normalt ville jeg havde travlt med at løbe rundt og lave videoer til ELLE, hvor jeg interviewede designerne og stamgæsterne på den røde løber.
Men faktum er, at jeg stadig sidder i min morgenkåbe og spiser morgenmad … The sequel! (Dobbelt-op på morgenmad er blevet et dagligt ritual her på matriklen – aaand I like it!)
Man kan godt føle sig lidt oppustet, når man stadig følger alle sine kolleger i modebranchen på de sociale medier og ser dem tjekke ind til diverse shows, sippe champagne fra morgenstunden i nystrøgne skjorter og med henkastet lækkert hår. Og læbestift!

Jeg kunne ikke engang få sokker på her til morgen. Seriøst! Alle mine sokker er blevet for små! (Damn you, big feet …)
Og jeg kan heller ikke selv lyne min jakke. Jeg må have hjælp til det første stykke, som jeg ikke kan nå, fordi det skal op over rundingen på maven. Og der er 6 ugers drægtighed tilbage. Fascinerende!

I går blev jeg interviewet til magasinet GRAVID af den smukkeste journalist, jeg længe har set!
Jeg blev helt forfjamsket over, hvor fin, hun var, og da hun gav mig en krammer, kom jeg til at udbryde ‘Gud, hvor er du slank!’.
Hun var slet ikke mager eller på nogen måde politisk ukorrekt i sin form – jeg har bare vænnet mig til, at folk i min lille glasboble ikke har taljer (og med ‘folk’ mener jeg jo nok bare ‘mig’ …)
Interviewet skal bruges til en før/efter-artikel med billeder og interview med yours truly først med og siden uden mave.
I interviewet spurgte hun meget ind til mine forventninger til fødslen, om hvilken jeg er yderst optimistisk og med en vis overbevisning udtrykte, at jeg satser på at klare det uden smertelindring.
Jeg kan lige forestille mig, hvordan jeg i efter-interviewet må hale i land som en fisker i stormvejr og indrømme, at jeg i vildskab truede med alt fra mord til selvmord og i forlængelse heraf forlangte dobbelt-epidural for en dobbelt-fødsel …

I går aftes hankede min kære mand op i mig, slæbte mig ud i snevejret og satte mig i en stol på Restaurant Fuego i Nyhavn, hvor han sørgede for, at nogle venlige mennesker stegte og serverede en bøf for mig. Med bernaise og pommes frittes. Og cola til. Fandme i orden!
Et plus ved karpaltunnelsyndrom i hænderne: De evigt sovende fingre gør, at man let som ingenting kan nappe brandvarme fritter (eller rettere: bernaisetransportere) fra tallerknen og køre dem til munden helt uden at brænde sig.
Den kløgtige har nok regnet ud, at bagsiden af dén medalje er, at fritterne stadig er varme, når de rammer tungen …

Efter bøffen gik vi hjem, meget langsomt, ned ad Strøget.
Jeg fik overtalt min mand til at slå et smut omkring Cock’s and Cows på Gammelstrand, fordi de laver verdens bedste milkshakes!
Man skal bare bede tjeneren om at lave den så tyk, at man NÆSTEN ikke kan få den op gennem sugerøret! O, the joy!

I dette nu har min veninde lige ringet og spurgt, om hun må komme forbi og sige hej, da hun alligevel er inde i byen, og da hun spørger, om hun skal tage noget med, responderer jeg nærmest per refleks: “En kage, måske?”
Jeg skal nok til at afholde mig fra at skyde skylden for ALLE kiloene på ungerne … 😉

Hvis nogen skulle være interesserede i at følge bloggen hér, så kan man gøre det på forskellig vis.
Jeg ér på Bloglovin’, men jeg har ikke fået knyttet den til domænet Twinpeaks.dk, men derimod mit WordPress-domæne, mettemarielei.wordpress.com. Der arbejdes på sagen! 🙂
Bloggen er også LIGE kommet på facebook! Det er sgu lige før, jeg tror, du bliver den første, hvis du smutter ind og ‘liker’ den der!

Følg Twinpeaks.dk:
Facebook – klik her.
Instagram – @mmleilange
Bloglovin’ – klik her.

Lidt om talent og vaner

Jeg synes, jeg er ret god til nogle ting. Jeg er ikke sådan én, der er sygt god til mange ting, men jeg har dog mine små, særegne talenter.
Jeg spiller eksempelvis stadig en mean blokfløjte efter at have modtaget undervisning i denne færdighed gennem hele min folkeskoletid. Ikke et talent, jeg ofte finder lejlighed til at anvende, dog.
Og så stuver jeg en SYG hvidkål!

Men jeg er ikke god til at sove. Jeg er faktisk straight up dårlig!
Jeg misunder sådan de mennesker, som bare lægger sig på puden og sover som en hun-puddel efter et weekendsophold på en kennel.
Jeg går ganske vist ud som et lys ved nattetide, men jeg vågner efter et par timers bevidstløshed og ligger så og stirrer op i loftet som en anden Sigmund Freud – bortset fra at hjernen står stille! Jeg tænker ikke på penge, kærlighed eller job, jeg er bare … Vågen!
I perioder har dette problem gjort det ret nedtur at være min sidekammerat på jobbet eller min søster. Eller min veninde. Eller hende i Netto den der dag … Hey, undskyld, egentlig!

Men nu, hvor jeg er på barsel, og selv hjemløse på gaden nærmest skriger ‘SOOOOV!!! Skyyynd dig, mens du stadig har muligheden!!’ efter mig, når de øjner min mave, har jeg lavet mine natlige vaner lidt om.
Når jeg vågner, står jeg op! I stedet for at ligge og prøve at stirre min mand vågen eller bare kigge ind i væggen, går jeg ind i stuen og tvangshygger mig. Jeg tænder stearinlys, laver natmad og ser fjerner.
Og efter en time eller to finder trætheden mig, og så tøffer jeg i seng igen og sover til op ad formiddagen.
De fleste dage henslæbes jo alligevel på sofaen grundet min kærlighedsbetingede overvægt, så jeg skal ikke nå noget.

Jeg har efterhånden luret, at det er bedst at gå i seng omkring midnat, for så kan jeg trække min vågne periode til klokken lidt i 5, hvor de nogenlunde seværdige programmer starter.
Jeg er nu klar til at gå til skriftlig eksamen i ‘Real Housewives of Vancouver’, og takket være weekenderne har jeg fået samlet op på 80’er-klassikere som ‘Vores Værste År’ og ‘Nanny Fine’.
Desværre ved jeg også langt mere end nødvendigt om moppesystemer fra Homeshopping, og hvis TDC ikke snart finder en anden kendis end Ida Corr at overeksponere i deres reklamer, ser jeg mig tvunget til at tage en snak med dem i en bestemt tone.

I disse dage sker der, som I måske kan fornemme, ikke så meget i mit lille liv.
Efter at have siddet på en stol i 3 timer under Robert-middagen, er mit bækken helt smadret, så jeg læser krimier med puder i ryggen på fuld tid.

Og lad mig lige få et øjeblik til at sige tak for den fantastiske modtagelse her i blog-verdenen!
Når man i en måned har følt sig som en enorm Jabba The Hut, der ikke kan andet end at spise, tage på og bede folk om hjælp til at nå ting, kan man sgu godt blive lidt rørt over, at I har været så sindssygt overskudsagtige til at komme med rosende, søde og sjove kommentarer på mine indlæg.
‘Kvinde er kvinde værst’, my ass! Jeg lover at sende de gode vibes videre ude i verden! Hvis jeg da nogensinde kommer op af sofaen … 😉

Lange, Lange og Tønde til Robert

Så oprandt dagen, jeg havde købt sko, gummi-babser og skrottet neglelakken grundet usikre hænder på grund af karpaltunnelsyndromet.

Men afsted kom vi! På billedet ses Lange, Lange og Tønde.
Nemlig Jons søster, min smukke svigerinde, Camille Lange, som er vært og tilrettelægger på DR3, Jon Lange, my man, og så mig, tønden.

Men SE lige min kjole! Hva’beha’r?!
Jeg skrev ud på facebook for nogle uger siden med en udfordring:
Jeg søgte en designer, som turde tage udfordringen op og gøre fru Lange elegant for en aften – or die trying! Og Benedikte Utzon skrev så til mig og sendte et billede af den flotte kjole fra hendes mærke Est. 1995.

Jeg vraltede op på PR-bureauet Holm & Bertung, hvor bemeldte kjole har til huse og fik at vide, at Iben Hjejles stylist altså havde fået den samme kjole med i udvalg til skuespillerinden til den samme fest. Og da Hjejle var nomineret til en pris, kunne det jo ikke nytte noget, at én eller andens ukendte kone mødte op i den samme kjole som hende.

Men jeg havde held til at overtale Holm & Bertung til at overtale Ibens stylist til at overtale Iben (Yes, 5 års kommunikationsstudier på RUC finally paid off!) til at vælge noget andet, da denne her bare var så fin til maven. Og samtidig lang nok til at dække hobbitfødderne …

I går aftes under Robert-festen mødte jeg så faktisk Iben Hjejle ved tag-selv-bordet (Robert-arrangører, I er nødt til at stramme op på det her område! Ring til GrenaaBuchard, hvis I skal have event-arrangør-tips. Selv en sindrig jyde som jeg orker ikke kylling gordon-bleu buffet-style. Det holder ikke, når vi nu har gjort os så umage!).
Iben og jeg kender ikke hinanden, men hun var alligevel så tjekket, at hun kom hen til mig, da hun genkendte kjolen og roste den måde, jeg fyldte den ud på. Very cool!

De, der læste med i går, ved jo, at jeg røg på Strøget i 11. time efter nye sko, som kunne huse mine kæmpe-fødder.
Jeg er stolt af at kunne meddele, at jeg havde skoene på hele vejen hen til Tivoli Congress Center, hele vejen op ad løberen og under hele forretten.
Derefter gemte jeg dem under stolen og listede fødderne op i skødet på min mand under bordet og fik lidt diskret og tiltrængt fodmassage.
Jeg klarede også lige at humpe i buffetten efter kylling og kartofler, før jeg måtte give endeligt op og hoppe i ballerinaerne.
Og jeg har seriøst ikke set så opsvulmede fødder, siden dengang Kim Kardashian var svanger!
DANG, hvor gør det naller!

Prisuddelingsdelen af Robert-festen gik ganske, som man kunne forvente. Jagten vandt en masse priser, et par af vinderne takkede deres kone, nogle sågar deres kones bryster, og Oliver Zahle var vært.

Under middagen, mens jeg sad med fødderne i skødet på Jon, fungerede min mave som praktisk indbygget hylde for mit vandglas.

Efter middagen var der fri bar i lobbyen, og her var det tydeligt at mærke, at de kunstneriske sjæle i dén branche sjældent skal møde før kl. 12 på hverdage.
Folk blev lynhurtigt ganske stive, og mange fremmede, velmenende mennesker var så søde at spørge til indholdet af min mave og hvornår, jeg forventede at høste frugten. Når de så hørte, at jeg altså skal vokse yderligere 6-7 uger, idet vores ønskebarn valgte at tage en ven med i undfangelsesøjeblikket, gik de gerne amok i ‘It’s a double raaainboooow’-agtige dimentioner.
Mere og mere som aftenen skred frem.

Åh, hvor jeg dog altid elsker den opmærksomhed i starten af en aften! At være hende, den heldige, som skal have tvillinger!
Men da klokken var halvt midnat, og jeg var den eneste ædru, blev det altså for meget at være hende ‘Maven’.
Desuden var desserten i buffetten en lidt skuffende form for citronfromage-kage, så jeg kunne ikke længere tænke på andet end den 400 gram kæmpe-Toblerone, jeg vidste, vi havde hjemme i venstre køkkenskuffe.

Jeg havde en skøn og storslået aften, følte mig stor og flot og glimtende, og nu er jeg godt klar til at smide alt, der hedder ‘høje hæle’ til hjørne og gå helt i hval-hi indtil foråret.

Ingen af Jons TV-serier vandt priser i deres kategori, desværre, men han kom først hjem kl. 4 i nat og stank som en efterskoleelev på vinterferie i Prag, så jeg tror, han havde en god aften alligevel …  🙂

Søndag i for små sko og med store babser

Det gode ved at bo 5 meter fra Strøget i København er, at man kan spæne ned på gaden og impulsshoppe, når man pluuudselig erkender, at man ikke har noget som helst i tøjskabet.
Det dårlige ved at bo 5 meter fra Strøget i København er, well … Det samme!

Heldigvis bevæger jeg mig efterhånden så langsomt, at det altid tager mig en krig at komme op til kassen i butikkerne, så jeg kan slet ikke undgå at tænke mine køb igennem, før jeg kører kortet.

I aften skal jeg jo eskortere min mand til Robert Prisuddelingen, som finder sted på Tivoli Congress Center. Jon spiller med i Kødkataloget på DR3 og Sjit Happens på TV2 Zulu, og begge serier er nomineret til en Robert. Så jeg ser det lidt som sidste chance for, at jeg kan dulle mig op og holde til det, inden jeg når en sprængfarlighed af den kaliber, så Rulle-Marie vil blive tilkaldt ved min ankomst …

I morges så jeg ganske vrangvilligt i øjnene, at mine Miu Miu-stiletter må blive på bænken.
Jeg lyver ikke, når jeg siger, at min fod buede op ad skoen, som var jeg én af de onde stedsøstre, der gør, hvad hun kan for at lyve sig et kendis-knald med prinsen i Askepot.
Min mand kalder dem ‘hobbitfødder’ … Seems legit!

Så jeg røg altså på Strøget i al min magt og vælde for at finde et par billige sko med hæl i størrelse 39, og jeg endte i Aldo, hvor der heldigvis var 70% rabat. Bum!
Jeg har altså købt et par stiletter, som jeg kun skal have på én gang. Jeg føler mig som Medina!

Efterfølgende kravlede jeg i Illum for at finde sådan en snyde-gummi-BH uden stropper og spænde, som passer til min Utzon-kjole, som er gennemsigtig på ryggen. Sådan en slags BH har jeg aldrig haft før, idet jeg sådan set aldrig har haft bryster før. Og som min folkeskole-“kammerat” sagde: “Ville du måske gå med handsker, hvis du ikke havde hænder…?”

Damen i Illum spurgte, hvilken størrelse, jeg skulle bruge, og da jeg bare trak på skulderen som for at signalere, at jeg har opgivet at følge med min krops udvikling, stak hun lynhurtigt hånden ind under min jakke, maste min venstre babs lidt mellem sin tommel- og pegefinger og proklamerede rask væk “Du er en D-skål!”
Mens hun hentede den dobbelte gummidut, som mest af alt ligner to pessarer hæftet sammen på midten, bekæmpede jeg en trang til at prale på facebook med min nye status som barmfager.
Nu mangler jeg bare at vælge neglelak og spise lidt flere af de fødselsdagsboller med glasur, som jeg producerede i går.
Åh, hvilken vidunderlig søndag!
Jeg håber, I også nyder jeres. 🙂

<a href=”http://www.bloglovin.com/blog/11645635/?claim=nu4p4ypnc9j”>Follow my blog with Bloglovin</a>

Lørdag med livmoder, lunch og laster.

Oh, how I love Saturdays!
Selvom jeg er på barsel og ikke laver en skid i hverdagene heller, og Jon kun har et par optagedage om ugen for tiden (Han spiller små-klam bowlinghal-bestyrer i ‘Kødkataloget’ på DR3. Med et virkeligt grimt skæg. Seriøst!), så kan lørdage sgu alligevel noget, de andre dage ikke kan. Intet feder om lørdagen, man sover ekstra-længe, og der er altid noget godt dårligt i TV om eftermiddagen. It’s great!

Min lørdag startede så med livmoder. Jeps, den var også ny for mig!
Jeg går til et fødselsforberedelses-kursus hos Mia L. Rasmussen, som med afspændingsøvelser, vejrtrækning og lydfiler gør sit ypperste for at forberede mig på at skulle klemme to unger ud af mit allerhelligste om en god måneds tid.

Jeg synes, det i mange tilfælde med graviditet, fødsel og børneopdragelse er som religion. Man må selv vælge, hvad man synes passer godt til én og så gøre dét! Og så kan alle andre sådan set godt passe deres egen næringsvej.
Der er sikkert mange, der har en god oplevelse, selvom de ikke har forberedt sig til fødslen, og for mig giver det god mening af få nogle tips, inden “folkevandringen” ud af yours truly går i gang. Glup!

Jon var også med denne gang, og Mia fremsatte det forslag, at han eventuelt kunne tage imod ungerne, når de kommer skydende ud af mig på Riget … Altså stå “dernede” og agere målmand!?
Min smukke hippie-mand synes selvsagt, det var verdens fineste idé, men jeg ved sgu ikke helt, om jeg synes, det lyder så superspændende! Er der ikke folk nok dernede i forvejen den dag, monstro?

Efter snakken om det nederste af min mave, lod jeg tilværelsen henslæbe sig et par timer med min veninde, Anne, på Café Paludan i Fiolstræde (indenfor overskuelig vralteafstand fra min bopæl) for at få fyldt den øverste del af min mave.

Anne kom til at nævne sin datters børnehave, hvor man til nøds til fødselsdage kan få dispensation til at medbringe fødselsdagsboller med glasur i stedet for de ellers obligatoriske rosinpakker og figenstænger.
Modsat hendes veninde, som i sin datters børnehave pligtskyldigt og med rynkede, nærmest bekymrede bryn, var blevet forlangt, at hun skulle skrabe al den ugudelige glasur af bollerne (så at sige), før de måtte komme indenfor døren, grundet børnehavens stramme sukkerpolitik.

Jeg kan slet ikke forholde mig til daginstitutioner og sukkerpolitikker endnu, og det eneste, jeg har kunne tænke på siden den snak, er de dér fødselsdagsboller med glasur, så nu har jeg sendt min mand i Netto efter gær, hvedemel og flormelis, så jeg kan få min lyst styret!

Mens jeg har sladret på café, har Jon brugt tiden på at samle ungernes IKEA-seng.
KÆFT, hvor ser det syret ud, når ens mand sidder dér og leger umbraco-helt til fordel for nogen, som stadig ikke findes!

I baggrunden af billedet ses et sneak-peak på den kjole, jeg skal have på til Robert-festen i morgen aften!! 😀

Så kører bussen!

Velkommen til bloggen!
Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at lytte til ord-ekvilibristen Kristine Høeg, som på min Instagram-profil foreslog, at jeg kaldte den ‘Twin Peaks’! Så her er den altså!

Lige lidt om mig sådan lige for tiden.
Jeg har været skruk, siden jeg var 4 år (give and take), så da jeg endelig blev gift med min mand d. 15. juni 2013, og han var game på, at vi skulle gå i gang med ‘Projekt Baby’, tog min æggeleder tilsynelandende ingen chancer og sendte to æg afsted, så i marts (præcis 9 måneder efter vores bryllupsdag, God damnit!) skulle jeg gerne nedkomme med hele to babyer – umiddelbart efter hinanden.

Jeg har været på barsel siden nytår, selvom jeg på det tidspunkt kun var 28 uger henne i rugeriet.
Grunden til, at Riget automatisk tilbyder en sygemelding så tidligt er, at en tvillinge-gravid allerede da er på størrelse med én, der ville være klar til at føde, hvis der kun havde været én alien derinde.

Og det skulle vise sig at være ganske sandt …
Mine kommende børn har det skønt inde i det, der engang var en relativt pæn og flad mave. Min jordemoder siger, at de ikke har opdaget, at de skal deles om pladsen, for mens de fleste tvillinger efter 22. uge vokser langsommere end “énlinger”, klør mine bare ufortrødent på med samme hast som hvis de havde været alene derinde.

Så her i 32. uge er jeg plaget af vand i hele kroppen (not pretty! Min hage har fået hager!), ondt i ryggen, smertende bækken, skin tags (pænt ord for hudflapper!) og karpaltunnelsyndrom – som betyder kronisk sovende fingerspidser, mens resten af fingrende bare gør naller konstant.
Karpaltunnelsyndrom gør faktisk også ret ondt i fødderne. Forstået på den måde, at jeg har svært ved at holde på ting. Det resulterede i, at jeg i morges tabte et helt glas med Nutella ned over mine bare tæer. (King size).

Men maven er sgu flot! Dét synes jeg altså! Dens form minder mig lidt om tegneseriefiguren ‘Dancing Hippos’ næse, men det kan sgu da også noget! 🙂
Jeg havde troet, jeg ville være typen, der i min graviditet skulle storme rundt i stiletter med den dér ‘preggers glow’ i hele face, mens jeg stolt aede min mave og overbærende sagde “Ja, du må gerne røre” til misundelige kvinder på diverse caféer i det indre København.

Klip til scenen af MM, der kaster op i munden på sig selv i Netto, da en stakkels mand uforvarende kommer til at give hende en lillebitte albue i maven, da han skal lægge sin Becel op på kassebåndet …
Eller alle mine fine sko, stiletter og støvler i str. 37, som samler støv på hylden, fordi jeg har været nødt til at bide hovedet af al skam og købe et par Nike Free i str. 39, da det er det eneste, jeg kan passe – og som samtidig er dejligt bløde at gå i.

Det er fascinerende, hvad vi lader os udsætte for i forplantningens navn!
Men det er også ret grineren at opleve, hvad kroppen egentlig kan, når det nu skal være.
Jeg har i skrivende stund taget 17 kilo på, siden jeg blev preggo, og jeg går benhårdt efter de 25!
Jeg er meget lidt interesseret i glutenfri madvarer, drikker masser af Coca-Cola, har en ting for pandekager med is, al chokolade fra Fazer, Kinder og Tom’s og er opdraget i Jylland med en sund interesse for alle retter, som serveres med sovs og kartofler, og for tiden vokser de to i min mave med 200 gram om ugen – hver! Så jeg må jo sætte lidt til livs. For deres skyld – naturligvis! 😉

På søndag skal jeg med min mand, Jon, til Robert-prisuddelingen på Tivoli Congress Hotel.
Jeg har lånt den SMUKKESTE kjole af Benedickte Utzon, og målet er at bruge hele søndagen med fødderne enten oppe eller nedsænket i isvand, således at jeg kan have mine Miu Miu-stiletter på i bare de 10 minutter, vi skal stå på den røde løber!
De er nemlig af en form for ruskind, så de er købt i størrelse 37, men efter at have haft dem på én gang, var de udviddet nok til at passe en størrelse 38. Jeg håber sådan, at den ulykke nu skal vise sig at være en skjult velsignelse.

Fingers crossed …