Det bli’r jo nok endnu en sang om kærlighed …

 

I lørdags, da Jon var hjemme fra Sverige på et bette visit, og vi sad i sofaen og fordøjede aftensmaden med en god film i kassen og Carte Do’r i to farverige skåle, min søster engang havde med hjem til mig fra en udlandsrejse, udtrykkede jeg, hvor meget jeg glæder mig til, at vi engang skal til New York med krapylerne. Og på campingferie til Sydfrankrig. Og til bageren!
Jeg fik helt kriller i maven, da jeg tænkte på alt det, vi skulle opleve med de to små mennesker, vi i fællesskab er i gang med at stykke sammen. Det føles som om, vi har fået et helt nyt liv ovenpå det gamle liv!

Vi er stadig de samme mennesker, vi var, før jeg blev kærlighedsfed og i februar poppede barylerne. Vi griner af de samme ting, som vi gjorde før, vi har de samme ønsker, vi drømmer om de samme ting, og vi spiser det samme. Men pludselig er der kommet endnu et liv oveni dét!
Jeg er det bedste sted i mit “oprindelige” liv nogensinde. Jeg er ret forelsket i ham, min mand, som også er ret forelsket i mig (Det siger han i hvert fald). Vi bor et nice sted, har styr på økonomien, gode venner, dejlige familier, som alle sammen er raske, Jon elsker sit job, og jeg har netop sagt mit op, mens nye muligheder bobler og syder. Og mens alt det står på og fortsætter, har vi så to AWESOME babyer, som sover om natten og smiler om dagen. Og pludselig kan vi alt muligt mere, som jeg aldrig før havde forestillet mig. Og jeg var endda rigtigt godt tilfreds før!

Når jeg nu tænker tilbage på den helt vidunderlige campingferie, Jon og jeg var på i Nice for to år siden, tager jeg mig selv i at forestille mig, hvordan det ville have været, hvis ungerne havde ligget inde i den anden kabine af teltet og sovet om aftenen, mens vi hviskende drak gin/tonics udenfor ved klapsammen-bordet. Hvordan Berta nok ville have elsket vandrutchebanen ved poolen, eller om Hugo ville turde gå ned til toilethuset alene, eller om jeg skulle gå med …

Jeg har før krapylernes entré forestillet mig, hvordan det ville være at have børn, men det kan man altså ikke, viser det sig. Nu, hvor jeg rent faktisk HAR børn, er det meget lettere at se det hele for sig, og det får det til at føles som om, at nogen til en middag først har serveret mig en bananasplit til dessert – og så bagefter kommer driblende med Daim-islagkage! Det er godt med godt på! 😍

Forleden var der en anden blogger, der skrev og spurgte mig, hvad der har overrasket mig mest ved at blive mor, og til det svarede jeg, at det er, at jeg stadig i så høj grad er mig selv, men at jeg bare elsker endnu flere mennesker. At elske mine unger er som at være forelsket. Når man er forelsket (synes jeg) elsker man alt ved den anden, men der er alligevel nogle ting, man aller-allerbedst kan lide. Hos ungerne kan jeg bare aller-aller-bedst lide hele pakken! Eller rettere: PakkerNE! Måden de ler på, savler på, sparker på, kigger på, sover på, you name it. Og at gå rundt og være så forelsket i ikke bare én, men TRE mennesker dagen lang, kan godt gøre en pige glad i låget.
Jeg er stadig den samme MM, der står i det samme hus og kigger ud af vinduet. Nu er det bare som om, jeg har opdaget et andet vindue, hvorfra udsigten er endnu bedre, hvor solen altid skinner og alting blomstrer. Det lyder måske magisk, men sådan føles det også meget af tiden, og jeg gør mig sådan umage for at sætte pris på det hele.

Jeg må hellere huske at sige, at ovenstående ikke betyder, at jeg ikke også har dage, hvor tingene går op i gylp og lortebleer, manglende overskud og træthed. Søndag morgen startede eksempelvis med, at jeg kastede op. Fordi Berta havde gylpet mig i munden. Oh, yes. That happened. Den lille skaldepande lå på mit bryst, og jeg sang morgensang for hende, og netop som jeg var nået til ‘…KAAAAAJ…’ i sangen ‘Godmorgen Sol’ og min mund således stod på vid gab, valgte hun at takke nej til de sidste 30 milliliter af den Allomin, jeg havde varmet og serveret for hende på sengen tyve minutter tidligere. Utaknemmelige skarn. 😆

Således startes mandagen ud med hovedet bøjet i taknemmelighed over, hvor godt man kan have lov at have det. Også selvom efteråret er begyndt at gøre alvor af truslerne, de fem ekstra graviditetskilo er blevet til syv, og man stadig ikke har tændt for varmen i vores ejendom. Det’ lige meget!

Og ja, min overskrift er ganske rigtigt en Tue West-reference. Den havde jeg heller ikke selv set komme …

Søndags-love, bøf og bomuld

Bette Berta i bad 🙂

Så blev det søndag, og min lækre mand med det ulækre overskæg er atter blevet slugt af et tog, der bare venter på at spytte ham ud et sted i Sverige. Ungerne og jeg nåede at have fornøjelsen af hans selskab i 26 timer i denne omgang, og nu må vi vente helt til lørdag, før han atter træder ind ad døren med kasketten og mit hjerte i hånden. Hvis bare jeg kan være halvt så forelsket i den gudsbenådede skabning de næste 60 år, så er jeg godt tilfreds.

Lige nu er jeg ved at stege mig en bøf, som jeg planlægger at indtage foran Popstars med blomkåls-ballade og cola til.
Yes, på opfordring af nogle af jer her på bloggen, har jeg kastet mig over LCHF-kulturen. Jeg blev solgt, da jeg så, at man måtte spise al den flødeskum, man vil! Og sovs! Og så vender jeg altså det blinde øje til, når Karen Volff engang imellem får sneget nogle havregrynskager op i sofaen, eller flødebollerne danser Samba med en pose Dumle. Jeg holder mig fra stivelse! Det er sgu stift nok.

I morgen begiver Hugo, Berta og Mama MM sig sgu ud på endnu en togtur! Vi skal til Fanø! Ja, for fanø!
Min far og hans Elke er i sommerhus på de kanter, og det er knagme for længe siden, jeg sidst har været på Fanø. Jeg synes, jeg husker en klassetur i den retning engang i femte klasse, men det er vist ikke noget, der tager skade af en opfriskning. Vi skal bo i et hus, der hedder Buller. Det alene er da turen værd!

Jeg opdaterer naturligvis fra disse vilde kanter, og hvis nogen af jer, der læser med her, bor i den omegn, så vil jeg meget gerne udbede mig koordinaterne på den bedste isbar og deslige.
Jeg fulgte i øvrigt råd, nogen skrev på min Instagram, da jeg var i Helsingør i weekenden. Min svigermor og jeg gik en skideflot tur i tågen rundt om slottet og spiste en vidunderlig gullash-suppe lige indenfor slotsmuren! Jeg elsker jeres tips!

Apropos Instagram så har jeg lige nu gang i en lynindsamling. Se mere på Instagram: @mmleilange

Hav en nice søndag! Husk, der er ikke noget, der feder, hvis man har hovedpine, eller hvis det er en anden, der betaler. 😉

Hygge i Sverige samt et #ootd

Jeg møg-hygger mig i Göteborg! Ungerne og jeg tager allerede hjem i morgen formiddag, så det er kun en smuttur, men jeg har aldrig været i Göteborg før, og jeg elsker det der med, at nu har jeg også set den by. Altså næste gang, nogen taler om Göteborg, kan jeg knytte nogle billeder til. Og selvom vi kun er små fire timer væk hjemmefra, føles det mega ferie-agtigt at være et andet sted, som ikke ligner det, man går og ser på hver dag. Og så er hotel-hovedpuder seriøst de bedste!

Vi bor på Hotel Radisson BLU, som har den fineste udsigt ved vandet, og i går aftes fik jeg hr. Lange til at tage et billede af mig inden aftensmaden.

Her ses jeg sørme, idet solen går ned i det svenske, iført læderjakke fra f by fransa, sorte jeans fra Acne og T-shirt og støvler fra Zara. Tasken er favoritten fra Mulberry.

Krapylerne opfører sig forbilledligt – også på svensk, meeen man kan godt mærke, de er blevet ældre. Det dér med bare at spise dem af og kaste dem ned i vognen i troen på, at de trækker torsk i land, mens vi smovser svenske delikatesser, holder ikke længere. I går aftes gik Hugo rigtigt nok til ro på slaget syv som planlagt, men Berta kunne mærke, at der var mænd i farvandet, så hun nægtede at lade sig putte, før hun havde hilst på alle skuespillerne, hoppet op og ned på Jons skød i den gode ende af 20 minutter og desuden lige fået en gang dessert-mælk og lidt pandenus.

Vores fancy Bugaboo kan omformes som man lyster fra klapvogn til barnevogn, så på denne tur fungerer den som sidstnævnte, idet den derved også tjener formålet som baby-dobbeltseng om natten. Flere har spurgt, om ungerne er blevet for store til barnevognen, siden vi har taget klapvognsdelen i brug, og nej, det er de ikke, de er blot begyndt at være meget nysgerrige på, hvad der foregår udenfor vognen, og i klapvognen er det lettere for dem selv at tilegne sig den information.

Nu vil jeg spise krapylerne af og selv få mig noget morgenmad og derefter drage ud i byen på jagt efter Ahlgrens Bilar, Polly’s chokolade-dimser og måske noget svensk tøj!
Det er meget muligt, jeg vender tilbage senere på dagen, hvis jeg oplever noget spændende! Indtil da ønsker jeg alle en dejlig tirsdag. Jeg håber, den bliver fuld af wienerbrød, gode grin og de helt rigtige numre i radioen, mens I kører hjem fra arbejde/skole/fængsel (I don’t judge). 😉

Lidt om weekend, søvn og hvad kvinder vil have i mænd

Hurra, så blev det weekend, og Jon kom hjem!
Krapylerne og jeg hentede ham på hovedbanegården, med overskæg og alt, og vi må have lignet opvarmningen til en tysk pornofilm (minus the kids), for jeg kunne slet ikke stoppe med at snave ham dér midt på perronen, da jeg først var gået i gang.
Jeg synes, det er ret hyggeligt at være alene hjemme med ungerne til en forandring. Der er kun dem og mig, så det bliver til endnu flere møssere, end det ellers gør, og de sover stadig 12 timer hver nat. Men det gør jeg ikke. Som jeg tidligere har beskrevet her, er jeg skidegod til at spille på blokfløjte, jeg stuver en mean hvidkål, og så kan jeg lægge T-shirts sammen præcis på samme måde, som de gør det i butikkerne, men jeg er snotdum til at sove.
Ungerne sover ganske vist natten lang, men de kan stadig ikke finde ud af at samle sutten op ved egen hjælp, så et par gange i løbet af en nat, kalder de på assistance. Så snart, sutten atter er på plads lige under næsen, sover de igen. Og det gør jeg også – indtil sidst på natten … Hvis jeg bliver hidkaldt til børneværelset efter klokken 5, siger min jordnød af en hjerte til sig selv “Oh, well, nu er der jo alligevel max tre timer, til de skal op, så det er da spild af kræfter at falde i søvn igen”, og så kan jeg altså ligge dér og stirre op i IKEA-lampen. Den eneste måde, det kan undgås på, er ved at jeg sparker til Jon, så han kan gå ind og remonterer ungernes plastik-pat-proteser, og jeg kan ryge direkte tilbage til Drømmeland. Og det duer jo ligesom kun, når han er der. Så jeg var sygt glad for at se ham igen! 😉

Efter at han kom ind ad døren, skulle jeg lige bruge et halvt døgn på at tage mig sammen og ikke sige “Jamen, vi plejer altså at gøre SÅDAN her”, fordi jeg åbenbart efter fire sølle dage alene på dækket føler mig som en fandens kaptajn. Vi damer må sgu være træls nogle gange. Vi vil have mænd, der er MÆND, men samtidig er tankelæsere og gør alt på vores måde. I bund og grund siger de fleste kvinder, jeg kender, at de vil have en mand, der kan sætte dem på plads. Men jeg har fandme aldrig mødt en kvinde, der et halvt år inde i parforholdet så rent faktisk kunne sætte pris på, at han gjorde brug af den evne. Jon kan heldigvis se på mig igennem øjenbrynet på en bestemt måde, som gør, at jeg afspiller den sidste sætning, jeg sagde, inde i mit hoved og hører den selv, hvilket tit kan være ret åbenbarende.
Jeg havde inden afrejse sagt, at jeg ville se frem til, at han lørdag aften ville ægge mig og diske op med lækker mad. Det hørte min kære mand som, at jeg gerne ville have en æggemad. Man kan ikke vinde hver gang.

I morgen går turen til Göteborg! Jeg har store planer om at se, om jeg kan redde mig en statistrolle i sagaen om Sauna Gus.
De, der ikke ved, hvem jeg taler om, kan stifte bekendtskab med Sauna Gus spillet af Gustav Giese i drengenes hjemmelavede sideprojekt her. Og så er der i øvrigt high fives til den, der kan gætte, hvem Gustav spiller i EM92-filmen. Hint: Tjek hans hår.
MANNER, hvor jeg glæder mig til at se den film!

God søndag, I derude!
Tips til, hvad I gerne vil læse om, spørgsmål og den slags, modtages i øvrigt gerne!
Jeg brygger stadig på det forslag, der hed “børn på de sociale medier”. Den er ikke helt nem, når man i bund og grund havde én opfattelse, før man fik unger, som så ændrede sig, da man fik børn og blog samtidig… Men jeg brygger!

Vild med hverdagsromantik

Det er nu blevet hipster at savle! 🙂

Jeg er i disse dage græsenke. Min kære mand holder til i Sverige, hvor han rigtigt hygger med spa, saunagus, massage og brunch, sådan som mænd nu godt kan lide at fordrive tiden sammen. Ind imellem det spiller han fodbold og laver film.
Det betyder selvsagt, at jeg er alene på dækket herhjemme med ungerne. Det er ikke noget, jeg har været nervøs for, men jeg har da alligevel været lidt spændt på, hvordan det ville forløbe.

Lad mig bare sige det sådan, at når folk på min vej i disse dage kigger ned i krapylernes transportkasse og udbryder: “Du har da nok at se til”, svarer jeg bare “Damn straight!”. Jeg sidder ikke ned en eneste gang fra de vågner om morgenen, til de falder i søvn ved aftentide, men kors, hvor er det dog hyggeligt, og så længe de giver mig lov at sove om natten, skal de ikke høre et ondt ord!
I dag har jeg tre gange fået tårer i øjnene, fordi Berta enten har grinet over hele femøren midt på Strøget, fordi hun fik øje på mig over vognens rat, eller fordi Hugo tilnærmelsesvis har charmet trusserne af enhver fødedygtig kvinde imellem Storkespringvandet og Gammeltorv. Det er en særegen stolthed, der kan vælte ind over én uden advarsel, når man sådan har formeret sig.
Oven i at holde liv i krapylerne, give dem hver et bad, skifte en 8-14 bleer, spise frokost med verdens smukkeste Julie Wettergren, købe ind og siden agere levende uro i ulvetimen, har jeg satme også nået at vaske mit eget hår, lave aftensmad til mig selv og min papsøster OG støvsuge lejligheden! Hva’behager?! Jeg fortjener en medalje! Af banen, af banen, her kommer MM!

Jon kommer hjem lørdag, og når han mandag atter drager mod vor svenske brodernation, tager ungerne og jeg med. Så skal jeg sgu ud og lege fodboldfrue! Jeg ved ikke, om jeg kan nå at få lavet bryster inden, men alternativt må jeg pakke et ekstra par sokker.

Det her med at være alene hjemme med ungerne, mens Jon er væk på arbejde, giver hele familiefølelsen et ekstra skub. Før han mødte mig, låste han blot døren til sin lejlighed og smuttede ud i verden, når lysten eller jobbet meldte sig. Og jeg gjorde jo ret beset det samme.
Men nu, mens han er væk, går jeg rundt derhjemme og lægger hans vasketøj sammen, passer hans unger, snakker om ham, savner ham, tænker på ham, sover i hans side af sengen og ser ham, hver gang jeg kigger på krapylerne. Det er virkelig hverdags-romantik på et niveau, jeg slet ikke anede fandtes, og jeg elsker, at man bare sådan kan hjemmelave den slags! Tænk, at det er sådan skruet sammen, at man kan gå ud i verden, finde den, man synes er aller-aller-bedst, og så lave sin egen familie sammen med ham. Bum, så var man lige far, mor og børn, og pludselig er man aldrig alene. Heller ikke når man er det.

I morgen starter Vild Med Dans på TV2, og i den sammenhæng er jeg en lille smule glad for, at Jon ikke er hjemme, for så skal jeg ikke tilbyde fodmassage for at få lov til at se det. It’s my guilty pleasure, jeg kan ikke gøre for det! Det eneste positive ved, at det bliver koldere udenfor, og de lyse aftner lakker mod enden er, at så er der snart dansende atleter, ministre og skuespillere i mit fjernsyn om fredagen kl. 20!
Sidste år sad jeg ring side inde i studiet til første afsnit af Vild Med Dans. Jeg havde min søster med, og vi sad ved siden af Hans Pilgaard og Preben Christensen. Vi sad så tæt på dansegulvet, at pailletterne snittede os på kinderne, når herrerne svang deres damer rundt i engelsk vals. Det var fredag d. 13. september, og det kan jeg huske, fordi det var den dag, jeg var til nakkefoldsscanning og nu endelig kunne råbe ud over hustagene, at jeg var svanger. Det er et år siden i overmorgen. Crazy times!

Blot et lille pip af dagsrester fra en sofa midt i København denne lille-fredag aften. Stearinlysene her i stuen er ved at være brændt ned, bassen pumper forventningsfuldt i Vestergade, hvor letlevende teenagere gør sig til i misvisende nederdele og spaghettistropper, mens min dyne kælent hvisker mit navn i de tilstødende gemakker.

Jeg ønsker alle henholdsvis godnat og god brandert! 🙂

Magasin, overskæg og Sverige på en helt almindelig tirsdag

Jeg synes, der burde gives et ekstra tilskud til kvinder på barsel.
Vi traver jo byen rundt hver dag med barnevogne, og det kan sgu godt blive en dyr fornøjelse, skulle jeg hilse at sige! Nu har man drønet rundt i graviditetstøj i så mange måneder, at det slet ikke er forsvarligt at lade os gå ubevogtede rundt i tøjbutikker. Jeg har aldrig shoppet mere, end jeg har gjort, siden jeg fødte krapylerne.
Og det er vel egentlig også til glæde for landets samlede bruttonationalprodukt og efterdønningerne af finanskrisen, at vi mødre sådan er med til at spytte i kassen? Guderne skal vide, at det i forvejen er dyrt at få børn, så at vi også hjælper til, at tekstilfremstillerne kan få mad på bordet, burde belønnes!

Læg mærke til den selvopvarmende sutteflaske lige udenfor billedet. Satme smart! 🙂

Jeg har lagt mange af mine penge i Magasin på Kgs. Nytorv. En hel del af dem ligger nede i kælderen hos de søde piger, der sælger sticks i Simply Chocolate, og resten ligger oppe på anden sal, hvor de sælger dametøj. Det regner aldrig i Magasin, og det ligger i tilpas gåafstand fra vores hjem. Man fristes nogle gange til at lave en “Winona”, så I kan vel nok forstå, jeg blev lidt forfjamsket og lun under blusen, da jeg fik en mail fra selvsamme stormagasin med emnelinien “Hvad har du i din taske?”

Min nye kjole er i øvrigt fra Wood Wood.

Det viste sig heldigvis, at der blot fra Magasins side var tale om en interesse for et lille, uskadeligt interview med undertegnede til deres nye online-magasin WWW by Magasin, hvilket jeg takkede pænt ja til, så I dag var ungerne og jeg atter i Magasin. Og ja, jeg købte en stick i kælderen på vej hjem.

Prop og Berta chillede backstage som de rockstjerner, de (især Hugo på dette billede) er.

Her til aften drager min husbond til Sverige for at optage filmen om EM92. Hans overskæg er efterhånden imponerende bushy og ligner noget, der kunne gøre selv Ron Burgandy selvbevidst, og ungerne er nu nået den alder, hvor de har forstået, at noget befinde sig bag noget andet. Og ovenpå noget andet. Som for eksempel klistermærker, puder, bluser og overskæg. Når de er i bad, bruger de alle kræfter på at forsøge at hale advarselsklistermærket, som adviserer om den anbefalede vandmængde, af, og når de er i nærheden af Jon, gør de alt for at fjerne rykke hans overskæg. En del af mig ønsker dem held med projektet, for selvom sådan en veltrimmet rive lader til at have været noget af et erotisk statussymbol i 90’erne, forekommer det mig så hipster/blotter/tysker-agtigt, at jeg nogle gange kan have svært ved at få øje på min smukke, smukke, SMUKKE mand inde bag ved.

Selvom jeg kommer til at savne manden i mit liv helt tumpet, mens han er på fodboldlejr, glæder jeg mig egentlig lidt til en soloaften. Jeg tror sørme, der er risiko for smeltede skumfiduser fra sydøst! Og så har jeg set, at TV3 har premiere på et TV-program, som handler om folk, der har fortrudt deres plastik-operationer! Det føles næsten som at være single igen!

 

MM som gæstetaler ved Ønskekoncerten, sgu!

Nåh, da, da! HVAD siger I så? 🙂
Mor her skal sgu være gæstetaler ved Ønskekoncerten 2014! Stolt? Fandme ja! Røvhamrende nervøs? Oooooh, you bet!
Ønskekoncerten er Ønskefonden Danmarks årlige koncert, og billetindtægterne går til at opfylde drømme og ønsker for børn, som har en livstruende sygdom. Det må altså være et af de ædleste formål, man overhovedet kan forestille sig, tænker jeg.

Jeg kommer til at være i fornemt selskab med alle mulige fancy folk, som er vildt gode til at synge, spille violin, klaver og alt muligt andet, men heldigvis har de bare bedt mig om at snakke lidt. Men jeg regner med at prøve at score Dario Campeottos autograf i backstageområdet bagefter. Hvis der altså findes backstageområder i kirker …?

Koncerten finder sted søndag d. 9. november kl. 15 i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro, og jeg håber sådan, at I kunne tænke jer at komme og støtte det gode formål. Og mig! I need the moral support!

Billetterne koster 145 kr. for voksne og 75 kr. for børn, og de penge havner som sagt i en af verdens mest værdige kasser. Og man har to måneder at spare op i, hvis man starter nu, så der er ingen undskyldninger for at blive væk! 😉

Billetter kan købes her!

Lidt om klichéer, meninger og nogle gange at burde holde lidt igen med dem …

Det er lidt sjovt, det der med, hvad folk siger til hinanden i det offentlige rum. Altså, mange folk siger jo meget forskelligt, men det er som om, vi er tilbøjelige til at falde i nogle standard-fælder, som lader til at være ganske ufravigelige,.
Jeg sad forleden og læste et par gamle indlæg igennem (hvor selvcentreret har man lov at være?!) fra dengang, jeg stadig bar min avl indvortes. Da var jeg pænt træt af, at folk på gaden havde det med at sige, at det var enormt synd for mig, at jeg skulle have tvillinger.
Måske var de ikke helt så ligefremme alle sammen, men langt de flestes første kommentar var “Det bliver godt nok hårdt! Men hvor får de megen glæde af hinanden på sigt”. Altså: “Træls for dig, fedt for dem”.
Når jeg så bedyrede, at jeg nu var ret indstillet på projektet, at jeg var helt festet igennem og klar til en anden slags søvnløse nætter, fik jeg at vide, at jeg ikke anede, hvad der ventede mig. (Sjovt, så nemt, det er at være eksperter på andres vegne, kunne man synes).

Til sidst i min graviditet, hvor min badevægt hver morgen begyndte at græde, når jeg tromlede ud på badeværelset, fordi ungerne voksede hurtigere end min kassekredit, når Holly Golightly holder udsalg, og jeg var blevet 26 kilo tungere, blev jeg nogle gange ude i verden spurgt til, hvordan jeg havde det. Jeg kunne på det tidspunkt godt finde på at pibe et ‘Det er altså lidt hårdt efterhånden …”  Og så blev jeg som oftest mødt af en mine, der fordømte mig som værende utaknemmelig, og jeg fik at vide, at jeg bare skulle være lykkelig for, at de havde det så godt derinde. Jeg prøvede nogle gange med et spagt “Det ene udelukker jo ikke det andet …”, men lige lidt nyttede det.

Nu, hvor krapylerne er her, og jeg altså er så heldigt stillet, at jeg slet ikke synes, det er tilnærmelsesvis så hårdt, som jeg var blevet fortalt eller havde forestillet mig, møder jeg stadig mange af de samme kommentarer, når jeg triller rundt i nabolaget. Eller andre steder. Den mest slidte er, når en forbipasserende eller en elevator-medpassager kigger ned i kareten og dømmer “Puha, det er hårdt”. Jeg plejer så at svare “Det er faktisk ikke så slemt … De smiler nærmest hele tiden, og så sover de igennem om natten”.
Dertil er svaret altid det samme: “Nåh, jamen, så ved du slet ikke, hvad det vil sige at have børn, jo!”
Åhr, jo, det skulle jeg nu nok mene, at jeg gør.
Andre gengangere er “Så har du da nok at se til” eller “så ved du da vist nok godt, hvad du skal få tiden til at gå med”.
Mit standard-svar er efterhånden blevet “Jeg skal heldigvis ikke nå noget”.
Jeg ér jo på barsel, det er ligesom det, der er hele konceptet. Jeg laver stort set ikke andet end at koncentrere mig om de to dejfarvede dejlingers velbefindende, og det er knagme hyggeligt! Og kedeligt! Og hårdt! Men mest hyggeligt.

I går aftes spiste vi igen på Great China (I know, jeg har det med at falde ned i riller, når det kommer til, hvad jeg indtager. For tiden er det Simply Chocolate’s ‘sticks’ og Great Chinas rejer i sur/sød-sovs), og der var en sød, kinesisk tjener, som forelskede sig dybt i Berta. Hun fortalte, at hun d. 20. maj i år selv fødte en lille pige, som hun viste os billeder af på sin telefon. Hun havde imidlertid ikke set sin datter siden umiddelbart efter fødslen, da hun bor i Kina med sin mormor. Hun, den søde tjener, og hendes mand bor nemlig i Danmark for at studere, og når de har fri, arbejder de begge to, så de ville ikke have tid til at tage sig af deres datter. Derfor bor hun på den anden side af jorden, og den lille familie vil altså først blive genforenet igen i december. For en stund. Indtil juleferien er forbi.

Klog af alle de mange gange, folks meninger har små-såret mig, afholdt jeg mig fra at fortælle pigen, hvor hårdt, det måtte være for hende, og nøjedes med at rose hendes datters indtagende skønhed på billederne og give hende lov til at kramme Berta lige så længe, hun havde lyst (og det var ret længe).
Ja, jeg har nok at se til. Hvor er jeg dog umanerligt svine-mega-heldig! ❤

Hairy baby og bøf med sovs

Da jeg var gravid med Prop og Berta, var jeg stensikker på, at jeg ville blive mor til to små vidundere med langt, mørkt og krøllet hår. Der var faktisk ikke den mindste tvivl i mit sind! Jon er velsignet med den flotteste hårpragt, noget menneske kan forestille sig. Egentlig er det lidt snyd, han har sådan et mega-tæt hår, mørkt hår med naturlige bølger i. Sådan et, jeg brugte de sidste mange år, før krapylernes ankomst, på at opnå med krøllejern samt masser af skidedyre Redken og Paul Mitchell-produkter. Det har han fra naturens hånd!
Jeg er nu ikke vanvittigt dårligt stillet lige på den front heller, hvis jeg må have lov. Mit hår er mørkt (og gråt nogle steder) og tykt.

Og hvad fik jeg? En skaldet og en blond baby. Go figure!

I dag mødte jeg imidlertid den baby, som har fået alt mine ungers hår. På vores spadsertur med klapvognen i dag mødte min svigermor og jeg to nybagte mødre på en bænk i Kongens Have. Endnu en ting, jeg elsker ved at have babyer: Nu er det legit at starte samtaler med fremmede mennesker på gader og stræder, bare de også har et barn. Nogle gange kan en hund være undskyldning nok! Jeg synes, det er skide-hyggeligt at komme hjem med en lille flig af et andet menneskes historie, selvom man så måske aldrig ses igen.
Denne mors meget smukke søn hed Samuel, og han havde så meget hår, at det mest af alt så ud som om, at man havde valgt at give det lille menneske en paryk, der stammede fra dengang, Beatles var på toppen af deres game. Han var mega-cute og et par måneder yngre end mine baryler, og jeg mærkede en særegen stolthed over, at mine børn var ældst. Hvor weird er det lige?
“Nåh, han er tre en halv måned? Jaaah, jeg har jo altså formået at holde mine i live i over et HALVT år! Beat that!”

I aften har Jon sgu inviteret mig på bøf med bernaise og udsigt i Vedbæk!
På onsdag skal vi aflevere vores elskede Ford igen (jeg har lyst til at skrig-græde og true med at gøre skade på mig selv ved tanken), så hvis vi skal nå en middag, der kræver bil, skal det være i aften. Derfor er planen at tage krapylerne med og lade dem sove sødt i Bugaboo’en, mens vi spiser kød med sovs og kigger på solskin og vand. Lige om lidt er de for store til at kunne blive halet med på den måde, så det skal nok være nu, hvis det skal være.

Jeg håber, de er jer, der har altan, griller nogle skumfiduser i aften, de, der kører sportsvogn, ruller kalechen ned, og at de, der er fresh nok til det, napper en dukkert. Måske er sommeren forbi om lidt, så det gælder om at presse den til sidste solstråle! 🙂
God aften!

Søndags-blomster-tip + et tvillinge-spørgsmål

Et lille tip til de, der overvejer en søndagstur i Netto efter chips og cola.
De har tilbud på blomster, hvilket nogle gange godt kan være en vissen fornøjelse, men heldigvis fandt jeg i dag buketterne friske og velduftende alle som én.

Nu er det ikke fordi, Jon er den store fan af mit knap så maskuline blomster-valg (hvis et sådant findes?), men så er det jo bare, at jeg synes, man mister stemmeretten, når man kommer hjem fra arbejde og ligner en blanding af en tysk betjent fra 90’erne og “Pornstache” fra tv-serien ‘Orange Is The New Black’.

Jon skal jo spille med i filmatiseringen af Danmarks fodboldsejr under EM, og for de, der ikke lige husker det (eller var født endnu), kan jeg berette, at det fandt sted i 1992.
Siger det ikke lidt om vor nations fodboldtalent – eller mangel på samme?
Ingen (kvinder) kan huske, hvem der vandt i 1996 eller 1988, men ingen er i tvivl om, at sejren i 1992 tilfaldt Dansken! Når man får lyst til at lave en sportsfilm, der falder ud til Danmarks fordel, er man åbenbart nødt til at gå 22 år tilbage i tiden.

Når det er sagt, så glæder jeg mig herre-meget til at se filmen! Jeg kan huske, at alle pigerne i min klasse havde lillepige-crushes på én eller flere af dem fra det danske landshold. Jeg selv var vist bare fan af Michala Petri … 🙂

Hey, jeg er atter søndags-nysgerrig! Hvad laver I her på twinpeaks.dk? 🙂
Har/er/venter I tvillinger?